Hun samler det liv op, der blev slået i stykker en aften for fire år siden
Maria Brus Pedersen. Foto: Erik Mclean/Unsplash
Sofia kan ikke forstå, at hun er 23 år gammel, hun er jo ikke engang fyldt 19 år.
En måned før hendes 19-års fødselsdag gik hendes indre lommeur i stå, nogen trådte på det, sådan beskriver hun selv følelsen, og nu er glasset i urskiven knust og viserne er gået i stå.
Så hvordan kan hun være 23, når hun ikke engang er fyldt 19?
Det er fire år siden, hun blev voldtaget af en mand, hun havde mødt på Tinder en aften, hvor hun troede, hendes liv skulle begynde på ny.
Det er fire år siden, hun sad på en politistation midt om natten, hvor hun oplevede, at politiet var mere interesseret i, hvor meget hun havde drukket og hvad for noget tøj, hun havde på, end hvordan, hun var blevet holdt fast.
I dag sidder hun i en dyb sofa i en fyldt café i Aarhus. I baggrunden summer studiegrupper og kaffemaskiner og Nina Simone synger længselsfuldt fra en højtaler.
Store brune øjne, buskede bryn og et brusende, krøllet hår, der nærmest bevæger sig som en enhed. Hun har en hvid strikkjole på og hvide sneakers, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at hun var på caféen for at mødes med en af de mange studiegrupper.
Hun har brug for at fortælle sin historie. Hun har brug for, at hendes historie er sand og vigtig. Brug for at fortælle den til nogen, der lytter, og ikke bare skrige ud i tomrummet, som hun føler, hun har gjort de sidste fire år.
- At have oplevet det her bringer så meget skam med sig, så det er ikke nødvendigvis noget, man har lyst til at dele. Man føler, det er en selv, den er gal med, at man er forkert. Man er det her individ, der, uanset hvor mange varme brusebade, man tager, aldrig kan blive ren, fordi der er en der har taget ens frihed fra en.
Alt lå åbent
I dag bor Sofia i en lille by i Østjylland, men for fire år siden var hun netop flyttet til Aarhus. Det var maj, det var lunt i vejret, hun satte sig ned til Domkirken i Aarhus med to veninder og en flaske vin. Alt var åbent.
Samtykke
17. december 2020 vedtog et enigt Folketing en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Loven, der trådte i kraft 1. januar, betyder, at det nu er strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker, hvor der i den gamle voldtægtsbestemmelse var fokus på, om gerningsmanden havde brugt vold eller trusler om vold.
femina har i en række artikler fulgt kampen for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Vi mener, at vi både politisk, personligt og på et kulturelt plan skal arbejde frem mod en ny kultur, hvor samtykke og respekt er naturligt.
Kilde: Justitsministeriet
Hun downloadede dating-app’en Tinder, det var spændende, ny by, hun var single, og det havde hun egentlig ikke lyst til at være mere.
Hun matchede med en fyr, og de begyndte at skrive. Han var model, fortalte han, og i byen for at arbejde. De snakkede om at mødes, men han vidste ikke, hvor Domkirken var.
Hendes veninder gejlede hende op, hun kunne da bare hente ham og tage ham med tilbage.
- Og det gjorde jeg så. Jeg kan huske, at da jeg så ham, var der noget i mig, der tænkte, der var et eller andet off ved denne her person. Det var som om, at selvom smilerynkerne kom frem, hver gang han snakkede, så var der tomt bag hans øjne. Men jeg pakkede tanken væk og tænkte, at det bare var spænding.
En af venindernes forældre boede tæt på Domkirken, så de tre veninder og Tinderfyren gik op i lejligheden. De drak mere vin, legede lege og havde små konkurrencer.
Han sagde, han ville vædde på, at Sofia ikke turde kysse med hendes veninde. Det turde hun godt. De gik ned på en bar i midtbyen og mødtes med et par andre venner, og på et tidspunkt lagde Sofia sine arme om manden og spurgte, om de ikke skulle gå videre.
- Det var en kombination af mange ting. Jeg følte, jeg skyldte ham et eller andet. Og så havde jeg følelsen af at være lidt en rebel.
Og så det, hun siger med meget blandede følelser i dag.
- Jeg var tiltrukket af ham. Han var en flot mand, der er tydeligvis en grund til, at han er model.
Ikke længere til stede
De gik tilbage på hans hotel, og da de kom ind på værelset, låste han døren bag dem. Ham, hun havde fundet charmerende, ændrede karakter og blev dominerende. Da hun hørte hoteldøren låse bag sig, frøs hun.
- Derfra var hver en handling, jeg tog, en automatisk handling dikteret af en anden person. Selvom jeg skreg af mig selv oppe i hovedet ”vend om!”, så kunne jeg ikke. Det var, som om jeg var fanget i et fængsel og min krop bare gjorde, som den gjorde.
Sofia sidder med benene over kors i caféen, det er, som om hendes stemme har mistet pusten. Hun taler lavere nu, langsommere.
- Det næste, jeg kan huske, er at han er ovenpå mig. Og han er meget … meget voldsom.
- Og jeg siger til ham, at jeg ikke vil, jeg siger stop, du gør skade på mig, det gør ondt.
Hun borede sine negle ind i hans lyske, men det hjalp ikke noget. Hun husker, hvordan han vendte hende om, lagde sin hånd på hendes nakke og pressede hendes hoved ned i puden.
- Jeg kunne mærke, hvordan min nakke begyndte at værke, jeg tænkte, lige om lidt knækker den. Hans hånd var jo på størrelse med mit ansigt, han var meget større end mig.
En stemme i hendes hoved sagde, at hvis hun ikke gav ham det, han ville have, ville det gå galt. Derefter var hun ikke længere til stede.
LÆS OGSÅ: Ida blev voldtaget: Han smækkede døren bag mig og lagde sine hænder om min hals
- Det var, som om jeg slukkede for mig selv.
På et tidspunkt så Sofia sit snit til at løbe, da manden var gået ud på badeværelset. Hun samlede sine ting og sagde, at hun skulle tidligt op på arbejde i morgen.
Det var den første plausible løgn, der kom til hende. Han sagde, hun ikke skal gå. Ude på gangen løb hun hen i elevatoren og trykkede febrilsk på knapperne, indtil dørene lukkede.
Hun gik hjem gennem byen i en tågetilstand, hun ringede til sin veninde og spurgte, om hun måtte komme og hente sine ting. Hun kan ikke huske, hvordan hun kom op i lejligheden, men så har hun et billede af, at hun står på tagterrassen med veninden og ryger en smøg. Det næste, hun kan huske, er, at hun sidder med sine to veninder i ankomsthallen på politistationen.
Sofia kan ikke huske, hvor meget hun fortalte veninderne den nat på tagterrassen med udsigt over byen. Men det var veninderne, der besluttede, at de skulle anmelde det, og det var hendes ene veninde, der ringede til politiet. Sofia var 18 år, hendes veninde 17.
- Jeg vidste jo ikke, jeg var blevet voldtaget. Jeg var jo selv gået med derop.
Det forløb, der startede på politistationen den nat i maj, blev begyndelsen på et traume, der stadig sidder i Sofia.
Et traume, som i dag stadig giver hende angstanfald, når hun ser betjente i uniform eller hører en udrykning. For selve voldtægten få timer forinden var slem, men mødet med politiet var det, der slog luften ud af hendes virkelighedsopfattelse.
Afhørt med et aktivt traume
På politistationen blev hun afhørt af to betjente, en kvinde og en mand. Ifølge politirapporten, som femina har fået aktindsigt i, fik hun tilbudt en bistandsadvokat, der kunne være til stede ved afhøringen. Selv er Sofia sikker på, at hun ikke fik tilbudt at have en advokat med.
- Jeg var alene med de to. På daværende tidspunkt var jeg jo ikke ved mine fulde fem, jeg var knap nok til stede. Jeg tror, jeg har lignet en zombie. Jeg har ikke fået tilbud om at få nogen med derind og min veninder fik at vide, at de ikke måtte være der. Der ville det have været godt for mig at have et vidne.
- Hvor meget jeg end hader det, så kan jeg ikke 100 procent sige, hvordan min afhøring er foregået, for jeg har siddet med et aktivt traume.
Hun husker, hvordan politiet spurgte hende, hvor meget hun havde drukket, og hvad hun havde på.
