Min svigerfamilie gennem 12 år kan ikke komme over, at jeg ikke er fra Jylland

Kære brevkasse

Min svigerfamilie gennem 12 år (!) kan ikke komme over, at jeg ikke er fra Jylland.

Hver gang vi er på besøg, eller de besøger os, så skal det italesættes. Det kan fx være, at de siger noget, som de godt ved, at jeg er uenig i. At de ‘driller’ med, at København jo er "sådan og sådan", eller de skal ‘blære’ sig med, at alting er lidt bedre i Jylland, mere lokalt eller dit og dat.

Det er en form for konkurrence, og jeg kan mærke på dem, at de elsker at prikke til mig.

Sidste gang vi var i sommerhus sammen, udvandrede jeg fra morgenmaden. Jeg bliver sindssyg af det, og jeg føler, at det skaber en unødvendig distance mellem os? Vi er jo ikke så forskellige?

Nu har jeg hele tiden antennerne ude, og ja, jeg kan da også finde på at prikke til dem, så helt uskyldig er jeg ikke.

Skal jeg gøre noget eller bare være ligeglad og grine af det?

Hilsen københavneren

Svar 1

Kære københavner

Det lyder sgu frustrerende. Selvom drillerierne formentlig afsendes med et glimt i øjet, kan det være opslidende, når man konstant skal forsvare sin egen baggrund eller høre på små kommentarer, der kan føles som stikpiller - særligt fra svigerfamilien, som man jo så gerne vil komme godt ud af det med.

Det kan være svært at finde balancen mellem at grine med, prikke tilbage og tage det alvorligt. Jeg tror dog, at der er en mellemvej.

Måske kunne du prøve at tage snakken med dem i et mere afslappet øjeblik?

Fortæl dem - uden en alt for alvorlig mine - at det skaber en unødvendig skillelinje mellem jer at gøre alt til en jyde-københavner-dyst, når du egentlig synes, I har mange ting til fælles.

Hvis en kærlig påmindelse ikke løser drillerierne, så vil jeg gøre det til en sport at pointere, hver gang konkurrencen melder sin ankomst.

“Det lyder sørme fordomsfuldt. Hvad har det specifikt med geografisk ophav at gøre?”

Forhåbentligt kan I alle få grinet af, hvor fjollede de her København vs. Jylland-drillerier i virkeligheden er, og på den måde give plads til både humor og større forståelse fremover.

Svar 2

Hej københavner

Jeg kommer nok til at være djævlens advokat en smule nu. For som jeg læser det, så virker det blot som kærligt drilleri.

Du skriver, at det skaber en unødvendig distance mellem jer – men måske de oplever, at det gør det stik modsatte. Som om det er jeres joke nu, noget I har sammen.

Jeg er selv born and raised københavner. Mine nordjyske bedsteforældre flyttede herover som unge, og jeg er vokset op et stenkast fra dem. Der har dog aldrig været nogen tvivl om, at de er nordjyder helt ind til knoglerne. Og i min familie har vi altid haft en kærlig intern kamp med udgangspunkt i jyderne mod københavnerne.

Jeg har altid drillet min bedstemor, når hun ”går ind og vågner” nogen (og altså ikke vækker dem). Og min bedstefar har da også tit stået for skud, blandt andet for hans store krejlergen. Men det bunder 100 procent i ren kærlighed.

Den sproglige kamp om, hvordan man udtaler persille, og kommentaren om, at man skal hjem til Danmark efter en tur over Storebælt. Det er blot to eksempler på de jokes, der gentages igen og igen. Og lad os nu være ærlige – det er ikke sjovt og har aldrig været det.

Men der er alligevel en tryghed indlejret, når de gentages. Et socialt skuespil, hvor alle har en fast rolle.

Når jeg nu møder nye mennesker, så er flabet drilleri også et tegn på, at jeg synes godt om det nye bekendtskab.

Derfor tror jeg heller ikke, at det kommer fra et reelt fjendtligt sted, når din svigerfamilie driller dig – måske har I bare forskellig humor.

Med det sagt, så er det selvfølgelig helt okay, at du sætter en grænse, hvis du synes det er ubehageligt. Så må du, eller din partner, fortælle dem, hvordan det lander hos dig, og høre om ikke I kan begrave stridsøksen.