Da Olga Ravn fødte sit første barn, følte hun, at hun mistede sig selv på fødestuen

Nå, men scenen ser sådan ud: Jeg har læst Olgas nye bog, ”Mit arbejde”, og dukker op i lejligheden på Vesterbro. Hun har ikke brugt den tid, en mor til en baby ikke har på at rydde op, fordi jeg skulle komme.

Praise be … Manden, der er far til deres to børn, er på arbejde. Olga er afslappet, glad og siger, at det er vildt at opleve, hvor anderledes det er at blive mor anden gang.

– For jeg fik jo en fødselsdepression med mit første barn.

Tegnene viste sig allerede i graviditeten dengang i 2015. Olga har lidt af angst i perioder, derfor blev hun fulgt lidt tættere som ”sårbar gravid”.

– Jeg fik meget hurtigt en idé om, at der findes gode mødre, og der findes dårlige mødre og ikke noget derimellem. Det var en tanke, som var rigtig dum. Syg var den. Så jeg gik hele tiden og undersøgte mig selv som gravid: Er jeg så god mor eller dårlig mor nu? Hver gang jeg fik angst, tænkte jeg: Uh, det er den dårlige mor.

Hendes første barn kom til verden efter en meget lang og svær fødsel og en jordemoder, Olga oplevede som usikker. Og det gjorde mere ondt at føde, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

– Jeg fik en efterfødselsreaktion, lige da jeg fik ham op. Altså … jeg følte ingen kærlighed til ham. Jeg har fundet ud af, at det er helt normalt, men det vidste jeg bare ikke. Jeg havde altid hørt, at det var det lykkeligste øjeblik. Så jeg var helt i chok: Åh åh, dårlig mor, der er noget i vejen med dig, og de må bare IKKE opdage det, for så tager de ham. Man er helt inde i en eller anden mærkelig logik. Jeg fik også et kæmpe angstanfald et par timer efter fødslen, jeg kunne ikke sove og fik beroligende medicin. Jeg var så chokeret af den graviditet og den fødsel og fik et helt identitetstab.

- Jeg oplevede, at jeg forsvandt i den der fødestue. Det var så radikalt at føde, at jeg fuldstændig tabte mig selv, og jeg havde ikke noget sprog for det, jeg kunne slet ikke forklare det til min mand. Vi var indlagt på Riget i fem dage, og allerede dér begyndte jeg at skrive på min telefon. At skrive – det var det eneste sted, hvor jeg kunne mærke den gamle Olga. Holde fast i mig selv. Så jeg skrev og skrev og skrev, nærmest som om mit liv afhang af det. Det var bare helt uformeligt. Digte, små romanscener, journaluddrag. Alt muligt.

Det, der fulgte, får man levende indtryk af i ”Mit arbejde”.

– På et tidspunkt var der 800 sider. Jeg følte, at jeg var nødt til at skrive på det for at overleve, jeg ville dokumentere ALT. Men i nogle år havde jeg det sådan: Jeg kan ikke have, at der er nogen, der skal læse det.

Fordi?

– Både fordi det så meget var noget, jeg skrev for min egen skyld, men også fordi jeg bare skammede mig helt vildt. Jeg skammede mig over, at det var så svært at elske mit første barn, for man må jo ikke sige, at det er svært. Jeg elskede ham selvfølgelig, men jeg gik simpelt hen for meget op i, hvad der var det rigtige at gøre. Også fordi vi har historien om, at hvis vi ikke behandler vores børn ordentligt de første tre år af deres liv, bliver de sociopater.

- Jeg var bare så bange for at gøre noget forkert. Jeg ville så gerne være en god mor, jeg ville så gerne elske mit barn på den rigtige måde, gøre det på den rigtige måde. Så jeg kunne slet ikke mærke mig selv i det. Og så fik jeg den dobbelte følelse: Jeg kan ikke være mig selv, når mit barn er der, men jeg kan heller ikke holde ud at være uden ham, hvad gør jeg?

– At være fødselsdeprimeret betyder ikke, at man går rundt og er grå i hovedet og ked af det og ligner æslet fra Peter Plys. Jeg kunne fungere og tage mig af mit barn, men indeni var jeg bare helt skudt af.

Isoleret

Situationen blev intensiveret, da Olga og hendes mand flyttede til Sverige på grund af hans arbejde, da deres dreng var fire-fem måneder.

– Så røg jeg ligesom ud, du ved … Mine forældre så mig ikke, jeg havde ikke rigtig nogen venner, det var faktisk dér, jeg rigtig begyndte at få det dårligt. Vi boede lidt isoleret i en forstad, og Stockholm er en rimelig tough by. Det var meningen, at jeg skulle skrive, men nej … Jeg havde det SÅ dårligt.

Hvad gjorde din mand?

– Vi skændtes helt vildt. Jeg blev ved med at vende tilbage til det øjeblik, hvor jeg fik vores dreng op efter fødslen og ikke havde følt noget. Og jeg blev ved med at vende tilbage til at se min mand tage ham og se ham elske ham og blive SÅ jaloux. Jeg havde virkelig mange tanker om, at mit barn ikke elskede mig, at han bedre kunne lide sin far, og det var så ubehageligt at gå og tænke, at der var noget i vejen med mig, som gjorde, at det var sådan, og jeg fortjente det også, og det var i virkeligheden også meget bedre …

At du ikke var der?

– Ja, for det var bare mig, der lavede balladen, jeg sad altid og græd, og hvis jeg ikke havde gjort det, havde de sikkert haft det fint. Jeg tænkte, at alle sikkert ville synes, det var bedst, hvis jeg ikke var der. Det gjorde mig så ked af det.

Olga blev langtidssygemeldt, da deres ældste dreng var et år og kom i vuggestue.

– Da var det, som om jeg kunne få lov til at give slip. Så fik jeg bare et totalt sammenbrud, så kom det ud. Jeg havde bare angst hele tiden, jeg kunne ikke holde ud at gå på arbejde, jeg havde hjertebanken, kunne ikke sove, havde sindssygt mange tvangstanker, var enormt bange for at aflevere ham. Jeg fik hele tiden nogle flashes til, at han døde. Ens hjerne kan ligesom overstyre, så man ikke rigtig kan regulere det, så ser man ham falde og ser blodet flyde.

De første to år af deres ældste drengs liv havde Olga tit svært ved at være alene med ham. I en periode var hun ambulant tilknyttet en psykiatrisk afdeling. Og så hed kuren ellers terapi, terapi og terapi.

Hvordan holdt jeres ægteskab?

– Arh, men vi havde også nogle hårde kampe. Men vi flyttede tilbage til Danmark, og det var også godt for mig. Og så … tror jeg vel bare, at vi er vilde med hinanden. Og stærke sammen.

Men alligevel – hvordan turde I få et barn mere?

– Jamen jeg har hele tiden haft det sådan, at jeg blev nødt til at gå derind igen. Det har været meget stærkt i mig. Helt banalt ville vi også gerne give vores store dreng en søskende. Jeg tog rigtig mange livsvalg, efter jeg var begyndt at få det bedre med den fødselsdepression. Jeg sagde mit job op og blev selvstændig, og det var godt. Jeg lagde alt det, der nu er blevet til ”Mit arbejde”, væk og skrev bogen ”De ansatte”, som gik rigtig godt, og det var vildt dejligt. Så der kom ligesom en masse gode ting. Og så har jeg altså også brugt 100.000 kroner på at gå i terapi. Det er jo forfærdeligt, at man skal skrabe så mange penge sammen for at få det bedre. Tænk på dem, der ikke har pengene!

Da hun var syv måneder henne i graviditeten med sit andet barn, oplevede hun alligevel et dyk, fordi hun blev ”rædselsslagen” for, at det skulle ske igen.

LÆS OGSÅ: Birgithe Kosovic: "Jeg er bange for den bog, jeg har skrevet"

– Der begyndte jeg at tage medicin for at være på den sikre side. Jeg havde en meget lang fødsel, 27 timer, og der VAR et tidspunkt i løbet af fødslen, hvor jeg tænkte: Fuck, skal jeg nu derind igen? Men så havde jeg alligevel mentalt overskud og sagde til min mand: ”Jeg vil have en anden jordemoder,” fordi jeg oplevede jordemoderen som usikker. Det gav mig ligesom et boost, jeg følte: Aiih, jeg er i kontrol. Så fødslen var en vildt god oplevelse, selv om forløbet meget lignede det første. Det var jeg meget overrasket over, fordi min første fødsel var så traumatisk. Jeg føler mig egentlig ret healet af det.

Løgn

Og så taler vi om, hvem det egentlig er, der presser kvinderne til at godtage myten om den gode mor.

– Der findes så mange mærkelige og underlige ting og forestillinger fra både myndighederne, staten, sundhedsplejerskerne, jordemødrene, men også bare blandt kvinder selv. Det hele er sådan noget ”vi anbefaler”. Hvorfor er det egentlig ”bedst” at føde uden smertelindring? Nu har jeg gået til fødselsforberedelse begge gange, og der er tit førstegangsfødende, som siger: ”Mit mål er at føde uden smertelindring.” Jeg tænker bare: Men hvorfor?

Det der med, at man glemmer smerten bagefter?

