Da Xander fortalte sin mor, at han ville skifte køn, svarede hun: Er det bare det?

Da jeg ringer Xander Grønne op for at planlægge et interview med ham, er han på vej ud af "drivhuset" – den alt for varme lejlighed på Amager.

Han er på vej ned mod Islands Brygge, hvor han blot få måneder tidligere er blevet kaldt "grim", "ulækker" og "syg" af forbipasserende, da han tog sin tanktop af i 27 graders varme.

Oplevelsen fik ham til at skrive et opslag på Facebook, som blev delt mere end 400 gange, og det har trukket en del medieopmærksomhed.

Men oplevelsen og den massive opmærksomhed har ikke afholdt 22-årige Xander fra at tage på Islands Brygge flere gange siden.

Det er svært at forestille sig, at personen, jeg møder i dag på netop Islands Brygge, er den samme, som bærer rundt på en tung historie.

- Det har været en lang, hård kamp. Jeg har været helt nede og havde faktisk givet op på livet på et tidspunkt, siger Xander om hans svære tid omkring 16-års alderen.

Siden har han gennemgået en omfattende hormonbehandling og fået en brystoperation, som arene under hans brystkasse vidner om.

Hvad fik dig til at tage herned igen efter din ubehagelige oplevelse?

- Det var varmt, siger han og griner.

- Ja, og så er jeg pisse stolt af mine ar, tilføjer han.

Transpersoner er en af de minoriteter, som oplever mest diskrimination og er desuden den minoritet, som oplever de største udfordringer med at være åbne om deres identitet, viser en ny undersøgelse fra Ligestillingsministeriet blandt LGBTQIA+ personer. Men der er også et opbrud igang. Ny stemmer kommer til, råber op og står frem. I anledning af årets Pride taler femina med en række transpersoner om udfordringer, kampe og sejre.

Xander har, efter eget udsagn, aldrig været gladere, og det er der tilsyneladende flere i hans omgangskreds, der har bemærket.

- Der er mange, som synes det er vildt at være så ung og kunne være så glad og rolig omkring alting. Men jeg har det sådan, at man kan jo ikke rigtigt gøre noget ved fortiden, så der er ingen grund til at gå rundt og være sur, ked af det eller frustreret, hvis du kan lade være, siger han.

Det er dog først inden for de sidste to år, at Xander er blevet til det glade væsen, jeg møder i dag.

Lige så længe Xander kan huske, har han nemlig følt sig som en dreng, og hans opvækst har budt på flere øjeblikke, der fik ham til at undre sig.

- Der findes ikke tre billeder af mig som barn, hvor jeg har kjole på, og da jeg startede på efterskole, havde jeg det meget mærkeligt. Jeg følte mig helt forkert, når jeg skulle i fællesbad med pigerne. Og det frustrerende var, at jeg ikke vidste, hvorfor jeg havde det sådan.

Det var nogle af de oplevelser, der fik den dengang 16-årige Xander til tasterne. Han ville finde ud af, hvorfor han følte sig helt forkert i egen krop.

- Der var ikke meget om det (red. transpersoner) i medierne, så jeg da jeg googlede løs, satte det gang i en masse tanker. Jeg spurgte min veninde, om hun ville prøve at kalde mig Xander i nogle uger for at finde ud af, om det var derfor, jeg havde det dårligt. Det fandt jeg så meget hurtigt ud af, at det var, siger han.

Superhelte-mor

Da Xander blev klar over, at hans oplevelser mindede meget andre transpersoners historier, blev han ude af den.

- Jeg fattede ikke, hvad der foregik, så jeg begyndte bare at græde. Jeg følte jo, at mit liv var ødelagt.

Den voldsomme reaktion fik Xander til at gå ind i stuen, hvor hans mor sad.

- Jeg gik over til hende og var fuldstændig grædefærdig. Jeg kunne ikke stoppe, så min mor sad i totalt chok.

Hun troede, at der var nogen, der havde slået mig eller overfaldet mig, og jeg kunne bare ikke sige noget.

Da Xander endelig fortalte sin mor, at han ville skifte køn, sagde hun:

- Er det bare det?

- Bare det? Mit liv er ødelagt. Sådan havde jeg det i hvert fald på det tidspunkt, fortæller Xander.

- Min mor sagde helt stille og roligt "Jamen det kan vi jo gøre noget ved, det kan vi tage hånd om". Og dagen efter kørte vi til Center for Kønsidentitet, og de kunne så bekræfte, det vi troede. Og så begyndte mor at spørge om, hvad jeg gerne ville hedde. Hun tog det helt roligt, altså jeg forventede en mere dramatisk reaktion eller bare en eller anden reaktion, siger Xander og griner.

