Han kom hjem, før jeg var færdig med opvasken. Hans reaktion har fået mig til at stille et afgørende spørgsmål

Kære Renée

Jeg mødte en mand, som jeg dog endte med at gøre det forbi med. Han er enkemand på tredje år, og jeg er skilt efter eget ønske.

Jeg bor alene, da mine voksne børn er flyttet hjemmefra. Mine børn er meget vigtige for mig, og jeg har gjort alt for at give dem et bedre liv end mit. Jeg har nemlig ikke fået det liv i Danmark, som jeg drømte om.

Delvist fordi jeg er udlænding, og delvist fordi jeg ikke havde nogen, som kunne støtte mig ud over kommunen en gang imellem.

For at komme tilbage til ham manden, så oplevede jeg en dag, at han kom hjem til mig, før jeg nåede at blive færdig med opvasken. Først sagde han: ”det betyder intet”, men da han skulle afreagere, blev jeg til: ”lille gris, som ikke var så renlig”.

Derudover oplevede jeg en anden gang, at han råbte og skreg af mig og ydmygede mig ved at sige, at jeg ikke er så kvik i hovedet. Lige så snart han begyndte at hæve stemmen og skrige, blev jeg som lammet.

Jeg blev skuffet over, at han flippede sådan ud, og jeg skrev derfor til ham, at han havde nogle uheldige træk i sin personlighed, og at jeg ikke ønskede at se ham igen.

Først følte jeg en lettelse over, at jeg ikke skulle opleve hans raseri igen, men så annullerede jeg min blokering af ham på nettet og skrev til ham, at " livet er så trist uden dig", men indtil nu har han ikke svaret.

Nu fortryder jeg, at jeg sendte den besked til ham, men samtidig savner jeg ham frygteligt meget.

Jeg vil mene, at han har udsat mig for psykisk vold, men hvad tænker du?

Med venlig hilsen

Den triste Anna

Kære triste Anna

Du skriver ikke så detaljeret om, hvad der leder op til de her episoder, eller hvad der får den her mand til at tænde af, og alligevel er der en del ting i dit brev, der fortæller noget om hans adfærd, så jeg på en eller anden måde ender med at opleve det samme som dig.

Nemlig, at han er grænseoverskridende, og at han ikke har den respekt for dig, som han burde have, samt at han har svært ved at kontrollere sine følelser og sin måde at være udadreagerende på.

At han overhovedet har en holdning til, hvordan der ser ud i dit hjem, er ikke et godt tegn, hvad bilder han sig ind. Han er gæst i dit hjem, og han skal overhovedet ikke kommentere på, om du har taget opvasken eller ej.

Lige der går han langt over grænsen. Også i forhold til, at han råber ad dig. Og så er det sindssygt ukærligt og utrygt og ikke mindst grænseoverskridende, at han siger til dig, at du ikke er så kvik i dit hoved - jeg har da aldrig hørt så galt, hvad bilder han sig ind.

I er kærester, sådan taler man simpelthen ikke til den kvinde, man skulle forestille at elske. Så hvis jeg skal sige min ærlige mening, så tror jeg, du er en meget klog kvinde, der kender sine grænser og ved, hvornår hun skal sige stop.

Så når du skriver, at du trænger til bekræftelse på, at det, du har oplevet, også er psykisk vold, så tror jeg godt, jeg kan give dig den bekræftelse, for det lyder sådan i det, du beskriver.

Jeg forstår, at du savner ham alligevel og har skrevet til ham, og at han ikke har svaret tilbage. Måske er det meget godt?

Du skriver jo, at du har oplevet hans hidsighed og hans raseri, hans måde at tale grimt om og til dig som psykisk vold, og så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, hvorfor du mon skriver til ham igen og ønsker at få ham tilbage i dit liv?

Måske er det dét, du skulle fokusere på nu? Altså, hvorfor vil du overhovedet have en mand som ham i dit liv? Savner du kærlighed så meget, at du vil være med til den slags adfærd for at føle, at du kan opleve dig elsket?

Eller handler det om, at du er ensom nu, hvor dine børn er flyttet hjemmefra, og du er blevet skilt? Det kan sagtens handle om begge dele, men spørgsmålet er, om det at være sammen med ham ville hjælpe noget som helst på de følelser i dig?

Jeg tror det ikke. Jeg tror nærmest, det kunne gøre det modsatte. For når han råber og bliver rasende eller taler grimt til dig, vil du kunne komme til at føle dig uelsket og ikke noget værd, og du vil også sagtens kunne opleve en stor ensomhed i den slags samspil, for hvem vil du kunne dele det med?

Du sendte beskeden, skidt med det. Det gjorde du, fordi du savnede ham, det er helt forståeligt. Men det betyder ikke, at du ikke kan ombestemme dig og blokere ham igen, hvis det er det, du beslutter dig for?

Hvis han ikke svarer på din besked nu, så er sagen ligesom afgjort, så skal det nok ikke være jer to.

Men hvis han på den anden side svarer dig, og du stadig har lyst til at give ham en chance, så synes jeg, du den her gang skal få sagt til ham, at der er ting, du ikke vil være med til, og hvis han har samme adfærd igen, vil du bede ham se en psykolog og gå i gang med at arbejde med at kontrollere sine følelser, så de ikke går ud over dig.

Opsummeret, ja, jeg tænker også, det er psykisk vold, du er blevet udsat for, i al fald adfærd, der IKKE er ok, og derfor, at du skal overveje meget nøje, om du skal have mere med ham at gøre. Pas godt på dig selv.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: