Birgit kom til Danmark som et af de første adoptivbørn fra Korea

"Fire pragtfulde, sortøjede, koreanske småbørn er kommet til Danmark for at blive.”

Sådan indledes en historie fra BILLED-BLADET i november 1967. Den beskriver "forsøget" med at lade danskere adoptere koreanske børn.

En af de fire babyer var Birgit Nørgaard. Hun var ét år og tre dage gammel, da hun ankom til Gjelleruplund lidt øst for Herning, hvor hendes adoptivforældre boede.

I Herningområdet var et barn fra Korea i den grad et særsyn. Noget så spændende og eksotisk i gadebilledet havde man aldrig oplevet før, så Birgit og hendes forældre fik enorm opmærksomhed

– Mine forældre skulle hele tiden svare på spørgsmål, når vi var offentlige steder. Når min mor kom gående med mig på gaden, skulle alle røre ved mig. Det havde hun det svært med, har hun fortalt mig. Selv husker jeg det ikke som noget ubehageligt, fortæller Birgit Nørgaard.

Hun er i dag 53 år, administrerende direktør for Konventum kursus- og konferencecenter og bor i en villa i Charlottenlund med sin mand, Jakob, og sin 13-årige søn, Christian, der også er adoptivbarn fra Korea og dermed – i hvert fald i danske øjne – ligner sin mor.

"Se efter et koreansk barn"

Hvordan et arbejderpar fra en lille jysk by i 1960’erne fik det brændende ønske at adoptere et barn fra Korea, kan man måske undre sig over.

Birgits forældre, der arbejdede for Bitten og Aage Damgaard – stifterne af Angli skjortefabrik og senere restaurantkæden A Hereford Beefstouw – kunne ikke selv få børn, og Damgaard-parret var foretagsomme mennesker i lokalområdet og meget kunstinteresserede.

– De havde blandt andet et atelier, hvor de lod kunstnere male og udfolde sig. Karl Henning Petersen og Robert Jacobsen har været der. I en periode boede der så også et koreansk kunstnerpar. Dem var mine forældre meget fascinerede af, fortæller Birgit Nørgaard.

Ønsket om at få et barn og fascinationen af Korea fik Birgits forældre til at bede Bitten og Aage Damgaard "se efter et koreansk barn til dem", da de skulle på en forretningsrejse til landet.

– Dengang var der jo ikke de adoptionssystemer, vi har i dag, så man kunne godt selv drage ud og lede efter et adoptivbarn, siger Birgit Nørgaard.

Et intenst blik

Bitten og Aage Damgaard rejste rundt i Korea sammen med Mr. and Mrs. Moon – et koreansk lægepar, de kendte. Forinden var den spæde Birgit blevet sat i en lille kurv ved en politistation og som hittebarn efterfølgende blevet placeret på et børnehjem, hvor hun tilbragte de første tre måneder af livet. Det børnehjem kom Damgaard-parret og Mr. and Mrs. Moon forbi.

– Faktisk er det lidt uklart, om det var et hospital eller et børnehjem, de fandt mig på. Men i hvert fald har jeg fået fortalt, at de valgte mig på grund af mine levende øjne. Jeg så på dem med et meget intenst blik, og de var ikke i tvivl om, at det skulle være mig, fortæller Birgit Nørgaard.

Parret blev ellers advaret af læger, der havde været tilknyttet det danske hospitalsskib Jutlandia om, at den dengang tre måneder gamle Birgit kunne have taget skade på grund af underernæring.

– Så de frarådede faktisk at vælge mig. Men Bitten havde selv født fem børn, så hun mente nu nok at kunne se, at jeg var helt sund og rask. Og så var der det med øjnene.

Lidt øst for Ikast

Øjnene og ikke mindst Birgits sorte og blanke hår var også det, der påkaldte sig opmærksomhed i Gjellerup og i Herning, da Birgit var kommet hjem til sine adoptivforældres hjem.

Dengang var verden langt større og mere uopnåelig end i dag. Man tog ikke lige på ferier til Thailand, og at se en så eksotisk udseende lille pige i en jysk by var mildest talt opsigtsvækkende.

Birgit husker opmærksomheden som generelt positiv, men nogle spørgsmål blev hun dog lidt træt af med tiden, også fordi de gentog sig:

– Hvor kommer du fra? Kan du huske noget? Kan du tale koreansk? Det kan jo være lidt intimiderende for et barn sådan at skulle svare på alt muligt personligt. Og så gik det lidt i selvsving, hvor folk måske ikke tænkte sig ordentligt om. For helt ærligt: Hvem kan huske noget, fra de er ét år gamle?

LÆS OGSÅ: Alexandria Ocasio-Cortez finder sig ikke i noget - og netop derfor skal du kende hende

Birgits far, der var en mand med humor, rådede hende til blot at svare: ‘Lidt øst for Ikast’, når nogen spurgte, hvor hun kom fra.

"Stak ud"

Racisme, fremmedfjendskhed og hånlige kommentarer var der intet af dengang i 1960’erne og 1970’erne. I hvert fald ikke i nærheden af Birgit Nørgaard.

– Jeg har aldrig oplevet noget af den slags. Jeg havde en fantastisk skoletid og er aldrig nogensinde blevet drillet med, at jeg så anderledes ud.

Birgit Nørgaard tænkte ikke meget over, at hun kom fra et andet land, selv om hendes forældre gjorde meget ud af at være åbne om det og fortælle hende historien. Faktisk var det først på klassebilledet i 1. klasse, at hun blev bevidst om, at hun "stak ud" udseendemæssigt.

– Det var jo meget nemt at spotte mig på det billede, men jeg havde egentlig ikke tænkt meget over det før lige dér. Jeg havde bare spejlet mig i danskere. Det var dem, der var at spejle sig i, som hun siger.

I teenageårene, hvor det at være noget særligt fik større betydning, oplevede Birgit, at hun havde en fordel.

– Når jeg var sammen med andre unge, var jeg det spændende og eksotiske indslag. Der var jo kun mig, som var fremmed. Så var der nogle grønlændere i lokalområdet, og senere kom så de tamilske bådflygtninge.

Ikke lyst til at lede

Med den særlige status som et af de første koreanske adoptivbørn i Danmark fulgte nogle muligheder for Birgit Nørgaard, da hun blev ældre.

I 1989 inviterede den koreanske regering hende og andre adoptivbørn fra Europa og USA på rundrejse i Korea, hvor de lærte om historien, sproget og kulturen. Nogle var der for at finde deres biologiske forældre, men ikke Birgit Nørgaard.

– Vi fik tilbudt hjælp til at finde vores biologiske forældre. Blandt andet blev der skrevet om vores ophold i avisen, og man kunne angive nogle kendetegn, hvis man for eksempel havde et modermærke. Nogle var der jo for at finde deres ophav. Men det var ikke noget, jeg mærkede nogen trang til overhovedet. Det sagde mig faktisk intet, siger hun.

– Jeg har dyb respekt for, at man ønsker og har behov for at finde tilbage til sine rødder, men jeg mener også, at man nøje skal overveje konsekvenserne. Man bør spørge sig selv, om det er en relation, man gerne vil udvikle og holde fast i, hvis det skulle lykkes.

- I mange lande er det tabubelagt at have børn uden for ægteskabet og skamfuldt, at man ikke er i stand til at brødføde sine egne børn. Så jeg mener, at hvis det blot er for at stille sin nysgerrighed, så bør man overveje, hvilke konsekvenser det kan få – både for familien og en selv.

Adoption i Danmark

Antallet af adoptioner fra udlandet er faldet de seneste år.

I 2009 kom der knap 500 adoptivbørn til Danmark. I 2018 var antallet 55.

En årsag er, at der generelt er færre børn til international adoption, blandt andet fordi flere kinesiske, sydkoreanske og indiske familier adopterer børn fra egne lande.

Kilde: Ankestyrelsen/Danish International Adoption

Adoptivbørn i alle klasser

Sin egen familie har Birgit Nørgaard dog skabt ved at søge tilbage. Birgit og hendes norske mand, Jakob, besluttede nemlig at adoptere et barn fra Korea, og i 2007 kom Christian til Charlottenlund.

