De kvinder, der føder i dag, er vant til at præstere: "Det bliver en konkurrence i moderskabet"

Et gammelt mundheld siger, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.

Katja Schrøder, som er jordemoder, ph.d. og adjunkt ved SDU og formand for Dansk Jordemoderfagligt Selskab, mener også, det kan kendes på, hvordan det tager imod dets nye borgere. Og dermed handler det nødvendigvis også om, hvordan kvinderne, der skal føde, behandles.

- Den tid, det kræver at opbygge menneskelige relationer, har dårlige vilkår i sundhedsvæsenet og i svangreomsorgen, og det er kvinder, der lægger krop og psyke til, når systemet fungerer dårligt, siger Katja Schrøder.

De seneste måneders debat om den danske fødselskultur har vist, at ganske mange kvinder har oplevet netop det – et dårligt fungerende system. Debatten begyndte, da Olga Ravn udgav en roman om sin efterfødselsdepression og om moderskabet, og den fik for alvor fat, da hun i et debatindlæg manifesterede, at kvinder ikke længere skal ofre deres krop og psyke på at føde børn.

Sidenhen skrev Mødrehjælpen et manifest for en tryg fødsel, som i skrivende stund er blevet underskrevet af 25.000, mens 1.200 har sendt deres fødselsberetninger til Mødrehjælpen. Den type vidnesbyrd er også blevet fortalt i stor stil i Facebook-grupper og på Instagram.

De handler om kvinder, der udvikler posttraumatisk stresssyndrom efter en fødsel, som havde de været i krig. Om kvinder, der af egen lomme betaler for privat fødselsforberedelse og ammerådgivning, fordi det offentlige tilbød forberedelse i et auditorium med 200 andre, og jordemødrene ikke havde tid til at hjælpe med ammeetablering.

Om kvinder, der føler, de mister total kontrol med deres kroppe under fødslen, spændt fast til briksen eller svævende oppe under loftet, fordi ingen jordemoder havde tid til at se dem i øjnene og hjælpe dem med at være til stede i deres egen krop, mens de fødte.

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Nu kræver kvinderne at blive behandlet værdigt, når de skal bringe nyt liv til verden. Men Jakob Kjellberg, som er sundhedsøkonom, fortæller, at der ikke er noget ved fødselsområdet, der får en økonom til at efterlyse flere penge.

Den værdighed, kvinderne kræver, efterlyses heller ikke i form af konkrete kontanter. Den efterlyses i en form, der er større og dog alligevel mindre målbar end det: i omsorg.

Det handler ikke kun om de 10-15 procent af danske gravide og fødende, som ifølge undersøgelser får en egentlig efterfødselsdepression, der både kan opstå i graviditeten og efterfølgende. Det handler også om det, der ofte kaldes en efterfødselsreaktion; om alt det, der stadig gør ondt, men ikke ondt nok til at blive diagnosticeret og sat i et regneark. Hvor kommer det fra?

Katja Schrøder mener, årsagen er mangefacetteret, men at den tager sit udspring i en generation af kvinder, der er opvokset i præstations- og konkurrencesamfundet. Den udlægning bakkes op af formand for jordemoderforeningen, Lis Munk, og professor Karen Hvidtfeldt, som også mener, at debatten om fødselskulturen skal ses i lyset af MeToo-bevægelsen.

En konkurrence i moderskabet

Mens konkurrence- og præstationssamfundet har domineret vores kultur de seneste årtier, har trivselsundersøgelser igen og igen vist, at især unge kvinder mistrives, at de lider af stress, angst og depressioner. Det er i høj grad de kvinder, der får børn i disse år, og ifølge Katja Schrøder kan man lave en forsigtig kobling her.

- De er født ind i en kultur, hvor de har skullet præstere hele vejen, og derfor bliver moderskabet også en præstation. For 50 år siden var der måske en større anerkendelse af, at det var pisse hårdt at have små børn. Punktum! Det er ikke mere lyserødt end det, siger Katja Schrøder.

Men i dag væver kravet om at præstere også sine genstridige tråde ind i moderskabet og opbygger en forventning om, at også her skal du have overskud. Du skal føle lykke og glæde ved dit barn og alle døgnets timer være optaget af at opfylde dets behov. En opgave, der kan synes uoverkommelig med den konstante flodbølge af information, du til alle tider kan opsøge på nettet. ”Vidensamfundets forbandelse,” kalder Katja Schrøder det.

LÆS OGSÅ: "To jordemødre siger fra: Hvis vi ikke bliver mødt værdigt, når vi skal føde, er det et overgreb"

Her kan listen over gøremål synes uendelig: du skal give dit barn den rigtige mad fra begyndelsen, for ellers får det astma og allergi, du skal huske at lufte ud mindst ti minutter tre gange dagligt, du skal sørge for, at barnet bliver stimuleret, og du skal både gå til rytmik og svømning – og fortsæt selv listen.

- Vi ved så meget om, hvad der er farligt og godt for barnet, og jo mere du ved om, hvad der kan gå galt, jo mere bange bliver du også, siger hun.

Ifølge Katja Schrøder resulterer det i, at moderskabet hele tiden bliver betragtet i et udviklings- og præstationsperspektiv, mens det med bare at have det rart sammen ikke rigtigt tæller.

- Det bliver en konkurrence i moderskabet, siger hun.

Men ifølge hende er den hårdeste dommer ikke blikkene udefra.

- Det indre pres er det største. Det er kvindernes egne forventninger til dem selv og deres forestillinger om, hvad de skal kunne som menneske og som mor. Det er også derfor, nogle kvinder oplever at sidde med et rask barn og selv være fysisk rask efter fødslen, men alligevel føle sig som en kæmpe fiasko. Det bliver en enorm ensomhed, de bærer rundt på, siger Katja Schrøder.

Hun mener, at moderskabet bliver ekstra sårbart, når det bliver reduceret til en individuel præstation i stedet for et fælles samfundsansvar, for det resulterer i en evig sammenligning med andre mødre. Gør jeg det nu rigtigt? Ammer jeg nok? Oplever andre mødre også det her? Den tvivl sidder man med alene derhjemme, uvidende om hvad andre nybagte mødre bakser med, og hvilke spørgsmål der holder dem vågne om natten.

De usynlige processer forbliver usynlige

Grunden til, at kvinderne efterlyser omsorg, handler selvfølgelig ikke kun om, hvordan de er opdraget til at begå sig i verden, og hvilke måleenheder de har lært at måle succes efter. Det handler også om det system, der møder dem, når de skal gennemgå deres livs måske mest omvæltende begivenhed.

Når en kvinde i dag bliver mor for første gang, er hun i gennemsnit 29,5 år gammel, og mens hun er opvokset, er sygehusvæsnet blevet mere og mere centraliseret. I 1972 var der 82 fødeafdelinger, som skød op i landet i løbet af 1960'erne, da velfærdsstaten for alvor blev udbygget. I 2021 er de 82 afdelinger blevet til 23, hvor enkelte betragtes som lukningstruede, mens de fleste er store og højt specialiserede og tilbyder langt bedre fertilitetsbehandling og smertelindring under fødslen end tidligere.

- Den tendens, vi ser i dag, med store, centraliserede mastodont-fødefabrikker, som nogle kalder det, har vi ikke haft i samme udstrækning tidligere. Der har været et større element af kendthed og en mindre setting, hvor man knap så meget har følt sig som et nummer i rækken, siger Katja Schrøder.

LÆS OGSÅ: "Moderskab er også kvindekamp, og fødslen er frontlinjen"

I gamle dage – i det her tilfælde 1810-1972 - var det sådan, at hvert distrikt havde sin egen jordemoder, og i 1950'erne var det stadig mest almindeligt at ringe efter hende. Så kom hun med sin jordemodertaske som en anden Doktor Hansen fra Matador og blev hos kvinden, så længe fødslen varede. Hun var ikke underlagt de samme dokumentationskrav, som er fulgt med centraliseringen og stigende patientrettigheder.

- Dokumentation tager tid fra jordemødre i en grad, som man ikke havde drømt om i 1970'erne. I dag er vi blevet ekstremt gode til alt, hvad der kan måles og vejes og dokumenteres og krydses af i en boks, siger Katja Schrøder.

