Vi spurgte min svigermor, om hun kunne lade sin nye kæreste blive hjemme. Først sagde hun ja, men så tog det en drejning

Hej Renée

For nogle måneder siden læste vi pludselig på Facebook, at min svigermor var i et forhold med en mand, vi aldrig havde hørt om før - et par måneder tidligere var hun gået fra sin anden kæreste, det vidste vi godt.

Weekenden efter skulle vi til familiefødselsdag, hvor hun havde sin nye kæreste med.

Han holdt sig til hende hele festen igennem og viste ingen interesse, da min mand prøvede at snakke med ham. Efterfølgende har vi set ham til en julefrokost, hvor han heller ikke snakkede med os.

Min mand ringede til hende for at snakke om forholdet. De er flyttet sammen. Min mand giver udtryk for, at han synes, det går hurtigt, og vi slet ikke kender den nye kæreste, hvilket tydeligt fornærmer hende, og hun fortæller, at hun har fundet sit livs kærlighed, og det skal vi respektere.

Vi spørger, om det ville være okay, hvis hun kom alene til vores datters seksårs fødselsdag, da vores datter ikke virker særlig tryg ved ham. Min svigermor siger modvilligt ja.

Inden fødselsdagen skriver min svigermor, at hun vil komme forbi og snakke med min mand, fordi hun alligevel ikke vil komme til fødselsdagen uden sin kæreste.

Det må hun godt, men jeg skal også være en del af samtalen, så vi alle kan få snakket om det.

Herefter tager sms-samtalen en drejning. Hun bliver meget sur, skriver grimme ting og slutter samtalen med at skrive, at hun ikke ønsker at se os mere, og at vi skal lade hende være i fred.

På nuværende tidspunkt har vi ikke lyst til at min svigermor på noget tidspunkt skal ind i vores liv igen, men det er frustrerende, for det går ud over vores børn.

Hvordan skal vi forholde os nu?

Mvh den sårede familie

Kære sårede familie

Det er alt for radikalt og bombastisk fra jeres begges sider af, efter min bedste vurdering, som jo er udefra og derfor ikke følelsesmæssigt mudret ind i noget.

I har taget et standpunkt overfor din svigermor, der efter min mening går lidt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at blande sig i.

Jeg forstår fuldt ud, at det er følelsesmæssigt svært at omstille sig, og at I ikke ligefrem holder af den nye kæreste.

Men at gå ind over hendes grænse og ikke acceptere, at han kommer med til børnefødselsdagen er efter min overbevisning ikke helt ok, når hun nu fortæller, at han er hendes livs kærlighed.

På en eller anden måde respekterer det ikke hendes suveræne valg i sit eget liv.

Jeg mener, han har ikke gjort andet end at være ikke-social med jer, og hvorfor han er sådan, kan være svært at forstå, men der kan jo ligge 100 gode grunde til den adfærd.

Du skriver, at I har været til to sociale sammenkomster med ham, og derefter har I dømt ham ude, så bruger I børnene og siger, at det er dem, der ikke er trygge ved ham, og her tænker jeg, om de overhovedet har tanker og følelser i den retning? Er det ikke nærmere jer, der ikke er trygge ved ham?

Det er helt okay, at I ikke er trygge ved ham, eller glade for ham, men er det noget, man så hurtigt skal handle på?

På den anden side har din svigermor været meget hurtig til at finde en ny kæreste, og det kan være svært for familien. Men I har ganske sikkert været glade for hendes anden kæreste, så det har været et tab for jer, måske også et tab af tryghed, fordi I kendte ham så godt. Det tab anerkender hun ikke rigtig.

Der står I, fronterne trukket skarpt op, og du spørger, hvordan I skal forholde jer.

Jeg tænker, at det I kan gøre, er at undskylde for den del, der er jeres. Det er, som jeg ser det, at I har blandet jer i, om hun skulle have sin kæreste med til fødselsdag eller ej.

Det I kan sige til hende er, at I blev følelsesmæssigt berørte, fordi det hele gik så stærkt. Og det blev utrygt for jer, også fordi han var svær at komme ind på livet af, de første par gange I mødte ham.

Nu har I fået tænkt jer om, og I ønsker selvfølgelig kun, at hun skal være glad og lykkelig, og I vil gøre jeres bedste for at lære ham at kende, for han er hendes livs kærlighed, og I elsker og respekterer hende.

Det er den del, der er jeres, og det er den del, I har mulighed for at gøre noget ved.

Så kan I håbe på, at hun kan se sin andel. Jeg skriver, at I kan håbe, for I kan ikke være sikre. Derfor skal I være forberedt på, at hun lige nu er i sine følelsers vold, hun er meget forelsket og fornærmet, og hvis hun ikke kan se ud over de følelser, så kan I ikke tvinge hende til det.

MEN I kan stadig vælge at være ‘de voksne’, vælge at sige undskyld for jeres del, vælge at forsøge at give det en chance, forsøge at give ham en chance og lære ham at kende.

Jeg synes, det er det, I skal gøre.

At miste sin svigermor, din mand mister sin mor, og jeres børn bliver fanget i det hele og ser ikke deres farmor. Det er alt for alvorligt over noget som ‘bare’ bunder i nogle sårede følelser.

Følelser kommer og går dagen lang hver eneste dag, det er ikke dem alle, vi skal handle på. Nogle af dem skal bare komme og gå, ses og mærkes, og så var det det.

Slå koldt vand i blodet, træk vejret dybt ind, I har de følelser, I har, del dem med hinanden, men lad være med at dele dem med din svigermor, forsøg i stedet at være åbne og respektfulde over for hende, på den måde vi alle ønsker at andre mennesker skal være omkring de valg, vi træffer her i livet, gode som dårlige.

Kærlig hilsen

Renée