Liv
18. november 2020

Heidi laver mindeæsker til forældre, der har mistet et barn: "Frygten for at glemme er stor"

Jordemoder Heidi Himmelstrup har lavet en mindeæske, der skal hjælpe forældre, der har mistet i graviditeten eller lige efter fødslen, med at håndtere deres sorg. Det er et bevis på, at der har været et barn, og at de er forældre, siger hun.
Af:
https://imgix.femina.dk/media/article/mindeaeske_header.png

Caroline Wilms. Foto: TV2 Østjylland

Det kan være svært at mindes et liv, der aldrig rigtig er startet.

Og det kan være endnu sværere at forholde sig til en sorg, det ikke er meningen, man som forælder skal stå med.

På Regionshospitalet Randers kan forældre få en mindeæske, hvis de har mistet fra uge 14 i graviditeten og frem til en uge efter fødslen. Mindeæsken skal være med til at hjælpe forældrene med at bearbejde den sorg, de nu står i, skriver TV2 Østjylland.

I mindeæskerne ligger der blandt andet et faktahæfte om normale sorgreaktioner, en ”Barnets bog” med hånd- og fodaftryk, en engelsovepose, lavet af brudekjoler fra kvinder, der selv har mistet, og to små hæklede blæksprutter, en til forældrene og en til barnet, når det skal begraves.

- Æskerne gør det mere håndgribeligt for forældrene at samle minderne om barnet, og det er et bevis på, at der har været et barn, og at de ér forældre, siger Heidi Himmelstrup, der er jordemoder på Regionshospitalet Randers og står bag mindeæskerne.

Frygten for at glemme

For at sige farvel til barnet, er man nødt til også at sige goddag, siger Heidi Himmelstrup. Udover at være jordemoder er hun også sorggruppeleder i Region Midt og har taget en uddannelse som sorgrådgiver ved det Nationale Sorgcenter.

Hun fandt på ideen til æskerne, da hun skulle lave sit eksamensprojekt på sorgrådgiver-uddannelsen.

Hun havde som sorggruppeleder observeret, at forældre, der mister, ofte har et fysisk behov for at samle ting og minder om barnet. Og der så hun en mulighed for at hjælpe dem.

- Når man siger farvel til barnet, er der jo ikke mere. Så det er rigtig vigtigt, at man har de her fysiske minder, siger Heidi Himmelstrup.

https://imgix.femina.dk/mindeaeske_.png

En mindeæske indeholder blandt andet to hæklæde blæksprutter. En til barnet og en til forældrene.

Heidi Himmelstrup oplevede også et behov fra forældrenes side om at skrive minder om barnet og dets korte liv ned — i frygt for at glemme den mindste detalje.

- Det er et bevis på, at der har været et barn, og at de er forældrene. De har jo ikke haft flere år med barnet, hvor de kan lære det at kende. Frygten for at glemme de små detaljer, som hvilken hårfarve barnet havde, og hvordan deres hænder så ud, er rigtig stor, siger hun.

Iklædt en englepose

Det kender Mia Mortensen og hendes mand Michael alt til.

De mistede i marts 2019 sønnen Jonathan efter en infektion, inden han overhovedet nåede at komme ud og sætte sit præg på verden.

Mia var 15 uger henne i graviditeten, da de uventet måtte sige farvel til deres lille søn og pludselig stod med en sorg, de skulle lære at håndtere. Oven i den sorg skulle de stadig være forældre for Jonathans storesøster, Alba, der kort efter fyldte fem år.

- Jeg kunne ikke forstå, at det var sket. Sorgen og chokket sad i hele kroppen. Hvordan skulle vi sige det til folk, og hvordan skulle vi sige det til Alba? Hun havde glædet sig så meget, siger Mia.

https://imgix.femina.dk/heidi_mia.png

Her sidder Mia Mortensen med datteren Lily, som hun har fået efterfølgende.

Mindeæsken betød for Mia og Michael, at der nu var lidt mindre at tænke på i den svære tid.

LÆS OGSÅ: Helene Bak måtte føde sin døde pige: “Jeg følte mig så alene. Ingen taler om, at det her sker”

- Jeg havde jo aldrig forestillet mig, at jeg skulle tænke over, hvordan mit barn skulle begraves, siger Mia Mortensen.

- Vi havde jo ingenting til ham, da han blev født, og han kunne ikke passe noget af det tøj, vi havde købt til ham, fordi han var så lille. Men man får jo de små engleposer, som han så kunne få på.

Særligt de hæklede blæksprutter er de glade for, da de har givet dem en kæmpe trøst. Den, de har beholdt, som Jonathan lå med, inden han blev begravet, skiftes de til at sidde og holde om på de svære dage.

- Det har betydet så meget at få sådan en mindeæske, som vi kan tage frem en gang imellem og kigge i. Det er en anerkendelse af, at vi har fået et barn, siger Mia Mortensen.

Barnets bog

”Barnets bog”, som man kan finde i mindeæskerne, er udarbejdet af Heidi Himmelstrup i samarbejde med hospitalspræsten på Regionshospitalet Randers og er speciellavet til forældre, der har mistet.

- Når man køber en "Barnets bog" , er der rigtig mange sider, som de her forældre ikke kan udfylde og som bare bliver en konstant påmindelse om alt det, man ikke får lov til at opleve med ens barn, siger Heidi Himmelstrup.

Bogen er lavet med inddragelse fra forældre i sorggrupper, så den er tilpasset efter, hvilke behov de har.

Der er både plads til at mindes, hvordan forældrene sagde goddag og farvel til barnet, begravelsen, dåb og velsignelse, oplevelser fra sorggrupper, breve til barnet og billeder.

LÆS OGSÅ: Line Kirsten om lillesøsters død: "Hvorfor skal jeg sige farvel til hende?"

Mia Mortensens datter Alba kan godt lide at tegne og nogle gange, når hun har det svært, tegner hun også Jonathan, og de tegninger får plads i bogen.

- Det er jo ikke mange minder, vi har om ham. Så bogen har betydet ufatteligt meget for os. Der er både minder fra graviditeten, begravelsen og velsignelsen i den, siger hun.

For Mia og Michael har bogen både været et redskab til, at de selv kunne bearbejde deres sorg, men det har også hjulpet til, at venner og familie, der ikke nåede at møde Jonathan, bedre kan forstå det, de har igennem og samtidig få et indblik i deres sorg.

Flere mindeæsker

På Regionshospitalet Randers har mindeæskerne fået stor opbakning fra både forældre og personale.

Mia Mortensen, der er blevet mor igen til en lille pige, håber på, at det er noget, andre forældre rundt omkring i landet også kan få glæde af.

Og det kunne det godt tyde på.

Heidi Himmelstrup har i hvert fald været i kontakt med en håndfuld sygehuse, der har vist stor interesse for mindeæskerne.

Hun håber på, at mindeæskerne kan gøre det nemmere for både forældre, pårørende og ansatte at snakke om sorgen, da det stadig er meget tabubelagt og svært at tale om.

- Det er så vigtigt, at vi tør at snakke om sorgen og døden. Det er også vigtigt, at vi som afdeling tør at tale om det og hjælpe forældrene med at tale om det, siger Heidi Himmelstrup.

Læs mere om:

Læs også