Min veninde holdt op med at tage telefonen. Så gjorde jeg noget lidt "stalker"-agtigt

Hej Anna

Jeg er en kvinde på 38. Jeg har mand, børn, et godt arbejde og flere tætte veninder.

Siden gymnasietiden har jeg haft en veninde, som jeg troede skulle være min veninde for evigt. Hun er gudmor til min ene datter og har været med mig i svære stunder.

Hun fandt tidligt en noget ældre mand og slog sig ned, mens jeg drak hjernen ud, og på mange måder levede vi forskellige liv, men jeg vidste, hun var der. Da jeg fandt min mand, fortsatte det med parmiddage osv.

For fire år siden blev hun forelsket i sin ungdomskæreste, blev skilt og flyttede under stor tumult til en ny by med børnene. Jeg besøgte hende og kæresten og var også med til deres bryllup. Alligevel blev det tydeligt, at hun ikke ville mig.

Jeg ringede tit forgæves, og når vi endelig mødtes, havde hun kun kort tid og undskyldte sig altid med travlhed. Og ret hurtigt gled kontakten ud.

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske lidt ”stalker-agtigt”. Da jeg var i hendes by i en anden anledning, lagde jeg en seddel på hendes dørtrin, hvor jeg bare skrev: ”Jeg håber, du har det godt – tænker tit på dig og er ked af, vi ikke ses”. Jeg hørte intet.

Selv om jeg har andre gode veninder, gør det mig ked af det. Jeg tænker på hende hver dag. Skal jeg prøve at konfrontere hende med, hvorfor hun har afskåret kontakten, eller skal jeg tage mig sammen og være glad for, at jeg ikke har større sorger?

Mvh den forladte veninde

Kære forladte veninde

Det er ikke altid, der følger nogen forklaring med, når mennesker forlader os. Især ikke i de tilfælde hvor det er vores venner.

Hvorfor det er sådan, kan man jo gruble over. Jeg tror, det handler om, at vi ikke altid tillægger venskabsrelationer lige så stor betydning, som hvis vi var i familie eller romantisk forbundne. Du og jeg kan sagtens blive enige om, at det er en misforståelse.

Venskaber er ekstremt vigtige og nogle af de helt bærende relationer i vores liv. Jeg tror imidlertid ikke, at du får ret meget ud af at konfrontere din veninde yderligere. Du har gjort, hvad du kunne, og vil hun ikke være i kontakt med dig, er der intet at stille op.

Selv om det er en ringe trøst, tror jeg, din venindes tilbagetrækning handler om noget, der foregår i hende selv – ikke i dig eller imellem lige præcis jer to.

Bryd derfor ikke din hjerne med, hvor forklaringen ligger og skvulper, for jeg tror ikke, du får den op til overfladen alligevel. Brug dine kræfter på alle de andre skønne mennesker, du har i dit liv. Dem, som elsker dig og dit engagement i dem.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.