"Hvis det, jeg skulle bidrage med, var at ryste røv på et dansegulv, var det bare ikke mig"

Fortalt til Caroline Wilms

Jeg kan huske engang, jeg sidder i en flyver med en ældre kollega. Det er første gang, jeg møder ham, vi skal samme sted hen med arbejdet. Da vi så skal rejse os op og have vores bagage, tager han mig på låret og siger: ”Vi bliver lige siddende lidt endnu.”

Først tænke jeg bare, at det var, fordi vi skulle vente til, at folk var kommet ud, men så gik det op for mig, at det slet ikke var det, det handlede om.

Det handlede jo bare om, at han gerne ville tage mig på lårene. Det var mærkeligt og vildt ubehageligt. Men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg var 25 år og tænkte, at sådan var det nok bare. Hvis jeg overhovedet tænkte det. Det var vel bare en del af pakken. Det var jo heller ikke et overgreb, og han gik ikke længere.

Jeg var ikke en del af dem

Når man som kvinde arbejder i en verden, hvor der er et hav af netværksforbindelser, der giver mulighed for at løfte ens job, så bliver man rigtig glad for at blive inviteret med.

Jeg blev for 12 år siden inviteret med i et netværk, hvor jeg var den første kvinde. Det var jeg virkelig glad for, for jeg havde brug for de relationer, det kunne give. Så det sagde jeg stort ja tak til.

Den første gang jeg var med til et møde, var der også middag, og der blev holdt en fin tale, hvor jeg blev budt velkommen. Ham, der holdt talen, sluttede så af med at sige, at han var rigtig glad for, at jeg var kommet med som kvinde, for så kunne de endelig danse til festerne.

Der gik det op for mig, at jeg jo ikke hørte til. Jeg var ikke en del af dem. Jeg var så flov over, at jeg havde været så naiv at tro, at jeg var en del af klubben.

Med den ene sætning, blev det meget tydeligt, at det var jeg ikke.

Jeg meldte mig ret hurtigt ud bagefter. Jeg ville gerne være der, fordi jeg havde den position, jeg havde, og fordi jeg kunne bidrage med noget. Men hvis det, jeg skulle bidrage med, var at ryste røv på et dansegulv, så var det bare ikke mig.

Sexisme på arbejdspladsen

De seneste uger har en række modige kvinder rejst en vigtig debat om sexisme og chikane i mediebranchen og på Christiansborg. Men det foregår i alle brancher. Tal fra 3F viser, at 20 procent af fagforeningens kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane fra enten chefer eller kollegaer. I hotel- og restaurationsbranchen er mere end halvdelen af de kvindelige elever blevet udsat for uønskede tilnærmelser eller krænkelser. Og i IT-branchen sker det for mere end fire ud af ti kvinder.

I femina bringer vi en række vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet, at deres arbejdsplads ikke var et trygt sted at være. Det her er deres historier.

Jeg havde også engang en mand til bords, der var godt etableret i en masse bestyrelser i Danmark, og som var meget vred på mig. Vi snakkede om en fælles bekendt, der var blevet fyret fra et stort job i kulturlivet.

Han synes, at det var sådan nogle som mig, der blokerede for, at de rigtige — altså mændene — kunne få de pladser, de fortjente i erhvervslivet.

LÆS OGSÅ: Sara Bovins chef kaldte hende en skøge. "Det hele gik i stå, da han sagde det"

Underforstået, at nu er der en bølge i samfundet, der siger, at nu skal vi have kvinderne ind og så må vi gøre det. Men det betød jo så desværre at den konkrete mand, vi snakkede om, der var dybt alkoholiseret, ikke kunne få job, da det var kvindernes tur.

Han var meget vred over, at det var sådan en som mig, en kvinde, der nu stod for tur.

