Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er.

Klip til før: En høj kvinde med langt, lyst hår står i en lejlighed på Christianshavn og ryster sin lille 3-årige søns sengetøj. Hun er journalist på Politiken. Hun taler om omkostninger ved at være en debatkriger, om feminisme, ligestilling og den mor, hun har mistet kort forinden. Drengens far er ikke hjemme.

Klip til nu: En høj kvinde med mørkeblondt, kortkrøllet hår åbner døren til et hus på Amager. Drengen er blevet 10 år. Kvinden er redaktionschef på Heartbeats. Hun taler om den debatbog, hun og en veninde har skrevet om at være midt i kvindelivet. Og om sygdommen, der ikke var inviteret, men er kommet for at blive. Drengens far bor et andet sted. Om lidt kommer kvindens kæreste hjem.

– Der er mange liv i sådan et liv, ikke?

Ditte Giese reflekterer. Det første billede er fra femina i 2013. Hun er 36 år. På nu-billedet er hun 43 år.

Det, der er foregået derimellem, kaldes livet.

– Når jeg ser billedet fra dengang, tænker jeg allerførst, at jeg er virkelig smuk, hvis man må få lov til at være så overfladisk. Men det er bare, fordi jeg savner mit hår så meget. Og jeg savner at føle mig som en ung, ubekymret kvinde. Det bliver jeg nok ikke igen, men mit hår kommer nok tilbage. Det var et helt andet liv. Det var, før jeg blev skilt, og min mor var lige død. 30’erne var meget voldsomme for mig.

- Jeg blev mor, det var en voldsom oplevelse, så døde min mor, meget voldsom oplevelse, og så blev jeg skilt, også meget voldsom oplevelse.

- Da jeg gik ind i 40’erne, tænkte jeg: NU har jeg været igennem alt det dårlige. Jeg havde mødt min kæreste, vi købte halvdelen af huset her og slog vores børn sammen og kæmpede for at lave en sammenbragt familie. Det lykkedes.

- Jeg har haft sådan en underlig fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde var vaccineret mod kræft, fordi min mor døde af det. Jeg har tænkt, at lynet ikke slår ned samme sted to gange. Men samtidig har jeg hele tiden været bange for, at det gjorde det.

Ditte Giese

43 år, redaktionschef på Heartbeats, hvor hun også selv laver podcasts. Blandt andet ”Ditte Giese er for syg”. Aktuel med korrespondance-debatbogen ”Breve til livet”, som hun har skrevet sammen med Anne Sofie Allarp. Drømmen er, at andre kvinder vil give den til deres veninder og ”grine-græde-råbe” af den.

Psykoterapi

Ditte Giese og Anne Sofie Allarp har sammen skrevet korrespondance-debatbogen ”Breve til livet”.

– Den er blevet så flot. Med GULD på forsiden. Jeg er jo en gulddame, ikke? Og tegningen viser Anne Sofie med det store løvehår og mig, der er skaldet, for da vi begyndte at skrive, var jeg skaldet. Nu er det heldigvis ved at komme igen.

Har det været forløsende for dig at skrive den?

– Det har været så godt. Det har været min dagbog og min psykoterapi. Og helt gratis tilmed! I starten vidste vi ikke, om det ville blive en bog. Vi skrev mest for vores egen skyld. Vi prøvede sidste sommer, men gik død i det efter noget tid. Men nu kom der ligesom en anden drivkraft – fordi der er en kæmpe alvor, der er flyttet ind i mit liv. Men det er ikke en cancerbog, det er en debatbog, en kvindelivsbog, skal jeg skynde mig at sige.

Hvordan har du det?

– Altså gulvtæppet ryger væk, og man tror, man dør i næste uge. Det gjorde jeg i hvert fald. Nu er jeg begyndt at lande et lidt mere roligt sted, som er, at jeg dør jo ikke lige nu, og det går faktisk ret godt. Jeg har det okay, jeg er i en god periode, og jeg føler mig enormt kreativ og produktiv.