– Christian er jo ikke blevet konfronteret med sit udseende, som jeg blev det. For ingen kan se, at han ikke er min biologiske søn. Vi ligner hinanden, så han har haft det helt anderledes, hvad det angår, siger Birgit Nørgaard.

Samtidig er det en anden tid nu, end dengang Birgit Nørgaard selv kom til Danmark. Den etniske diversitet, der er i Danmark i dag, og globaliseringen i det hele taget betyder, at man som adoptivbarn flyder ind i mængden.

Sort hår og mørke øjne er der mange, der har. På ét punkt kan man dog skille sig ud, når man har koreansk baggrund.

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen: "Jeg har været far, siden jeg var 26, og jeg har stadig ikke fundet ud af det"

– Jeg har holdt meget øje med Christians højde. Koreanere er jo som regel små. Hans generation bliver heldigvis højere end min, men det er jo ikke altid så fedt med danske piger på 180 centimeter, hvis man selv stopper ved de 170.

Mærkelige regler

Birgit Nørgaard har besøgt Korea flere gange. Hun ved en del om samfundet, som hun er både fascineret og frastødt af.

– Det er jo et enormt interessant land, der har gennemgået en helt vild udvikling, særligt teknologisk. På den anden side er det koreanske samfund også præget af en gammeldags kultur med meget overtro og mange regler, fortæller hun og nævner én af de mere mærkværdige:

– På et tidspunkt var det sådan, at fra en bestemt dato til en anden på året, der skulle mænd gå med kortærmede skjorter.

Birgit fortæller også, at både gode og dårlige gerninger går i arv i Korea. Du risikerer dermed at bære hele familiens synder på dine skuldre. Noget, der kan hæmme dig, for eksempel når du søger job.

– Da jeg besøgte Korea i 90’erne, kunne man se voksne mænd gå rundt med deres arbejdsmappe i parkerne, fordi de ikke turde gå hjem og sige til familien, at de var blevet fyret, fortæller hun.

Birgit Nørgaard fremhæver dog også Korea som enormt smukt, overskueligt at rejse i og med et fantastisk køkken – noget, hun og hendes mand holder af og ofte bruger lang tid på at tilberede.

Den hvide hests år

Som administrerende direktør for Konventum kursus- og konferencecenter har Birgit Nørgaard en travl hverdag. Hun er vokset ud af den jyske hede, og det var i miljøet i Herning, hun blev inspireret til at finde sin egen vej: Den selvstændige, entreprenante og forretningsorienterede.

– Mine egne forældre var jo ufaglærte og havde syv-otte års skolegang. Men jeg voksede op i et miljø, hvor mange af mine kammeraters forældre var selvstændige erhvervsdrivende. De havde store huse og biler og tog på ferie til Italien. Det, og så min tilknytning til Damgaard-familien og deres forretning, fik mig til at se andre muligheder, siger Birgit Nørgaard, der er uddannet fra Handelshøjskolen i Aarhus. Hun har haft en længere karriere hos Scandic Hotellerne, inden hun sidste år skiftede til Konventum.

– Da jeg var ung, besluttede jeg, at jeg aldrig ville være økonomisk afhængig af en mand, siger hun.

En ikke særlig koreansk tilgang til tilværelsen. Men nu er Birgit jo også dansk, rundet af Danmark og danske værdier. På sin tredje rejse til Korea oplevede hun noget, der fik det til at give mening, at hun skulle havne i netop Danmark.

– Jeg hørte en guide fortælle om "den hvide hests år". Det er hvert 60. år. Kvinder, der fødes i de år, er egenrådige og selvstændige – alt det, som en koreansk kvinde ikke skal være. Jeg er født i den hvide hests år. Da jeg fandt ud af det, tænkte jeg: OK, så giver det mening, at jeg er endt her i et land, hvor kvinder er selvstændige, uafhængige og må ytre sig. Der fik jeg ligesom hægtet en forklaring på, siger hun.