Min kæreste vil gerne have, at vi hedder det samme, når vi skal giftes - men jeg er i tvivl. Skal kaste mig ud i det?

Kære brevkasse,

Min kæreste har friet til mig, og det er jo bare dejligt. Nu er vi imidlertid begyndt at tale om efternavne.

Min kæreste vil gerne have, at vi hedder det samme. Han vil gerne tage mit navn også, så det bliver en kombination af vores begge tos navne.

Jeg synes, det er et flot navn, men jeg kan ikke rigtig finde ud af det. Det virker som om det betyder meget for min kæreste – og jeg vil jo gerne gøre ham glad, men helt ærligt, så synes jeg mest, det er super underligt at hedde noget nyt.

Hvad synes I? Skal jeg kaste mig ud i det?

Svar 1

Jeg blev gift, da jeg var 22. Jeg ønskede et navn fra hver af os. Min mand var ikke klar på at tage et af mine navne – vist af samme årsag, at det var lidt underligt. Når han ikke ville tage mit, så ville jeg af princip heller ikke tage hans (strong independent woman, du ved).

14 dage efter vielsen kom en dreng til verden. Vi blev ikke gift for at bilde nogen ind, at han er blevet til indenfor ægteskab, dertil så jeg trods alt for plukmoden ud. Det var af den lavpraktiske årsag, at det var billigere end at lave testamente, og vi var begge studerende. Romantisk.

Et kobberbryllup og tre børn senere har vi stadig ikke hinandens navne. Selv om vores børn har navne fra os begge. Og selv om vi i dag gerne vil have fælles navn og ikke mindst vores børns navne. Hvorfor er det ikke sket?

Tjaeh, hvorfor udskyder man at forny sit pas eller male paneler, når man først er flyttet ind? Det koster 585,66 kr. at skifte navn på Borger.dk. Med to navne, der skal skiftes, er der altid lige noget sjovere at bruge de penge på.

Men, du kan nok høre, at det er dovenskab, der gør, at det er forblevet, som det er.

Du har ret i, at et nyt navn nok vil føles underligt. Det vil det også gøre første gang, du omtaler ham som ‘din mand’. ’Underligt’ i det henseende er ikke dårligt, det er bare nyt.

Jeg synes, du skal tage din mands navn – og han dit. Det bliver starten på jeres nye liv sammen.

En dag står I måske med 1-2-3 børn og ville ønske, at I havde fået lavet fælles navn til den vielse, for når først voksentoget ruller, bliver man doven og nærig (har jeg hørt).

Måske skal vi herhjemme give det til hinanden som fælles gave næste år, når vi kan fejre 15-års bryllupsdag.

Så kan vi jo overveje også at gøre noget ved manglen på vielsesringe inden vores sølvbryllup.

Svar 2

Kære dig,

Kæmpe tillykke med kærligheden og din forlovelse først og fremmest.

Jeg har selv stået i dit dilemma, da jeg selv skulle giftes med min mand – her var det dog mig, der havde et lille ønske om, at vi skulle hedde det samme. Mest fordi jeg havde en fornemmelse af, at det var "det rigtige" at gøre.

Min mand var med på idéen, men synes også, at det så skulle være en kombination af begge vores efternavne. Og det er jo kun fair, i min optik.

Så det var egentlig også planen, men jo mere jeg tyggede på det, kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ville få svært ved pludselig at hedde noget andet end det, jeg altid har heddet.

Lige pludselig var der for meget identifikation, der gik tabt for mig.

Så efter at have tænkt over det, sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville beholde mit eget efternavn, fordi det andet føltes forkert. For mig.

Ovenstående er jo 100 % med udgangspunkt i min oplevelse, som du selvfølgelig ikke kan bruge, men min pointe er, at jeg tror det er noget, kun du kan svare på, ved at mærke efter – kan du identificere dig med at hedde dit eget navn samt din kærestes? Hvis ja – go for it.

Hvis ikke, så lad være – og lad være at føle dig presset af omgivelserne og hvad "der er tradition for" blandt familie og venner. Gør det, du bedst kan identificere dig med. Det er heldigvis bare et efternavn.