Jeg rakte ud til min søn - og fortalte, hvordan jeg havde det. Så blev han studs

Hej Anna

Jeg skriver til dig for at få en udefrakommendes syn på en episode med min voksne søn. For jeg er usikker på, om jeg har handlet rigtigt.

Jeg er bedstemor til to hos min mellemste søn. Jeg ser dem ofte og hjælper til med alt det, jeg kan, og er glad for det.

Jeg skulle passe den ældste, mens min søn skulle til ørelæge med den yngste, og han kom hjem med besked om, at der skulle dræn i tre dage senere. På dagen sendte jeg en sms om, at jeg tænkte på ”den lille mand” (som lige er blevet et år), og håbede, at alt gik, som det skulle.

Tiden gik, og jeg hørte ingenting, og jeg blev bare så nervøs. Derfor sendte jeg endnu en sms til min søn, som svarede en time senere. Alt var gået fint, men de havde haft travlt. Men der gik altså tre-fire timer efter indgrebet, før jeg hørte noget.

Nogle dage senere skulle vi så passe begge børn. Jeg var i tvivl, om jeg skulle sige noget om episoden. Men min søn kunne mærke, at noget trykkede, så han ringede, da han havde afleveret børnene og var kørt.

Jeg sagde det, som jeg havde haft det, og at jeg i den grad havde håbet på en sms, hvor der bare stod: ”Godt overstået”. Min søn blev noget studs og syntes, jeg lagde alt for meget i noget, der ikke er.

Derfor mit spørgsmål: Kan jeg som mor/bedstemor ”forlange”, at de tænker på mig i sådan en situation, eller er jeg lidt for egoistisk? Det ene øjeblik synes jeg ikke, de kan være andet bekendt, og det andet øjeblik føler jeg mig som en gammel, sur bedstemor.

Venlig hilsen en bedstemor

Kære Bedstemor

Alene det at du åbner muligheden for, at det KAN være dig, der overfortolker situationen viser, at du er en både klog og kærlig mor og bedstemor. Du er heller ikke hverken sur eller egoistisk, men jeg tror, du lægger for stort et pres på din søn.

I den situation, han stod i, var det ikke første prioritet at gribe telefonen. Det tror jeg er helt almindeligt. Jeg er derfor også overbevist om, at der slet ikke lå en manglende omtanke for dig bagved.

Forventningerne til vores voksne børn bliver sjældent indfriet på den måde, vi allermest ønsker det. Jeg kender selv til det her med at sidde og stirre på telefonen og nærmest tro det værste, hvis ikke min voksne datter svarer inden for et splitsekund.

Men ofte er vores børn bare i gang med noget, der holder deres opmærksomhed fast et andet sted.

Selv om vi er nok så tætte, kan vi ikke læse hinandens tanker og dermed forstå hinandens bekymringer. Til gengæld hjælper det at lytte til hinanden, for på den måde kan vi bedre se en situation fra andre vinkler end vores egen.

Næste gang du ser din søn, så fortæl ham, at du godt ved, du var lidt for utålmodig den dag, hans lille søn skulle opereres.

Det lyder, som om I har en nær og god relation. Værn om den, og vid, at din søn elsker dig og helt sikkert værdsætter al den hjælp, du altid står parat til at give.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.