Forsker om ghettopakken: Det er et stort socialt eksperiment

Det er stigmatiserende at bo i en såkaldt ghetto. Sådan oplever beboerne det i hvert fald selv. Det fortæller antropolog Marie Stender, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.

- Meget ofte er beboerne glade for at bo der, men det primære problem er, at omgivelserne ser skævt til dem. De oplever, at det er en hindring, når de søger job. Jeg talte med en ung studerende, der længe havde undgået at fortælle sine studiekammerater, at hun boede i Mjølnerparken. En af dem, vi interviewede, beskrev det som en virus, der får folk til at holde afstand.

Udsat, udskældt og omdiskuteret: Siden 2010 har skiftende regeringen udgivet årlige ghettolister over udsatte boligområder i Danmark. 1. december udkom den 11. af slagsen. I 2018 kom så ghettopakken.

Siden har der været massiv debat, og over 50.000 danskere har underskrevet et borgerforslag om, at regeringen skal skrotte loven og droppe listerne. For hvad betyder det for mennesker, når deres hjem bliver kaldt en ghetto? Og kan man komme sociale problemer til livs ved at rive bygninger ned?

Hun er medforfatter på bogen ”Fra ghetto til blandet by”, og så er hun en af forskerne bag en stor følgeevaluering, der fra 2018 til 2028 skal følge de femten boligområder på listen over ”hårde ghettoer”. Hun undersøger blandt andet, hvordan loven påvirker det sociale liv i områderne og opfattelsen af områderne. Hun kalder ghettopakken for ”virkelig signifikant”.

- Det er et stort eksperiment og en hel ny tilgang i dansk sammenhæng. I den almene boligsektor er der en stærk tradition for beboerdemokrati, og det går loven ind og ændrer grundlæggende ved. Der skal rives ned, og det kan man ikke stemme om.

Hvad er en ghetto?

Kriterierne for, hvad der gør et boligområde til en ghetto, har ændret sig siden den første ghettoliste udkom i 2010, og der er kommet flere kriterier til.

Men i dag definerer regeringen en ghetto sådan her: Det er et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor minimum to ud af fire kriterier er opfyldt. Derudover bor der over 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Kriterierne er: tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overtrædelse af straffeloven, uddannelsesniveau og indkomstniveau. Det, at en stor andel beboere er lavtlønnede eller lavt uddannede kan altså være med til at gøre et område til en ghetto.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Frygter ikke kriminalitet men flytning

Formålet med loven, som det er formuleret af politikerne bag, er at komme de såkaldte ghettoer til livs og åbne boligområderne op.

Men for dem, der bor i områderne på ghettolisten, har det store konsekvenser, fortæller Marie Stender, der til forskningsprojektet har lavet mange interviews i udsatte boligområder.

De fleste beboere, hun har interviewet, er trygge ved at bo i områderne. Hvor kriminalitet ofte er det, udefrakommende går op i, så er udsigten til en mulig flytning på grund af ghettoloven det mest utrygge for beboerne.

- De frygter, at de skal splittes ad, de bekymrer sig for, hvor deres demente mor skal flytte hen. Det er det, der gør folk utrygge.

LÆS OGSÅ: Henny fra blokken: Jeg har aldrig været bange for at gå alene hjem

En liste, to lister, tre lister?

I virkeligheden er det forsimplet, når vi taler om ”ghettolisten”, for der er nemlig tre lister; en over udsatte boligområder, en over ghettoer og en over hårde ghettoer.

Et boligområde skal opfylde to ud af fire kriterier, for at komme på listen over udsatte boligområder, og opfylde to kriterier + et etnicitetskriterie, for at komme på ghettolisten.

Et område kan altså ikke komme på ghettolisten, medmindre der er mere end 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande i området. Boligområder, der de sidste fire år har stået på ghettolisten, kommer på listen over hårde ghettoer, og så er det, der skal rives ned, sælges fra eller bygges til.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Marie Stender kalder det ”helt vildt unormalt”, at den danske regering kalder sine egne boligområder for ghettoer. Det er ikke noget, hun har oplevet i andre lande. Dertil kommer, at der er et misforhold mellem den hårde retorik og hvor god stand, de her boligområder er i.

-Internationale forskere er fuldstændig målløse over det, vi kalder ghettoer. Det er ret usædvanligt. Vi har på den ene side den hårdeste retorik på området og på den anden side en meget høj standard af almene boliger.

Hun taler dog også med beboere, der ser ghettopakken som en anledning til at rykke videre eller som ser frem til, at der flytter andre til områderne, så deres børn kan gå i mere blandede skoleklasser.

- Jeg interviewer også en del mødre, som er bekymrede for, at deres unge drenge skal vokse op i de her områder. Ofte siger beboerne, at det ikke er så slemt som sit ry, men at der er nogle få unge drenge, der laver ballade.

Vi ved ikke, om det virker

En vigtig del af ghettoplanen er, at boligområder på den hårde ghettoliste enten skal rive boliger ned, sælge fra eller bygge nyt. Men det er ikke sikkert, det kommer til at virke.

- Man kan godt finde eksempler i udlandet på, at man så at sige har bygget sociale problemer væk. Hvor man har revet ned, bygget nyt, og blandet ejerformer inde i områderne, og derigennem fået skabt mindre udsatte kvarterer. Men historierne er næsten altid, at der så opstår nogle andre udsatte boligområder i nærheden. Nogle forskere taler om ”vandsengseffekten”: Når man trykker et sted, popper det op et andet sted.

Op mod 11.000 mennesker står til at miste deres hjem som resultat af ghettopakken. Og selvom nogen bliver genhuset i det samme område, er det stadig ikke uden problemer, siger forskeren.

- Vi taler om boliger, men det er folks hjem. Der er bundet mange minder og sociale relationer og følelser i de hjem. Dengang de her boligområder blev bygget, var det også et stort eksperiment, det var fremtiden. De blev bygget som en utopi på det gode liv med lys, luft og fællesskab. I dag bliver de brugt som dystopi og talt om som huller i danmarkskortet. Det er paradoksalt og interessant, at det er de selv samme områder.

Parallelsamfundspakken

Også kaldt ghettopakken eller ghettoloven, er fra 2018 og indeholder en række lovændringer, hvoraf mange har fået kritik.

Blandt andet blev der indført obligatorisk sprogprøve i børnehaveklasser på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i et udsat boligområde. Derudover blev der indført et såkaldt obligatorisk læringstilbud på 25 timer ugentligt til børn fra 1 år og opefter.

Politiet fik desuden mulighed for at indføre skærpet straf-zoner, hvor straffen for visse typer kriminalitet er højere.