Bare de andre kunne se det, jeg kan

Jeg sidder på endnu et af mine meditationskurser, og en af de andre kursister spørger: Hvad gør vi, når vi kommer hjem og har lært en masse om at være gode og kærlige og rummelige, og dem derhjemme ikke har lært noget som helst? Hvordan får vi dem til at forstå det, vi nu selv har forstået, så forandringen kan opstå? Pyha, godt spørgsmål. Og ikke en fremmed tanke, vel? De fleste af os kender nok det, at "de andre" bliver nødt til at lære det, vi selv har lært, for at det batter noget.

Jeg kan få det sådan, når jeg får en ny idé om et eller andet. Det kan handle om nødvendigheden af at være et ordentligt menneske. Pludselig ved jeg bare, at hvis det skal være muligt, indebærer det, at al skældud må høre op. Vi må aldrig mere skælde ud, hverken på hinanden eller vores børn. I den situation ser jeg jo helst, at min mand meget hurtigt får den samme indsigt. Eller hvis jeg vælger, at nu skal affaldet sorteres, så ser jeg helst, at alle i familien putter batterier i de opsatte poser, fordi de selvfølgelig sagtens kan se fornuften i det. Eller hvis jeg har set filmen "Super Size Me" og ved, at McDonald's propper maden med sukker, og at der kan være kød fra 80 stykker kvæg i hver eneste bøf, så ser jeg helst, at ingen i familien propper noget i munden fra den burgerkæde mere! Listen har ingen ende, indsigten må og skal deles, så vi kan løfte i flok og virkelig gøre en forskel og verden til et bedre sted at bo. Ikke sandt?

Men nej, indsigten den dag på meditationskurset, hvor lige netop spørgsmålet om de andres indsigt kom på banen, var, at det eneste, vi reelt kan gøre, er at arbejde med os selv. Hvor hurtigt andre når frem, er vi ikke herre over. Ingen kan tvinges til indsigt, smiler vores lærer venligt, og ingen udvikling kan piskes frem: Vi kunne jo heller ikke drømme om at slå løs på en potteplante for at få den til at gro eller finde på at give sommerfuglelarven smæk, fordi den er alt for langsom til at blive en sommerfugl, vel?
Næ, planter, larver, mennesker og ja, store firmaer tager jo den tid, de tager. I mellemtiden kan vi andre så arbejde med os selv.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Ikke uden min veninde

Tør du tro?