Min far har aldrig været der for mig. Kan jeg godt afvise ham, selvom han er syg og har brug for hæjlp?

Kære Anna

I rigtig mange år så jeg ikke min far. Det måtte han ikke for sin nye kæreste. Så i cirka 25 år havde jeg ingen kontakt til ham. Jeg skrev lange breve til ham, han svarede aldrig. Min psykolog sagde, at mine breve kunne vække stene fra døde, og til sidst sagde hun: Nu skal du slippe. Lad være med at kontakte ham yderligere. Du har gjort alt. Så jeg slap, så godt jeg kunne.

Da min mor så døde for nogle år siden, skrev jeg til ham, og denne gang svarede han. Vi aftalte at ringe sammen, og derefter gik det stærkt, og i april året efter fandt han en lejlighed tættere på mig og vi sås ofte.

I starten var det dejligt at have fået sin far igen. Men da ”hvedebrødsdagene’” var ovre, var han jo bare i bund og grund den samme narcissistiske, rigide, småracistiske mand, han altid har været.

I dag er han 80, og på de 3 1/2 år jeg har (gen-)kendt ham, er han tydeligt blevet ældre. Hans helbred – både det fysiske og kognitive – er mærkbart nedadgående. Og nu kommer jeg måske til sagens kerne. Jeg har ingen trang til – eller intention om – at passe på ham og støtte ham, når han bliver ”gammel” og plejekrævende. Jeg passede min syge (og også meget selvoptagede mor) lige til hendes død – og det var ved at rive mig med også.

Min far har ikke været der på ét eneste vigtigt tidspunkt i mit voksne liv. Ikke et.

Siger jeg fra nu? Eller varsler jeg, at når han bliver for stor en byrde, så er jeg der ikke mere.

Jeg kan godt selv høre, at det lyder barsk, det jeg siger, og det jeg tænker… Men jeg føler virkelig ikke, at jeg skylder ham noget som helst.

Dbh. M

Kære M

Ens voksne børns kærlighed og omsorg er aldrig nogen selvfølge. Ej heller er den slags en pligt eller noget, du på nogen måde skylder din far. Kærlighed og omsorg imellem forældre og børn går altid først og fremmest fra forældrene – og til børnene. Ikke den anden vej rundt.

Overvej nøje, hvordan du bedst får sagt fra og fortalt din far, hvordan hans livsvalg og måde at være på har påvirket dig og jeres relation. Jeg tror, du skylder dig selv at fortælle ham, hvordan du har det med at være i nærheden af ham. Gør det nu, mens han endnu er nogenlunde frisk, så han forstår, hvad du taler om.

Det er på ingen måde svært at forstå, at du har lyst til at lukke ham ud af dit liv, men gør det ikke på en måde, der minder om en form for hævn. Udover det enorme svigt din far har udsat dig for, skal du ikke også trækkes med dårlig samvittighed.

Hævnen er aldrig sød. Tværtimod har den en ram og bitter eftersmag. Lad den ikke styre dig et sted hen, hvor du ikke kan se dig selv i øjnene.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.