Men man kan ikke se en kvinde i øjnene, samtidig med at man har blikket rettet mod en skærm.

- Nogle kvinder synes, de tabte kontrol under deres fødsel, at der var noget i dem, der gik i stykker. Men deres følelse af kontroltab eller alenehed i fødslen kan være hjulpet på vej af vores travlhed og manglende blik for det. Det kan betyde, at vi får umyndiggjort kvinderne på en måde, hvor det bliver værre for dem, fordi vi får taget beslutninger hen over hovedet på dem, siger Katja Schrøder.

Hun mener, at der ved en fødsel langt hen ad vejen er ressourcerne til, at personalet får gjort de ting, de skal: de sikrer sig, at en kvinde for eksempel bliver syet, hvis hun er bristet i mellemkødet, og at barnet har suttet fra mors bryst første gang.

- Men alle de mere usynlige processer, en kvinde er i gang med psykologisk, åndeligt og menneskeligt under graviditet, fødsel og i sit moderskab, er der ikke tid til. For de er ikke i samme grad målbare her og nu, og det er derfor svært at få politisk forståelse for, at relationer, tilstedeværelse og omsorg skal opprioriteres, siger Katja Schrøder og fortsætter:

- Der er et opgør på vej, som er ført an af kvinderne selv. De har fået nok af at høre de maskuline lovprisninger af fødeområdet – at der er høj overlevelse for både mødre og børn i Danmark, at vores ”tal” alt i alt er rigtigt pæne – når de oplever, at de ikke får den omsorg og værdighed, som enhver mor og nyfødte barn burde have krav på.

Virkeligheden er en anden

Og kigger man på det målbare – tallene, så er der ifølge Jakob Kjellberg, som er sundhedsøkonom ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ikke nogen grund til at være særligt bekymret for svangreomsorgen.

- Der er ikke noget, der får en sundhedsøkonom til at kigge på fødselsområdet og tænke, at det har været særligt udfordret, siger han.

Tværtimod mener han, at området har været ”særligt begunstiget” over en længere periode, idet det blev tilført en særbevilling gennem finansloven for perioden 2016-2020 på 200 millioner kroner.

- Det er meget unikt at få tilført den slags bevilling, siger han.

Når det lykkes området at få tilført bevillinger, kan det blandt andet skyldes stor politisk bevågenhed, fordi de fleste med stemmeret oplever at blive forældre og vil kæmpe for området.

- Det skal ikke forstås, som at der sejler penge rundt på fødselsafdelingerne, men hvis du ser det i et samlet sundhedsperspektiv, er det ikke umiddelbart der, man vil sige, at det brænder mest på, siger han.

Den liberale tænketank Cepos har også fremhævet, at antallet af jordemødre i forhold til antallet af fødsler ikke giver dem anledning til at betragte fødselsområdet som presset.

LÆS OGSÅ: "Det er helt enormt skamfuldt ikke at kunne overskue sit eget barn"

Men ifølge Lis Munk, som er formand for Jordemoderforeningen, giver det ikke mening kun at se på antal jordemødre i forhold til antal fødsler, fordi jordemødrenes opgaver i dag består af meget andet end fødsler, for eksempel konsultationer og scanninger.

Danske Regioner har også kortlagt en stigende kompleksitet på området, fordi flere med kroniske sygdomme som diabetes bliver gravide og har brug for flere undersøgelser end gennemsnittet.

- Jeg synes ikke, at den danske svangreomsorg er god nok. I dag har man ikke mulighed for at tage udgangspunkt i den enkeltes behov, men i systemets behov, siger Lis Munk.

Ligesom Katja Schrøder oplever hun også, at kvinderne står meget alene, fordi de ikke har det netværk og de rollemodeller, som tidligere generationer havde i form af den nære familie eller andre nybagte mødre, de havde mødt i fødselsforberedelsen.

I dag foregår fødselsforberedelse nogle steder i store auditorier med 200 deltagere, og det er altså ikke lige her, man møder en ny veninde, som man kan dele sine tvivl og glæder med under barslen.

- Der er også nogle helt andre forventninger til kvinderne, som ikke er hugget i sten, men som alligevel en generel tendens, siger Lis Munk.

