"Søstre" af Renée Toft Simonsen - afsnit 4

Katrine kan næsten ikke klare mere, hendes søster er ulidelig, og hendes mor holder som sædvanlig med Alberte. Altid har hun forkælet Alberte og sukket over Katrine - også da deres far levede, og det er kun blevet værre efter hans død. Katrine har ikke mere overskud at give af, ikke mere sympati at trække på - hun er træt. Træt af moderen og Alberte.

Historiens hovedpersoner:
Katrine, 35: folkeskolelærer, gift med Torsten og mor til Mille på ni og Karla på syv.
Alberte, 32: Lillesøster til Katrine. Frisørelev, fraskilt og mor til Lola på 12 og Lukas på otte, og kæreste med Adam, 26.
Gerda: mor til Katrine og Alberte.

Sveden løb ned ad Katrines hals, som små perler trillede de ned mellem hendes bryster. Hun mærkede dråberne kilde under sweateren.
Det føltes fint, snart var de færdige, så skulle de hjem og slappe af. I morgen var det forfra igen, sådan en weekend gik alt for hurtigt.
Det havde været hyggeligt, tænkte Katrine. Torstens forældre var så rare, og ikke mindst taknemmelige. Hans mor lavede kaffe og bagte kage i én uendelighed, stablede frokost på bordet og underholdt pigerne. I går havde hun taget dem med ned i byen, de havde både fået nyt nattøj og været i biografen. Men deres have så også fantastisk ud. Alt var kæmmet og klippet, skåret og fejet. Der lå ikke et eneste blad forkert. Torsten havde fyldt traileren, så skulle de to gamle ikke bakse med at få det hele kørt væk. En tur på forbrændingen var også meget hyggeligt, og det lå jo på hjemvejen.
"Katriiinee," Torstens mor råbte oppe fra huset.
Katrine samlede de sidste blade op og lagde riven øverst på trillebøren.
"Bøh ..," pludselig blev hun grebet bagfra.
Det var Torsten, hun lo. Han vendte hende om og kyssede hende på panden.
"Hvor ser du dejlig ud, med blade i håret og røde kinder."
Hun lænede sig op ad ham og indsnusede hans duft. Den svage duft af sved og friskt efterår var dejlig.
"Uhm, du lugter godt."
"Svedig?"
"Ja, men på den gode måde."
De gik sammen op mod huset.
"Vil I ikke lige have kaffe, inden I kører?" spurgte hans mor.
"Jo tak, det lyder dejligt," svarede Torsten.
"Det skal altså ikke vare for længe, vi må hjem, jeg har noget forberedelse til min 10.-klasse i morgen. Vi har om Napoleon, og jeg er ikke helt hjemme i alt, hvad den mand satte gang i af krige," lo Katrine.
"Pyt med Napoleon, nu skal vi have kaffe," sagde hans mor.
"Ja, pyt med Napoleon. Han er død for længst," istemte Torsten.
Torsten gav hende et kærligt klap i numsen. Katrine kiggede på ham, som om han var skør.
"Og så gælder man måske ikke mere?" spurgte hun og hævede brynene.
"Kaffe," svarede Torsten tørt.

Ilden i pejsen knitrede, Torsten havde tændt op. Katrine nød varmen og krøb sammen under et tæppe. Det havde ikke taget så lang tid at forberede opgaverne, som hun havde regnet med. Hun nød stilheden i huset, mens pigerne var i bad. Hvor var det underligt ... for bare to år siden kunne de ikke bade, uden at hun også var til stede, Karla ville under ingen omstændigheder være alene på badeværelset, men når Mille var der, var alt fint. Sådan havde det også været med hende og Alberte engang - Katrine havde været hendes beskyttelse mod badeværelsets rungende, hule lyde.
Hun hørte døren gå og Torstens støvler blive sparket af.
"Pizza," råbte han.
Han kom ind i stuen.
"Hvor ser det hyggeligt ud, skal vi ikke bare spise foran fjernsynet?"