Hun husker, at den mandlige betjent, der sad bag hende og tog referat, på et tidspunkt fnyste.
- Sådan ”Yeah, right.” Jeg kunne ikke se ham, jeg kan bare huske det der fnys.
Da afhøringen var færdig, og hun trådte ud på gangen, fortalte den ene betjent, at ham, hun havde anmeldt for voldtægt, sad i et lokale lidt længere nede ad gangen.
- Jeg tænker, det er en fuldstændig unødvendig detalje at informere mig om. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er nærtagende. Men for mig er der noget symbolsk i, at de gør en pointe ud af at sige, at den person, der er ansvarlig for min tilstand, han sidder lige dernede.
Sofia blev kørt op på det gamle universitetshospital til en retsmedicinsk undersøgelse, veninderne måtte selv finde derop. Sofia ville bare gerne lukke øjnene og sove.
- Jeg kan huske, jeg var i rigtig mange smerter. Jeg er faktisk ikke sikker på, at hun fik gennemført den gynækologiske undersøgelse. Selv det mindste næb de bruger, gjorde ondt på mig.
De fik efterfølgende et lift tilbage til venindens lejlighed i en patruljevogn. Stemmerne i bilen gled sammen til en summende støj, Sofia registrerede dem ikke.
Næste dag vågnede Sofia op i sin venindes lejlighed. Hun lå et par minutter og tænkte, at det var en forfærdelig drøm, hun havde haft. Så gik det op for hende, at det ikke var en drøm.
I løbet af dagen talte hun i telefon med en af de betjente, der modtog hendes anmeldelse aftenen forinden.
- Han siger, han vil opfordre mig til at tænke mig om med denne her anmeldelse, for der sidder en mand i detentionen, der er frygteligt bange, for han sidder i et fremmed land. Han har selvfølgelig ringet til sin mor, og hun er bange og ked af det og kan ikke forstå, hvad der sker.
- Jeg går i chok, for hvad er det for noget at informere mig om?
Hun rakte telefonen til sin veninde, og derefter var det veninden, der stod for kontakten med politiet.
Et liv i en affaldssæk
En måned senere får Sofia et brev i sin e-boks. Anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse en straffesag, fordi de ikke mener, en domstol vil finde manden skyldig i voldtægt.
De lægger blandt andet vægt på, at der er modstridende forklaringer om, hvad der skete den aften, og at der ikke var vidner til overgrebet. De skriver i deres afgørelse, at der er tale om ”påstand mod påstand”.
Tilbage står Sofia med et massivt oprydningsarbejde i sit liv og sind.
Når hun i dag skal beskrive, hvordan hendes liv så ud på det tidspunkt, har hun et billede af sig selv, der går rundt med en sort affaldssæk og samler stumper af sit søndersprængte liv sammen.
Hun føler ikke, hun blev mødt ordentligt i sit møde med retssystemet. Hun mener, der er brug for mere undervisning i politiet i, hvordan man behandler mennesker, der anmelder voldtægter – blandt andet hvilket sprog man bruger overf or potentielle voldtægtsofre.
- Det sprog, der bliver brugt, er meget præget af slutshaming. Det er meget præget af, at du som overlever bærer alt ansvaret for din overlevelse.
Noget tyder på, at det ønske bliver opfyldt. I december landede et politiforlig, der blandt andet sikrede mere efter- og videreuddannelse, ligesom der skal oprettes særlige politienheder til at håndtere sager om voldtægt og vold i nære relationer.
Politiforlig
I det nye politiforlig, der gælder for 2021-2023, er der fokus på at øge politiets indsats på voldtægtsområdet. Det betyder, at der skal indføres specielle teams, der tager sig af vold i nære relationer og voldtægt, ligesom der vil være øget efter- og videreuddannelse og mulighed for videoafhøring i voldtægtssager.
Kilde: Justitsministeriet
Sofia ville ønske, at hun dengang var blevet spurgt mere ind til, hvordan hun blev holdt fast, og hvad det var for en mand, der var til stede på det hotelværelse og mindre ind til, hvad hun havde på, og hvor meget hun havde drukket.
- Jeg kunne have været plakatfuld og stadig ikke have givet mit samtykke.
