Hvis fødslen er lige så meget værd som døden, hvorfor behandler vi den så ikke sådan?

En fødsel er no big deal. De kvinder, der brokker sig, skal tage sig sammen, for kvinder har jo født i tusindvis af år, og det er naturligt at føde, helt ærligt, slap nu af.

Men at dø er også naturligt, og når vi mister en, vi elsker, folder vi et arsenal af ritualer ud for at sende den afdøde værdigt fra livet. Når en kvinde er gravid, og et nyt liv begynder, har hun ikke ret til fødselsforberedelse, og nogle steder bliver mor og barn sendt hjem fra hospitalet blot fire timer efter fødslen.

Stod det til Christina Prinds, som er jordemoder og lektor ved SDU, bør vi ændre vores syn på fødslen og tillægge den større værdi. Hun har undersøgt fødslens eksistentielle betydning, som har vist sig at være ganske stor. De kvinder, hun og hendes medforskere har spurgt i en national spørgeskemaundersøgelse, siger, at deres fødsler har gjort dem stærkere. At den bragte dem ind i kernen af deres eksistens. At det var den mest skelsættende begivenhed i deres liv.

- Det bør vi som samfund understøtte, og det er derfor nærmest arrogant, at vi ikke tillægger den begivenhed større værdi. Det er devaluerende, når vi siger, ”Slap af, det har kvinder altid gjort,” at det er noget, man ”bare” skal gøre, fordi kvinder føder børn hver dag. Mennesker dør også hver dag, siger Christina Prinds.

Og lader forstå, at det jo ikke får os til at holde op med at synge en afdød ud, afholde begravelser, sende blomster, sænke farten, når vi ser en rustvogn, og besøge graven efterfølgende, lægge blomster, tænde lys, ære mindet.

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Det er ikke, fordi vi skal udfolde det samme arsenal med omvendt fortegn, når et barn fødes, men vi bør indrette et sundhedsvæsen, hvor personalet har tid til at tale med kvinden om det potentiale, fødslen åbner en dør til. Det kan lyde ganske banalt, men der skal være tid til, at jordemoderen kan se kvinden i øjnene og spørge: ”Hvordan har du det med det, du nu skal igennem, og giver det dig anledning til at leve dit liv anderledes, end du gjorde før?”

Christina Prinds beskriver fødslen og døden som de to kanter, der omkranser livet og undrer sig over, at fødslen ifølge hende i nogen grad bliver henlagt til noget, der bare ”foregår ovre hos kvinderne”. Som om det, at vi fødes, ikke er en universel begivenhed på linje med, at vi dør. For på samme måde som døden er fødslen et samfundsanliggende, mener hun.

- Man kan ikke henlægge fødslen til at være den enkelte kvindes ansvar eller erfaring. Det at tage imod nye menneskers tilsynekomst er en samfundsopgave, og den måde, vi gør det på, reflekterer og bestyrker kerneværdier i samfundet, siger Christina Prinds.

LÆS OGSÅ: “Det er helt enormt skamfuldt ikke at kunne overskue sit eget barn”

Med baggrund i sin forskning mener hun ikke, at fødslen i dag bliver tillagt fyldestgørende værdi. For hende kommer det også til udtryk gennem den ”bølge” af vidnesbyrd, kvinder har delt i kølvandet på Olga Ravns bog ”Mit arbejde” om moderskabet og gennem de 30.000 personer, der har underskrevet Mødrehjælpens manifest for en tryg fødsel. Samtidig lægger de unge jordemoderstuderende an til studenteroprør. De vil ikke længere acceptere den lave løn og deres arbejdsforhold, som lige nu får mange jordemødre til at forlade faget efter blot et par år.

- Når man lægger disse ting sammen, har man et billede af et område, der ikke er særligt prioriteret, siger Christina Prinds.

At blive mere livsduelig

Og når området ikke er det, går vi glip af et potentiale for livsomvæltning, der er lige så stærkt som det, der kan ligge i at være tæt på døden.

- Når man er i nærheden af en, man elsker, som er svært syg eller døende, kan små lyspunkter i ens eget liv paradoksalt nok samtidig føles mere levende. Når man skal føde et barn eller står ved siden af som partner, er livet også ekstremt levende. Det bliver faktisk næsten ikke mere levende og frisk end lige der, men samtidig kan døden og frygten for at miste også blive mere tydelig. I begge tilfælde bliver man skubbet ud på kanten af sin tilværelse. Man indser, at her er noget, jeg kan miste. Man møder sin egen forgængelighed, siger Christina Prinds.

Det er i det møde, forandringens mulighed ligger og nærmest beder om at blive grebet. Og det er her, fødslen kan skubbe til os på et eksistentielt plan. Den kan få os til at se anderledes på livet efterfølgende: Hvem skal jeg være nu, hvor jeg skal være forælder? Kan jeg bære det ansvar? Hvordan var mine egne forældre? Er der nogle ting, jeg gerne vil gøre anderledes?