Katrine nikkede og ville rejse sig.
"Bliv du bare siddende, skat, så finder jeg tallerkener."
Han satte pizzabakkerne på stuebordet og gik ud. Hun kunne høre, han råbte på pigerne. Hun lukkede øjnene et øjeblik.
"Jeg kan se, din søster har ringet på min mobil igen, hvorfor ringer du ikke til hende?" sagde Torsten og satte fire tallerkener foran hende.
"Jeg orker helt ærligt ikke at snakke med hende. Det må være noget med skolen eller et eller andet. Jeg gider ikke forholde mig til alt hendes rod."
Karla og Mille kom løbende gennem stuen, de grinede ad et eller andet. Pludselig ringede det på døren. Katrine kiggede på Torsten.
"Hvem kan det dog være?"
Hun kiggede på klokken.
"Har du en aftale med nogen?"
Torsten så undrende på hende.
"Overhovedet ikke ..."
De hørte nogen gå ind i entreen, og to sekunder efter stod Alberte i stuen. Hun kiggede på familien.
"Hvorfor fanden åbner I ikke døren ... eller tager jeres telefon hele weekenden ... Hvad har I gang i?" sagde Alberte, tydeligvis utilfreds.
Katrine sukkede.
"Du behøver ikke at bande foran pigerne, nu er du altså i mit hus. Hvad vil du?"
"Mor har været på hospitalet, hun faldt pludselig om i går. Jeg har siddet hos hende hele natten, og nu er jeg altså klar til at blive afløst."
"Gud, hvad er der sket?" spurgte Katrine.
"Er mormor syg?" spurgte Mille alvorligt.
"Er mormor syg?" gentog Karla som et søsterligt ekko.
Alberte nikkede.
"Hun er o.k. nu. Jeg har lige kørt hende hjem, men hun fik et ildebefindende i går og faldt om midt på stuegulvet. Hun ringede til mig, da hun kom til sig selv."
"Hvorfor ringede hun ikke til mig?" spurgte Katrine.
"Ja, det ville jo ligesom ikke have hjulpet hende, vel - du tager jo ikke telefonen! Har du ikke set, jeg har ringet en million gange?"
"Vi har været hos Bent og Henny hele weekenden," sagde Katrine tonløst.
"Alligevel kunne du da godt have ringet tilbage," vrissede Alberte.
Katrine sukkede.
"Hvis hun er o.k. nu, hvad vil du så her?"
"Hvor er du hård nogle gange, Katrine ... Hun skal ikke være alene, og Lukas og Lola har ikke set mig siden i går. Jeg bliver nødt til at tage hjem, så du må tage derover og sove i aften, o.k.?"
"Og hvis jeg ikke har lyst til det?" sagde Katrine trodsigt.
Alberte kiggede på hende med et mærkeligt blik.
"Du tilgiver aldrig ... gør du vel, Katrine?"
"Hvad mener du ..?"
"Ikke noget ... jeg tager i hvert fald hjem nu. Gør, hvad du vil. Vi ses, unger," sagde Alberte og gik.
"Hej moster," sagde pigerne.
Alberte vendte sig i døren.
"Jeg tager derover igen i morgen tidlig. Vi ses."

Da Alberte var gået, var der stille en stund.
"Tænk, hvis mormor dør, helt alene," sagde Karla med lille stemme.
Katrine sukkede.
"Det gør hun ikke, hun laver altid noget stort ud af ingenting, sådan er hun. Der er sikkert intet galt med hende, hun er bare ensom, efter at morfar er død."
"Det er synd for hende," fortsatte Karla.
Torsten begyndte at skære pizza og dele rundt.
"Du skulle måske lige kigge over til hende. Jeg kan sagtens tage mig af pigerne i morgen tidlig. Så kan du tage direkte derfra på arbejde."
Katrine nikkede og rejste sig op.
"Du kan da lige spise først," sagde Torsten. Men Katrine var allerede på vej.