– Det er jo bare løgn. Jeg kan godt huske, hvor ondt det gjorde under fødslen, og det var altså heller ikke, fordi det holdt op med at gøre ondt bagefter. Jeg fik en epidural ved begge fødsler, jeg kæmpede fandeme for den anden gang. Man skal eddermame have talegaverne i orden. Jeg lå dér og var syv centimeter åben og havde uregelmæssige, sindssyge veer og lukkede øjne og hovedet nede i puden. Kampsvedende og helt nøgen, fordi jeg havde været nede i et fucking kar, og jeg var sådan: ”Jeg vil have en epidural.". ”Kan du ikke prøve at stå op i en time?” siger jordemoderen så. ”Det skal jeg lige tænke over.”

- Det er noget, jeg har lært i terapi – hvis det er svært at sige nej, kan man sige ”Det skal jeg lige tænke over”. Så efter næste ve hvæser jeg: ”Jeg vil have en epidural!” Så bliver afdelingsjordemoderen lige hentet ind: ”Er du nu sikker på det, det går jo meget godt?” ”Jeg vil have en epidural” Og så: ”Okay, er du sikker?” ”Ja, for helvede.” Så ringede de efter den der læge, og så var det så fedt at få den epidural.

– Der kan opstå nogle bivirkninger. MEN en efterfødselsdepression, fordi din fødsel var traumatisk, er også en ret stor bivirkning. Det vigtigste er, at du går fra fødslen med en følelse af, at du ikke tabte dig selv, at du ikke mistede kontrollen fuldstændig, at du ikke nærmest blev udsat for et eller andet overgreb fra sundhedspersonalet.

LÆS OGSÅ: Ane Høgsberg: "Hvorfor er det så farligt at sige, at man er feminist?"

Livsomvæltning

Olga fatter simpelt hen ikke, hvordan man kan sende nybagte mødre hjem, fire timer efter de har født. Hvorfor de ikke må få omsorg. Hvorfor man ikke anerkender nybagte mødres skrøbelighed. Hvorfor man – i et velfærdssamfund – ikke nurser og hylder kvinder efter den ekstreme livsomvæltning, en fødsel er.

Og jeg fortæller Olga om dengang, jeg selv fødte på Riget, hvor man trods alt fik lov at blive et par dage, men hvor jeg, med en krop, der var kørt over af en damptromle, også fik beskeden: ”Hvis du skal have skiftet sengetøj, gør du det selv, du ligger her for dit barns skyld, ikke for din egen.”

Olga siger: ”Det der skal bare stoppe!” For kvinder er fanget i en underlig dobbelthed, når det gælder fødsel og moderskab: Den nybagte, skrøbelige mor skal agere superkvinde i det offentlige rum.

Og så nærmer vi os noget essentielt i kvinders liv: Hvorfor bogen hedder ”Mit arbejde”.

– Hitler og Knausgård har hver en, der hedder ”Min kamp”. Og jeg har aldrig følt mig så meget som kvinde i mit liv, som da jeg blev gravid og skulle føde mit første barn. På godt og ondt. På godt, fordi det er fantastisk at opleve, at ens krop kan gøre det, og man føler sig forbundet med sin egen mor. Men samtidig også dårligt, fordi jeg pludselig følte, at det mere og mere begyndte at overtage min rolle i samfundet: Jeg var bare fødedygtig, og så var det ligegyldigt, hvem jeg ellers var, jeg var bare en af dem, der skulle videreføre det danske samfund med nogle gode borgere.

- Hvis det var Karl Ove Knausgårds opgave at gå ud og kæmpe for et eller andet, så er man eddermame som heteroseksuel kvinde bare hjemme og arbejde i det der hus. For kvinder er der husholdningen, men også – med et fancy udtryk – det reproduktionelle arbejde. Både at føde børn, men også sørge for, at de har det okay. Sørge for, at familien har det okay. Sørge for, at man får nogenlunde varieret kost, og at der ikke er alt for beskidt. Alt det, vi traditionelt har set ned på, og som ikke er betalt arbejde. Man er helt nede i bunden af fødekæden arbejdsmæssigt. Det er ligesom en hel kvindeverden af slid og slæb og fysiske skavanker, der åbner sig, når man er gravid og får et barn.

Rasende

I 2016 tog ni procent af de danske mænd mere end to ugers barsel. Det vil sige, at 91 procent tog to uger eller mindre. 91 procent … Olga og hendes mand har delt barslen. Hun siger, de er meget lige. Og at det måske også er derfor, hun i bogen har kunnet skrive om de steder, hvor de ikke er det.

