"Søstre" af Renée Toft Simonsen - afsnit 3

Når Katrine tænker på sin mor, fyldes hun af skuffelse, og når hun tænker på sin lillesøster, rammes hun af vrede. Så hun skal tage sig gevaldig sammen for at spise middag sammen med dem begge i barndomshjemmet, hvor de selvfølgelig skal have flæskesteg, så Alberte igen kan spise halvdelen af sværen - uden kød - forkælet som hun stadig er, mens hendes nye kæreste drikker for meget, og børnene ser på. Katrine trækker vejret dybt. Men det hjælper ikke ...

Historiens hovedpersoner:
Katrine, 35: folkeskolelærer, gift med Torsten og mor til Mille på ni og Karla på syv.
Alberte, 32: Lillesøster til Katrine. Frisørelev, fraskilt og mor til Lola på 12 og Lukas på otte, og kæreste med Adam, 26.
Gerda: mor til Katrine og Alberte.

eg har virkelig ikke lyst," sukkede Katrine.
Torsten tog fadet med kartofler.
"Det er din mor. Vi kan næsten ikke sige nej."
"Jeg ved det, men hvor er det pinagtigt. Og jeg véd, Alberte også kommer sammen med ungerne. Bare hun ikke tager ham dér med. Jeg ved ikke, hvad han ligner. Han er også yngre end hende, det er patetisk. Jeg så dem forleden, hun sad bagpå. Hvor latterligt kan det overhovedet blive?"
Torsten sukkede og gik ind i spisestuen.
"Stop nu, Katrine, der sker da ikke noget ved at køre på motorcykel," sagde han højt.
Katrine sukkede igen.
"Ja, ja ... det virker bare så taberagtigt," råbte hun tilbage.
Hun bøjede sig ind over ovnen og tog flæskestegen ud. Torsten stillede sig i døren og kiggede på hende.
"Skal jeg kalde på ungerne?"
Hun nikkede.
"Ja, stegen er klar, uhm ... se lige, hvor lækkert det ser ud."
Torsten kiggede på bradepanden, som Katrine lige havde taget ud af ovnen. Der var mere flæskesvær, end der var steg.
"Tror du, der er svær nok?" spurgte han ironisk.
Katrine smilede skævt.
"Vi skal i hvert fald ikke slås om den," slog hun fast og himlede med øjnene, mens hun anrettede maden på sit største fad.
Børnene sad klar, de var sultne.
"Uhm, Jeg skal kun have svær," sagde Karla og slikkede sig om munden.
"Du skal også spise kød," sagde Mille formanende.
Karla rakte tunge ad hende. Mille kiggede på sin mor.
"Så du det? Er det ikke også rigtigt, hun SKAL spise kød for at få svær?" spurgte hun.
Katrine smilede:
"Jo, det skal hun, sådan er reglerne, det ved hun også godt ... men der er svær nok, bare rolig."
Hun lo. Torsten kiggede mildt på hende.
"Skal jeg ikke bare ringe til din mor og sige, vi kommer?"
Katrine nikkede. Mortens aften hos hendes forældre var en tradition.
"Sig, vi kun kommer, hvis han ikke også er inviteret," råbte Katrine efter ham.
"Det nægter jeg, så må du ringe selv."
"Nej, du ringer, skynd dig, inden maden bliver kold." Hun kiggede på pigerne.
"Så kan I få de dér nye kjoler på, jeg har købt til jer."
"Jeg vil ikke have det samme på som Karla," sagde Mille tvært.
"Det gider jeg simpelt hen ikke diskutere igen," svarede Katrine kort.

Alberte kiggede på Lola med sammenknebne øjne.
"Skal du have det dér på?"
Lola nikkede.
"Ja, og hvad så?"
"Det er altså mormor, vi skal hen til ... er den nederdel ikke lige kort nok ... Du ved udmærket, hvad Moster vil sige, gider du virkelig høre på det?" sagde Alberte.
"Nej, jeg gør ej, og alle andre går i den her slags nederdele."
Alberte grinede ironisk.
"Haha, jamen det styrer du selv så, jeg gider bare ikke høre på noget."
Lola rystede på hovedet.
"Det kommer du heller ikke til."
"Hvad skal jeg have på?" spurgte Lukas.
"Det ved jeg ikke, hvad har du lyst til ... bare det ikke er beskidt," svarede Alberte.
"Det hele er beskidt, undtagen min blå sweatshirt med Mickey på."
