Fortryder du ikke bare, at du var din kæreste utro, spurgte betjenten Kirstine, da hun anmeldte en voldtægt

”Er du klar over, du ødelægger en mands liv?”

Sådan spurgte den ene betjent Kirstine, mens den anden sad bag skærmen. De var de eneste tre på stationen den søndag, og det gav hende en fornemmelse af, de helst bare ville hjem og holde weekend.

Den advokat, der skulle være med som bisidder, som hun havde sagt ja til, var der ikke sørget for. Der var gået noget galt i kommunikationen mellem politistationen, hvor hun havde anmeldt og den, hvor hun skulle afhøres.

Tanken om at skulle tilbage et par dage senere eller at skulle vente flere timer på advokaten var ikke til at bære. Det kunne jo tage lang tid på en søndag, forklarede de. Det skulle bare overstås, så hun gik med til at blive afhørt uden.

Betjenten spurgte ind til, om hendes anmeldelse handlede om, at hun fortrød, hun havde været sin kæreste utro, hvad for noget tøj hun havde på, og om de var fulde.

Gentagne gange spurgte han, om hun nu var sikker på, hun ville anmelde.

Hun husker, hun svarede noget i retningen af: ”Jeg ved godt, hvilken diskurs du spiller op af, og at nogen er af den overbevisning, at kvinder anmelder falskt. Men det er ikke det, der foregår her. Det er ikke det, jeg gør, og det tror jeg ikke på, sker”.

I en række artikler henover sommeren sætter femina.dk fokus på voldtægtsloven i Danmark. Vi taler med de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Vi undersøger forskellen på samtykke og frivillighed. Og vi taler med eksperter og jurister om, hvordan vi sikrer os en lovgivning, der tydeliggør, at kun ja betyder ja.

Hun kunne ikke lade være med at tænke på alle dem, der fik samme spørgsmål og som ikke var så ressourcestærke som hende selv.

Dem, der ikke havde en far, der ventede uden for politistationen, og en mor, der var taget med hende på Rigshospitalet for at blive undersøgt af en gynækolog.

Inden hun gik derfra, sagde de, at de ville indsamle beviser – natkjolen, sengetøjet og den sms, han havde sendt, hvor han undskyldte, hvad han havde gjort. Hun ville høre fra politiet et par dage efter. Det lovede de.

Kirstine Marie Thomsen var 21 år, da hun blev afhørt hos politiet. Hun har sagt ja til at fortælle om dengang hun anmeldte sin ven for voldtægt.

Du tror måske, du skal til at høre om hændelsesforløbet, og om hvad der helt præcist skete den nat. Det skal du også ganske kort. Men det er ikke det, der fylder.

Det er nemlig efterspillet hos politiet, der sidder fast i Kirstine og alt det, der skete i tiden efter. Og alt det, der ikke skete.

Advokaten, der aldrig dukkede op, beviserne, der aldrig blev hentet, sagen, der aldrig blev rejst.

Syv dage før

Under afhøringen fortæller Kirstine politiet sin oplevelse af, hvad der skete.

En gammel ven fra gymnasiet fortalte hende, at livet var lidt svært for tiden. Han var blevet forladt af en sød pige, og Kirstine inviterede ham til København, som hun netop selv var flyttet til, for at muntre ham lidt op.

Han kunne bade i solskin i byen, mens hun arbejdede på cafeen, og de kunne drikke øl med hendes nye venner om aftenen.

Fredag aften mødte han op på cafeen, hilste på hendes kollegaer og fik en øl, inden de tog hjem til hende med frysepizzaer. De lyttede til musik, som altid havde været et omdrejningspunkt for deres venskab, og fik et glas rødvin.

Da de gik i seng, forsøgte han at kysse hende. Hun afviste ham og forklarede, at hvis han troede, det var det, der skulle ske, havde han taget fejl. Det var ikke en dør, der stod på klem, den var helt lukket. De lagde sig til at sove.

LÆS OGSÅ: 4 myter om samtykke, der skal aflives lige nu

Senere på natten vågnede Kirstine ved, at han var oppe i hende. Hun stivnede. Hun kunne ikke bevæge sig. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende.

Havde hun ikke sagt tydeligt nej? Det kunne han da ikke finde på?

Efter lidt tid stoppede han.

