Kære Renee
Jeg har i 17 år været så heldig at være en del af en tæt, sjov og kærlig gruppe på 6-7 veninder. Vi har igennem årene lavet rigtig mange kreative og arbejdsmæssige projekter sammen, boet sammen på kryds og tværs, spillet musik, rejst, blevet voksne, danset hele natten, været løsnings-panel for hinandens dilemmaer, fejret mærkedage, grædt ud og samlet hinanden op når det behøvedes.
Vi har altid omtalt hinanden som familie, også selvom de fleste af os nu har fået kærester og børn og er omkring de 40.
For mig, som selv oprindeligt kommer fra en ret dysfunktionel, splittet og udfordret famile, har min veninde-gruppe været et helende, stærkt, nært og vidunderligt lyst rum i hele mit voksenliv.
De har været mit trygge fundament og min følelse af forankring i verden, og jeg elsker dem alle meget højt.
Nu er det dog gået hen og blevet svært, og jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det.
To af veninderne har kørt et firma sammen i 10 år og er de sidste år blevet bittert uvennner i en lang og voldsom tvist om ejerskabet. Vi andre har forsøgt at være neutrale, men langsomt har splittelsen spredt sig, med forviklinger, misforståelser og opdelinger.
Jeg er, som ca. den eneste, stadig gode venner med dem alle hver især. Men jeg oplever at det følelsesmæssigt bliver sværere og sværere at stå i den position og jeg har tit ondt i maven over al den konflikt og splittelse, som henover to år kun bliver større og større og ikke ser ud til at have en løsning.
Jeg har en dejlig ny kæreste, og er glad for mit liv, men har pga en kronisk sygdom ingen børn og familie på den måde - og måske derfor har jeg ekstra-svært ved at give slip i min gode veninde-familie, selvom den nu også er gået hen og blevet drænende og kompliceret.
Situationen vækker gamle følelser i mig, fordi det minder om min barndom med splid og ufred og alle antenner ude for ikke at træde forkert med liste-sko, og mig som står med et ben i alle lejre og ønsker forsoning.
Jeg prøver på at beskytte mig selv mest muligt, være varsom med samværet og ikke træde ind i rollen som forsoner (har prøvet, det var ikke en succes :)). Jeg har bedt dem om ikke at tale dårligt om hinanden til mig, men jeg er typen der altid kan mærke alle elefanter i rummet og hvordan alle har det, og jeg ser dem mindre af den grund.
De er stort set hele min omgangskreds, og jeg tænker meget over, hvad der er en sund og fornuftig måde at håndtere sådan en situation.
Var det fx naivt at tro, at jeg kunne undgå at vælge side og vælge nogen fra? For nu står jeg jo her og kan snart ikke have hvert ben længere fra hinanden i de forskellige lejre.
Jeg håber, at du vil give mig et par ord med på vejen.
Bedste hilsner fra hende der lige nu står i spagat
Kære dig der lige nu står i spagat,
Jeg synes på ingen måde at det er naivt af dig, at tro du kan vælge at være neutral i dine veninders konflikt.
Det har du helt enkelt al ret i verden til, og selvfølgelig skal det kunne lade sig gøre.
Den helt store forskel på dengang du var barn og situationen idag, er at du er voksen nu og du kan blive meget bevidst omkring situationen og faktisk vælge hvordan du vil forholde dig.
Du har valgt, at du vil være Schweiz, og det har du ret til, så hold fast i det, jeg synes også det er et godt valg.
For hvorfor skal du miste en veninde, eller flere, eller i det hele taget blande dig ind i den strid de har omkring penge og ejerskab af deres fælles virksomhed? Det skal du ikke, det behøver du ikke, det har ingen ret til at bede dig om.
Uanset hvad de hver især oplever af uretfærdigheder og urimeligheder fra den anden, så vær forvisset om, at de karaktertræk indeholder vi alle i pressede situationer.
Det betyder ikke, at nogen af dine veninder er dårlige mennesker, de er bare pressede lige nu og derfor reagerer de måske ikke så hensigtsmæssigt som de burde. Det er ikke og kan aldrig blive dit ansvar.
