Brev til Renée: Han kan ikke længere overskue at være i et forhold med mig

Kære Renée

Jeg er 48 år gammel, og for 5 år siden blev jeg skilt fra min eksmand, fordi jeg opdagede, at han havde været mig utro med flere forskellige kvinder.

Jeg havde efter skilsmissen slet ikke lyst eller overskud til at gå ind i et nyt forhold og datede kun en lille smule, da jeg var bange for at blive såret igen. Men i forsommeren slog lynet ned til en fest på mit arbejde, hvor en kollega og jeg pludselig faldt pladask for hinanden.

Han spurgte hurtigt, om jeg ville være hans kæreste, og efter to måneder sagde han, at han elskede mig, og jeg svarede det samme tilbage.

Desværre har hans søn sidste år fået en diagnose, som gør, at han ikke fungerer socialt, og dette har været en kæmpestor sorg for min kæreste (nu desværre ekskæreste) og har taget meget af hans energi og tid i det forgangne år.

Særligt i løbet af de sidste par måneder er han blevet mere og mere presset på hjemmefronten på grund af sin søns problemer og en midlertidig genhusning. Han flygtede derfor ind i arbejde og skrev og ringede sjældnere.

Det hele kulminerede for et par dage siden, hvor han ringede og sagde, at han havde gået nogle lange ture og tænkt og tænkt, og at han kunne mærke, at han ikke var klar til det her forhold.

Han følte ikke, at han var i stand til at give mig dét, jeg havde behov for, og han kunne ikke gengælde mine følelser længere, for det føltes som om, der var kastet en dyne hen over hans kærlighed, og at han ikke længere kunne overskue noget. Jeg føler mig så ensom, at jeg ikke kan holde det ud.

Hvad skal jeg gøre, hvordan skal jeg komme videre? Og tror du, der er en lille chance for, at han vælger at komme tilbage til mig, hvis han får mere ro i sit liv?

En ulykkelig kvinde

Kære Ulykkelige kvinde

Jeg tænker, det er muligt, at din kæreste selv har en rem af huden i forhold til den diagnose, hans søn har fået, når jeg læser om hans følelsesmæssige måde at reagere på.

Også fordi man ved, at psykiske udfordringer kan være arveligt. Din kæreste er lige nu meget presset over de udfordringer, sønnen har.

Det er så forståeligt, enhver forælder med et barn, der har store udfordringer, ved, hvor meget det fylder – det kan ganske enkelt fylde hele dit liv, og tiden er ofte den eneste faktor, der kan hjælpe dig, fordi den bringer forståelse.

Det er muligt, han genkender sig selv eller får erindringer om sin egen barndom, som han ikke er opmærksom på, når han ser sin søns udfordringer, men som kan være smertelige for ham, og lige nu er han fyldt med sorg over det, sønnen går igennem.

Set fra hans side er det pres, han føler, muligt at lette ved at vælge noget fra som så ikke skal presse ham, og det bliver så dig, da du måske er det "nyeste" i hans liv. Jeg tænker, hans reaktion er et sundhedstegn, han passer helt enkelt på sig selv lige nu.

At det så må være frygteligt smertefuldt for dig, din historie taget i betragtning. At have været alene i 5 år og så endelig at have fundet kærligheden, det er jo næsten ubærligt at miste den så hurtigt igen, når man føler, man har fundet sit livs kærlighed.

Så du har jo også bare forsøgt at passe på dig. Det har du gjort ved at forsøge at holde fast i jeres kærlighed, ved at forsøge ikke at presse på, ved at være så afventende og rummelig, som det var dig muligt.

Det har ikke virket efter hensigten, og selv om du har anstrengt dig enormt, har han alligevel taget en beslutning om at afslutte forholdet.

Der er ikke noget som helst galt med dine følelser, det må du endelig ikke tro, der er intet galt med dig, jeres forhold er bare for overvældende for ham, lige nu. Så dér står du, og ja, jeg tænker, du er nødt til at acceptere det, han har sagt. Jeres forhold er slut.

Du spørger, om jeg tror på, han vil vende tilbage, når der kommer mere ro på alt det med sønnen, og det kan jeg ikke vide. Men jeg vil alligevel sige: ”ja, hvorfor ikke?”

Når mennesker er pressede, træffer de beslutninger om at lette det pres, men når – og hvis – den tid kommer, hvor han ikke længere er så presset, så vil jeg da tro, der igen kunne blive plads til dig?

Men måske er spørgsmålet også, om du er klar på at vente? Og ikke nok med det, men vente i usikkerhed, for der er ingen garanti for, at han bliver klar på et forhold igen? Måske ville det kloge valg være at gå videre herfra uden at fokusere mere på det håb?

I stedet kan du lagre det i dit hjertes kammer et sted og vide, at tiden hjælper dig. Du vil se ham på dit arbejde, og det vil selvfølgelig minde dit hjerte om jeres kærlighed, men du ved med dit hoved, at den ikke er mulig.

Når omstændighederne er, som de er, synes jeg, du skal komme videre med dit liv ved meget bevidst at fokusere på alt andet end det, du ikke kan få.

Det kan være træning, hygge med din datter, at date andre mænd, genoptage en hobby, se endeløse serier på Netflix og okkupere dit hoved, så meget du orker i alle andre retninger end den, der handler om ham. Jeg tror sådan set, det præcis er det, du kan gøre, for han vil ikke det, du vil, hvor uendelig sørgeligt det end er.

Jeg sender dig et kæmpe stort og kærligt knus, der er ingen mennesker, der ikke kender følelsen af et ulykkeligt hjerte – det gør så ondt så ondt, lige indtil det ikke gør det mere.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: