“Det er en gave at få lov til at opleve endnu en juleaften”

Fie Oppenhagens familie har 2. marts 2021 udtalt til Ekstra Bladet, at Fie Oppenhagen ikke lider af kræft, men derimod er psykisk syg. I en fælles udtalelse sendt til Ekstra Bladet skriver de:

”Vi er midt i en personlig- og familietragedie. Fie har nu erkendt overfor sig selv og os, hendes familie, at hun ikke er eller har været diagnosticeret med cancer.”

Det er med taknemmeligt og kærligt hjerte, at Fie Oppenhagen lægger hovedet på puden om aftenen 24. december 2013.

Det har været en juleaften fyldt med ro, hygge og nærvær, og hun har tilbragt den sammen med sine forældre og storebror. De mennesker, hun elsker allermest.

Sammen har de spist julemiddag, sunget julesalmer og nydt det pyntede juletræ.

Men selv om aftenen på sin vis føles som en ganske traditionel juleaften, er denne juleaften dog noget anderledes for Fie.

Det er hendes første jul med kræft.

Derfor er det ikke blot taknemmeligheden over en vellykket aften, der sidder i Fie. Det er taknemmeligheden for, at hun har fået lov til at opleve endnu en juleaften.

I januar, 11 måneder før 24. december 2013, har Fie, som blot 23-årig, fået konstateret uhelbredelig livmoderhalskræft.

En sygdom, der vender op og ned på hendes tilværelse. Pludselig skal hun forholde sig til at være i livet på en ny måde.

Sammen med sin familie beslutter hun sig derfor for, at juleaften 2013 skal være anderledes, end den plejer.

Den første jul ...

For de fleste af os skal julen helst være, fuldstændig som den plejer. Men indimellem giver livet os et slag eller en tager en uventet drejning, der påvirker både hverdagen og faste traditioner. I vores adventsserie kan du gennem fire uger læse om dén jul, der for fire kvinder blev den første, hvor alting var helt anderledes.

Før hun blev syg, havde Fie altid en romantisk forestilling om, hvordan julen skulle være, men hun endte næsten altid med at blive skuffet, for det blev aldrig den helt perfekte jul, som hun forestillede sig.

Derfor er denne juleaften også foregået helt stille og roligt. I stedet for forventningen om, at aftenen har skullet være perfekt, er det det nære og det hyggelige, der har fyldt i stedet for.

– Før jeg blev syg, var jeg meget traditionsbunden. Det er jeg stadigvæk, men nu er jeg ikke bange for, at juleaften ikke bliver perfekt. Slet ikke. Det er så ligegyldigt for mig.

- Det eneste, det handler om, er, at jeg er sammen med dem, jeg elsker. Hvordan aftenen så forløber, det er fuldstændigt ligegyldigt for mig. Når man bliver syg, mærker man for alvor, hvad det er, der tæller her i livet, og så finder man ud af, hvor vidunderlig en gave det er at opleve endnu en juleaften sammen.

Livsændrende besked

Før Fie fik konstateret livmoderhalskræft som 23-årig, læste hun til pædagog, arbejdede ved siden af studiet og brugte tid på at være sammen med sin kæreste, venner og familie.

Hun sagde altid ja, hvis nogen spurgte om hendes hjælp, og hun var, som hun selv definerer, en klassisk 12-talspige, der stillede store krav til sig selv om, at alting altid skulle gøres korrekt.

Hun levede et travlt liv, hvor der altid var noget at se til, og der var ikke noget, der indikerede, at hun var syg.

Derfor havde hun heller ingen bekymringer, da hun blev indkaldt til den rutinemæssige livmoderhalskræftundersøgelse hos sin læge.

– Jeg var inde at få taget en smear-test, da jeg var fyldt 23 år. Før den havde jeg ingen tegn på, at jeg var syg. Og det er jo sårbart at skulle gå til den undersøgelse, så derfor tror jeg også, at der er mange, der ikke får det gjort.

- Derfor er det virkelig også et stort opråb, jeg har til alle unge kvinder, at man husker at tage til sin undersøgelse, fortæller hun.

Hurtigt fandt Fie ud af, at der var noget galt. En kold januardag fik hun svaret på den undersøgelse, der skulle vise sig at blive mere end blot et rutinetjek.

Lægen fortalte hende nemlig, at hun lider af livmoderhalskræft.

– Jeg kan godt huske den dag, hvor jeg får det at vide. Jeg var jo kun 23 år, så jeg var virkelig ung. Og det eneste, jeg kunne forholde mig til, var, om jeg ville komme til at tabe mit hår. Jeg tror, at det var en fysisk måde, jeg kunne forholde mig til det på. Det var faktisk det eneste, jeg kunne forholde mig til, for det var mere håndgribeligt i forhold til, hvad der ellers skulle ske.

- De sagde jo også til mig, at prognoserne så fine ud, og at det var opdaget i god tid, så jeg kan huske, at jeg gik derfra med utrolig meget håb.

Vendepunktet

Fordi prognoserne så fine ud, fortsatte Fie også med at leve det samme liv som før, og hun fortsatte med at arbejde og studere. Der gik dog ikke lang tid, før hun fandt ud af, at hendes krop ikke reagerede på de behandlinger, hun fik, og hun blev derfor erklæret uhelbredeligt syg.

– Det gik først op for mig, hvor alvorligt det var, et år efter jeg fik sygdommen. Jeg havde simpelt hen lukket ned for den.

- Vi reagerer jo forskelligt på sådan nogle her ting. Nogle fryser, nogle går i handlingsmode, og så er der nogle, der flygter. Og jeg flygtede fuldstændigt på det tidspunkt. Jeg fortsatte på mit studie, jeg arbejdede stadig, og jeg levede faktisk bare sådan et ekstremliv.

