Anne Kirstine sagde ikke nej – men det gør ikke hendes #MeToo-historie mindre vigtig

Der er en gruppe kvinder og mænd, der risikerer at blive glemt i den debat om sexisme og sexchikane, der kører lige nu. Dem, der ikke sagde nej.

Det siger kommunikationsrådgiver og debattør Anne Kirstine Cramon.

- Der sidder jo også nogen derude, der gav det blowjob på toilettet til julefrokosten, eller som havde sex med chefen, fordi de var bange for, at det ville få konsekvenser, hvis de ikke gjorde, siger hun.

Sådan en oplevelse har Anne Kirstine Cramon nemlig selv haft.

På sin Facebookvæg skrev hun en kommentar til den verserende #MeToo-debat om sin egen oplevelse, hvor hun havde sex med en person, der stod i en magtposition over for hende:

”Jeg var bange for at blive lukket ude af det gode selskab, og jeg følte mig presset. Det var absolut ikke en voldtægt, men jeg indgik heller ikke i en ligeværdig relation. Det var en situation, hvor jeg havde en trussel om at blive frataget muligheder hængende over hovedet, hvis jeg sagde fra, og derfor indvilligede jeg. Jeg var - omsonst nok - bange for at ødelægge det for mig selv, hvis jeg sagde nej og forlod situationen."

Hun skriver ligeledes, at hun har haft det rigtig dårligt med sig selv efter episoden, men at hun har tilgivet sig selv for ikke at sige fra.

- Jeg ved, der sidder kvinder derude, der har det dårligt med sig selv og er fyldt med skyld og skam, fordi de ikke sagde nej. Og det har bare været vigtigt for mig at sige, at det er okay, og du er okay, selvom du ikke sagde nej, siger Anne Kirstine Cramon.

Hun vil gerne undgå at gå i detaljer med historien, fordi hun ikke er interesseret i en diskussion om enkelthistorier men et opgør med en rådden kultur.

- Lige nu sidder der en masse gamle hanelefanter, som siger, at den kultur har vi fået gjort op med for mange år siden, og dengang drak vi jo også på arbejdet hele tiden. Men fakta er bare, at det har vi ikke gjort op med, nissen er flyttet med. Der er stadig en masse kvinder, der føler, de skal gå med antennerne ude på arbejdet, så de ikke ender i en uholdbar situation.

Det bliver set som stærkere, hvis man sagde nej

Anne Kirstine Cramon oplever, at der i debatten om sexisme og grænseoverskridende adfærd er en fortælling om, at man er stærkest, hvis man sagde fra. Hun oplever, at der er en masse forestillinger om de kvinder, der netop ikke sagde fra.

- Det bliver ikke opfattet som lige så stærkt og sejt at sige, at man selv indvilligede. Der er en power i at være den, der siger fra. Og i omverdenens øjne bliver man hurtigt set som medskyldig, som en, der bare vil bolle sig til tops, som en luder eller en med dårlig dømmekraft.

- Men omverdenen skal forstå, at man bliver lammet i situationen og prøver at finde ud af, hvordan man bedst kommer ud af den. Og nogle gange virker den bedste udvej til at være at indvillige og få det overstået.

Hun oplever, at der er en manglende forståelse for, hvorfor nogle kvinder ikke siger fra, og det er de nuancer, hun gerne vil hive frem i debatten ved at stå frem med sin egen fortælling. Hun forstår godt, at det kan være svært at relatere til situationer, man ikke selv har stået i. Og lige præcis derfor er det vigtigt at lytte til de kvinder, der har stået der.

- De fleste har en idé om, hvordan de selv ville reagere i sådan en situation. Men de fleste danskere tror også, at de ville have været modstandsfolk under Anden Verdenskrig, men faktum er bare, at det var der ikke særlig mange, der var. I situationer, hvor der er en eller anden grad af social kontrol, reagerer man måske ikke, som man selv havde troet, man ville.

Efter, Anne Kirstine Cramon stod frem med sin fortælling på sin facebookvæg, i Berlingske og i podcasten Det Vi Taler Om, har hun modtaget ”sindssygt mange beskeder” fra kvinder, der har lignende oplevelser.

- Jeg håber, at dem, der sidder derude og ikke sagde fra, også føler, at deres perspektiv er blevet luftet, for det er en del af den samlede fortælling om en kultur, der skal gøres op med, siger hun.