Liv
19. oktober 2020

Frank Jensen trækker sig. Ekspert: "Det er et historisk øjeblik"

Frank Jensen ville gerne være en del af løsningen på de problemer, han selv har skabt med adskillige sager om sexisme og chikane. Men det, har han nu erkendt, kan ikke lade sig gøre. Han går af som overborgmester i Københavns Kommune og som næstformand for Socialdemokratiet. Ekspert mener, vi går en voldsom tid i møde.
Af: Katrine Rosenbæk
https://imgix.femina.dk/media/article/frank_jensen_gaar_af.png

Foto: Ritzau/Scanpix

Frank Jensen stopper som overborgmester i Københavns Kommune. Det meddelte han til et pressemøde mandag formiddag.

Søndag aften stod han ellers skoleret til et pressemøde på Københavns Rådhus efter et møde med sin socialdemokratiske gruppe, hvor han forsikrede, at han stadig var kandidat til overborgmesterposten, når der om et års tid er kommunalvalg.

I morges meldte statsminister Mette Frederiksen ud til flere medier, at hun så på anklagerne med stor alvor, og at der ikke var draget nogle konklusioner endnu.

Og Frank Jensen selv - han havde ”sovet på det".

LÆS OGSÅ: Frank Jensens "undskyldning" oversat

- Og også med det store mediepres, der ligger lige nu, så må jeg sige, at det kommer til at skygge for det politiske arbejde, som jeg gerne vil beskæftige mig med, sagde han til pressemødet mandag formiddag, hvor han altså meddelte, at han både går både af som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet – og træder helt ud af politik.

Han havde ellers søndag aften sagt, at han ønskede at være en del af løsningen på MeToo og på de problemer, han altså selv har skabt ved at krænke adskillige kvinder gennem sine 30 år i praktik.

Men også Frank Jensen har nu erkendt, at man ikke kan være en del af løsningen, når man selv er problemet.

Vi vil blive rystet og udfordret

Fredag aften stod regionsrådsmedlem Maria Gudme og en anden anonym kvinde frem i Jyllands-Posten og fortalte om krænkelser, som Frank Jensen har udsat dem for. Det var derfor, der var indkaldt til møde på Københavns Rådhus søndag aften.

Men inden da havde flere kvinder meddelt, at også de havde oplevet krænkende adfærd fra overborgmesteren.

Blandt andet fortalte chefredaktør for POV International Annegrethe Felter Rasmussen på facebook og i Politiken, at Frank Jensen i 1990erne havde taget hende i skridtet til en julefrokost, mens hun var højgravid og sagt: "Åh, undskyld, jeg bliver bare altid så opstemt af gravide kvinder."

MeToo er hermed gået fra at være noget, vi diskuterer berettigelsen af, og som nogle gerne negligerer, til at være noget, der får konsekvenser for de magtfulde mænd, der har misbrugt deres magt – som for eksempel Frank Jensen, der selv erkender, at det har stået på i 30 år.

Det forklarer Christian Groes, der er kønsforsker og lektor ved RUC, og derfor kan betydningen af Frank Jensens afgang næsten ikke overvurderes, vurderer han.

- Det er en erkendelse af, at det er en ny tid, vi er på vej ind i, hvor man ikke er urørlig, fordi man har magt, når det handler om seksuelle krænkelser. På den måde er det et historisk øjeblik.

LÆS OGSÅ: "Kønsforsker: Vi kommer til at se en laveine af magtfulde mænd, der må gå af"

Christian Groes mener, at den næste tid bliver ”den mest voldsomme i nyere tid”. Han mener, vi vil blive ”rystet og udfordret på det, vi troede, vi vidste.”

- De her krænkelseshistorier og MeToo-bølgen vil få store konsekvenser for nogle af de mest magtfulde personer i samfundet – blandt andet store profiler inden for politik, og det vil sende chokeffekter gennem systemet, når det får konsekvenser for de mest magtfulde skikkelser, siger han.

Men Frank Jensens sager er kun toppen af isbjerget, vurderer Christian Groes.

- Der kommer større sager, som ikke kan ignoreres af nogen. Alle borgere i samfundet vil komme til at høre om dem og forholde sig til dem. Der vil ikke være en afkrog af landet, hvor man ikke diskuterer det.

Christian Groes mener også, at folkestemningen er ved at ændre sig. Vi vil se færre personer, der forsøger at negligere de krænkelser, som kvinder står frem med.

- Det er svært at sige, at det er ok at rage en gravid kvinde i skridtet, som Frank Jensen har gjort. Selv hanelefanterne kan ikke forsvare det. Der er grænser.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også