Det regnede svagt, da hun bakkede ud af garagen. Blæsten var taget til. Hun kørte langsomt gennem villakvarteret. Hvor var der dog stille og fredfyldt alle steder sådan en søndag aften. Gadelygterne kastede skygger, som lod sig fylde af fine dråber. Katrine mærkede et stik af dårlig samvittighed. Hvorfor havde hun ikke bare ringet tilbage til Alberte? Hun burde have regnet ud, at det var noget alvorligt, når hun ringede så mange gange. Det var indlysende ...
Alberte ringede ellers aldrig, medmindre hun havde brug
for hjælp.
Katrine tændte for radioen og nynnede med. Da hun drejede ind i indkørslen til huset på Kastanjebakken, var alt mørkt. En mærkelig uro bredte sig, da hun steg ud og skyndte sig op af havegangen.
Hun bankede flere gange, uden at der skete noget, så ringede hun på. Måske var hendes mor gået i seng? Ville hun gå i seng så tidligt en almindelig søndag. Katrine måtte indrømme, hun ikke anede det, de besøgte hende aldrig uanmeldt. Katrine var lige ved at gå igen, da hun ombestemte sig og tog forsigtigt i håndtaget. Døren var ikke låst. Hun gik ind i entreen og tændte lyset, stod lidt og lyttede, det var, som om der var noget tændt et sted ... måske en radio? Hun gik videre uden at tage jakken af, gik tværs gennem spisestuen og ind i pejsestuen. Der sad hendes mor indhyllet i et tæppe, på nøjagtig samme måde som Katrine selv havde siddet for en halv time siden. Hun så ud, som om hun sov, selv om fjernsynet var tændt ... TV Avisens speaker fortalte om den nye regerings løftebrud i forhold til de fattigste borgere. En forarget Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten sad med et smil og sagde, at hun slet ikke forstod den nye udmelding fra regeringen, og at det bestemt ikke var noget, de kunne støtte i hendes parti. Katrine stod lidt ubeslutsomt og kiggede på skærmen. Så gik hun hen til sin mor.
"Mor ... mo-or ..."
Gerda åbnede øjnene.
"Er det dig, Katrinepige, så kom du alligevel."
"Ja, selvfølgelig kom jeg," sagde Katrine og satte sin taske.
Hendes mor virkede skrøbelig på en fremmed måde. Hun tog frakken af og dumpede træt ned i sofaen.
"Har du fået aftensmad?"
Gerda rystede på hovedet.
"Næ, jeg har ingenting fået. Alberte skulle hjem, og jeg magtede ikke rigtig at lave noget."
"Skal jeg smøre lidt til dig?"
Gerda nikkede.
"Ja tak, det ville være rart ..."
Katrine rejste sig og gik ud.
"Bliver du og sover?" råbte hendes mor.
"Ja, ja, det gør jeg. Vil du have en kop te?"
"Ja tak ..."
Katrine kiggede ind i køleskabet, hun var selv godt sulten efterhånden. Det første, hun så, var den blå plastikbeholder, hendes mor havde fyldt med flæskesteg til Alberte. Hun tog den ud, åbnede den og kiggede. Indholdet lå uberørt, beholderen var fyldt til bristepunktet. Hun satte plastikbeholderen på bordet og fandt noget rugbrød, som hun smurte. Hun tog salt frem og skar fire stykker steg, som hun lagde på rugbrødet og dækkede med svær. Så dryssede hun salt på og satte det hele på en tallerken. Hun lavede en kop te og tog et glas vand til sig selv, så gik hun ind i stuen igen. Hendes mor sad med fødderne oppe og så tilfreds ud. Hun kiggede sultent på tallerkenen, da Katrine satte den på bordet.
"Kun flæskesteg ... kunne du ikke have varieret lidt?" sagde Gerda og rynkede på næsen.
Katrine svarede ikke, kiggede tomt på fjernsynet og ignorerede sin mor.
"Tror du stadig, den kan spises?" spurgte Gerda med tynd stemme.
"Jeg syntes ikke, den skulle gå til spilde," svarede Katrine hårdt.