For eksempel at den nybagte mor gerne relativt hurtigt skal vende tilbage til arbejdsmarkedet og fortsætte sin karriere, hun skal gå til efterfødselstræning, hun skal være velinformeret og være med i sociale sammenhænge – også på de sociale medier.

- Vi er hårde ved os selv og stiller meget høje krav til os selv, siger hun.

Ligesom Katja Schrøder fremhæver hun også, at mange af de kvinder, der i dag får børn, er opvokset med et perfekthedsideal, men at ingen kan jo være en perfekt mor.

- Man skal også have lov til at sige ”jeg synes ikke, det er så fedt og let,” for man kan ikke hele tiden være den bedste version af sig selv. Sådan er virkeligheden jo ikke, siger Lis Munk.

Hun savner bedre fødselsforberedelse og en større anerkendelse af, hvor omvæltende en begivenhed fødslen og moderskabet er.

Kampen for retten til at definere moderskabet

Forventningerne til kvinden som moder er stadig tårnhøje i dag, forklarer Karen Hvidtfeldt, som er professor ved SDU.

De stammer fra dengang, en kvinde blev betragtet som en mands ejendom, og alt, hun skulle, var at føde børn og passe dem bag gardinerne i det private, mens manden bevægede sig i det offentlige. Men da kvinden begyndte at arbejde – altså ud over det hus- og børnepasningsarbejde hun i forvejen bestred – og fik økonomisk frihed og en lille, populær pille blev lanceret, fik kvinden friheden til selv at vælge.

Med p-pillen kunne kvinden også fravælge børn, men hvis hun valgte at blive mor, kunne hun nu også vælge hvornår. Den frihed, p-pillen og andre præventionsformer medførte, bliver for nogle kvinder i dag et jerngreb, for de har alle gode muligheder for at planlægge familieforøgelsen ned til mindste detalje, så det kan blive perfekt, forklarer Karen Hvidtfeldt.

- Det fører helt naturligt til, at hvis det ikke lykkes på den helt perfekte måde på det perfekte tidspunkt – eller hvis det gør, og det alligevel ikke føles fuldstændig perfekt – så kan det nemt opleves som om, man kun har sig selv at give skylden, siger Karen Hvidtfeldt.

LÆS OGSÅ: "Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"

Igen er det præstationen, der er ledestjernen. Ligesom Katja Schrøder og Lis Munk ser hun også arven fra neoliberalismens sang om, at ”du er din egen lykkes smed” hos kvinderne, når de bliver deres egen projektleder udi moderskabet og tilsvarende kun har sig selv at bebrejde, når det ikke bliver til et 12-tal.

Når hun læser Olga Ravns roman "Mit arbejde", læser hun på den ene side det, der har været Olga Ravns efterfødselsdepression, men på den anden side også beskrivelser af helt normale reaktioner på den voldsomme oplevelse i en kvindes liv, som en fødsel er.

- Jeg tror, det er vigtigt at gøre rammerne bredere for, hvad der er i orden at føle som mor, hvad der er godt nok, hvad der er normalt, for i dag er grænsen for det normale blevet meget snæver. Deraf følger den meget stærke bekymring for, om man er god nok, om man gør det rigtigt, og om ens barn har de omstændigheder, man havde tænkt sig, at det skulle have.

Når de rammer i dag bliver diskuteret, er det i høj grad, fordi MeToo-bevægelsen har insisteret på, kvinders liv også er noget, der fortjener plads i den offentlige debat-arena, mener Karen Hvidtfeldt.

- Man får sat etiketter på noget, som også fandtes før, men som ikke havde noget sted at komme til udtryk.
I det her tilfælde er det kampen for retten til at definere moderskabet, siger hun.

Den slags sker oftest, når fællesskaber bliver stærkere, forklarer Karen Hvidfeldt. Som når tusinde af kvinder står sammen og bekræfter hinanden i, at det, de har oplevet, ikke var værdigt.

Og insisterer på at blive hørt.

Moderskabet og MeToo - et overblik

13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.

4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.

6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.

8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.

17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.

December 2020: Hvidovre Hospital medler ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 27.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 1.200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.