Hold en takketale - det virker

Jeg sidder i bilen og kører, mine tanker er et helt andet sted, og pludselig er jeg langt forbi der, hvor jeg skulle dreje af. Damn, ind til siden, undersøge, hvor jeg er endt, og så er det om at vende skuden. Telefonen ringer, og jeg tager mine høretelefoner på. Det er en god veninde, og jeg beklager mig straks over mit mentale geografiske underskud. Hun griner og siger, jeg fik så meget andet, og vi kan ikke have alt, og så spørger hun, hvorfor jeg mon kørte for langt. Hmm, jeg må modvilligt indrømme, at jeg jo var lige midt i en takketale, og den tog mildest talt overhånd.

Før jeg vidste af det, stod jeg i Hollywood og modtog en oscar for det fantastiske manuskript, jeg lige var blevet færdig med. Og festen, gæsterne, historien, kjolen og ikke mindst takketalen fyldte pludselig så meget, at jeg kørte lige forbi afkørsel 43 på motorvejen. Vi griner sammen, det er i grunden ret sjovt, for hvad er oddsene for, at jeg nogensinde ender der? Det ved jeg jo alt om, men ikke desto mindre finder jeg stor nydelse i at hengive mig til den slags barnlige fantasier, og de kan såmænd spænde fra en oscar-takketale til en takketale til min mor, hvor alle græder af rørelse over, hvor velformuleret og kærlig jeg er.

Det sjove er, at når jeg stiger ud af bilen, så er jeg jo ikke bare mig, næ, så er jeg hende der den top seje, der lige har berørt sin mor og alle hendes gæster, eller hende den super fantastiske, der lige har vundet en oscar med sit store talent. Og det giver bare dagen noget helt særligt og måske endda også det, jeg udsender af energi, hvem ved? Jeg er i al fald for det meste i strålende humør, når jeg har hengivet mig til en eller anden dejlig fantasi.

Min veninde tror på det og tænker, det må være derfor, der er sket så mange gode ting i mit liv. Hun mener endda pludselig, at takketaler må være the big secret, dem vil hun også til at holde nogle af. Faktisk har hun igennem en lang periode visualiseret sig selv bo for en overskuelig husleje, og nu sidder hun faktisk i et dejligt hus til lige netop det beløb, hun kunne betale - det virker, griner hun.

Tja, hvem ved, måske virker det der med at tænke sig til noget, bare en lille smule, en gang imellem? Takketaler (også dem fra andre, som man helt selv bestemmer) er i al fald skønne, så længe de varer, og nogle gange holder virkningen faktisk hele dagen. Prøv det!

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Kald mig bare (tude)prinsesse

Ferie - fiasko eller succes?