"Hun glemte den ..," forsvarede Gerda sig.
"Ligesom hun glemmer så meget andet," sagde Katrine.
"Hvad mener du?"
"Det, jeg siger - Lola ligger for eksempel og ser fjernsyn det halve af natten. Alberte putter hende ikke, hun lader hende bare passe sig selv."
"Alberte gør det, så godt hun kan," sagde hendes mor træt.
"Hvorfor kan du ikke se de ting, jeg ser ... hvorfor? Jeg spørger bare ... du forsvarer hende altid. Ved du godt, Lola indimellem ligger og ser porno. Det har Mille fortalt. Vidste du det? Alberte gør intet. Hun har så pisse travlt med sig selv, at hun ingenting ser. Hun er totalt ansvarsløs."
Katrine var pludselig rasende. Nu sad hun her søndag aften og skulle høre på det pis, for gud ved hvilken gang. Hun gør det, så godt hun kan! vrængede hun inden i sig selv. Det var hendes mors mantra, hvad Alberte angik. Katrine krympede sig indvendig. Det var oven i købet løgn. Hendes børn gik for lud og koldt vand, enhver kunne se det, hvis blot de kiggede efter. Lola var kun 12 år og alt for langt fremme, fordi hun var overladt til sig selv det meste af tiden, og Alberte ikke så andet end sig selv. Sådan var Alberte: Egoistisk til fingerspidserne.
Gerda tog sig forsigtigt en flæskestegsmad.
"Alberte har det ikke nemt," sagde hun bare.
Så tændte Katrine helt af.
"Nu stopper du simpelt hen - hun har det lige så nemt som alle andre! Hvad er det, der gør, at livet er sværere for hende - ud over at hun ikke tager noget som helst alvorligt? Det er simpelthen latterligt, du ikke kan se det. Det er dine børnebørn," hvæsede hun harmdirrende.
Gerda tyggede langsomt sin mad.
"Jeg gider ikke snakke mere om det nu, Katrine. Skal du ikke have noget?"
"Nej tak, guderne forbyde, jeg skulle spise Albertes svær."
Gerda sukkede.
"Hvorfor skal du altid være så utaknemmelig ... sådan var du også som barn. Det var altid uretfærdigt for dig. Tag dig nu sammen, og spis en mad. Jeg har det ikke så godt ... det mindste, du kunne gøre, var da at være sød," klagede hendes mor.
"Nej tak," sagde Katrine.
Gerda satte maden på tallerkenen og rejste sig op.
"Jeg magter ikke at høre mere på dig. Nu går jeg i seng. Der er redt op på dit værelse."
Katrine kiggede længe efter sin mor. Hendes skygge forsvandt lydløst ud ad døren, ligesom når deres gamle kat gik på rov. Stakkels kræ, den var også endt som skygge i huset, som nu blev stille på en måde, som kun det hus kunne blive stille på. Som om det ventede på den storm, som lurede i hvert eneste rum, sådan som den altid havde gjort.
Uden for det store stuevindue kunne hun se æbletræets grene bevæge sig og kaste skygger ud over terrassen. Evige skygger over den samme terrasse, som familien havde grillet på i en menneskealder. Derude var det deres far, der havde bestemt alting, og Katrine var den store pige - det var hende, som måtte tænde op i grillen. Hun kunne stadig mærke den kildrende fornemmelse i maven over at være den udvalgte. Og hun kunne også stadig tydeligt se Alberte stå indenfor i stuen med næsen klemt op imod rudeglasset. Hun måtte ikke være derude, når der blev tændt op, hun kunne komme til skade, når tændvæsken tog fat. Alberte havde også altid 117 kommentarer til alting, hun var besværlig. Det vidste Katrine godt. Hendes far havde sagt det mange gange. Han kunne heller ikke få Alberte til at gøre de ting, han ville. Det var Katrine, der var det gode barn. Hun gøs.
