”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”

Laura Holm, fødte en datter i 2020

Mit vand gik to uger før termin, og jeg blev sat i gang, fordi jeg ikke fik veer af mig selv. Jeg kom ind klokken fire om natten og fik besked på at gå ind i et lille rum i modtagelsen, fordi de ikke havde nogen stuer.

Vagthavende virkede rimelig stresset og havde problemer med at finde min datters hjerterytme. Hun tilkaldte en jordemoder, og de besluttede, at min datter skulle have en elektrode på hovedet, og jeg skulle have en sprøjte i låret.

Da de skruede elektroden på, begyndte jeg at bløde meget, men på intet tidspunkt fik jeg forklaret, hvorfor jeg fik lagt drop, hvorfor jeg blødte, og hvad der var med min datter, siden de ikke kunne finde hendes hjerterytme.

Jeg endte med at ligge på en briks i modtagelsen i tre timer med vestorm og en kæreste, der også skulle agere jordemoder og sygeplejerske, fordi de ikke havde tid til at hjælpe mig.

Vagthavende kom ind meget få gange, når jeg havde hevet nok i snoren, for at fortælle mig, at jeg skulle trække vejret, og at jeg var nødt til at tage mig lidt sammen, for de havde ingen ledige stuer eller jordemødre, og jeg var jo førstegangsfødende, så jeg skulle spare på mine kræfter.

Endelig kom en jordemoder ind, og jeg fik en stue. Jeg fortalte, at jeg skulle presse. Hun smilede og sagde, at det skulle jeg lade være med, for sidst de tjekkede, var jeg kun to cm åben.

Hun tjekkede mig alligevel, og rigtig nok var jeg 10 cm åben. Jeg fødte ret hurtigt derefter en meget lille pige på 2606 g og 46 cm. Jordemoderen fortalte, at hun lige akkurat var over grænsen for at skulle have sonde og observeres. Hun tænkte ikke, det var nødvendigt.

Efter fødslen lå vi på familieafsnittet i tre dage, hvor jeg flere gange pointerede, at jeg syntes, vores datter virkede enormt sløv, slap og sulten, og at jeg var enormt bekymret for hende. De fejede det af vejen og sagde, at vi blot skulle tage noget tøj af hende.

På tredjedagen mente en sygeplejerske, at vi godt kunne tage hjem. Jeg spurgte flere gange, om hun var sikker, nu når min datter ikke virkede til at have det optimalt og var sulten. Hun sagde, at det kunne vi sagtens, men måske vi lige skulle prøve at give hende lidt mælk i kop. Hun slubrede det i sig, og vi tog hjem.

Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla. Vi ringede til hospitalet og blev hurtigt genindlagt. Det var et voldsomt chok. Hendes temperatur var kun 36,3, og hun havde tabt sig til 2400 g. Sygeplejersken nævnte, at hvis ikke vi var kommet ind med hende, var det ikke sikkert, at hun havde overlevet.

Hun blev derefter pakket ind i tre lag tøj, hue, svøb og dyne og lagt i en varmekasse, hvor hun skulle ligge størstedelen af tiden. Hun fik også lagt sonde, som hun skulle have mad gennem hver tredje time døgnet rundt. Efter tre-fire dage begyndte hun at live op, og efter halvanden uge kunne vi tage hjem.

Hele forløbet igennem blev vi efterladt med en følelse af ikke at blive lyttet til, at de havde for travlt til at tage sig tiden til at guide og hjælpe os, og at vi egentlig "bare" var nogle nervøse førstegangsforældre.

Bagefter blev jeg sygemeldt med efterfødselsreaktion og traume. Et halvt år efter går jeg stadig i terapi, som jeg selv måtte opsøge og betale for. Det er hele tiden to skridt frem og et tilbage. Jeg ved ikke, om jeg tør få børn igen. Min terapeut er også jordemoder og kan forklare mig, hvad der skete under fødslen.

Jeg følte hele tiden, der blev taget beslutninger over hovedet på mig af et personale, jeg kunne se, var presset og frustreret. De blev ved med at undskylde og fortalte, de havde sendt fødende til andre hospitaler, fordi de ikke havde plads.