Da han begyndte igen, var hun ikke i tvivl om, hvad der foregik. Hun tog en dyb indånding og fik samlet kræfter til at skubbe ham væk, og hun spurgte ham, hvad fanden han havde gang i.

Kirstine kunne ikke sove mere og satte sig op til bordet i det lille værelse. Hun spillede scenariet igennem igen og igen med en kæmpe klump i halsen. Hun havde det skidt.

Han skulle ud af lejligheden. Hun gik ud og lavede kaffe, og hun ved stadig ikke hvorfor. Det var det, hun kunne finde ud af lige der. Han fik en halv kop og fik besked på, han skulle tage sine ting og finde et andet sted at bo i weekenden.

Hun husker, han sagde undskyld, men at det jo var svært at holde fingrene for sig selv, når hun var så lækker. Hun forstod ikke, hvad han mente. Skulle det være et kompliment?

Og betød det, at det var hendes skyld? Hun havde ikke tid til, at det her skulle ske.

LÆS OGSÅ: "Mange mænd tror ikke, at de voldtager, før der er tale om fysisk vold"

Kirstine tog på arbejde. Han skrev en sms, hvor han sagde undskyld, og at han ville komme forbi hendes arbejde, så de kunne snakke. Hun svarede, han ikke skulle komme forbi, og det var den sidste kontakt de to havde.

I hendes pause på cafeen kom en kammerat forbi. Med en kop kaffe og en øl i hånden satte de sig ude foran cafeen og røg nogle cigaretter. Hun fortalte ham, hvad der skete om natten.

Hans respons var: ”Jamen du er jo blevet voldtaget”. Og det blev endnu mere klart for hende.

Hun ringede til sin kæreste og fik lov til at bo hos ham lidt, for hun ville ikke tilbage til sin lejlighed, hvor det var sket.

Hun var i tvivl, om hun skulle melde det. Hun ville højst sandsynligt ikke få noget ud af det, for det var en ven, og det skete i hendes hjem. Det var hun sikker på.

Weekenden efter kom hendes forældre på besøg fra Jylland, og med deres støtte besluttede Kirstine sig for at anmelde ham. Hun ville ikke være en del af mørketallene. Det skulle også være sket i statens øjne.

Tilbage på politistationen

Da afhøringen var overstået, ville hun bare gerne have, det skulle slutte der. Hun kunne slet ikke overskue en retssag. Når betjenten gik så hårdt til hende, kunne hun slet ikke bære tanken om, hvor hårdt en forsvarsadvokat ville gå til hende i en eventuel retssag.

Politiet vendte ikke tilbage efter et par dage for at samle beviser, som de lovede. Månederne efter var hårde.

Hun husker det kun som en groggy periode.

Hun kunne græde i timevis og var afskåret fra sit sociale liv. Halvanden måned efter ringede den betjent, der havde fået sagen. Kirstine sendte sms’en, hvor han undskyldte, men natkjolen og sengetøjet havde hun ikke mere.

LÆS OGSÅ: Nick Hækkerup: Jeg bekymrer mig aldrig om, hvilken vej jeg går hjem. Men det gør mine piger."

Hun var følelsesmæssigt slået ud af kurs og undgik blikke i offentligheden. Andre mennesker skulle ikke se hende. Hun startede nyt studie på litteraturvidenskab, mens hun ventede svar, men det var uden rustur og alt det andet sjove, og hun var en skygge af sig selv.

Der skulle gå tre måneder, før hun en dag i oktober fik et brev fra Rigspolitiet, hvor der stod, at der ikke blev en sag ud af hendes anmeldelse.

Der stod, at der ikke var nok beviser for, at det var sket. Det, der var sket, var ikke sket i statens øjne.

Sommeren 2020

Kirstine er 25 år og har en bachelor i litteraturvidenskab. Nu arbejder hun hos en start up, der sælger abonnementskasser med alle de grøntsager, der ikke er fine nok til supermarkedet.

- Hvad dag er det egentlig i dag? Spørger Kirstine.

Hun finder sin telefon frem og ser på datoen. Det er den 13.

- I dag er det faktisk præcis fire år siden, det skete. Det var den 13. juli 2016, siger hun.

Det er et tilfælde, at det lige præcis er i dag, vi mødes og snakker om det hele. Og her præcis fire år efter er Kirstine stadig i terapiforløb og arbejder blandt andet med episoden.

