Min mand siger, det vil ødelægge hans liv. Men hvad skal jeg ellers gøre?

Kære brevkasse

Jeg står i en krise hvad angår mit familieliv, og det er så svært at tale med andre om problemerne.

Jeg er i et samlivsforhold på 15 år. Vi har sammen to dejlige børn, en på syv og en på fem. Vores store søn på syv fik, da han var fire, konstateret autisme og mental retardering i lettere grad. Det blev også opdaget, at han har en kromosomfejl, der oveni giver diverse udfordringer.

Jeg blev tildelt tabt arbejdsfortjeneste og gik dermed ned på 15 timers arbejde ugentligt, da børnehaven bestemt ikke kunne tackle vanskelighederne. Han er efterfølgende kommet i skole, hvilket bestemt heller ikke går gnidningsfrit, og jeg arbejder derfor fortsat kun 15 timer om ugen.

Efter over tre år på tabt arbejdsfortjeneste kan jeg dog mærke, at jeg mangler andet indhold end at varetage mit handicappede barn – mere eller mindre alene.

Jeg har derfor spurgt min mand (børnenes far), om han ville dele tabt arbejdsfortjeneste, sådan at vi hver anden uge hver især kan arbejde fuldtid og hver anden uge arbejde 15 timer og "have indsatsen med vores søn".

Dette har han skarpt sagt nej til, også med ordene at “jeg ødelægger hans liv” med sådanne beslutninger. Han har normalt en arbejdsuge på cirka 45 timer.

Han er en sød og kærlig far, der tager fint del i hjemmet, når han er hjemme. Smører madpakker, hjælper med aftensmad, leger med børnene osv. Men jeg føler mig simpelthen så ensom og alene. Når jeg forsøger at tale med ham om det, får jeg at vide, at jeg skal droppe offerrollen og tage mig sammen.

Han går meget op i, at hjemmet er pænt og ryddeligt, og jeg forsøger virkelig at gøre det så godt, jeg kan, men oftest er det ikke godt nok.

Vores sexliv er ikke eksisterende, og jeg savner at have nærhed, intimitet og dybere samtaler. Han vil dog kun se fjernsyn og iPad om aftenen, hvis han da ikke er faldet i søvn under putningen.

Jeg er så splittet. For mit familieliv fungerer jo, men vores kæresteliv fungerer ikke, og jeg føler mig så ensom. Og ikke mindst låst i mit liv, da jeg ikke kan se muligheden for at skabe ændringer.

Jeg håber, du kan give mig råd eller nogle gode ord med på vejen.

VH. Den ensomme mor

Svar 1

Kære ensomme mor

Jeg må lige vælge mine ord med omhu her – men hold da op, jeg synes, din mand lyder virkelig tarvelig. Og bottom line er: Det skal du ikke finde dig i.

I er i et ægteskab sammen, I bor sammen, I har børn sammen. Det hele forudsætter, at I er et team, der hjælpes ad med stort og småt. Længere er den ikke.

Det virker til, at din mand fuldstændig har glemt den del af jeres parforhold og familieliv og i stedet skubber ansvaret for blandt andet "arbejdet" med jeres søn over på dig. Det er uretfærdigt, og du er nødt til at trække en streg i sandet.

Hvis han virkelig reagerer på dine råb om hjælp ved at sige, at du ødelægger hans liv, og at du skal droppe offerrollen og skal tage dig sammen, så virker han på ingen måde som en, du er tjent med.

Selv om det er nemt at sige fra min stol, så synes jeg egentlig, du skal gå fra ham, hvis det eneste, der fungerer, er jeres familieliv – for gør det egentlig det, når ikke han vil dele den tabte arbejdsfortjeneste? Når han ikke er tilfreds med din indsats i hjemmet? Når han grundlæggende ikke anerkender dig og dine behov?

Du fortjener kærlighed, tryghed, intimitet og selvfølgelig også et meningsfuldt arbejdsliv sideløbende med den omsorg, du udøver for dine børn. Ingen af delene må du gå på kompromis med længere!

Sæt ham ned og beskriv alvoren for ham – hvis ikke han ændrer adfærd, så synes jeg, I skal fortsætte samarbejdet om børnene hver for sig (og du må i øvrigt uanset hvad kræve, at han går ned i arbejdstid, som du foreslår. Det er på ingen måde urimeligt).

Svar 2

Kære ensomme mor

Jeg kan godt forstå, at du både føler dig ensom og låst. Jeg synes, at der er mange af de ting, du nævner, der lyder fuldstændig urimelige. Og i mine ører lyder det ikke som om, at dit familieliv fungerer – i hvert fald ikke for dig.

At din mand siger, “at du ødelægger hans liv”, fordi du vil dele ansvaret omkring jeres søn mellem jer, giver ingen mening. Han har også valgt at få ham, og derfor må han også tage det ansvar, der følger med.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvorfor han mener, at du indtager en offerrolle ved at forlange, as you should, at han tager sin del af ansvaret efter, at du har taget det i over tre år.

At han smører madpakker, hjælper med aftensmad og leger med sine egne børn må være the bare minimum. I har intet sexliv, han kritiserer dig for ikke at holde hjemmet efter hans standarder, og så vil han ikke deles om ansvaret med hensyn til jeres søn – jeg synes ærligt, at han lyder utrolig egoistisk.

Hvis du er opsat på at få jeres liv sammen til at fungere, så synes jeg, at I skal opsøge professionel hjælp og få snakket tingene igennem sammen – hvor der er mulighed for, at I begge bliver hørt, og du ikke bare bliver affejet med en kommentar om ‘at droppe offerrollen og tage dig sammen’.

Jeg synes også, du skal kigge indad og tænke over, hvad du vil byde dig selv, og hvad du er værd. Fra mit synspunkt er hans behandling af dig på ingen måde okay.

Allersidst synes jeg, at du skal læse dit eget dilemma igennem og forestille dig, at det er en veninde, der har skrevet det. Hvad ville du sige til hende og råde hende til?