Kvinde er kvinde bedst

Det kan da godt være, der er noget om snakken, når man siger, at kvinde er kvinde værst. Men da kun til man når en vis alder, tænker jeg. Eller hvad? For de kvinder, jeg møder i mit liv, lever simpelt hen ikke op til den ucharmerende sætning. Tværtimod. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne garantere, at de ikke dør af grin og laver voodoo på mig og samtlige medsøstre i virkeligheden og i al hemmelighed, men det føles ikke sådan. Og min egen bitterhed, som jeg måske godt - i det små, bevares - kunne ane svagt i mine lysegrønneste år, er afløst af en nyere og - måske voksen? - måde at møde mennesker på. Med beundring, for eksempel, over for alle mulige seje kvinder, der på forskellige måder gør noget fedt og er noget særligt. Eller bare er. I stedet for at tænke: Det dér kan jeg da gøre meget bedre, eller: Hvorfor er det ikke mig, der gør dét og dét eller ser sådan ud?

Det må da være noget med alderen.
Også at "hapse" de gode kvinder, man møder, gi' dem venindeetiketten på - og helst ikke slippe dem igen. Kender du ikke dét?
For de fleste kvinder, jeg kender, er dybt afhængige af veninderne, som man jo efterhånden har fået hapset sig en del af. I forskellige farver og genrer. Der er dem, vi inspireres af, sparkes kærligt og tiltrængt af. Dem, vi griner og græder med, diskuterer politik med, skændes med, sparrer med. Kaffesøstrene, skilsmissesøstrene, træningsmakkeren, krise-kællingerne og hvidvins-veninden. Og så er der solidaritetssøstrene, som gerne skulle være dem alle sammen. Enkelte, der er langt yngre eller en hel del ældre end dig selv. Nogle kender hele din historie, andre dukkede bare op og greb dig med storm. Som en slags forelskelse. Og det er så rystende ligegyldigt, hvad de alle sammen laver, hvem der inviterede sidst, og hvad de i øvrigt har af mere eller mindre ucharmerende lig i lasten. Vi køber hele pakken.

Hvis vi altså ikke slår op. Det kender jeg flere kloge, fantastiske kvinder, der har gjort: "Farvel og tak, søster småkage. Vi to får ikke mere ud af hinanden." Gisp. Men egentlig også modigt at vælge fra. Og især til. Måske fordi der er andre ting på tapetet nu end for 10-15 år siden, før børn, friværdi, Statsforvaltningen og pletfjerner blev en del af dagligdagen. Dengang vi snakkede mere om alt det fede, vi lige havde gang i, alle de ting og projekter, vi var lige ved at lykkes med, vores perfekte parforhold (hvis vi da ellers gad være i ét) - og skemaet for fremtiden, der lå helt klart og ret så perfekt.

Det var sådan set bare med at komme i sving. Tagselvbordet stod lige dér. Lidt lunt, lidt varmt, lidt fra havet. Værsgo. Alle muligheder. Frit valg på samtlige hylder. Med enhver plan og drøm rundet en anelse op, og de fleste skyggesider pyntet, malet og dækket lidt. Voksent? Hm.
Måske skifter det bare hvert 10. år, måske gør man bare regnskabet op, gør status, skifter hamp, spor og livsretning? Aner det ikke, men alting er i hvert fald meget anderledes end dengang hos mig og mine veninder. Der bliver ved gud ikke rundet op på succeser, hvorimod kriserne kradser, danser, brænder, udleveres og lever i bedste velgående. Lige dér, hvor man kan slippe alt og lukke op for både posen, hæmningerne ... og måske rødvinen. Voksent? Hm.

Måske sku' man alligevel prøve at mødes og skrue tiden - og optimismen - 10 år tilbage for en kort bemærkning. Glemme ridserne i lakken, arrene på sjælen, hudløsheden og hængehuden. Hvis vi ellers kan genkalde os den mere lette følelse og troen på langt mere sjov end alvor. For dét kan ved gud også noget særligt, når voksenlivet bliver en kende for alvorligt, og en smule mere viden på lager simpelt hen ikke gør det ud for latterkramper, dansen på bordet, sniksnak og drømme, der ikke kan punkteres. Dér er ingen skilsmisser på bordet. Dér er lukket for dødsfald, sygdomme, forliste projekter, barnløshed, fyringer, økonomiproblemer eller alt for små lejligheder. Så kan vi altid vende tilbage til det dybe. Uden at slå op, helst.

Skribent og sanger Lonnie Kjer, 39 år
Dårligste vane: Aldrig at sige nej. Heller ikke til Gallup.
Største fejltagelse: At runde en hjemmeafblegning af med en frisk firserpermanent. Det skal man ikke.
Bedste beslutning: At få børn! (... og at tillade mig selv at kræve lidt mere af det hele).
Motto: Det bestemmer man da selv ( og: "Alt godt kommer til den, der handler").