Også resten af familien tog godt imod det, og efter få måneder havde de fleste vænnet sig til at sige Xander.

- Jeg er meget, meget heldig, det er jo nok de færreste, hvor dem omkring dem, modtager det så godt. Min mor sagde endda. "Det føles meget mere rigtigt og helt naturligt", og det er jeg jo bare rigtig glad for, siger han.

Xander giver sin mor, Søs Grønne, meget af æren for, at han har fundet den afklaring og ro med den person, han er i dag.

- Det er uden tvivl på grund af min mor. Uden hende var jeg aldrig nået så langt, jeg havde givet op på halvvejen.

- Jeg lå i min seng hver dag og kunne ikke overskue noget som helst. Hun vidste godt, at jeg havde givet op.

I tiden efter var det Xanders mor, der sørgede for at tage kontakt til lægen, som henviste ham til Sexologisk Klinik (i dag Center for Kønsidentitet). Og senere var det også hende, der sørgede for det praktiske i forbindelse med brystoperationen og hormonbehandlingen.

- Min mor er lidt af en superhelt. Hun ringede så ofte til hospitalet i Aalborg for at spørge, om de havde nogle aflysninger, at jeg tror, de blev trætte af hende til sidst.

Ham med megafonen

Al den opmærksomhed Xander har fået efter Facebook-opslaget er kommet meget bag på ham.

- Det var meget grænseoverskridende, for jeg er normalt ham den stille, der sidder henne i hjørnet. Men så skete den frustrerende episode på Bryggen, og så skrev jeg det opslag, og lige pludselig blev jeg ham som stod med en megafon og råber om alt muligt.

Den forskel, han oplever at gøre for andre, har fået ham til at fortsætte med at stille op til medier og besvare beskeder fra fremmede, som føler sig alene med sine tanker.

- Det er mest for andre, jeg gør det, for jeg har ikke brug for at råbe højt eller opnå noget med det, men nu da jeg har fundet ud af, at det hjælper andre og giver håb for nogle, så gør jeg det gerne. Man godt nemlig godt føle sig meget alene eller mærkelig, så det er bare godt, hvis andre kan relatere og føle sig mindre alene

Hvordan havde du det med at skulle sætte dig ned på Bryggen efter dit Facebook-opslag?

- Der vil altid være nogen, der har noget grimt at sige, men jeg kan jo ikke rigtig bruge det til noget. Jeg synes nærmest det er lidt komisk, at der er nogen, der kan blive irriteret over så lidt, og jeg har det sådan: Hvorfor gider I at bruge jeres energi på det? Jeg synes det er fjollet, jeg sidder jo bare helt stille og roligt på en bænk.

Det er også den holdning Xander har til nye mennesker, han møder.

- Det er mit liv, og hvis jeg møder nye folk, så skal de kunne respektere den, jeg er. Hvis de ikke kan det, så skal jeg bare ikke være venner med dem. Så i stedet for at prøve at være meget maskulin, så skal jeg bare være mig selv, og så må folk "take it or leave it".

Langt størstedelen af de reaktioner Xander får, er positive, og flere har endda tilbudt mere end blot en venlig vending i hans Facebook-opslag.

- Der var en gut, der skrev, at han ville betale halvdelen af en laserbehandling, så jeg kunne få fjernet mine ar og en anden skrev, at han ville betale en tatovering, men det vil jeg ikke, for arene er en del af mit liv og historie. Det var slet ikke meningen med opslaget, at jeg var ked af mit ar, meningen var, at andre havde et problem med det.

Jeg vil ikke prøve at være ekstra maskulin

Det er nu lidt over tre år siden, Xander begyndte på hormonbehandling og to år siden, han fik sin brystoperationen. Begge dele har haft stor betydning for hans glæde i dag, men en mindst lige så vigtig forandring, er den accept han har af, hvem han er i dag.

- Det hjalp meget ikke at skulle tænke over, hvad andre synes. Jeg skal ikke imponere nogen, jeg skal heller ikke prøve at være ekstra maskulin, for det er heller ikke mig, jeg skal bare være mig. Jeg tror, det er noget af det fedeste, der er sket for mig, altså det med at jeg bare kan være så rolig med, hvem jeg er.

Om få dage starter Xander på pædagogstudiet efter et års pause, og han kommer derfor til at møde mange nye mennesker.

- Det er mærkeligt, for jeg har aldrig glædet mig til at skulle starte i skole. Normalt kunne jeg ikke lide at møde mennesker, for så skulle jeg til at introducere mig selv og være ’mandlig’. Nu glæder jeg mig til at starte og bare være mig.