Hun kigger ned på sin hvide kjole. Det sidder i hende, den måde hendes påklædning blev bragt i spil, da hun blev afhørt. Hun har det ubehageligt ved at have denne her kjole på, siger hun, selvom den egentlig er fuldstændig formløs. For hver gang den kryber over hendes knæ, tænker hun, at hun er for blottet.
- Jeg gemmer mig i mit tøj, det er meget poset, uformbart tøj, jeg har på. Hvis jeg har en tætsiddende trøje på, føler jeg, det er for overdrevet.
Hun tænker over, hvor meget hun drikker, for skulle der ske noget, ville der så være nogen, der tænkte, det var hendes egen skyld?
Sofia begyndte i udredning i psykiatrien i Risskov to et halvt år efter voldtægten. Diagnosen hed angst, depression og PTSD.
Siden har hun ugentligt fået traumebehandling for sin PTSD. Det var først halvvejs inde i det forløb, det gik op for hende, sådan rigtigt, at hun havde været udsat for en voldtægt.
- Jeg vidste det jo godt, når jeg trådte et skridt tilbage at det ikke var sex, det var voldtægt. Men jeg kunne ikke anerkende det i mig selv.
Hun har stadig svært ved at bruge det ord, voldtægt, for det clasher på en eller anden måde med hendes fortælling om sig selv. Hun er opdraget med troen på, at hun er stærk og intelligent, og at intet kan få hende ned. Og så er hun opdraget med, at man ikke græder.
- Jeg kan stadig nu sidde og blive sur på mig selv over, at jeg lod det ske. Og samtidig lod jeg det jo ikke ske, jeg kunne jo ikke gøre andet. Jeg er i proces med at prøve at forsone mig med, at det er sket.
En kat at stå op til
Der er røde streger på hendes hænder og armen, hun har næsten lige fået en lille kradselysten killing.
Mange morgener vågner hun og har ikke lyst til at være her mere. Hun ved godt, siger hun, at hun ikke kunne få sig selv til at gøre noget ved det.
Men nu har hun fået en killing, der har brug for, at hun står op hver dag og er noget for den. At hun er her.
- Det er underligt som 23-årig at vågne op, og så er første tanke, at jeg ville ønske, jeg ikke var her. Folk har denne her oplevelse af, at man har det rigtig dårligt nogle måneder efter en voldtægt, og så er det ovre. Men det er det ikke.
Til sommer bliver hun student, på sin 24-års fødselsdag. Så får hun endelig ”den skide studenterhue” hun skulle have haft for tre år siden.
LÆS OGSÅ: Eva satte sig ind i en taxa. Men først for sent opdagede hun, at der manglede et taxameter
Men hun skal ikke med på studenterkørsel, hun føler ikke det store behov for at rage rundt på ladet af en vogn sammen med en masse fulde teenagere.
Hendes tidslinje er forskudt, sådan er det, hun kan ikke forstå, hun bliver 24, når hun jo ikke engang er blevet 19 endnu. Hun vil gerne læse jura engang, hjælpe folk.
Hun glæder sig over, at Danmark nu har fået en samtykkelov. Men det er en bittersød følelse, for lige så fantastisk det er, at loven kommer til at hjælpe andre i fremtiden, lige så tom en følelse er det, at den jo ikke hjalp hende.
Den nye lov er vigtig. Men der ligger et kæmpestort arbejde i at ændre en hel kultur, siger hun.
For nyligt sad hun i sin HF-klasse, da en af drengene lavede en voldtægtsjoke. Et kor af unge drenge grinede. Underviseren sagde ikke noget.
- For at citere Solange Knowles: ”I’ve got a lot to be mad about.” Men for nu er det et skridt i den rigtige retning.
Da interviewet er færdigt, følges vi op gennem byen. Sofia vil gerne forbi en blomsterhandler i gågaden, der tit har tilbud lige før lukketid. Da vi når dertil, spørger hun mig, om det er i orden, at hun følger mig helt til stationen.
- Det er en ting, jeg har haft siden, siger hun.
- Jeg vil gerne være sikker på, at folk kommer ordentligt hjem.
Sofia er ikke kvindens rigtige navn, og billedet er et stock-billede og forestiller ikke Sofia. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.