Og skal vi ikke kunne elske et menneske der har fejl, så vil der være ingen mennesker tilbage at elske - for det ufejlbarlige menneske findes ikke.
Vi er nødt til at give os selv lov til at elske dem vi elsker, med de fejl og mangler der nu engang er.
Så hvad kan du gøre for, at følelsen af "spagat" ikke skal overvælde dig?
Jeg tror det første du kan gøre er at acceptere, at situationen er som den er. Dine veninder er uvenner, sådan er det bare.
Dernæst kan du acceptere, at du IKKE kan gøre noget ved det, og at det heller IKKE er din opgave.
Og derefter kan du begynde at tage dig af den sorg der fylder dig og som giver dig lyst til at fikse det hele, frem for at forsøge at fikse noget.
Din lyst til at fikse er jo nok din måde at forsøge at finde ro inde i dig selv, på samme måde som det var da du var barn.
Men du kunne ikke fikse det da du var barn og du kan åbenlyst ikke fikse det nu, det bliver du nødt til at finde fred med og nødt til at acceptere.
Det med accept er tude svært, især når noget giver så stort et ubehag som det du beskriver du får over den her situation.
Hvis vi mennesker oplever ubehag, så gør vi jo alt hvad vi kan for at få det som giver ubehaget til at gå væk.
Nogen gange gør vi alt for meget, forgæves, og selvom vi ved det er forgæves, kan vi ikke stoppe med at gøre det, fordi ubehaget er så stort.
Så det du kan gøre i stedet for at fikse er, at forsøge at rumme det ubehag der fylder dig.
Du kan nok ikke få det til at gå væk, men du kan blive bevidst om hvad det gør ved dig, ved din krop og dine tanker.
At rumme og acceptere er følelsesmæssige og spirituelle måder at forsøge at håndtere svære følelser på. Der er også helt lavpraktiske måder.
En af dem er at bede de andre om ikke at tale med dig om den her konflikt, og den har du allerede brugt.
En anden kan være, at i de situationer, hvor du er sammen med dine veninder og det bliver for meget, hvis de alligevel taler om det, så kan du vælge at flytte dig væk fra det samvær fysisk, f.eks. ved at rejse dig og gå.
Det vil måske fylde dig med sorg over at du ikke kan være i deres selskab, men på sin vis er du allerede fanget som en lus mellem to negle, og i det valg synes jeg du skal vælge at passe på dig selv.
Umiddelbart kan det måske føles som om det ikke er at passe på dig selv, at gå væk fra dem, fordi det genererer ubehag inde i dig, fordi ubehaget ved at gå væk er enormt når det er mennesker man elsker man går væk fra, og fordi der i bevægelsen at gå væk ligger en enorm frygt for "tab af kærlighed".
Vil de så ikke længere elske mig, hvis ikke jeg bliver i det her?
Men realiteten er, at det at passe på dig selv, tage hensyn til dig selv, sige fra overfor at blive involveret er at give dig (og den lille pige derinde) den respekt, omsorg og kærlighed, som du har brug for, for at være stærk nok til at kunne være i de svære følelser der fylder dig.
Sørg for at se de veninder du elsker, sørg for at gå i bio, gå en tur i skoven, gå ud og spis sammen, men sæt dine grænser - du vil IKKE blandes ind i konflikten for du elsker dem alle sammen lige meget og det har du ret til - du kan godt lytte til dem som gode veninder gør til hinanden, men du vil IKKE vælge side, og hvis du ikke magter at lytte, så sæt den grænse og sig fra.
Gør det stille og roligt, gør det med udgangspunkt i dig selv og dine egne følelser, gør det venligt og med respekt og omsorg for den du sætter grænsen overfor.
Men sæt grænsen, der hvor den går for dig, det vil være det kærligste du kan gøre overfor dig selv og det vil den lille derinde kunne mærke og finde ro med.
Kærlig Hilsen
Renée
Læs mere om:
