Henny fra blokken: Jeg har aldrig været bange for at gå alene hjem

De kalder hende Dronningen af Lunden. Det handler nok lidt om, at hun har boet her så længe. Men mest af alt ligner hun hende, altså majestæten. Smalt ansigt, hvidt hår samlet i et lille spænde. Rank og statelig, med mælkeblå, årvågne øjne.

Henny Jensens kongerige er Lundtoftegade, også bare kaldet Lunden, et alment boligbyggeri på Nørrebro i København, der har været af og på skiftende regeringers ghettolister de sidste 11 år.

Meget er blevet skrevet og sagt om området, hvor cirka 1.500 mennesker bor i otte store boligblokke, og det har ikke alt sammen været pænt. Henny har boet her 52 år, og så har man set det meste. Og de fleste. Når hun går rundt udenfor, hilser hun på alle.

Der har været såkaldte ghettopakker de sidste 26 år og deciderede ghettolister siden 2010. I 2018 præsenterede daværende statsminister Lars Løkke sin version, den såkaldte ”Parallelsamfundspakke”, der havde til formål at ”afvikle ghettoer helt” og ikke bare ”lappe på årtiers fejlslagen politik”.

Henny Jensen været vidne til alt det, politikerne gerne vil til livs med ghettopakken; dårlig integration, kriminalitet, bander. Alligevel har hun ikke noget til overs for ghettolisten.

- De kan ikke være det bekendt, politikerne. Jeg har aldrig været bange for at gå alene hjem.

Hun ville ønske, at de politikere ville komme herud og bo et års tid.

- Så ville de se, at alt det, der bliver sagt om Lundtoftegade, ikke passer. Så jeg vil sige ”Væk med den ghettoliste”. Vi har ikke brug for den, vi har slet ikke brug for den.

Et helt liv i Lundtoftegade

Henny Jensen flyttede ind i Lundtoftegade i 1968 med de første mursten. Hendes tredje barn, en dreng, blev født på det lille badeværelse på 4. sal i blok C.

Dengang var der endnu ikke kommet hvide klinker på badeværelsesvæggene, men der var elevator i det dengang helt nybyggede boligkompleks. To unge Falck-reddere pakkede Henny med det lille barn ind i et tæppe og bar hende ud i elevatoren, og så kørte de ellers nedad.

Udsat, udskældt og omdiskuteret: Siden 2010 har skiftende regeringen udgivet årlige ghettolister over udsatte boligområder i Danmark. 1. december udkom den 11. af slagsen. I 2018 kom så ghettopakken.

Siden har der været massiv debat, og over 50.000 danskere har underskrevet et borgerforslag om, at regeringen skal skrotte loven og droppe listerne. For hvad betyder det for mennesker, når deres hjem bliver kaldt en ghetto? Og kan man komme sociale problemer til livs ved at rive bygninger ned?

Vi har besøgt Henny Jensen og Dina Saleh i de boligområder, som regeringen kalder ghettoer.

I dag sidder Henny Jensen i en lænestol midt i stuen, hun misser lidt med øjnene, for en orange efterårssol brager ind ad lejlighedens panoramavinduer. Hun er 82 år nu, børnene er for længst flyttet hjemmefra, tre styks har hun opfostret her. Den ene er dog ikke flyttet mere end et par blokke væk.

Henny Jensen og hendes lille familie flyttede ind i nybyggeriet på Nørrebro længe før, nogen tænkte i lister og ghettodefinitioner.

Dengang var der stadig lidt af Lundtofteåen tilbage herude, og hver aften kunne Henny og børnene stå ude på lejlighedens store altan og se en ræv lunte ned til åen for at fange sig noget aftensmad. Det lykkedes aldrig, siger Henny, men ræven kom hver dag omkring klokken 18.

Det var før, der blev bygget den sekssporede motorvej, der nu løber over Bispebuen og vibrerer i baggrunden, når man går rundt udenfor. Det var før, der kom bander herud. Det var før, der kom gæstearbejdere og flygtninge til Lunden, før sociale problemer og massiv mediebevågenhed. Hennys historie i Lundtoftegade er i virkeligheden et stykke danmarkshistorie.

I 1950’erne og 1960’erne var der mangel på gode boliger, der var til at betale for den voksende arbejderklasse i byerne. Svaret blev i høj grad almene boliger. Alment byggeri er byggeri, der bliver opført med offentlig støtte og som blandt andet har til formål at løse samfundets boligsociale opgaver.

