Jeg går langsomt pga. en rygsygdom. Folk hvæser af mig: "Har du tabt din kørestol?!"

Kære Anna

Jeg skriver til dig med et hjertesuk, efter at jeg forleden endnu engang oplevede noget, der harmer mig.

På grund af en medfødt rygsygdom går jeg dårligt, men ellers er jeg en stærk kvinde midt i 40’erne, og jeg er taknemmelig for, at jeg netop ikke er gammel, svagelig og dårligt gående.

For jeg har stadig kræfter til at holde fast i gelændere, eller hvad der er at gribe ud efter, når jeg endnu engang bliver skubbet eller næsten væltet omkuld eller mast af dem, jeg kalder jeg-skal-frem-typerne.

Det er dem, der presser sig forbi på fortove, trapper til tog- og busstationer og fodgængerovergange, og tit nærmest hvæser ad mig med ord som: ”Det var da utroligt, at man kan gå så langsomt!” eller ”Har du tabt din kørestol?!”.

Jeg-skal-frem-typerne er tydeligt travle mennesker, men de er tydeligvis ikke gode medmennesker. Og jeg fornemmer, at der bliver flere og flere af dem. Desværre bliver jeg ikke kun harm, jeg bliver også nervøs for at bevæge mig ud på offentlige steder, og det gør mig jo også ked af det.

Jeg ved ikke engang, om det ville hjælpe at sætte et skilt på mit tøj, hvor der f.eks. kunne stå: ”Sæt farten ned. Jeg kan ikke gøre for, at jeg går langsomt!” Hvad, tror du, kunne hjælpe?

Kærlig hilsen Sneglen

Kære snegl

Jeg kan desværre sagtens genkende de situationer, du her beskriver.

Når mennesker har travlt med at passere igennem det offentlige rum, er empatien ofte det første, der ryger. Det er meget trist, at det er nødvendigt at bevæbne sig med skilte og badges for ikke at blive væltet over ende af spydige kommentarer.

Forståelsen for, at ikke alle bevæger sig igennem verden i rasende tempo, kan ligge på et meget lille sted, når verden buldrer derudad. Også selv om der egentlig ikke er noget specielt, vi skal nå.

Det gælder også i den kørende trafik, hvor helt almindelige, venlige mennesker indimellem transformerer sig om til de værste vejbøller, så snart de sætter sig ind bag rattet i myldretiden.

Alligevel tror jeg, at såvel du som jeg skal være varsomme med at smide alle fortravlede mennesker i bås som gemene ”typer,” der vil andre det ondt. Jeg tror snarere, det handler om, at vi holder op med at SE hinanden, når alting skal gå lidt stærkt.

Jeg har en veninde, hvis far går dårligt som følge af en blodprop. En morgen, da de fulgtes ad gennem myldretiden på de københavnske fortove, kom han til at sætte det ene ben to centimeter ud på cykelstien. Det resulterede prompte i, at en cyklist standsede og overfusede ham med råben og skældsord.

Tilbage stod de to, alt for chokerede til at gå videre, og i stedet vaklede de ind på en café for lige at sunde sig. Fem minutter senere går døren til cafeen op – og ind træder cyklisten fra før.

Min veninde stivnede, rædselsslagen for, om han nu kom ind for at give dem tæsk. ”Jeg kommer bare for at sige undskyld”, sagde cyklisten så. ”Det var slet ikke i orden, at jeg gav dig sådan en overhaling. Det er jeg virkelig ked af”.

Selv om det kræver ufatteligt meget af et menneske at kunne gøre den slags, er jeg vis på, at vi alle har det i os. Evnen til at se hinanden – og sige undskyld, når vi ikke gør.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.