- Det gjorde, at jeg ikke stoppede op og mærkede mig selv, og i dag kan jeg godt se, at jeg gjorde det for at flygte. Det gjorde dog også, at jeg mærkede det på den hårde måde, og jeg fik en svær depression. Det var først der, jeg mærkede alvoren i det hele, og forstod, at okay, jeg er faktisk pissebange, det er faktisk helt vildt alvorligt det her.

I 2014 startede Fie derfor hos en psykolog for at få hjælp til at komme ud af sin depression. Det endte med at blive et vendepunkt for hende.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Lise Pleidrup er tykaktivist: "Man skal aldrig lære, at ens krop er dårlig"

– Jeg var nødt til at få hjælp udefra, fordi jeg var så langt nede. Jeg fik hjælp af en psykolog, som sagde en sætning til mig, der endte med at blive afgørende. Hun sagde til mig, at jeg selv har ansvaret for, om jeg vil have det godt.

- Det lyder så hårdt, når man siger det, og jeg syntes også, det var hårdt at få at vide. Og det er heller ikke sikkert, at det ville hjælpe alle, men det gik bare op for mig, at okay, jeg er nødt til at gøre noget nu.

Livet er nu

Psykologens råd åbnede Fies øjne, og hun begyndte at tage ansvar for, hvordan hun havde det. Samtidig begyndte hun også at få et mere positivt syn på livet.

– Da jeg langsomt begyndte at rejse mig igen, fandt jeg ud af, at livet faktisk er virkelig smukt.

- Jeg blev jo hevet ud af det her såkaldte hamsterhjul ufrivilligt, men jeg er så taknemmelig for, at jeg faktisk har lært at stoppe op og mærke efter nu.

- Jeg var helt klart en pessimist, før jeg blev syg, hvis jeg skal være ærlig, men jeg er meget mere positiv nu, og jeg er meget mere taknemmelig. Jeg føler jo, at verden har fået en helt ny farveskala. For selv om jeg hader alt det, sygdommen gør ved mig og min familie, er jeg evigt taknemmelig for, hvad jeg har lært om livet, og hvad der tæller her i livet.

- Jeg har fået øjnene op for, at vi ikke lever for evigt, og det tror jeg godt, man kan glemme en gang imellem. Tiden er nu, det er det nære og det tætte, der tæller her i livet. Det er store ord, som kan være svære at forholde sig til, men jeg mener det oprigtigt, når jeg siger det, for jeg har mærket det på egen krop, hvor skrøbeligt det her liv egentlig er.

Hygge, ro og nærvær

Det nære og det tætte er derfor også det, der er i fokus, da Fie i 2013 skal holde sin første juleaften, efter hun er blevet syg.

Aftenen tilbringer hun med sine forældre og sin storebror, og fordi denne jul på alle måder er anderledes for familien, beslutter de sig derfor også for, at aftenen bare skal være helt nede på jorden.

– Den første jul prioriterede vi, at vi ikke skulle have nogen udefra. Hverken min mormor eller morfar eller nogen. Vi havde bare brug for at være os fire sammen i min lille familie. Og tingene ændrer sig, når man bliver syg og for alvor mærker, hvad der tæller her i livet.

- Så vi valgte faktisk at sortere gaver fra og tage alt mere stille og roligt. Vi spiser, når vi spiser, og der er stadig pyntet træ og alt det der. Al hyggen er der, men det er ikke noget med, at det skal være storslået. Det har vi simpelt hen pillet fra.

Før i tiden stressede Fie altid i ugerne op til juleaften. Hun var meget optaget af, at hun skulle nå at købe de helt rigtige gaver til sin familie. Gaverne var en måde, Fie ville vise sin familie, hvor meget hun elskede dem, og derfor var der heller ikke en grænse for, hvor mange gaver der kunne ende med at ligge under juletræet den 24. december.

Derfor skulle man også tro, at det ville være en udfordring for Fie at undvære gaverne, men tværtimod har det kun ført til, at hun har fået et mere klart syn på, hvad det er, der tæller for hende i julen.

– Jeg synes, at julen er blevet meget smukkere og meget roligere. Det handler om det nære og det hyggelige, og det er det, der tæller. Vi stresser heller ikke op til jul mere, vi er blevet meget mere nærværende, og det synes jeg bare, er så befriende.

- Jeg har lyst til at råbe det ud til alle: “Arh, I skal prøve det her!” For jeg føler virkelig, at jeg har fundet svaret.

En ny betydning

I dag har Fie været syg i mere end syv år.

Med støtte og kærlighed fra sin mand, Simon, har hun formået at få en hverdag op at køre til trods for sygdommen.

Og selv om hun selvfølgelig helst ville være sygdommen foruden, er hun alligevel glad og taknemmelig over de ting, den har lært hende.

Både om livet og især også om julen, der har fået en helt anden betydning for Fie, end den havde før, hun blev syg.

– Man plejer jo at sige, at julen er hjerternes fest. Men jeg tror egentlig, at man glemmer det, fordi man skal nå så mange ting op til. Men jeg har virkelig fundet ud af, at det er hjerternes fest. Det handler om kærlighed. Alt det andet er lige meget.

- Det, der har betydet meget for mig at finde ud af, er, at der ikke findes en perfekt jul. Vi har alle sammen en eller anden forestilling om, at vi skal nå det ene og det andet, men hvis vi tør at give slip på alt det, så er det faktisk, at det perfekte kommer frem.

- Så finder man faktisk ud af, at det, der betyder noget, er dem, man er sammen med. Så julen har helt klart fået en ny betydning for mig. En større betydning og en smukkere betydning.