Jeg måtte tage på krisecenter med vores første barn. Efter det andet fik jeg en fødselsdepression. Men han bebrejder mig bare

Kære Renée

Jeg lever sammen med min kæreste og vores to børn. Vi har været kærester siden, vi var 17 år og er nu i slut 20’erne.

Vi har været igennem MANGE op- og nedture sammen, og for nogle år siden blev det rigtig slemt, da han blev ramt af psykisk sygdom. På grund af vold måtte jeg flytte på krisecenter med vores første barn.

Jeg blev hos ham igennem hans sygdom på trods af flere voldslignende episoder – skub, lussinger og spytklatter i ansigtet. Han arbejdede på sig selv, og der er ikke længere fysisk vold i forholdet.

Jeg stod med ALT ved vores første barn. Da vi valgte at få endnu et, lovede han, at det ville blive anderledes. Det blev det ikke.

Jeg står stadig med det hele, og han prioriterer at ses med sine venner fire gange om ugen, som oftest flere timer ad gangen og ofte om aftenen. Når han kommer sent hjem, sover han længe næste dag. Han siger, at det er fordi, han har brug for en pause fra os, ellers kan han ikke rumme vreden, og jeg burde være taknemmelig for hans selvindsigt. Alternativet ville være ubehageligt for alle.

Efter vores andet barn blev jeg ramt af en efterfødselsdepression. Jeg har ingen støtte fået retur for dette, tværtimod bebrejder han mig mit dårlige humør og temperament. Jeg føler mig svigtet af ham.

Jeg har flere gange talt med ham om, hvor ked af det, det gør mig, at han ikke levede op til det, han lovede. Børnene er også påvirket af det, og det bekymrer mig.

Hver gang jeg har været ved at gå fra ham, truer han med selvmord.

Jeg har ikke nogen at tale med det om. Vi taler ikke længere med min familie – de vil ikke være i rum med ham efter de voldelige episoder.

Jeg ved ikke, om jeg orker forholdet længere, selv om han har forbedret sig de sidste par år. Er jeg urimelig?

Mange hilsner fra mig.

Kære dig

NEJ, du virker ikke spor urimelig.

Det er slet ikke i orden, at din kæreste går i byen flere gange om ugen, og intet overskud har dagen efter. Al den tid han har været ude at more sig, har du igen stået alene med jeres to børn. Der er intet okay ved det, du fortæller, intet. Det at han truer dig, hvis du går fra ham, er i sig selv så grænseoverskridende, at det burde få alle dine alarmklokker til at ringe.

Jeg tænker umiddelbart, at du skal gå fra ham. Det virker ikke til, at han har forstået, hvad det betyder at blive far og få en familie. Han tager sig en masse friheder på din bekostning, og det virker til, at du er blevet kørt ned af jeres relation.

Oveni har du fået en fødselsdepression. Den depression kan handle om mange ting, tænker jeg. Blandt andet at du oplever en gentagelse fra det første barn, I fik sammen, selv om han højt og helligt lovede, at det ville blive anderledes, men nu befinder du dig alligevel i samme situation. Det kan være en måde at reagere på den fortabthed, du oplever.

Han har åbenlyst nogle problemer, som han har brug for at arbejde på, men i stedet vælger han at gå i byen og drikke dem væk, hvilket efterlader dig fanget i jeres hjem, alene med opgaven. Der er ikke noget, en nybagt mor har mere brug for end støtte fra faderen. Han burde stå der som et søm, støvsuge, handle ind, lave mad og så videre.

Det behøver ikke at være sådan her, og du behøver ikke at blive hos din kæreste. Jeg ved godt, at det vil være enormt krævende at være alene med to børn, men ærligt, er det ikke bedre end at skulle vente på, at din kæreste kommer fuld hjem?

Jeg ved godt, at alt ikke bliver godt, bare fordi du går fra ham, fordi han er faren til dine børn, og det kan intet ændre på. Alligevel vil jeg tro, at det er bedre for dig og dine børn at være uden ham.

Det at du ikke længere taler med din familie på grund af din kæreste, det er heller ikke noget godt tegn. Når man er i et voldeligt forhold (også selv om volden ikke længere er fysisk), er det en måde at manipulere "offeret" væk fra sin familie og sine venner på, fordi de på den måde bliver lettere at kontrollere.

Måske er det muligt at få kontakt til din familie igen? Jeg tænker, at de kunne være en ressource i din situation lige nu. Selv om din familie ikke vil være i selskab med din kæreste, så kan du jo ses med dem uden ham. Det ville måske aflaste dig lidt, hvis de passede jeres store barn ind i mellem.

Så kære dig, er det ikke tid til at tage den svære beslutning? Husk – det er ikke pinligt eller skamfuldt, heller ikke selv om du har prøvet det før, og det er ikke dig, der er urimelig eller tosset. Du bliver udsat for manipulerende adfærd, mangel på omsorg og støtte, og du har allerede reageret med en fødselsdepression.

Det er ikke dig, der er forkert på den, overhovedet ikke. Din kærestes måde at ræsonnere på, er slet ikke i orden. Den måde hvorpå han forklarer, at det er bedre for jer, at han går i byen, ellers bliver I udsat for hans dårlige humør og vrede, og at du burde værdsætte hans selvindsigt, den er ikke kun manipulerende, den er også skør.

Mærk efter, læs mit brev igen, læs dit eget brev igen, og så tror jeg, at du finder svar på dine spørgsmål inde i dig selv. Bare det, at du har skrevet det, du har til mig, fortæller mig, at du allerede ved det alt sammen.

Kærlig hilsen

Renée