Brev til Renée: Min datter kan ikke glæde sig over, at hendes bror skal være far

Kære Renée, Vi er et forældrepar, der er havnet i en stormvind. Vi har to døtre på 26 og 18 og en søn på 22 år. Især os piger i familien har haft et godt fortroligt forhold til hinanden. I sommer fik vi den glade besked, at vores søn og svigerdatter ventede sig. Vores ældste datter reagerede med en voldsom vrede/jalousi og forsvandt nærmest i et sort hul.

Efter nogen tid lykkedes det os at få arrangeret et familiemøde, hvorefter jeg håbede, at alt ville være godt igen. Men i stedet fik vi at vide, at i hele vores datters barndom havde vi svigtet hende. Hun havde altid stået i skyggen af sine søskende, hvilket jeg slet ikke forstår. Vi har alle været stolte af hende, og de to yngste så meget op til hende. Alt, hvad hun “rørte” ved, blev en succes. Hun bor med sin kæreste, har en god uddannelse, men nok ikke det helt rigtige job endnu. LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Vores datter har fået tilbagefald i sin spiseforstyrrelse Hun har nogle helbredsmæssige udfordringer, som måske kan gøre det svært for hende selv at få børn. Nogle gange tænker jeg på, om hun ikke føler, hun selv er det rigtige sted i sit liv. Jeg mener, når hun reagerer, som hun gør på brorens lykke. Det er simpelt hen så svært at være glad for vores snart nye rolle i livet, når vores datter, som vi elsker så højt, ikke vil være med i det. Hun er svær at snakke med nu. Er meget reserveret og næsten afvisende. Jeg frygter, at hun helt kapper forbindelsen til os. Kærlig hilsen, En fortvivlet mor Kære fortvivlet mor, Lige nu er der noget, der er rigtig svært for din ældste datter, som du skriver, og hun er måske ikke det rigtige sted i sit liv. Hun har brug for at skyde skylden på dig og din mand, på jeres familie, på sin opvækst. Jeg tænker, det er en naturlig reaktion at forsøge at komme af med de dårlige følelser. Én måde at gøre det på kan være ved at give nogen skylden for noget. Det er ikke en særlig hensigtsmæssig eller moden og udviklet reaktion, men den er meget menneskelig. Det, hun siger, skal du simpelt hen ikke tage på dig, og hvis du på nogen måde kan, så lad være at reagere på det. Lyt til det, vær venlig og empatisk, forstående og lydhør, men du behøver ikke svare eller forsvare dig, for det har INTET med dig at gøre. Vid, at det er for at dække over sorgen, hun kaster med den slags beskyldninger. Et dække over den sorg, der fylder hende, fordi det er lillebror, der skal have en baby og ikke hende. Og det eneste, du kan gøre, er at være omsorgsfuld over for det, som fylder hende, og forsøge ikke at blive vred eller ked af de ting, hun siger. Jeg ved ikke, hvorfor du frygter, at din datter vil kappe forbindelsen til dig/jer, da det i en alder af 28 virker lidt umodent og derfor ikke så sandsynligt? Du nævner det selvfølgelig som din frygt af en grund, hvad den grund så end har bund i? LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er fortvivlet over den måde jeg behandler min kæreste på Måske er det, du kan gøre, lige nu at forsøge at komme til at se din datter og så udtrykke din bekymring. Sig lige ud til hende, at du er bange for, hun kapper forbindelsen til dig, at du er ked af de ting, hun tænker om dig og sin barndom, og at dit eneste ønske er at få lov at være i hendes liv på godt og ondt. Vær åben, nysgerrig, spørgende, lyttende. Især det sidste er virkelig vigtigt, tror jeg. Lyt, hvis hun altså vil snakke med dig. Se, om du kan høre, hvad der gemmer sig under overfladen, hvad er det, vreden dækker over? Måske er der noget, du kan hjælpe hende med, måske ikke. Måske trænger hun bare til, du er der, lytter og ikke vil have, at hendes smerte skal gå væk. For den er der, og den findes, og hun er ulykkelig over ikke at kunne få sit eget lille barn. Hvilket også er meget naturligt. Hun er 28, hun ønsker at blive mor, og det lykkes ikke. Det, som de fleste kvinder ønsker sig og også får på et tidspunkt, kan hun ikke få. Der er ikke noget at sige til, at hun er ked af det. Så måske er det, du kan gøre, at rumme hendes ulykkelighed uden at tage den på dig, uden at tænke, det er din skyld, uden at ville have den til at gå væk? Lige præcis det, ikke at ville have det smertelige til at gå væk fra vores børn, men rumme, at livet indimellem gør herrens ondt på dem, tror jeg, er en af de største udfordringer, man står over for som forældre, netop fordi vores forældreinstinkt vil noget andet.

Sidst, men ikke mindst: Ja, det ER svært at glædes, når et barn har det meget tungt, men vi er nødt til at prøve, og husk, du må gerne glæde dig lige nu. Du har lov til at se frem til at blive farmor, det er en stor lykke, og din søn har også lov til at glæde sig – og et eller andet sted hjælper det bare ikke din datter, hvis hun oveni alt det andet, hun bærer på lige nu, også skal være ansvarlig for, at du ikke kan glæde dig. Så måske skal du også glæde dig for hendes skyld? Kærlig hilsen, Renée SKRIV TIL RENÈE

Cand.psych. Renée Toft Simonsengiver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

LÆS OGSÅ: Vores datter har fået tilbagefald i sin spiseforstyrrelse