Jeg tænder ikke på min mand – skal jeg forlade ham?

Kære brevkasse

Jeg har været gift i 23 år. Vi har to børn og har haft det godt, selvom vi sjældent griner og har det sjovt sammen længere.

De sidste ti år har han været deprimeret og udbrændt fra tid til anden, og jeg har trukket det store læs.

Men så begyndte en ny mand på mit arbejde. Tiltrækningen var vanvittig, og nu har vi set hinanden i syv måneder.

Han giver mig noget, som jeg ikke vidste, jeg savnede; vi griner sammen, han siger søde ting, og vi har fantastisk sex.

Med ham føler jeg mig rolig og glad. Han er dog også gift og har to små børn og ønsker derfor ikke at blive skilt.

Jeg tror, jeg stadig elsker min mand, og selvom jeg ikke tænder på ham længere, ved jeg ikke, om jeg vil skilles fra ham.

Mit hjerte knuses dog bare ved tanken om at forlade den anden, selvom jeg ikke kan få ham. Hvad skal jeg gøre?

/Anja

Psykolog Anna Bennich svarer: "Uanset hvad du vælger, vil det gøre ondt i en periode."

Jeg forstår, at du føler dig rådvild.

Tiltrækning og passion er stærke kræfter – få ting får os til at føle os så levende. Det er også det lange monogame forholds største dilemma.

Som vi ved, byder det meget sjældent på netop passion og spænding efter 23 år og nogle børn.

I stedet spiller det sine stærkeste kort: tryghed, en følelse af tilhørsforhold, fælles interesser, delvist fælles vennekreds og fælles minder, som gennem årene fylder fotoalbummene. Med lidt held kan man også have ret godt sex.

Frustrationen over kun at få en smule fra ham vil snart tage overhånd

Du (og din elsker) står over for den velkendte og svære ligning: at have kagen og spise den.

Du beskriver, at bare tanken om at forlade den nye mand knuser dit hjerte. Det kan jeg godt forstå.

Men jeg ser en stor risiko for, at dit hjerte sandsynligvis vil blive knust uanset hvad.

Både hvis du afslutter forholdet, fordi det altid gør ondt at sige farvel til en, man er forelsket i. Men også hvis du vælger at fortsætte forholdet, fordi din elsker har været tydelig – han vil ikke skilles.

At blive hos en, man er forelsket i, som ikke har tænkt sig at forlade sit ægteskab, plejer at gøre ondt. Frustrationen over kun at få en smule fra ham vil snart tage overhånd.

Desuden indebærer det, at du bliver nødt til at forlade din mand. Det er ofte en krisepræget proces, som ofte kan kvæle selv de stærkeste forelskelser.

Du skal træffe et valg.

Problemet er også, at flere hjerter risikerer at blive knust i denne ligning. Du nævner ikke noget om skyldfølelse overfor din mand, men jeg gætter på, at det ikke er helt ukompliceret?

Desuden er utallige affærer, som (selvom de er blevet håndteret med største diskretion), blevet afsløret. Så har du også en fortvivlet ægtemand at håndtere.

Måske er det ham, der forlader dig i stedet. Langt fra alle ægteskaber, der gennemgår det svigt, som utroskab medfører, lykkes med at komme igennem det.

Hvis det er sandt, at du var lykkeligt gift, før du blev passioneret forelsket, og at du ikke er sikker på, at du vil forlade din mand, er mit råd at samle kræfterne til at afslutte denne affære.

Også for din mands skyld. Du kan ikke hjælpe, at disse følelser er opstået, nogle gange handler det om, at man er færdig i ægteskabet og har brug for et puf for at komme videre.

Men efter syv måneders affære, som aldrig vil blive noget andet end en affære, og det faktum, at affæren ikke har givet dig indsigt i, at du vil forlade din mand, er det efter min mening ikke længere forsvarligt at fortsætte med at bedrage ham.

Ingen af de beslutninger, du står overfor, er nemme, og uanset hvad du vælger, vil det gøre ondt i et stykke tid. Men du er nødt til at vælge en vej.

Denne artikel blev først bragt hos MåBra. Dette er en redigeret og oversat version.