Kære mor…. Jeg husker særligt den her samtale i en togkupe. Den blev et vendepunkt i vores relation

Kære mor

I sidste brev spurgte du mig, om jeg kunne tilgive dig, at du ubevidst havde oplært mig i det kvindelige martyrium. Så først og fremmest mit svar: Du er tilgivet!

Det er muligt, at min evne til at lide i stilhed lidt for længe, for så at folde min udgave af det kvindelige martyrium ud, er inspireret af dig... men du har altså først og fremmest været en positiv rollemodel for mig!

Har du været en perfekt mor? Nej.

Jeg tror, vi er mange voksne, der bærer rundt på stort og småt, som vi helst ville have efterladt i en fugtig flyttekasse på vores forældres loft sammen med dåbskjolen, BRIO-toget og den jordslåede servietsamling.

Men - jeg oplever, at blikket på tingene i kassen bliver mildere i takt med, at mine egne børn vokser til. Jeg forstår dig og far bedre og tror på, at I jo - ligesom jeg forsøger hver eneste dag - gjorde jeres bedste.

Jeg kender flere, der foretrækker, at kassen går til på det fugtige loft. Lader tiden gå, og spindelvæv og støv dække det værste.

Sådan har jeg det ikke. For netop din evne til at bede om tilgivelse og forud for det erkende eller indrømme, at dit bedste ind i mellem ikke rækker, har været og er det mest inspirerende for mig - især som mor.

Jeg husker særligt en episode tilbage i 2007. En dårlig oplevelse i min tidlige ungdom blafrede i vinden og vakte nogle dybt begravede følelser til live i mig.

Du spurgte modigt ind til, hvordan du dengang havde været mor for mig. Uden at ænse menneskene omkring os, snakkede vi det hele igennem i en togkupe på strækningen fra København til Aarhus. Det var hårdt og forløsende. Men du gav mig plads til at fortælle min version af historien og validerede den 100 procent.

Du sagde undskyld, og det blev et vendepunkt i vores voksne relation.

Har mormor nogensinde sagt undskyld til dig?

Kærlig hilsen Karen

Kære Karen!

Prøv lige at læse med her – det er fra september 2002:

”Jeg er så ked af, at jeg gjorde dig ked af det i eftermiddag, jeg har ikke kunnet få det ud af mine tanker, og jeg må sande, at hvert et tankeløst ord, som fra læberne fór, kan man ikke kalde tilbage.

Jeg har verdens bedste datter, som jeg elsker overalt på jorden, jeg kan ikke sige dig, hvor meget du har betydet for mig, ikke mindst efter at din far døde.

Vi er nok begge følsomme og ligner hinanden så meget, derfor skal der ikke mange forkerte ord til, før det går galt.

Jeg vil ikke gøre dig ked af det, og har jeg gjort det, må du tilgive mig.”

Sådan skrev min mor i et brev til mig, da du var 16 år gammel, jeg selv 44 og min mor 82.

Jeg kan ikke længere huske, hvad årsagen til hendes undskyldning var, men som du nok kan regne ud, var det dengang et meget betydningsfuldt brev for mig, og er det stadig, eftersom jeg har gemt det og kan finde det frem mere end 10 år efter hendes død.

Det er stort, når en forælder undskylder over for sit barn. Som voksen lægger man sig for fødderne af barnet, og man afmonterer det hierarki, som gælder til hverdag. Man gør sig sårbar.

Faktisk er man under øjenhøjde og må håbe på, at tilgivelsen kan løfte ens blik, så der bliver øjenkontakt igen.

Forældre i alle aldre kan skrive sig bag øret, at hvis man ønsker at vedligeholde eller genoprette relationen til sit barn, så handler det ikke altid om, hvad der er ret og rimeligt, retfærdighed i juridisk forstand, men om, at kærligheden tåler alt, tror alt og tilgiver alt.

For de små børn bliver man en god rollemodel: Alle kan komme til at gøre noget dumt, og alle har brug for at sige undskyld, så legen kan fortsætte.

For teenageren kan en undskyldning fra mor eller far være dét, der genopretter tilliden til, at det er besværet værd at have forældre.

For det voksne barn vil der være chancer til at reparere på forældrefejltrin og manglende forståelse i teenageårene.

Ingen forældre gør alting rigtigt, men alle forældre, som tør, kan få nogle fantastiske samtaler med deres voksne børn om situationer, der ligger så langt tilbage, at følelserne ikke længere står og banker i tindingen.

Situationer, der sidder i det voksne barn, ofte som svigt, som trænger til at blive hentet ned fra loftet, åbnet og fortalt. Det kan føles svært bare at lytte… jeg øver mig også på det.

For os to vil det være sådan: Indtil jeg bliver så gammel, at jeg skal passes som et barn igen, er det mig, der har det største ansvar for vores relation.

Jeg skal tilgive dig alt, for det er min skyld, at du er min datter. At du havnede i lige præcis i mine arme. Og derfor skal jeg gøre mig umage hver dag og har ikke krav på hverken undskyldninger eller tilgivelser.

MEN med den ærlige undskyldning kommer også håbet om og længslen efter tilgivelse og forsoning. Den fremstrakte hånd skal helt gribes af den anden, så man sammen kan reparere på den skade, der er sket.

Uden tilgivelse kan det være så svært at komme videre, og relationen kan ikke genoprettes. Følelsen bliver siddende i sjælen som et blåt mærke, man af og til kommer til at trykke på.

Der skal to til en god kop kaffe, siger vi, og lige så vigtigt det er at kunne sige undskyld, er det at kunne tilgive. Og det kunne du heldigvis den gang i togkupeen.

Kh mor