- Jeg er i gang med alle mulige bøger og fede projekter. Jeg skal GØRE noget i verden, jeg skal UD. Jeg er på en rigtig god behandling, der lige er kommet til Danmark sidste år, den bremser og holder sygdommen nede. Min brystkræft har bevæget sig ned i noget ribben og lever og knogler. Det hedder metastaseret spredt brystkræft. Så det er uhelbredeligt, men jeg kan bedre lide at kalde det kronisk, det lyder lidt mere håbefuldt.

Jeg stoler ikke 100 procent på dem

Det startede med en brændende smerte i højre bryst. Lægen sagde, at det helt sikkert ikke var noget. Men det var det. I november 2019 blev hun diagnosticeret med stadie 1 brystkræft. To små knuder.

– Der har været to alvorlige lægesamtaler. Min kæreste og jeg sad første gang over for en læge, der nærmest grinede lidt af, at vi var grædefærdige, ulykkelige og dybt rystede. Hun var sådan: ”Det er bare stadie 1. Vi fjerner det, og så lever du dit liv videre, det har vi helt styr på.”

- De første to måneder af mit kræftforløb handlede kun om, at det var synd for mig, at jeg skulle være skaldet og ville få nogle ar. Alt muligt overfladisk. Jeg havde samtidig en ubehagelig fornemmelse af, at noget ikke var helt rigtigt, men lægerne sagde, at når jeg ikke havde det i lymferne, kunne det ikke have spredt sig, så alt så godt ud.

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehus om sin barndom: Min mor gav mig plads til at være en vildbasse

I januar 2020 startede hun på kemo, men i slutningen af måneden fik hun ”sindssyge smerter” i ribbenene.

– Lægerne blev ved med at sige, at det nok var noget psykisk, så det tog mig meget lang tid at få lov til at blive scannet. Det viste sig, at jeg havde et brækket ribben, og jeg var ikke faldet, så ringede alarmklokkerne. Det var simpelt hen kræft, der havde brækket det.

En gang imellem sker det, at kræft spreder sig med blodet og ikke med lymferne. Derfor havde lægerne ikke opdaget, at der allerede var spredning til knoglerne og leveren. Og det førte til den anden alvorlige lægesamtale:

– Jeg fik at vide, at det ikke kunne fjernes, og at det betød, at mit liv ville blive forkortet. De kalder det også kronisk. Hverken uhelbredeligt eller terminalt. Kronisk. Men det er lidt løgn, for en kronisk sygdom er for eksempel hiv, diabetes og knogleskørhed, og det er ikke noget, man dør af, men det gør man af det her.

Ditte har brugt sin journalistiske faglighed for at afdække sine egne muligheder.

– Jeg er gået i dyb research, har fået second opinions i hele verden, og ingen kan fjerne den her sygdom. Jeg er på den bedste behandling for min diagnose, men jeg undersøger stadig, hvad jeg måske kan købe mig til i Tyskland, og hvordan jeg kan få lagt pres på, så jeg kan få gjort noget ved min lever, for det er ikke så godt med den.

- Jeg er en kritisk og aktiv patient, og det sidder stadig i mig, at DE har overset spredningen af kræft. Derfor stoler jeg ikke 100 procent på dem. Det kæmper jeg for at komme til, for jeg ved, at de vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig.

Forfængelig

Ditte ser nærmest æterisk ud i sin lyserøde mohairbluse. Blød. Blødere end sidst, jeg mødte hende i 2013.

Hvad har du opdaget om din kvindelighed – at den betød mere?

– Ja, ha ha. Det skriver vi sindssygt meget om i bogen: Hvor sidder kvindeligheden? Jeg synes jo aldrig, jeg har været særlig forfængelig, men det skal jeg lige love for, at jeg er. Har jeg fundet ud af nu.

- Jeg har altid haft meget store bryster, og jeg har altid elsket dem, de har været mine venner, og de har været alle mænds venner, alle mænd har altid elsket mine bryster. De har været en kæmpe del af min seksualitet, så at blive ramt dér var rigtig svært. De blev opereret, begge to, halveret, så der ikke var kæmpe størrelsesforskel, og de er pæne nok, der er bare mange ar.

Der er også lige den overgangsalder, hun er sat i på grund af sygdommen.

– Det har været vildt heftigt. Det er 10 år for tidligt, mine veninder er ude og lave en efternøler nu, de finder nye unge mænd, laver nye børn, og jeg er i overgangsalderen og sveder og har lige fået fjernet mine æggestokke.

- Jeg er blevet sådan pensionistagtig, og det er mærkeligt. Jeg har følelsen af ikke rigtig at kunne genkende mig selv: Hvem er hende med det der mærkelige hår?

Ditte stryger instinktivt en hånd igennem kemokrøllerne:

– Jeg tror aldrig, jeg har tænkt over mit hår før. En gang imellem har jeg bare selv klippet det. Jeg har aldrig gået til frisør. Derfor tror jeg, det kom bag på mig, at det var så vigtigt for mig. At det var så stor en del af, hvem jeg er: Hende med det lange hår og det lyse sind og de store bryster. Hvem fanden er jeg så nu? Og hvordan kan jeg nogen sinde komme til at tænde på mig selv igen?

Har du været bange i forhold til din seksualitet og kæreste?

– Meget, fordi han også er en brystmand. Men han har lovet mig, at så meget betyder det heller ikke, og at vi nok skal finde ud af det.

Hvad gør du med din angst?

– Jeg har heldigvis en kæreste, som er sindssygt god at tale med, og som er god til at berolige mig, når det rammer. Ellers taler jeg med mit netværk og med Lotte Mørk, som er hospitalspræst på Riget.

- Jeg er meget begejstret for at gå ture med hende, fordi jeg må lukke alt det grimme ud. Og så har jeg brugt bogen, der er også sindssygt meget angst i den. Der er noget rigtig fint ved bare få det ud – så er man allerede lettet.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Som kvinde skal du have status for at blive hørt i MeToo-debatten

Det handler simpelt hen om bevidst at gøre plads til angsten, så den godt må være der.

– Vi snakker meget om det herhjemme, fordi vores parforhold også er under pres, det er ikke så underligt. Vi er i krise. En kæmpe krise har ramt vores liv, og i vores del af verden er vi vant til at kunne fikse alting, men det her kan vi bare ikke fikse.

- Vi er nødt til bare at være i det og håbe på, at der kommer en hverdag, hvor der falder lidt ro på. Det synes jeg egentlig, at der lidt er nu, hvor jeg ikke er særlig hæmmet af sygdommen. Jeg arbejder næsten fuldtids på Heartbeats igen.

Hvis jeg får lov til at blive 66, er jeg lykkelig

Dittes mor, forfatteren og kvindesagsforkæmperen Suzanne Giese, døde af kræft i 2012. Og Dittes egen sygdom har fået hende til at reflektere over sin mors tilgang til sygdommen.

– Min mor døde, da hun var 66, og dengang snakkede vi om, at det var alt for tidligt. Nu har jeg det selv sådan, at hvis jeg får lov at blive 66, så er jeg lykkelig, ikke? Jeg kan næsten ikke forestille mig et mere lykkeligt scenarie end det. Så hun FIK meget liv. Men hun ville ikke dø, hun kæmpede imod, alt hvad hun kunne, og døden var et kæmpe tabu for hende.

- Det var svært for os, der var omkring hende, især for mig og min storesøster. Vi kunne ikke få lov til at tale med hende om, hvad realiteten var. Hun var fandeme ikke ved at dø!

– Det gik så skidestærkt. Der gik kun et halvt år, men hver gang vi prøvede at tale med hende om døden, var der lukket, fordi hun VILLE holde fast i det håb. Jeg vil også holde fast i det håb, jeg har masser af håb, også fordi lægerne siger: ”Hvis vi kan holde liv i dig i 10 år, har vi løsningen.” Så ja tak, bare kom med den løsning i morgen, ikke?

- Men jeg vil også gerne være realistisk og ligesom kunne se min egen dødelighed i øjnene. Jeg er blevet tildelt helbredets sorteper, det er jeg nødt til at finde mig i. Jeg kan leve sundt, motionere, bevare håbet, meditere og lave nogle vejrtrækningsøvelser, men ellers er det lidt ude af mine hænder.

Nu er du selv en mor, der er syg?

– Ja. Jeg var jo voksen dengang, mit barn er kun 10 år, så selvfølgelig kan jeg ikke tale helt frit med ham om det. Han er bekymret nok i forvejen. Jeg modererer sandheden lidt, jeg lyver ikke.

- Jeg siger: ”Jeg bliver behandlet. Lægerne har styr på det, og jeg ved faktisk ikke, hvad der sker.” Og det ER sandheden: Jeg ved ikke, hvad der sker.

Og nej, hun er ikke vred. Længere. Det var hun i starten:

– Over at det ikke blev opdaget, hvor slem sygdommen var. Det er uretfærdigt, at jeg er så ung, og at mit liv skal handle så meget om sygdom nu, men jeg har ikke rigtig nogen at vende vreden imod nu.

- Jeg tror ikke på, at der sidder en gud og siger: ”Hun skal have kræft.” ”Han skal have et barn, der dør.” ”De får en hundehvalp, fordi de er søde.”

- Jeg tror ikke på en retfærdighed. Jeg tror, vi bliver udsat for en masse prøvelser, og jeg tror også, døden er nødt til at være et vilkår for, at vi kan mærke, hvor fantastisk livet er.

- Det mærker jeg meget i øjeblikket – hvor vidunderligt livet er. Især når man er til stede i det og ikke bare halser rundt og kører i taxa og rejser til Paris. Når man bare lige sidder i en have og hører noget vind i nogle træer. Det nærvær er blevet stærkere.

Ditte plejede at være hende, der klokken fire om morgenen købte to flasker til bordet og var et meget festligt menneske. Fester, festivaler, koncerter ...

– Det kan jeg bare ikke rigtig mere, fordi jeg er træt. Jeg drikker heller ikke alkohol længere og har svært ved at være til stede i en fest, svært ved at give slip, jeg føler mig let ”ensom blandt venner”, jeg bliver meget nemt den åndssvage sygdom, som jeg ikke har lyst til skal være mig hele tiden.

- Så jeg prøver at bruge min energi rigtigt og på ting, jeg kan lide. Træne. Cykle. Skrive. At skrive er noget af det, der gør mig allergladest i livet. Derfor skal jeg skrive de bøger, jeg skal skrive, og det skal være NU.

Lidt som et ingefærshot

Så der er en bog om skilsmisser på vej. En humoristisk guidebog med arbejdstitlen ”Kneppekuren”, som handler om, hvordan man rejser sig fra en dårlig skilsmisse. Og dernæst en uglorificerende biografi om Lukas Graham – de laver den sammen.

Men lige nu handler det om ”Breve fra livet”, som skal berøre og provokere, siger hun. Den er fyldt med politik og samfundsdebat og kvindeliv på godt og ondt.

– Det er en midtvejsstatus for to kvinder i 40’erne. Hvad vi troede, livet skulle være, og hvad det blev. Uden at det skal lyde bittert, for det er det ikke. Men hvad skal vi med moderskabet, parforholdet, kroppen, karrieren …?

- Den skriver sig ind i 1970’er og 1980’er-traditionen med rødstrømpernes diskuterende kvindebøger. Hvad er det der kvindeliv, og hvorfor er det så snævert til tider? Så det er sex, krop, moderskab, arbejdsliv, mænd, kærlighed, børn. Vi har det hele oppe at vende. Det er lidt som et ingefærshot. Det er sundt for dig, men det kradser også lidt.

Og bogen bliver spændstig af, at den er af to kvinder med to vidt forskellige udgangspunkter:

– Anne Sofie er gået i krig mod parforholdet og har givet op på det, fordi det er for besværligt, omkostningsfuldt og begrænsende for kvinder at indgå i monogame forhold med mænd. Hun har besluttet, at hun ikke skal have flere kærester, hun skal bare være alene med sine børn, og så har hun fire-fem elskere i deleordning. De bliver jævnligt skiftet ud, men på en meget værdig og voksen måde.