Når de samlede æbler, kunne Katrine blive ved og ved, til der ikke var flere, mens Alberte hurtigt gav op. Alligevel fik hun lige så meget æblekage som alle andre. Deres mor ville ikke gøre forskel uanset hvad, og Alberte slap for at samle æbler og for at rydde op på sit værelse, og for ...
Katrine mærkede et sært raseri tage form indeni. I et glimt så hun sin far stå bøjet over Alberte i badeværelset og deres mor, som råbte og skreg noget, Katrine ikke forstod. Alberte havde røde kinder og nøgen overkrop. Hvad lavede de mon alle sammen derude på badeværelset, og hvorfor var deres mor så vred? I mange dage bagefter var der ingen, der snakkede sammen. Det var, som om de holdt op med at være familie. Og så en dag var det, som om det alligevel aldrig var sket, og alle snakkede sammen igen, helt normalt.
Så var Alberte begyndt at sige mærkelige ting ... og ryge hash ... Pludselig var det, som om det var hende, der var storesøsteren. Katrine så rundt i stuen, hvor alt stod, hvor det altid havde stået. Minder lige så urokkelige som tiden, vidner til historier, som ingen kunne blive enige om.

Katrine slukkede for fjernsynet, ryddede op i stuen, smed maden ud, tørrede køkkenbordet af og satte tallerkenen i opvaskemaskinen.
Hendes hoved føltes pludselig tomt, hun trængte nok til at sove. Hun gik ovenpå, hvor værelserne lå. Hende mor puslede rundt, hun kunne høre hendes forsigtige skridt. Alt i huset lugtede bekendt. Katrine gik ind på sit gamle værelse og tændte lyset. Hun fik et chok, der stod flyttekasser overalt. Hendes mor havde længe talt om, at hun ville sortere alt og i hvert fald skaffe sig af med faderens tøj. Katrine mærkede en tung irritation i maven ... hvorfor havde hun sat alle de kasser ind på hendes værelse? Langsomt gik hun hen og åbnede en kasse. Den var ganske rigtigt fyldt med tøj. Hun genkendte hans gamle sweatre og skjorter, det var der alt sammen. Hun tog en bordeauxfarvet sweater op - det var den, han altid havde på om søndagen.
Hun kunne sgu da ikke sove her, sammen med alt hans tøj. Hun åbnede endnu en kasse. Den var fyldt med værktøj og ting fra kælderen. Havde hun virkelig slæbt alt det helt herop? Hvorfor pakkede hun ikke de ting nede i kælderen og fik nogen til at bære det væk for sig? Hvorfor skulle det stå herinde? Katrine kiggede på den lille høvlebænk, der lå øverst. Hun huskede den udmærket, den havde stået helt henne i hjørnet, under det lille vindue, katten kom ind ad om natten. Pludselig så hun sin far stå i garagen med en stor sæk. Bilen var tændt, og han holdt sækken ind foran udstødningen. Hun kunne se sækken bevæge sig til at begynde med, og efter en stund blev den stille. Bagefter smed han sækken i skraldespanden ... Alberte havde sagt, det var katten, der fik sækken til at bevæge sig. Alberte havde en frygtelig stor fantasi. Katrine rystede på hovedet, det var jo løgn. Albertes historier passede ikke med nogen andres. Men hvorfor skulle de kasser nu også stå på hendes værelse?
Katrine gik ind på Albertes gamle værelse. Der stod ingen kasser. Sengen var uordentlig, hun havde ikke engang redt den efter sig.
Hvorfor fanden skulle de møgkasser stå på hendes værelse? Hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden et par gange. Hun kunne selvfølgelig også bare sove herinde, hvad gjorde det? Det var jo lige meget nu ... det hele var fandeme lige meget nu.
Katrine lagde sig i Albertes seng uden at tage tøjet af. Hun stirrede op i loftet og forsøgte at trække vejret afslappet, uden held. Pludselig fór hun op og gik med stormskridt ind i sit eget værelse. Her tog hun en kasse, som hun bar ind i Albertes værelse. Hun satte den med et smæld på gulvet. Så gik hun tilbage efter én til.