Der blev bygget stort og meget de år, så familier som Hennys kunne bo bedre. Man byggede på drømmen om store lejligheder, fællesskab, åbne vidder og grønne områder tæt på byen. Det var en ny måde at bygge på. Et eksperiment.

Både Henny Jensen og hendes mand var dengang fabriksarbejdere på det, der hed Nordisk Elektricitets Selskab, et dansk firma, der lavede elartikler. Hun og familien flyttede ind i en utopisk betondrøm i en højkonjunktur.

- Da jeg flyttede herud, var det både tandlæger og skolelærere og læger, folk, som vi sagde, var lidt mere end os andre, der flyttede ind her. Min mand sagde, det var rart, at vi kom til at bo sammen med dem. Så måtte vi se, om vi ikke kunne komme lidt tættere på dem.

Involveret i det hele

Og de kom tæt på hinanden, de første år i Lundtoftegade. En aften, da Henny Jensen sad og strikkede ude på altanen, tabte hun sit garnnøgle. ”Hvem har tabt garnnøglet?" lød det nedefra.

Og det var jo Henny, så hun fandt en kurv, fyldte den med småkager og firede den ned. Da hun trak kurven op, lå garnet der. Sådan blev de ved, lejlighederne på 1., 2., 3. og 4. sal, når de sad ude på altanen om aftenen.

- Havde vi nogle godter, når vi sad derude om aftenen, så sendte vi dem ned. Det var rigtig hyggeligt. Vi kom hinanden ved, og det gjorde vi i mange år.

Hvad er en ghetto?

Kriterierne for, hvad der gør et boligområde til en ghetto, har ændret sig siden den første ghettoliste udkom i 2010, og der er kommet flere kriterier til.

Men i dag definerer regeringen en ghetto sådan her: Det er et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor minimum to ud af fire kriterier er opfyldt. Derudover bor der over 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Kriterierne er: tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overtrædelse af straffeloven, uddannelsesniveau og indkomstniveau. Det, at en stor andel beboere er lavtlønnede eller lavt uddannede kan altså være med til at gøre et område til en ghetto.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

På væggene rundt omkring i lejligheden hænger klassiske malerier, der ved nærmere eftersyn slet ikke er malet, men broderet. Henny Jensen har selv lavet dem, i håndarbejdsklubben her i Lundtoftegade, som hun var med til at starte op. Hun har også været med i både madklub og kondiklub, hun har lavet beboerbladet Lundtofteposten, der holder til i et lokale under en af blokkene, og hun har været i festudvalget, som arrangerer ni fester årligt.

Hun har siddet i driftsudvalget, hun har ansvaret for to af vaskerierne, og så har hun været med til at lave den julepynt, der hænger udenfor. Hun har været formand for Natteravnene i 21 år og er det stadig, så i weekenderne trækker hun og de andre frivillige i gule refleksjakker og går rundt og taler med områdets unge.

Da Natteravnene startede op herude i 2000, fik de 10.000 kroner, og så kunne de unge i Lundtoftegade få en klub ovre under en af vaskerierne, fortæller Henny. De unge drenge ville gerne have en bar.

- Så siger jeg til drengene: ”Hør lige her, en bar? I må jo ikke drikke!” Men det skulle være til sodavand, og det var fint.

I hverdagen skulle drengene lukke ned klokken 23, og efter klokken 20 var det kun fra 16 år og op.

- Men i weekenden måtte de godt have lidt spas.

En beboer donerede penge til projektet, der kom gulvtæppe og fjernsyn i klubben, og i de første tre år gik det godt. Men så begyndte de at slække.

- Nogle gange, når jeg havde fri en hverdag, gik jeg derned om morgenen. Så lå der nogen og sov dernede. Jeg tror ikke, de gad gå i skole. Så jeg var henne og prikke til en og sige ”Sig mig lige en gang, skulle du ikke være i skole?” Han så helt forbavset ud og sprang ud ad døren, siger Henny.

En boligsektor i forandring

I 1970’erne begyndte en ny befolkningsgruppe at flytte ind i de almene boliger rundt omkring i landet. Gæstearbejdere var kommet til landet, da industrien hungrede efter arbejdskraft i slut 60’erne og starten af 70’erne, og mange flyttede i almene boliger, hvor kommunen havde anvisningsret til en del af boligerne.

Mange af de flygtninge, der kom til landet i 80’erne og 90’erne blev også anvist til de almene boliger. Sideløbende blev det mere lukrativt at eje, så de, der havde penge, flyttede ud, og dem, der ikke havde, blev boende. Tilbage stod en række boligområder med voksende sociale problemer.

