Det endte med, mit barn blev rasende og smækkede med døren. Hvordan kommer vi videre?

Kære Anna

Jeg vil prøve at skildre min magtesløshed så nøgternt, jeg kan.

Jeg er mor til tre voksne børn. Jeg forlod deres far efter et meget turbulent forhold, og deres far har ikke været inde i billedet i mange år.

Jeg har en god uddannelse, har arbejdet terapeutisk og har haft et familieliv, der har været ganske almindeligt, selv om det ikke altid har været lige let at være eneforsørger.

Da den ældste nåede teenagealderen, var det ekstremt slemt. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at den ældste terroriserede de yngste, når de var alene, og det har sat sig til en slags vrede hos de yngste. Ældstebarnet har haft mange forhold, er intelligent, har et godt job og er nu eneforsørger til to børn.

Som mor hjælper jeg hele tiden med stort og småt. Men ældstebarnet har nogle høje forventninger til resten af os: Hensyn, hjælp, hele tiden. Og der er ingen gensidighed, ingen forståelse, når mine grænser nås.

Jeg får at vide, at jeg ikke er særligt klog, at jeg ikke lytter, ja, listen over mine mangler er lang. Man skal være varsom med at diagnosticere, men adfærden matcher borderline.

For mange år siden havde jeg nogle samtaler med en psykolog, der netop arbejdede med dette område, og det hjalp mig meget i forhold til at sætte grænser. Det er blevet meget svært nu, hvor der også er børnebørn, synes jeg.

Ældstebarnet er desværre ikke noget rart menneske, som jeg kan tale med om børnene og situationen. Nu har der lige været en megakrise. Ældstebarnet har været her og forsøgt at overbevise mig om, at alle andre opfører sig dårligt og lagde ud med en skideballe til mig og til alle.

Det endte med, at min mand, som jeg giftede mig med, da alle var flyttet hjemmefra, bad ældstebarnet om at gå, hvilket resulterede i et raseriudbrud, og en dør blev smækket hårdt i. Hvordan kommer vi overhovedet videre som familie?

Bedste hilsner fra Mor til tre voksne

Kære ”Mor til tre voksne”

Selv om vi altid vil elske vores børn ubetinget, er det ikke nogen selvfølge, at vi dermed skal billige og rumme enhver adfærd. Især ikke når den er så hensynsløs, som du her beskriver.

Dine andre børn skal jo også føle sig trygge i, at der er plads til dem i familien – og dermed have mulighed for at sige fra, når de føler sig kuet.

Det er nærmest ubærligt at være tæt forbundet med et menneske, vi ikke kan nå ind til. En, vi ikke stoler på og ej heller kan holde ud at være i stue med.

Selv om det på ingen måde er en trøst i sig selv, så vid, at du ikke er den eneste forælder i verden, for hvem det er en daglig kamp at holde sammen på det hele. Alle familier har deres udfordringer. Måske kan det lette lidt at huske, at de familier, der ser så harmoniske ud, sikkert selv har vaklet op ad stenede veje sammen af og til.

Måske skal du endnu engang tale med en psykolog om, hvordan du tackler kontakten med din ældste? At komme videre som familie, tror jeg nemlig, begynder med, at du selv finder fodfæstet. Du skal have hjælp til at vide, hvordan og hvor du trækker grænsen nu, hvor der også er børnebørn at tage hensyn til.

Selv om dit ældste barn volder så megen sorg og splittelse, så binder kærligheden dig jo også til dette voksne barn. Den kærlighed kan godt leve side om side med, at du stiller nogle helt rimelige krav både på dine egne og de andre børns vegne.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.