FØDSELSKULTUR
7. december 2020

”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”

Laura Holm og hendes kæreste blev sendt hjem med deres nyfødte datter, selvom de flere gange havde pointeret, at datteren virkede sløv og sulten. De blev genindlagt. "Sygeplejersken nævnte, at hvis ikke vi var kommet ind med hende, var det ikke sikkert, at hun havde overlevet," siger hun.
Af: Katrine Rosenbæk
https://imgix.femina.dk/media/article/lauraholm_png_0.png

Foto: Privat.

Laura Holm, fødte en datter i 2020

Mit vand gik to uger før termin, og jeg blev sat i gang, fordi jeg ikke fik veer af mig selv. Jeg kom ind klokken fire om natten og fik besked på at gå ind i et lille rum i modtagelsen, fordi de ikke havde nogen stuer.

Vagthavende virkede rimelig stresset og havde problemer med at finde min datters hjerterytme. Hun tilkaldte en jordemoder, og de besluttede, at min datter skulle have en elektrode på hovedet, og jeg skulle have en sprøjte i låret.

Da de skruede elektroden på, begyndte jeg at bløde meget, men på intet tidspunkt fik jeg forklaret, hvorfor jeg fik lagt drop, hvorfor jeg blødte, og hvad der var med min datter, siden de ikke kunne finde hendes hjerterytme.

https://imgix.femina.dk/i_danmark_er_jeg_foedt_1224x692.png

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Jeg endte med at ligge på en briks i modtagelsen i tre timer med vestorm og en kæreste, der også skulle agere jordemoder og sygeplejerske, fordi de ikke havde tid til at hjælpe mig.

Vagthavende kom ind meget få gange, når jeg havde hevet nok i snoren, for at fortælle mig, at jeg skulle trække vejret, og at jeg var nødt til at tage mig lidt sammen, for de havde ingen ledige stuer eller jordemødre, og jeg var jo førstegangsfødende, så jeg skulle spare på mine kræfter.

Endelig kom en jordemoder ind, og jeg fik en stue. Jeg fortalte, at jeg skulle presse. Hun smilede og sagde, at det skulle jeg lade være med, for sidst de tjekkede, var jeg kun to cm åben.

Hun tjekkede mig alligevel, og rigtig nok var jeg 10 cm åben. Jeg fødte ret hurtigt derefter en meget lille pige på 2606 g og 46 cm. Jordemoderen fortalte, at hun lige akkurat var over grænsen for at skulle have sonde og observeres. Hun tænkte ikke, det var nødvendigt.

Efter fødslen lå vi på familieafsnittet i tre dage, hvor jeg flere gange pointerede, at jeg syntes, vores datter virkede enormt sløv, slap og sulten, og at jeg var enormt bekymret for hende. De fejede det af vejen og sagde, at vi blot skulle tage noget tøj af hende.

Sådan har vi gjort 

I denne uge bringer femina.dk vidnesbyrd om fem kvinders fødselsoplevelser og tiden før og efter. Femina har fået kontakt til kvinderne gennem en Facebook-gruppe for gravide og mødre.

Beretningerne er kvindernes vidnesbyrd og dermed udtryk for deres oplevelser. Formålet er ikke at kritisere de enkelte fødesteder og dets personale, men at belyse det svigt, mange kvinder oplever i forbindelse med graviditet og fødsel.

Laura Holms vidnesbyrd er det første i rækken.

Du kan læse de andre her:

"Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"

"Jeg følte, at jeg var spændt fast til briksen, og inden længe røg jeg ind i en vestorm, hvor jeg tabte al kontrol"

Mie købte privat fødselsforberedelse: "Det sygehuset tilbød, var ikke tilnærmelsesvis nok"

Nanna Sofie blev sygemeldt med angst og PTSD under sin graviditet: "Kvinden er reduceret til affald, der skal skaffes af vejen"

På tredjedagen mente en sygeplejerske, at vi godt kunne tage hjem. Jeg spurgte flere gange, om hun var sikker, nu når min datter ikke virkede til at have det optimalt og var sulten. Hun sagde, at det kunne vi sagtens, men måske vi lige skulle prøve at give hende lidt mælk i kop. Hun slubrede det i sig, og vi tog hjem.

Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla. Vi ringede til hospitalet og blev hurtigt genindlagt. Det var et voldsomt chok. Hendes temperatur var kun 36,3, og hun havde tabt sig til 2400 g. Sygeplejersken nævnte, at hvis ikke vi var kommet ind med hende, var det ikke sikkert, at hun havde overlevet.

Hun blev derefter pakket ind i tre lag tøj, hue, svøb og dyne og lagt i en varmekasse, hvor hun skulle ligge størstedelen af tiden. Hun fik også lagt sonde, som hun skulle have mad gennem hver tredje time døgnet rundt. Efter tre-fire dage begyndte hun at live op, og efter halvanden uge kunne vi tage hjem.

Hele forløbet igennem blev vi efterladt med en følelse af ikke at blive lyttet til, at de havde for travlt til at tage sig tiden til at guide og hjælpe os, og at vi egentlig "bare" var nogle nervøse førstegangsforældre.

Bagefter blev jeg sygemeldt med efterfødselsreaktion og traume. Et halvt år efter går jeg stadig i terapi, som jeg selv måtte opsøge og betale for. Det er hele tiden to skridt frem og et tilbage. Jeg ved ikke, om jeg tør få børn igen. Min terapeut er også jordemoder og kan forklare mig, hvad der skete under fødslen.

Jeg følte hele tiden, der blev taget beslutninger over hovedet på mig af et personale, jeg kunne se, var presset og frustreret. De blev ved med at undskylde og fortalte, de havde sendt fødende til andre hospitaler, fordi de ikke havde plads.

Moderskabet og MeToo – et overblik

13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.

4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.

6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.

8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.

17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.

December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 25.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 1200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.

Læs også