"God idé, skal jeg lægge makeup for dig?"
Lukas rynkede brynene.
"Jeg skal da ikke have makeup på".
Alberte grinede igen.
"Vi skal være fine, det er Mormor og Katrine, vil du ikke have lidt læbestift på? Jeg har da set dig prøve min."
Lukas fik tårer i øjnene. Alberte kiggede med himmelvendte øjne op i loftet.
"Slap af. Det var for sjov."
Lukas sagde ikke noget, hans læbe dirrede.
"Skal du nu tude igen?"
"Nej, jeg skal ej," protesterede han.
Lola stak hovedet ind i stuen.
"Lad ham nu være ... jeg er klar," sagde hun til Alberte.
"O.k., smut ind og skift, vi går om fem minutter."
Lola kiggede på smøgen i Albertes hånd.
"Han har altså astma."
Alberte stønnede, slukkede smøgen og rejste sig op.
"Han har altså astma," vrængede hun.

Karla fik lov at ringe på, lyden var påtrængende høj. Katrine smilede:
"Den lyd betyder "hjemme"," sagde hun med et skævt smil.
Torsten tog hendes arm og klemte den blidt.
"Det skal nok blive hyggeligt, vent og se."
"Mormor," råbte pigerne i kor, da døren blev åbnet.
Katrines mor tog smilende imod og krammede sine børnebørn.
"Tør fødderne af på måtten," formanede hun, før hun hilste på Katrine og Torsten.
"Hej med jer. Det var dejligt, I kunne komme."
"Hej Gerda," sagde Torsten og gik forbi hende.
Katrine smilede lidt anstrengt:
"Hej mor, hvorfor så formel?"
"Årh hold nu op, den slags siger man, det kaldes høflighed," vrissede Gerda.
"Det er jo bare os," sagde Katrine.
Hendes mor sukkede.
"Du er ikke engang inden for døren, før du begynder med din kritik," hendes stemme var blevet skarp.
"Jeg syntes bare, det var en lidt underlig ting at sige til OS ..."
Katrine skiftede hurtigt emne.
"Er Alberte kommet?" spurgte hun.
"De sidder inde i stuen og får et glas vin og en sodavand," sagde hendes mor med et tungt suk.
Katrine tog sin frakke af og hængte den på knagerækken.
"Er han med?"
"Ja det er han, og nu begynder du ikke på noget, vel?"
"Jeg spurgte bare."
"Katrine, han er en sød fyr, din søster trænger til en mand. Lad det ligge," sagde Gerda.
"Han er medlem af en rockerklub," sagde Katrine.
"Vel er han da ej."
"Mor, har du set hans rygmærke ... det betyder, han er medlem," insisterede Katrine.
Gerda kiggede opgivende på sin ældste datter.
"Det hedder en motorcykelklub, det er noget andet. Alberte har selv fortalt mig om det. Er der mere i vejen, så lad os få det overstået nu, inden du går ind."
Gerda kiggede hårdt på hende. Blikket skulle få hende til at tie, Katrine vidste det bedre end nogen. Hendes mor kunne styre en verdenskrig med det blik. Katrine sagde ikke mere, hun fattede alligevel ingenting, den kvinde.

Skynd dig, sæt dig, Lola, nu kommer Moster," sagde Alberte.
Lola himlede med øjnene.
"Lad nu være, Mor."
"Hej alle sammen," smilede Katrine.
"Mor, Moster sagde, Lola skulle sidde ned, så du ikke sagde noget om hendes nederdel," oplyste Mille.
"Hvad skulle jeg sige om hendes nederdel?" smilede Katrine anstrengt.
"At den var for kort, søde Søs," sagde Alberte.
"Og hvorfor skulle jeg så sige det, søde Søs selv?" svarede Katrine.
"Fordi det er den slags ting, du siger," svarede Alberte.
Katrine gik hen og krammede Lola.
"Hvor er du smart," sagde hun og gav også Lukas et klem og rakte hånden frem mod Adam.
"Hej, jeg hedder Katrine, hyggeligt at møde dig."
"Adam ... og i lige måde."
Katrine vendte sig mod Alberte.
"Nyt hår, hvor er du smart. Hvordan har du det?" spurgte hun.
"Skønt. Alt er godt her."
Alberte rystede håret lidt, demonstrativt.