En liste, to lister, tre lister?

I virkeligheden er det forsimplet, når vi taler om ”ghettolisten”, for der er nemlig tre lister; en over udsatte boligområder, en over ghettoer og en over hårde ghettoer.

Et boligområde skal opfylde to ud af fire kriterier, for at komme på listen over udsatte boligområder, og opfylde to kriterier + et etnicitetskriterie, for at komme på ghettolisten.

Et område kan altså ikke komme på ghettolisten, medmindre der er mere end 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande i området. Boligområder, der de sidste fire år har stået på ghettolisten, kommer på listen over hårde ghettoer, og så er det, der skal rives ned, sælges fra eller bygges til.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

I Lundtoftegade oplevede Henny Jensen, at området ændrede sig, da de nye beboere kom til.

- Det, der egentlig var lidt sørgeligt, var, at de havde det svært, meget svært. Ikke, at vi ikke ville acceptere dem, men de havde svært ved at acceptere os.

- I dag går det rimeligt, synes jeg. Men det har taget mange år, mange år at få både mødre og fædre til at forstå, at det at bo her betyder, at vi passer på hinanden og kommer hinanden ved. De har svært ved det. Det har vi danskere åbenbart også.

For når de holder fester her i Lundtoftegade i det store beboerhus nede i gården, så er det stadig meget opdelt, oplever Henny.

- Enten er det os eller dem, der kommer. Den nabo, jeg har nu, vi siger ”goddag” og ”farvel” og når børnene er der, så snakker jeg med dem. Men ellers holder de sig meget for sig selv. Vi prøver stadigvæk, og det er, som om det lykkes lidt mere inden for det sidste halve år.

”Lundtoftegade er ikke så slem, som man gør det til”

Henny Jensen har trukket en sælpels uden på den strikkede sweater og forladt den lune stue. Hun viser rundt udenfor. Fodboldbanen, hvor klubben Nørrebro United spiller, er oplyst af et koldt, mat lys. En kvinde med en lyserød yogamåtte spændt på ryggen løber forbi, hun hilser på Henny og er så videre. Henny kigger rundt.

- Hvem vil tro, at det her er en ghetto? Når du ser det, forstår du det ikke, og du tænker, det er dælendytme løgn.

Her er blevet pænere, siger hun, mere luftigt.

I 2012 fik Lundtoftegade en helhedsplan, og det betød glas på facaderne. 60’erne og 70’ernes betontunge byggestil var for længst gået af mode. Dengang blev 80 lejligheder lagt sammen til 30 store familieboliger i et forsøg på at tiltrække mere ressourcestærke lejere.

De nye lejligheder er med samtalekøkken, mens ”vi andre bare har et lille dumt køkken”.

- Lundtoftegade er ikke så slem, som man gør det til, siger Henny.

- Men det er klart, når de unge mennesker bliver taget for kriminalitet og de bor her …

Hun stopper midt i en tankestrøm. For ja, der har været problemer med kriminalitet herude. Det har der da. Men nu har de fået brudsikre ruder i svalegangen, og det har hjulpet.

Og når der sker noget, der er for groft, så er der jo kun en ting at gøre, siger hun og holder to handskeklædte fingre op til øret; Ringe til politiet.

- Jeg har også haft folk, der har ringet til mig og sagt ”Henny, der står altså en bande nede foran vaskeriet.” Så siger jeg ”ring til politiet”.

Først var det Hells Angels, der holdt til herude, derefter ”havde vi også nogle af etnisk herkomst, jeg aner ikke, hvad de hed, men det var desværre sådan, at de solgte hårde stoffer.”

- Så vi har oplevet lidt af hvert. Det vil man altid gøre, for der bor så mange her. Så er det lige meget om det er folk med andel eller ejerlejlighed, det kan ikke undgås, når man er mange sammen.

Hvis der er noget alvorligt galt, må man ringe til politiet, men ellers er Henny Jensens filosofi, at hvis du taler pænt til folk, så taler de pænt til dig.

Et stigmatiseret ord

Ghettobegrebet har en tung baghistorie, der mest af alt handler om adskillelse. Det blev første gang brugt om jøder i Venedi i 1500-tallet, der blev tvunget til at bo i en særlig bydel omkranset af en mur.

Siden er begrebet blevet brugt om kvarterer i europæiske byer, hvor jøder har været tvunget til at bo, og under Anden Verdenskrig blev jøder igen samlet i ghettoer.