- I de meget paradoksale og intense erfaringer er der et potentiale for mere sundhed, som handler om, at man kan opnå indsigt og blive bedre til at leve mere rodfæstet. Det bliver vi faktisk mere livsduelige af, siger Christina Prinds.

Ja, vi kan ligefrem blive bedre til at mestre livet. Og ifølge hende er det også et parameter, vi bør navigere efter, når vi taler om sundhed, i hvert fald hvis man inkluderer sundhedsfremme, som det danske sundhedsvæsen gennem sundhedsloven er forpligtet til at levere.

LÆS OGSÅ: "Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"

Her bliver man nødt til at betragte sundhed som mere end fraværet af sygdom og inddrage den type sundhed, som ikke kan måles og afgøres med en blodprøve eller en scanning. I en tid, hvor sygdomme relateret til mental sundhed nærmest er en større trussel mod folkesundheden end fysiske sygdomme, synes behovet for at inddrage netop den type sundhed også åbenlyst.

- Når vi taler sundhed, bliver vi derfor også nødt til at tale om, om vi er i stand til at leve produktivt og frugtbart og bidrage til det samfund, som vi er en del af. I det lys er sundhed også evnen til at realisere egne muligheder og håndtere de udfordringer, der kommer i livet, uanset hvordan de ser ud, siger Christina Prinds.

Det, der ikke skal krydses af på en skærm

Det handler ikke kun om at være sund eller rask, eller om fraværet af sårbarhed, som ofte bruges i fødselsdebatten, hvor de sårbare gravide får tilbudt mere hjælp end de øvrige gravide, der betragtes som robuste.

- Vi kommer hurtigt til at behandle sårbarheden i graviditeten lidt ensidigt med et nyt screeningsredskab, som skal afgøre, om din sårbarhed kan føre til depression i stedet for at betragte sårbarheden, der eksistentielt knytter til sig fødslen som begivenhed, som noget universelt. Som noget, der gælder for alle fødende kvinder, og som vi burde dele med hinanden og få indsigt ud af. For det er faktisk en del af det at være menneske, som ikke er sygeligt, siger hun og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig hjælpe dem, der har brug for det alt det, vi kan, men den store universelle erfaring af, at fødslen er en virkelig omsiggribende begivenhed, der sætter spor og har et stort potentiale, kan godt blive reduceret til, at enten er man robust, eller også er man sårbar, siger Christina Prinds.

LÆS OGSÅ: To jordemødre siger fra: Hvis vi ikke bliver mødt værdigt, når vi skal føde, er det et overgreb

Vi bør også lægge vægt på alt det, der ikke kan måles og vejes, når sundhedsvæsenet møder patienterne - eller i det her tilfælde de gravide og deres partnere. I forbindelse med en undersøgelse, der netop skal afsøge, hvordan de eksistentielle temaer kan inddrages i kommunikationen mellem sundhedspersonale og de gravide og deres partnere, har Christina Prinds foretaget adskillige interviews.

- Når vi spørger mødre og deres partnere om, hvad de kunne tænke sig, at jordemoderen eller lægen spurgte om, er det helt banalt følelsen af at være set grundeksistentielt som menneske, de fremhæver, siger Christina Prinds.

De vil gerne spørges om, hvordan de har det, hvordan det er at skulle være mor eller være far igen. Hvordan det er med to børn derhjemme og nu et til på vej.

- Det er nogle helt grundlæggende spørgsmål, der handler om, hvem du er som menneske, og hvad du tænker om dit liv lige nu. I sundhedsvæsnet vil man sige, at ”det spørger vi også om”, og patienterne vil sige, at ”det spurgte de også om, men jeg havde bare fornemmelsen af, at de ikke rigtigt mente det, for de skulle ikke krydse det af på skærmen.”

Den samme længsel efter øjenkontakt og samtale findes også hos jordemødre, der ikke når at se den fødende kvinde i øjnene, før de skal løbe videre til den næste fødsel.

- Hvis man ikke giver fødslen den plads, den skal have, kan det næsten blive umenneskeligt. Man får fornemmelsen af en fødefabrik, hvor det menneske, den kvinde, der faktisk har lavet det kæmpe arbejde, det er at føde, ikke rigtig er væsentligt, siger Christina Prinds.

Moderskabet og MeToo - et overblik

13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.

4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.

6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.

8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.

17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.

December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven.

Januar 2021: Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden afviser Hvidovre Hospitals anmodning om at sende førstegangsfødende med ukomplicerede forløb hjem efter otte timer. 30.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 1.200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.

Februar 2021: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldes i samråd om fødselsområdet. SF, Enhedslisten, de Radikale, Venstre og Konservative kræver handling på området.