– Fordi han i det mindste bestræber sig. Noget af det hårde, da vi fik den første, var, at vi havde været sådan: ”Vi er feminister, vi skal bare være lige om barslen.” Alt det dér. Allerede da jeg blev gravid, gik det op for mig, at det er verdens største løgn. Og jeg var vred over det: Kæft, det er bare noget pis. Jeg var så rasende på alle mænd. Det gjorde så ondt, og jeg havde bækkenløsning og iskiassmerter og pis mig i øret, og jeg måtte ikke gå, de sidste to måneder skulle jeg ligge ned, jeg var rasende.

- Og han var sådan: ”Skal vi ikke tage til Mexico, efter du har født?” ”Nej, det kan vi ikke.” ”Hvorfor ikke? Er det ikke dig, der er lidt følsom?” Og jeg var bare: ”Du fatter ikke en skid, nu skal jeg også gøre det her arbejde for dig, nu skal jeg forklare for dig, hvad det er, der kommer til at ske.” Da jeg havde født, blev forskellen endnu mere forstærket.

Den lille baby bliver ammet. Men han får også en flaske næsten hver dag. Jeg siger, at det nærmest er en invitation til udskamning. Og Olga siger:

– Måske har jeg omgivet mig med så tilpas mange kvinder, som synes, det er i orden, at jeg glemmer, hvordan det er ude i samfundet. For hvis jeg nogle gange skriver noget om det på Insta, er folk sådan: ”Aiih, tak, fordi du skriver, at du også giver flaske.” Hvad? Du kan jo købe dem nede i Føtex! Mon ikke der er masser, der gør det?

Hvad handler det om?

– Der er helt klart en idé om, at kvinden i sin fulde og hele identitet er mor, og hele hendes liv er at tage sig af børnene. Det er skidesmart, for hvis den enkelte kvinde bruger sin energi på det, behøver resten af samfundet ikke gå op i, om der er gift i maden. Jeg synes, der er en masse af det ansvar, vi lægger på den enkelte mor, som vi burde tage fælles, dér er jeg ret 1970’er-agtig. Man får en masse børnepamfletter om, hvor meget skadelig kemi der er i mad, og der har jeg lyst til at sige: Det kan ikke være den enkeltes ansvar, så må I lovgive, så vi kan købe mad uden at være bange for, om vores børn må få det. Det er jo en bekymringsmaskine!

- Jeg syntes, det var så ensomt at få et barn, og det er et kæmpe paradoks, for det burde det jo ikke være. Men vi lægger bare alt ansvaret på et menneske, ikke? For det er kvinderne, der tager barslen, og det er skidesmart gjort af samfundet, at vi har mennesker, som ikke bliver betalt for at bruge ufattelige mængder energi på at opdrage børn, som samfundet gerne vil have, de skal være. Man når jo knap nok at tænke, hvad man selv vil, før man får at vide, at det skal være økologisk æblemos.

Rødvin

Hvis vi lige tænker tilbage et øjeblik, så er det – når vi taler om den perfekte mor – interessant, at hun ikke er en fast størrelse. Hun skifter.

– Min mor fik at vide, at hun skulle drikke et glas rødvin om dagen, da hun var gravid med mig i 1986. Det siger bare noget om, at de værdier, vi har om fødsel og moderskab og spædbarnspleje, overhovedet ikke er faste.

Så Olga har erkendt, at hun ikke kan være samfundets perfekte mor, hvordan hun så end ser ud. Hun kan kun være sin egen.

Hvordan har det været at være så tæt på dig selv i bogen?

– Supersvært. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det ikke er en bog, der handler om min historie – der er jo også alt muligt, der er fiktion i den. Men jeg vil gerne fortælle om den erfaring, jeg har med de steder, som jeg VED, at andre kvinder også har været. Om at være fødselsdepressiv, men egentlig også bare om at få børn – hvor vildt det er. Jeg har ikke noget imod at stille mig frem, jeg har ikke noget imod at blotte mig, jeg tror, man bliver nødt til at gøre det, og jeg føler, at jeg har skriften på min side som min støttende kraft. Men samtidig har jeg selvfølgelig stadig en usikkerhed: Må en mor sige det her? Må jeg skrive det her? Det kan jeg blive nervøs for. For jeg er heller ikke hævet over alt det der skam, og jeg har skammet mig så meget, da jeg skrev den bog, jeg har smidt den i skraldespanden mange gange, jeg har siddet i sofaen og grædt til min mand og sagt: ”Det er så dårligt, det bliver aldrig til noget, hvorfor kan jeg ikke bare skrive nogle små, formfuldendte digte?”, men samtidig har det været et materiale, som har raseret mig, jeg har været nødt til at skrive om det, jeg kunne ikke rigtig gøre andet, vel?