Brevkasse
21. januar 2025

Min mand gør ikke længere noget ud af sig selv. Hvordan får jeg det sagt?

"Åbenbart regner han ikke mig for en, det er værd at gøre sig umage for." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: mew

Kære Anna

Jeg er gift på 22. år. Vi har det som sådan fint sammen, min mand og jeg. Problemet er bare det, at han ikke gør spor ud af sig selv herhjemme.

Åbenbart regner han ikke mig for en, det er værd at gøre sig umage for. I hvert fald er det kun, når han eller vi begge skal være sammen med andre, at han går i bad og tænker over, hvad han tager på og sådan.

Ærlig talt gør det mig efterhånden ked af det. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt, for jeg er bange for at han skal tage det meget nært og måske blive så stødt, at han ikke vil være sammen med mig længere. Det er muligt, jeg overdriver, men jeg er jo bange for, at det her er tegn på, at han er ved at glide fra mig.

Hilsen en ængstelig ægtefælle

Kære ængstelige ægtefælle

Fremfor at bore dig selv ned i diverse skrækscenarier, så tal med din mand. Måske læner han sig bare ind i den tryghed, der er i jeres relation? I stedet for at sige, at du synes, han sjusker med sig selv, så vend den om. Prøv måske noget i retning af, at du bliver vildt glad, når du kan se, at han har gjort sig umage – bare for dig. Fortæl ham, at det giver dig en helt nyforelsket kriblen i maven.

At stå på tæerne for hinanden i en relation er vigtigt. Også når det handler om at være omhyggelig med sig selv. Men vi kan få gevaldigt ømme fødder af at holde dén positur dag ud og dag ind. Vi har jo alle sammen brug for et sted, hvor vi har et helle. Et sted, hvor vi gerne må vende mundvigene lidt nedad engang imellem eller bare tusse rundt i pyjamas.

Måske er der også noget, du selv gør anderledes, når du er hjemme frem for ude?

Jeg tror ikke, det er udtryk for manglende kærlighed, at din mand ikke gør så meget ud af sig selv derhjemme. Men du finder kun ud af, hvad der rører sig i ham ved at tage bladet fra munden og få en samtale i gang. Så længe du bare lader din kærlighed til ham skinne tydeligt igennem, tror jeg ikke, han tager det ilde op.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også