"Min kæreste taler grimt om mine børn"

Kære Renée

Jeg sidder lidt i et dilemma. Jeg har boet alene med mine børn de sidste elleve år. Drengene er nu 14 og 17 år. Jeg fylder selv snart 40 år.

Jeg har altid været glad for at bo alene og har ikke haft den store drøm om at få en mand ind i mit hjem for at bo, altså kun, hvis det var drømmemanden.

Jeg mødte en sød fyr og efter virkelig kort tid blev jeg gravid. Det var ikke noget, der var gennemtænkt.

Vi flyttede sammen et par måneder inden, baby ankom. Det hele er gået godt.

Jeg er blevet mere forstående for, at mine ting og mine yndlingsviskestykker ikke bare er en udstilling mere og det med at have en mand i huset er vigtigere end mine rene viskestykker og mine pæne ting.

Problemet er bare, at jeg ikke synes, han taler med mine børn, han kan faktisk også tale grimt om dem, især den mindste.

Jeg er begyndt, at synes, det er et stort problem. Jeg har sagt til ham, at det ikke dur, når han ikke vil mine børn.

Hans plan er at vente med at købe hus, til de er flyttet fra reden. Vi skal simpelthen ikke være en familie, før de er flyttet. Det er et totalt turnoff.

Hvis jeg ikke havde et barn med ham, gav jeg ham sparket. Hvad skal jeg stille op, Renée? Er jo ked af at få et skilsmissebarn mere, men mine børn skal heller ikke være under samme tag med én, der ikke vil dem eller ikke taler til dem.

Så vil jeg hellere klare det hele selv.

Venlig hilsen

AK

Kære AK

Jeg er ikke sikker på, om jeg helt forstår, hvad der sker i din familie lige nu, fordi på en måde er det, du beskriver, ikke vildt eller voldsomt, men noget, man skulle tro, der kunne arbejdes på, og alligevel virker du parat til at gå fra din kæreste - og så er det, jeg tænker, hvordan det mon hænger sammen, og jeg får den tanke, at der ligger mere til grund for dine følelser, end dét, du lige skriver her?

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det kunne måske være konstruktivt at undersøge?

Som jeg forstår det, handler det om, at din kæreste ikke rigtig taler med dine børn, at han ikke har noget forhold til dem.

Det er den ene ting, men så skriver du, at han også indimellem siger grimme ting om dem, især den mindste, og det er selvfølgelig smerteligt og ikke mindst: IKKE i orden.

Det er barnligt af ham, fordi det viser, hvor lidt han forstår af, hvad det vil sige at være forælder.

Så på sin vis kan jeg sagtens forstå, hvis det var nok til, at du ville gå fra ham - ærligt, jeg ville heller ikke have lyst til at bo sammen med mine børn og en ny mand, som ikke gad dem eller forholdt sig ordentligt til dem.

Spørgsmålet er, om du har konfronteret ham med de her tanker, har du fortalt ham, hvor totalt et turn-off det er for dig, at han taler grimt om dine børn, og at du faktisk hverken kan eller vil bo sammen med en mand, der ikke er villig til at involvere sig i dem?

I dit brev ser det ud som om, du ikke har konfronteret ham med de her ting, men næsten bare er gået fra at bo sammen, se alt det han gør som forkert og så beslutte dig for, at det går bare ikke?

Hmm, sådan er det nok ikke, og måske er der bare en del ting, du ikke har fået beskrevet i brevet?

Jeg synes jo altid, man skal kæmpe for sit forhold, når der er børn involveret, netop fordi man ved, at skilsmissebørn er mere udsatte samfundsmæssigt.

På den anden side er det jo ekstra kompliceret i dit tilfælde, fordi to af de børn, der er involveret i det her, ikke er hans børn og måske ikke engang trives med ham i huset.

Jeg forestiller mig, at det ikke kan være særlig rart at være dine to børn, der bor sammen med en mand, der ikke taler med dem, og endda taler grimt om dem bag deres ryg.

Den slags kan børn sagtens mærke, tro mig. Så derfor har jeg svært ved at råde dig til at kæmpe for forholdet, også selv om din yngste jo så også vil blive skilsmissebarn.

I det hele taget synes det at være en rigtig vanskelig situation, du står i, for det er som om, du skal vælge mellem pest eller kolera.

Beder du ham flytte. bliver din yngste skilsmissebarn, men hvis han bliver og er på den måde, du beskriver, over for dine to ældste, så vil de helt sikkert lide under det.

Så selv om det kan være vanskeligt at være bonusforælder, og faktisk også vanskeligt at blive lukket ind i to teenageres liv, så tror jeg, at jeg vil råde dig til at forlange af din kæreste, at han skal tage sig sammen og steppe op.

Han skal simpelthen være den voksne i det her og tage ansvar for sit eget forhold til dine to børn. Hvis din kæreste ikke vil tage sig sammen, så vil jeg foreslå. I søger hjælp hos en familieterapeut, så I kan få styr på, hvad det er, der ligger og ulmer, hvordan børnene opfatter det, og hvad det gør ved dem, og hvis det ikke gør, at klimaet bliver bedre, så tænker jeg, du gør ret i at bede ham flytte ud.

Det er helt klart uholdbart, at han ikke taler til dine børn, og at han omtaler dem grimt bag deres ryg - det skal ingen børn vokse op i.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.