"Ungerne er glade for deres nye skole, og Mille og Karla synes, det er sååå hyggeligt, de går det samme sted nu, ikke sandt?" smilede Alberte til børnene.
"Det er jo dejligt, måske du lige kunne have advaret os?" smilede Katrine.
"Advaret jer ... mod hvad?" svarede Alberte pikeret.
"Ja, altså ikke advaret, måske bare sagt noget. Det ville da have været fint at få at vide, inden de startede."
Alberte trak på skulderen.
"Det var en impulshandling ... Lolas lærer var pissetræls. Du må da kende typen, om nogen. Virkelig nævenyttig og snagende. Jeg orkede simpelt hen ikke at høre mere på den kælling."
I det samme trådte deres mor ind i stuen.
"Tal pænt! Der er mad nu."
Katrine trak vejret helt ned i maven.
"Der er ofte en grund til, at lærere siger det, de gør," sagde hun.
"Det skal du jo sige," svarede Alberte.
Ingen syntes at have hørt, at maden var klar.
"Jeres mor sagde, der var mad," afbrød Torsten.
Adam var den første, der rejste sig.
"Jeg er godt nok også sulten," sagde han og gik forrest.

Gerda kiggede ud over det smukt dækkede bord, og rundt på sine børn og børnebørn. Alle ventede på, at hun skulle sige værsgo. Men hun elskede øjeblikket, lige inden alle begyndte at række til sig, og bordet og maden blev ødelagt, så hun trak det lidt ud.
"Hvis morfar havde levet nu, skulle han have fortalt, hvorfor vi fejrer Mortens aften, inden vi går i gang," sagde hun.
"Skal jeg gøre det i stedet," spurgte Katrine.
"Ved du det, Mor?" spurgte Mille imponeret.
"Ja da, jeg fortæller den historie i min klasse hvert år, og så har jeg jo hørt din søde morfar fortælle den over 100 gange," smilede Katrine.
"Måske Torsten skulle være den, som overtog morfars rolle," sagde Gerda og kiggede på sin svigersøn. Torsten rømmede sig. Katrine kiggede ned på sin tallerken.
"Jamen, det kan jeg da godt," begyndte han.
"Det er faktisk på grund af en både hævngerrig og samtidig meget ydmyg mand, der hed Morten, vi nu skal spise denne lækre and ... Han blev udnævnt til biskop af Tours i år 317."
"371," rettede Katrine.
"Lad nu bare Torsten, er det ikke lige meget, 50 år fra eller til," sagde Gerda irettesættende.
"Det er helt rigtigt, Katrine, jeg fik lige byttet om på tallene dér. 371 var det rigtige år ... Nå, men Morten var så from og ydmyg, at han ikke ville være biskop, så han gemte sig i en gåsesti for at undgå udnævnelsen. Men gæssenes skræppen afslørede ham, og derfor besluttede han sig for, at de skulle straffes, fordi de havde forrådt ham. Og den måde, han ville straffe dem på, var ved, at man hvert år på samme dag skulle slagte og spise en gås," sluttede Torsten med et smil og en fejende håndbevægelse mod anden.
"Hvorfor skal vi så have and?" spurgte Lukas med pivende stemme.
"Guud, vi skal da også have flæskesteg. Den havde jeg lige glemt, Alberte kan jo ikke lide and," udbrød Gerda.
"Det kan jeg heller ikke," sagde Lukas.
"Nej, det ved jeg, det er derfor, jeg også har lavet flæskesteg ..."
Gerda rejste sig op og skyndte sig ud i køkkenet.
"Jeg synes, det er uretfærdigt ... hvorfor skal man straffe nogen for, hvad nogle andre har gjort?" sagde Mille, mens hendes mormor bar stegen ind.
Ingen svarede, og Mille fortsatte.
"For når det er så mange år siden, så er det jo ikke de gæs, der sladrede, der bliver spist ... det er jo nogle andre. Hvorfor skal man så straffe de gæs, der lever i dag?"
Alle grinede, undtagen Alberte.
"Det kan du have ret i," sagde Katrine og strøg Mille over håret.
"Sådan er det også med mennesker - de ligner faktisk lidt gæs på den måde," sagde Alberte syrligt.
Gerda blev urolig. Hun rejste sig op og greb kniven.
"Det er jo bare en historie, en måde at lave noget hyggeligt sammen på. Hvad skal du have, lille Mille ... et lår?"
Mille nikkede. Gerda skar et lår af til hende.
"Det vil jeg også gerne have," sagde Katrine.