Hun har ugen forinden været til kropsterapi, hvor hun skulle tilgive sine ben for ikke at stikke af den nat, det skete.

Det har hun stadig svært ved, for hun har altid tænkt, hun ville slå fra sig og kæmpe til den sidste dråbe blod, hvis sådan noget skete.

- Jeg tror, det handler om fight or flee. Enten spiller man død, eller også stikker man af. Men når man sover, har man ikke mulighed for at stikke af, så den nemmeste mulighed er at spille død. Det er ren overlevelse.

- Jeg tror, mange er bange for, at det er i afvisningen og nej'et, at volden tit opstår. For risikerer man, at han slår? Jeg havde jo lige fået bekræftet, jeg ikke kunne stole på ham, forklarer Kirstine om de tanker og følelser, der farede rundt i hende for fire år siden.

Men nu har hun vendt vreden udad i stedet for indad. Det har givet hende en følelse af power, og at hendes vrede kan komme til udtryk i reelle handlinger, der kan gøre en forskel.

Det gør de, når hun som aktivist kæmper for samtykkebaseret lovgivning. Og det er tydeligt, der sker noget, da samtalen kommer over på, hvad episoden den nat har aktiveret i hende og den kamp, hun kæmper for i dag.

Hendes øjne lyser op, og stemmen bliver mere hård. Hun er en del af K-vinders fond, der står bag bogen "Kvinde kend din krop".

Hun har arbejdet sammen med Amnesty international for samtykkebaseret lovgivning, at politiets arbejde skal tjekkes i sømmene, og at der skal bedre seksualundervisning i skolerne.

- Vi skal ikke lære de unge piger ikke at blive voldtaget, vi skal lære de unge fyre ikke at voldtage.

Og lige præcis samtalerne om samtykke er vigtige. Han var en god fyr, der gjorde noget dumt. Det har hun hele vejen igennem holdt fast i.

Hun tror ikke, at han var bevidst om det, og det har ikke været hans intention at voldtage hende. Hun blev gennem sit aktivistiske arbejde opmærksom på, at det var et strukturelt problem.

- Vi tror voldtægtsforbrydere er farlige og hopper ud af en busk og er voldelige. Men jeg blev ikke holdt fast og havde ikke blå mærker. Men det var ubehageligt og gjorde ondt, for jeg var ikke med på det.

LÆS OGSÅ: Husk nu, at voldtægt oftest foregår inden for hjemmets fire vægge

- De dumme svin findes. Men jeg tror, han er et produkt af samfundet. En stor gruppe har haft så få samtaler og dårlig undervisning om samtykke og retten til egen krop, så de kommer til at forgribe sig. Han har måske ikke vidst, han skulle spørge om aktivt samtykke, og måske har han tænkt, at så længe man ikke råber og skriger og siger nej, så er det vel ok? Lovgivningen, der findes nu, er forældet og har så mange gråzoner.

Det er gråzonerne, hun gerne vil væk fra. Man skal ikke spørges, om man sagde nej, man skal spørges, om man nogensinde sagde ja.

I hendes konkrete sag blev der aldrig sagt ja, og der blev sagt nej - men det var timer før. Derfor er det nødvendigt med samtykke, og derfor kæmper hun for, at en, samtykkebaseret lovgivning bliver gennemført.

- Der er ikke noget at rafle om. Politiet skal tjekkes i sømmene, i forhold til hvordan de håndterer de her sager. Der skal altid være en advokat til stede. Og så skal vi have bedre seksualundervisning, som ikke handler om et kondom på en banan.

Hun er ikke i tvivl om, at en samtykkebaseret lovgivning havde gjort det meget nemmere for hende at turde anmelde ham i første omgang, og med lovgivningen skal holdningen og adfærden i samfundet ændres.

- Coronakrisen viser, hvor gode vi er til at ændre adfærd. Hold kæft, vi er blevet dygtige til samtykke: Giver du hånd? Giver du krammer? Pludselig er vi blevet gode til at spørge om lov, før vi rører ved folk. Sværere er det ikke. Det samme gælder i en seksuel sammenhæng. Er du i tvivl, spørg, er du stadig i tvivl, stop.

- Det er utrolig vigtigt med samtykkebaseret lovgivning hurtigst muligt. Fire års betænkningstid er nok, og vores justitsminister har ikke behov for at tænke mere, siger hun.