- Jeg prøver noget andet: At lykkes med den sammenbragte familie, når jeg nu ikke lykkedes med kernefamilien, og enormt gerne vil det med at være hinandens livspartnere og have den uafbrudte samtale og hinandens ryg – for eksempel når en cancer kommer ind i livet. Så vi står to meget forskellige steder.

En pensioneret debatkriger

Og Ditte er ved at selvpensionere sin indre debatkrigeriske feminist efter velaftjent ”værnepligt”. Midt i en sexismestorm.

– Alle de ting, der kommer frem i mediebranchen – jeg har set det HELE. Og jeg har prøvet det med chefer. Alle mine første jobs i servicebranchen var sådan noget med folk, der gik rundt og tog mig på røven, og mig, der ikke kunne finde ud af at navigere i det og få sagt fra.

- Der er sgu mange facetter i det der kvindeliv. Det er voldsomt at gå fra at være en lille pige til en ung kvinde og mærke den beruselse, det er at være den unge kvinde, som alle vender sig om efter, når man kommer ind i et lokale, men man vil alligevel ikke helt have opmærksomheden, og det er, som om der overalt er nogen, der er på jagt efter det, man har, det der sex, ikke?

- Det at blive en ung kvinde er en enormt svær start på voksenlivet. At man skal gå rundt og frygte mænd hele tiden. For mænd er vores venner, fædre, brødre, makkere, kolleger, men nogle gange er de noget andet, og man er nødt til hele tiden at navigere og situationsbestemme. Hvad er risikoen her?

- Man skal hele tiden passe på sig selv, og jeg synes ikke, at vi har ligestilling, før kvinder ikke skal det mere.

I bogen diskuterer de to kvinder, hvad det for eksempel betyder, at unge mænds første møde med det seksuelle og kvinder ofte sker i porno:

– Dér handler meget om, at kvinder er nogen, man bruger, og man gerne er mange mænd om, og hele narrativet om samlejet er, at det slutter, når manden er færdig. Fik kvinden noget ud af det? Vi ved det ikke, men hun var til rådighed.

- Det er slet ikke sådan, det er i virkeligheden, og det er enormt skræmmende, at det narrativ er så stærkt, at kvinden skal være nede på knæ, og manden skal spytte på hende og tale grimt til hende.

For nogle år siden, efter skilsmissen, var hun ude på datingmarkedet for at møde nye mænd og blev chokeret:

– Det gik op for mig, at man som kvinde kan være nødt til at sige: ”Hey, du skal ikke tale grimt til mig. Vi er ligestillede. Jeg kan ikke lide, at du leger, du kvæler mig, jeg vil heller ikke spyttes på.” Hvorfra kommer den der følelse af berettigelse til, at kvinder er nogen, man bare bruger? Det er sindssygt skræmmende.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: Det er på tide, at den ældre genereation bakker op om de unge kvinder MeToo-opgør

Da Ditte for 12-14 år siden begyndte at skrive klummer om hverdagssexisme og mænd, der tog hende på røven, og hvordan det føltes, når en fremmed mand onanerede op ad hende i bussen, blev hun latterliggjort og hånet:

– Folk sagde, at der var noget galt med mig, og hvor lækker troede jeg egentlig, at jeg var, og ”hun lyver”. Nu er den her endelig, den debat. Nu TAGER vi den, nu rydder vi op, og det kan ikke rulles tilbage til en verden, hvor den slags var okay. Det er superfedt.

Men hun har det også fint med at trække sig fra debatjunglen.

– Jeg har brugt 15 år og ekstremt meget energi på kønsdebatter, feminisme og ligestilling, på at være en kriger, der skulle kæmpe for retfærdighed. Den kriger er jeg ved at pakke væk, jeg har ikke energien længere, og det er vidunderligt at kunne læne mig tilbage og tænke: Der er nogle andre, der kører #Metoo og sexisme nu. Det behøver ikke være mig. Jeg er overflødig nu.

- Så kan jeg bruge min energi på noget andet. Og det er altså et mere blødt og sårbart sted. Det er de ting, jeg skal bruge ude i verden nu. I de bøger og artikler, jeg skriver, og de podcasts, jeg laver.