"Jeg vil også helst have lår," sagde Lola højt.
Gerda kiggede over på Katrine, der stirrede tilbage uden at sige noget. Gerda sukkede højt.
"Hvor er du altså barnlig nogle gange."
Hun skar det andet lår af og lagde det på Lolas tallerken. Så kiggede hun på Lukas.
"Hvad med dig, Lukas ... hvad vil du gerne have?"
"Jeg skal have flæskesteg."
"Uhm, det skal jeg også - men kun svær, ikke?" smilede Alberte provokerende og skålede med Adam.
"Gu-ud ... du har ikke mere i glasset. Skal jeg hente en ny til dig?"
Adam nikkede. Alberte gik ud efter en øl mere.
"Det er den tredje," sagde Lola og dyppede sit andelår i sovsen. Hun spildte ned ad sig, da hun tog det op til munden.
Alberte kom tilbage.
"Du spilder, tag en serviet under," sagde Katrine venligt.
"Hold nu op med at rette på hende hele tiden," sagde Alberte hårdt og stillede øllen hårdt foran Adam.
"Det gør jeg da heller ikke," forsvarede Katrine sig.
Alberte satte sig, tog sit vinglas og tog en slurk, mens hun kiggede på Katrine.
"Først var det nederdelen, nu er det sovsen. Er der ikke noget, der undgår din opmærksomhed?"
Katrine svarede ikke, kiggede bare ned på sin tallerken og sukkede.
"Hvad skulle du have, Lukas," spurgte Gerda.
Pludselig løftede Katrine blikket og stirrede med sammenknebne øjne direkte på Alberte.
"Det var faktisk ikke mig, der sagde noget om den nederdel. Hvis du lige husker ordentligt efter, var det sådan set dig selv, der kommenterede på det," sagde hun hårdt.
"Moar!" sagde Mille.
"Jamen, det var det jo. Jeg sagde ikke en lyd om den nederdel, det var hende selv, der bragte det op. Hun forvrænger altid virkeligheden, næsten som om hun havde tics. Jeg gider altså ikke stå model til det her, at I bare ved det."
Gerda sukkede meget højt.
"Og hvad med dig, Adam, hvad kunne du godt tænke dig?"
"Jeg er altædende, det må du bestemme."
Gerda smilede sødt og skar ham et stykke bryst.
"Og du, Torsten?"
"Jeg tager det samme."
Der var blevet stille omkring bordet.
"Alberte, jeg ved jo, hvad du skal have," smilede Gerda og skar det halve af sværen af til Alberte, som slikkede sig om munden.
"Der findes ikke noget bedre end din flæskesteg, Mor ... jeg drømmer sgu nogle gange om den om natten!"
"Ikke bande, du. Og hvad med dig, Katrine ... du skal have flæskesteg, ikke?"
Gerda skar et stykke steg fra den anden ende end dér, hvor hun havde skåret svær til Alberte.
"Katrine?"
"Jeg tager et stykke and, en vinge vil jeg gerne have," sagde Katrine.
"Men du er jo helt vild med flæskesteg ... og nu har jeg skåret et stykke," sagde Gerda med et anstrengt smil, hvorefter hun lagde et stykke steg på Katrines tallerken.
"Skal vi bytte?" spurgte Torsten.
Uden at vente på svar byttede han om på Katrines og sin tallerken.
"Man skal ikke spise noget, man ikke vil have," sagde Lukas.

Katrine havde det, som om hun skulle kaste op. Hun skyllede hænderne igen og igen, mens hun kiggede rundt på det lille gæstetoilet. Alt var, som det altid havde været. Tapetet matchede håndklæderne, som matchede sæbeskålen, som matchede skraldespanden, som matchede sæbens farve, som matchede gardinerne, som matchede ... et uendeligt match af grønne farver og blade af efeu, der snoede sig op ad fliserne, rundt i tapetet, på håndklæderne og vaskekluden. Alt herinde mindede hende om barndommen. Alt. Hun savnede
sin far.
"Moar ... er du ikke snart færdig?" råbte Karla udenfor.
"Et øjeblik!" råbte Katrine tilbage.
"Vi skal have is nu," råbte Karla og lænede sig op ad døren.
"Allerede?" råbte Katrine.
"Moster og Adam skal af sted," råbte Karla.
"Stop så med det råberi," hørte Katrine sin mor sige.
Hun låste døren op. Karla faldt ind i badeværelset.