Det forstår jeg egentlig godt, at han tænker, hvis han tænker kvinder som underkvalificerede. Men der må jeg bare sige, at jeg kender rigtig mange kvinder, der er megakvalificerede, der ikke får adgang til de gode stillinger, netop på grund af at de er kvinder.

Jeg har siddet i rigtig mange møder med mænd, der har talt til min barm i stedet for mine øjne. Jeg har tænkt, at det var ubehageligt, men aldrig tænkt, at det var noget, jeg kunne gøre noget ved. Sådan var det bare.

Jeg havde sådan en oplevelse af, at jeg nok skulle tænke over, hvordan jeg klædte mig, så jeg eliminerede muligheden for, at det eksisterede. Jeg har haft mange helt konkrete oplevelser, hvor mandlige kollegaer har været vildt grænseoverskridende.

Jeg ikke sige mig fri for at have være utrolig skamfuld omkring det, og jeg har tænkt, at jeg måske også selv havde en del af skylden. Jeg tog ansvaret op mig selv. Det er det, der er så obskurt.

En ting er, at man bliver forulempet, men en anden er, at man skal sidde med en oplevelse af, at man har gjort noget forkert. Især når det eneste man havde gjort, var at have tøj på, sige noget eller lænet sig på en special måde over et bord. Det er jo helt urimeligt, at det skal være sådan.

BLÅ BOG

Jane Sandberg er uddannet journalist og kunsthistoriker

Hun er 53 år gammel

Hun er direktør på museet Enigma, og har tidligere været direktør på Øregaard Museum og Trapholt Museum.

Alle har et ansvar

Jeg er ikke selv fejlfri. Jeg kan huske i efteråret 2017, hvor #MeToo rullede, og jeg sidder i metroen. Der kommer en ung pige ind, og min første tanke var: "Det er godt nok en kort nederdel, hun har på." Min næste tanke var så: "Ej det tænkte du bare ikke."

LÆS OGSÅ: Viviana blev fyret, fordi chefen ikke kunne modstå hende: "Du ødelægger mit ægteskab"

Der blev det virkelig tydeligt, at jeg var ved at ændre mit blik på en kultur, som jeg selv har været en del af, fordi jeg har indgået på arbejdspladser, men også en kultur, jeg som leder helt sikkert har været med til at understøtte. Ikke fordi jeg har villet, men fordi det var sådan, det var.

Men det gør mig så vred, når jeg oplever sexisme. Det gør, at jeg tænker, at der stadig er et stykke arbejde forude. Jeg bliver også mere og mere bevidst om, hvilket ansvar jeg selv har. Før har jeg tænkt, at det er der nok nogen, der regulerer, og gør noget ved problemet. Men det, samfundet kan og har gjort, har åbenbart ikke været nok.

Jeg har mange kvindelige relationer, som jeg diskuterer det her med. Vi snakker meget om, hvad vi selv kan gøre. Jeg er for eksempel med i en feministisk bogklub, hvor vi er 15 kvinder, der alle sidder med gode stillinger rundt omkring.

Udover at læse noget feministisk litteratur, slutter vi hver gang af med en runde rundt om bordet og siger, hvad vi har gjort for ligestillingen siden sidst.

Det er ret angstprovokerende. Men det har været med til at skærpe mit blik på, at jeg skal huske at tage det med i betragtning de steder, hvor jeg har noget indflydelse at gøre gældende.

Det kan være at være mentor for nogen, som jeg er. Eller at hvis jeg bliver bedt om at anbefale nogle, så anbefaler jeg kvinder. Men det kan også være et opgør med en selv og hvor anmassende, man vil være.

Jeg ved, fra mange af mine kvindelige relationer, at vi har lidt svært ved at stille os selv forrest. Jeg er ikke vildt god til det selv. Men jeg tænker over det, på en anden måde end jeg har gjort før.

Og kan jeg løfte min stemme op, så skal jeg det. Også ud fra et demokratisk synspunkt. Hvis man har en stemme, er man forpligtet til at bruge den.