Ghettobegrebet er også blevet brugt om fattige sorte boligområder, både i Sydafrika under apartheid og i USA, hvor de opstod som konsekvens af racesegrerering.

Nogle gange, siger hun, så er der små drenge herude, der gerne vil følge i deres ældre brødres fodspor, kriminelle eller ej. Og nogle gange, når man er ude at spadsere om aftenen, så klumper store grupper af unge drenge sig sammen og fylder hele fortovet. Men:

- Det første, de siger, når vi åbner døren, er ”Godaften, kan I have en hyggelig tur” og selvfølgelig kan vi det! Jeg også sagt til de ældre herude ”Du skal ikke gå ud på vejen, du beder bare pænt om at få lov til at komme igennem, og du får lov til at komme igennem.”

- Og der er nogle af de knægte, der nogle gange opfører sig dumt, der, når de ser en gammel, krumrygget dame, der næsten ikke kan slæbe sine varer, så er de gået hen og har taget poserne for hende.

Engang, da Hennys datter Helle var lille, måske 10 eller 11 år, havde et bandemedlem givet hende en øretæve. Simpelthen slået hende på siden af hovedet. Fordi Helle sad på en gynge, han ville have.

- Så gik jeg hen og stod sådan her foran ham, siger hun og sætter begge hænder i siden og stirrer fast frem.

- Det er både første, sidste, eneste gang du rører Helle, du skal bare lige prøve, for så vil du opdage, at mig skal du ikke tage fejl af.

Og så var der noget jamen og øøøøh, men Henny ville ikke høre nogen protester, for hvad fanden bildte han sig ind, sådan at tro, at han kunne tage gyngen fra Helle, bare fordi han ville have den. Rockerens kammerat stod lidt væk og sagde, at hans ven skulle sige noget til Henny.

- Så sagde jeg ”Er der noget, du skal have klinket?” og begyndte at gå derhen, ”du kan bare sige til”. Så gik de begge to.

Diskriminerende?

Fordi, det er etnicitetskriteriet, der gør områder til ghettoer, er ghettopakken blevet kritiseret for at være diskriminerende. FN kalder loven både krænkende og diskriminerende, og Institut for Menneskerettigheder har i 2020 bragt en sag om tvangsflytninger for Ligebehandlingsnævnet.

Man skal skabe noget for de unge

Henny står i læ ved indgangen til opgangen, rundturen er forbi, og vinden bider.

Der er en lind strøm af børn og unge ind og ud ad døren. Hun hilser på dem alle sammen.

- Sikke en fin hue, må jeg få den? spørger hun til en lille pige, der er på vej ind.

”Ej, I har da rigtigt været ude og snoller!” siger hun til to små drenge, der kommer gående med chipsposer i hænderne. Den ene, en flyverdragtklædt dreng på ikke mere end seks år, bukker sig ned og smiler ud ad opgangens vindue til Henny.

Lundtoftegade er fra december 2020 ikke længere på ghettolisten, og er således heller ikke længere på vej mod den hårde ghettoliste, hvor salg, renovering eller nedrivning venter. Henny Jensen ”hoppede og sprang” af glæde i sin lejlighed, da hun fik nyheden. Nu gælder det om at hjælpe de andre boligområder på listen, siger hun.

Og Lundtoftegade de skal bare blive ved med at gøre det, de allerede gør, for at komme de sociale problemer til livs.

- Vi skaber noget for de unge. Der var nogle unge, der havde fået lov til at lave film om Lundtoftegade, og så havde de talt med de forskellige, der bor herude. Vi var ovre i beboerhuset og se filmene, og der sagde vi: ”Det er saftsuseme godt gået”, og det var som om, drengene løftede skuldrene lidt, fordi de fik noget anerkendelse.

- Det er den måde, vi får et samspil med de unge. Man skal ikke sige nej, man skal bare prøve, og går det godt, så er det fint, og går det ikke godt, så er det også fint, for så er det bare os, der tænker forkert.

Parallelsamfundspakken

Også kaldt ghettopakken eller ghettoloven, er fra 2018 og indeholder en række lovændringer, hvoraf mange har fået kritik.

Blandt andet blev der indført obligatorisk sprogprøve i børnehaveklasser på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i et udsat boligområde. Derudover blev der indført et såkaldt obligatorisk læringstilbud på 25 timer ugentligt til børn fra 1 år og opefter.

Politiet fik desuden mulighed for at indføre skærpet straf-zoner, hvor straffen for visse typer kriminalitet er højere.