"Skal du tisse?"
"Nej."
Katrine løftede hende op. Hun slyngede benene om sin mor og stak hænderne ind i hendes hår.
"Er du træt, skat?"
Karla nikkede ind mod hendes hals. Katrine bar hende ind i stuen. Hun lagde hende på sofaen og puttede hende under et tæppe. De andre børn sad og så en film.
"Hvil dig lidt ... du har heller ikke godt af al den is."
"Jeg vil have is."
Katrine svarede ikke, men gik tilbage til spisebordet og spurgte, om ikke de skulle vente med at spise is? Hun lagde hånden på Torstens nakke. Han kiggede blødt op på hende og smilede.
"Alberte og Adam skal af sted," sagde han bare.
Gerda råbte ude fra køkkenet, om der var nogen, der lige ville hjælpe med at bære isen ind.
Katrine skulle til at gå derud. Torsten rejste sig.
"Sæt du dig bare ned, skat, så gør jeg det."
Katrine satte sig taknemmeligt. Adam bøjede sig ned over Alberte og forsøgte at kysse hende. Hun grinede og bad ham vente lidt. Han var ved at være fuld og hørte ikke efter. Katrine pillede lidt i dugen og kiggede den anden vej.
"Stop nu, skat, ikke her, vel ..."
"Hold nu kæft ... når jeg vil kysse, vil jeg fandeme kysse!"
Adam lo og tog fat i Albertes hoved og drejede det mod sig. Hun forsøgte at stoppe ham, hvorefter han kyssede hende med tungen. Alberte skubbede til ham, og da hun endelig kom fri, lo hun ikke mere.
"Stop så!" sagde hun skarpt.
Adam grinede fjollet og forsøgte at kysse hende igen. Alberte rejste sig op.
"Stop så for helvede ... du har også fået nok nu!" sagde hun hårdt. Hun flyttede hans øl ind midt på bordet og gik ud i køkkenet til sin mor og Torsten. Katrine havde også lyst til at rejse sig og gå, men følte, det var uhøfligt. Hun forsøgte at mobilisere et smil. Adam smilede igen.
"Altså, når en mand vil kysse, så har kællingen sgu da bare at lystre. Ikke sandt?"
Katrine kiggede stift på ham, uden at svare rejste hun sig og gik ud i køkkenet til de andre.
"Han er fuld derinde - og virkelig træls, Alberte," begyndte Katrine.
Alberte kiggede træt på sin søster.
"Begynder du nu igen med al din kritik, har det ingen ende, Søs?"
"Stop så, I to, I véd, det ender galt," sagde Torsten, tog fadet med is og gik ind i stuen med det.
Alberte satte sig op på køkkenbordet. Gerda var i gang med at vaske bradepanden af.
"Jeg tager lige det her, inden det sætter sig fast. Det er så meget nemmere lige at gøre det med det samme," kvidrede hun.
Katrine kiggede med foragt på Alberte.
"Hvorfor gør du altid sådan noget? Hvad er der galt med dig, skal du absolut ødelægge enhver anledning til hyggeligt samvær?" hvæsede hun lavmælt.
Alberte tog et stykke svær fra den blå plastikbeholder, resterne var puttet i.
"Jeg har pakket det, så det er lige til at tage med," sagde Gerda.
Katrine kiggede overrasket på plastikbeholderen.
"Skal hun have det hele med hjem?"
"Ja, du ville jo ikke have noget," svarede hendes mor.
Katrine kunne tude, så rasende blev hun. Hun kiggede hadefuldt på Alberte.
"Jeg ved også godt, hvorfor dine unger absolut skal skifte skole. Du tror, du kan skjule det: "En lærer, som er efter Lola" ... det er jo dig, hun er efter, Alberte, fordi de går for lud og koldt vand, sådan noget véd en lærer bare ..." hånede Katrine.
Alberte tog endnu et stykke svær.
"Hold nu din kæft, Katrine."
Men intet kunne stoppe Katrine. Det var, som om en eller anden havde sat hende på autopilot.
"Men hvorfor de absolut skal gå på vores skole, det fatter jeg bare ikke noget af? Prøver du med vilje at være ondskabsfuld? Er det det, du har gang i? Vil du bare genere ..? Jeg tror faktisk, du får en eller anden pervers tilfredsstillelse ved at gøre mig ked af det."
Alberte rystede på hovedet.
