Vi plejede at hygge os sammen. Men nu ender min søsters mand med at råbe og vakle rundt

Kære Renée

Jeg har mand og børn, og jeg har altid haft det bedste og kærligste forhold til min side af familien, min mor, far og søster.

Min søster har en mand, som hun har været gift med i mange år. Han har altid haft et alkoholproblem, drikker til han bliver beruset hver dag, og når vi ses, drikker han sig meget beruset.

Vi plejede at hygge os sammen til familiesammenkomster, men nu er de prægede af min søsters mand, der altid bliver synligt beruset. Han råber, vakler rundt og nogle gange vælter han og slår sig.

Min søster holder skarpt øje med ham, og det ender altid med, at hun må tage ham i ørerne, og så farer de hjem.

Tro det eller lad være, min far har også et alkoholproblem. Min mor fortæller ofte om hans raserianfald, som går ud over hende. Tidligere har jeg slået dem lidt hen, indtil jeg oplevede det på egen krop.

Han råbte, at han var ligeglad med mig, og at jeg var egoistisk, bare fordi vi var uenige om et emne – hvilket tidligere ikke har været noget problem.

Problemerne med min far og min søsters mand har spøgt i mange år, men de er blevet værre og værre.

Vi kan primært snakke om neutrale ting som vejret og tv-programmer til familiesammenkomster, hvor de to drikker sig stive.

Familien er ved at falde fra hinanden. Vi ses ikke rigtigt mere, og hvis vi gør, så er det tidligt om morgenen, inden de to mænd drikker sig stive.

Det er ved at ødelægge vores ellers ubrydelige sammenhold, og jeg føler ikke længere et stærkt bånd til min søster, for jeg kan faktisk ikke genkende hende længere.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan få hverken min søster eller min mor til at gå fra deres ægtefæller.

Hverken min far eller min søsters mand ønsker at få hjælp, og de afviser også begge at gå til lægen.

Hvad kan min mand og jeg gøre for at kunne være i de sociale relationer, når vi ses med min far, min søsters mand og resten af familien?

Skal vi bare acceptere pinlighederne og mavepinen, vi får, når de bliver stive, og min mor og søster bliver kede af det?

Skal vi undgå at samles igen?

Kærlig hilsen hende med den ødelagte familie

Kære du med den ødelagte familie

Sådan som du beskriver din far og svoger, tror jeg, at de begge er alkoholikere.

Der er mange kvinder, der vælger noget, de kender fra deres barndom. Det kan være, fordi det er trygt, vi forbinder det med kærlighed, eller fordi vi stadig længes efter at få forløst de traumer, vi fik som små, og derfor har vi brug for en mand, der bærer vores barndoms krænker i sig.

Både din mor og søster er i fornægtelse, de ser ikke, at de har et problem – og det er en del af problemet. Måske de ser dig som problemet, fordi du er den, der sætter ord på det.

De fleste der har alkoholproblemer, fornægter det, fordi de ville blive nødt til at gøre noget ved problemet, hvis de indrømmede, at de havde et.

Det samme gør sig gældende for co-alkoholikere, de lever også i benægtelse. Igen hvis de, i dette tilfælde din mor og søster, erkender problemet og dets omfang, vil de måske være nødt til at gå fra alkoholikeren.

Det vil være smertefuldt for din mor at skulle erkende din fars alkoholisme. Han har nok været alkoholiker hele jeres liv, måske drukket mere eller mindre i perioder, men hun har været med til at se dig og din søster vokse op i en alkoholisk familie – at se det i øjnene er meget svært og kan være utrolig smerteligt, så det gør hun alt for at undgå.

For hvis ikke hun ser ham som alkoholiker, så er din søster og dig heller ikke vokset op i en alkoholisk familie. Den historie er så meget nemmere at have med at gøre.

På samme måde kan det nok forholde sig med din søster. Her kommer vores fantastiske fortrængningsmekanismer os til hjælp, og alle parter fortrænger det.

Og der står du og din familie. Du kan ikke tvinge nogen af parterne, hverken din far, svoger, mor eller søster, til at erkende det du ser og oplever.

Så hvad har du af muligheder?

Faktisk ikke mange når det kommer til dem, der er berørt hver dag. Men i forhold til dig selv og din egen lille familie har du mulighed for at vælge til og fra omkring samvær.

Du har mulighed for, og også lov til, at sætte grænser for, hvad du kan være med til, og hvad du mener, dine børn skal være vidner til.

Omkostningerne ved at sige fra, er ikke svære at få øje på, når man har at gøre med mennesker, der er i fornægtelse. De vil sige, at det er dig, der ikke vil dem, at det er dig, der har et problem, at det er din beslutning, hvis du vælger dem fra.

Men det er ikke rigtigt.

Det er også deres ansvar at tage vare på samværet på en måde, så du og din familie kan være med, det kan du roligt holde fast i.

Jeg kan ikke sige, om du/I skal lade være med at ses – den beslutning kan kun du og din mand tage.

Jeg synes, at det er fint, at I nøjes med at se dem om morgenen og formiddagen, inden de drikker sig fulde, og siger fra overfor sammenkomster om eftermiddagen og aftenen.

Du kan også roligt sige højt, at du ikke har lyst til at være der, når de bliver fulde, fordi du synes, det er utrolig ubehageligt.

En mulighed er, at du kan se din mor og søster udenom familiesammenkomster.

Og så vil jeg slå fast, at det ikke er dig, der ødelægger noget som helst ved at sige fra – tro mig. Det er din far og din svoger, der ødelægger det for alle.

Du kan også gå til Al-Anon møder eller til møder for voksne børn af alkoholikere i AA-regi.

Det kan ikke fikse problemet for de andre, men det vil kunne hjælpe dig til at passe på dig selv, og jeg tror også, at det vil trøste dig at høre andres historier, finde genkendelse og vide, at det ikke er dig, der ødelægger noget, og at det er ikke dig, der er problemet, fordi du er den, der siger det højt.

Kærlig hilsen

Renée