"Hvad laver du dog?" spurgte hendes mor pludselig bag hende.
Det gav et sæt i Katrine. Hun vendte sig om.
"Jeg flytter de kasser ... ellers kan jeg jo ikke være herinde, vel?"
Hendes mor havde taget en lang hvid natkjole på. Hun lignede et spøgelse. Katrine begyndte at grine hysterisk.
"Du mangler bare et stearinlys," sagde hun.
Gerda så fuldstændig fortumlet ud.
"Hvad mener du?"
"Så ville du være et spøgelse," grinede Katrine hysterisk.
Gerda svajede lidt fra side til side.
"Hvad ville du?" spurgte Katrine.
"Jeg har det ikke så godt."
"Så gå i seng og sov!" sagde Katrine hårdt.
Gerda vendte rundt for at gå ud igen. Hun blev svimmel og måtte støtte sig til væggen. Hun lukkede øjnene, mens hun ganske langsomt, næsten som i slowmotion, gled ned på gulvet, hvor natkjolen lagde sig fint til rette omkring hende.
Katrine så på sin mor uden at røre sig ud af stedet. Gerda stønnede lidt, åbnede øjnene og kiggede forskrækket op i loftet.
"Katrine, du må ringe efter en ambulance, jeg har det ikke så godt ..," hviskede hun.
Katrine gik hen til hende, bøjede sig ind over hende og kiggede undrende ned i hendes ansigt.
"Luk øjnene op!" sagde Katrine.
"Katrine, lille skat, jeg véd, du har det svært ..."
Hendes mor kiggede bønfaldende op på hende.
"Jeg ved jo, han elskede dig alt for meget. Men du er nødt til at hjælpe mig, jeg har det virkelig ikke så godt," stønnede Gerda.
"Hold nu op med det dér medlidenhedstrip, jeg har gennemskuet dig!" sagde Katrine hårdt.
Hun vidste udmærket, at det var skuespil ... sådan var hendes mor, fuld af teater. Sådan havde hun altid været ... så ikke det, der var at se, hørte ikke det, der var at høre, og så fortalte hun historier, der ikke passede. På samme måde som Alberte.
"Jeg tror, det er mit hjerte ..," hviskede moderen og lukkede øjnene igen.
Katrine kiggede over på de kasser, hun havde båret ind - hun fik et hårdt drag om munden.
"Dér tror jeg, du tager fejl ... sådan ét har du nemlig ikke ..," sagde hun tonløst.
Katrine gik forbi sin mor, tog fat i en kasse og bar den tilbage til sit gamle værelse, hvorefter hun hentede én til. Én for én satte hun dem alle sammen tilbage, hvor de havde stået før.
Da hun var færdig, lukkede hun døren ind til Albertes værelse, tog sine ting, gik stille og roligt nedenunder, tog frakken på, gik ud ad døren og låste efter sig.
Hun kiggede op på himlen. Regnen var holdt op, det var en smuk, stjerneklar nat. Hun vaklede lidt, så kastede hun op i hækken.

Katrine kiggede op imod himlen, da hun steg ud af bilen. Det var en gammel leg, de havde leget, da de var små. Så skulle de gå hele vejen med deres blikke på himlen. Hvis de kiggede ned på fødderne, eller hvor de gik, skulle de gå tilbage til start. Katrine kiggede op hele vejen hen til hoveddøren. Hun lukkede sig stille ind. Uden at tænde lys gik hun gennem stuen og ind i soveværelset. Hun klædte sig af og lagde sig ved siden af Torsten. Han rørte på sig.
"Hvorfor kommer du hjem nu, skat?" hviskede han søvndrukkent.
"Mor insisterede på, at hun sagtens kunne klare sig selv. Jeg lavede noget mad til hende og en kop te. Hun spiste og havde det fint. Hun ville ikke have, at jeg blev ... mit ... mit værelse var også fyldt med kasser ... Jeg kunne ikke være der, Torsten ... kunne simpelt hen ikke være der for alle de kasser," hviskede hun ud i mørket.