"Hold nu kæft, hvor er du altså latterlig. Som om det, at mine unger skifter skole, har noget som helst med dig at gøre. Det eneste, du tænker på, ud over din egen navle, er, hvad andre mennesker vil sige om dig, Katrine. Dét er patetisk!"
Det var, som om luften stod stille i det lille køkken.
Gerda udstødte en mærkelig forkvaklet og undertrykt lyd. Katrine og Alberte kiggede overrasket på hende.
"Det er jeres skyld, jeg næsten ikke kan få vejret. Nu skal I altså stoppe, jeg holder ikke til mere, er det forstået!" sagde hun med tårer i øjnene.
Hun satte sig ned på en stol og gemte ansigtet i hænderne.
"Hvorfor gør I det her hver eneste gang ... hvorfor? Hvad er der galt med dig, Katrine? Du angriber din søster, hver eneste gang I er sammen. Kan du ikke bare prøve at støtte hende lidt i stedet for. Du må da kunne se, hun ikke har det nemt. Det er jo ikke alle, som er lige så heldige som dig."
Gerdas blanke øjne hvilede bebrejdende på Katrine.
"Mine unger må gå i skole, hvor det passer dem," sagde Alberte og tog endnu et stykke svær.
Hun kiggede afmålt på sin mor, som om hun slet ikke gad svare hende eller forholde sig til hendes selvmedlidende udbrud. Så kiggede hun Katrine direkte i øjnene, mens hun langsomt tyggede på sin svær. Katrine blinkede og trak vejret dybt ind.
"Svært, hun har det svært? Det ser ikke sådan ud, det må jeg indrømme. Igen i aften skal du passe hendes unger, mens hun går ud og fester. Heldigt for dem, så skal de for en gangs skyld ikke bare passe sig selv. Men svært? Lige nøjagtig hvad forhindrer hende i at finde et ordentligt arbejde og en kæreste, som ikke er kriminel?"
Katrines stemme lød skinger.
"Frisør er et ordentligt arbejde, og Adam er da ikke kriminel, du går over stregen, Katrine. Nu skal du stoppe, hører du?" sagde hendes mor bedende.
Katrine kiggede vantro på sin mor.
"Han er både kriminel og alkoholisk ... har du set, hvor mange øl han har drukket bare i aften? Hvorfor vil du ikke se sandheden i øjnene?"
Alberte hoppede ned fra køkkenbordet.
"Hvor har du dog altid travlt, busy little bee ..." Alberte vrængede det sidste ord ud, hvorefter hun forlod køkkenet.
Gerda satte sig tungt på en stol.
"Jeg fatter det ikke, Katrine, du gør det hver gang. Sådan har du altid været, og jeg forstår det simpelt hen ikke. Du har jo alt, så tag dig dog sammen," sagde hendes mor hårdt.

Katrine fulgte de hvide streger på kørebanen med øjnene. Langsomt lod de sig æde af bilen, den ene efter den anden, fyldte hendes øjne med en uendelighed af hvidt. Da hun var lille, forsøgte hun altid at tælle dem, så hun vidste, hvor mange der for eksempel var mellem Kastanjebakken og byen, eller mellem mormor og morfar og Kastanjebakken, eller mellem Kastanjebakken og skolen. Det var aldrig lykkedes hende at tælle dem alle sammen, selv om Kastanjebakken var, hvor den altid havde været.
Børnenes tunge åndedrag fyldte bilen. Katrine elskede at lytte til dem, når de sov. Hun lukkede øjnene.
"Det gik da meget godt," sagde Torsten pludselig og lagde sin hånd på hendes lår.
"Ja, det var da super hyggeligt?" sagde hun ironisk uden at åbne øjnene.
"Stop nu, Katrine, det gik fint - sådan alt taget i betragtning."
Katrine åbnede øjnene, kiggede på de hvide striber og tog hans hånd.
"Det gjorde det vel ... sådan alt taget i betragtning."
Hun mærkede kvalmen som en fjern slægtning.

LÆS MED I NÆSTE UGE!
- hvor du får den overraskende slutning:
Katrine kan næsten ikke klare mere. Hendes søster, Alberte, er ulidelig, alligevel holder deres mor som sædvanlig med hende. Altid har hun forkælet Alberte og sukket over Katrine - også da deres far levede, og det er kun blevet værre efter hans død. Katrine har ikke mere overskud at give af, ikke mere sympati at trække på - hun er træt. Træt af både moderen og Alberte