Hun kunne ikke være Dirty Darling i Thy
Foto: Astrid Dalum
– Halløjsa, SnabelTiger. Er du kommet for at være med til at lege lidt i badet?
– Har du cam? Jeg mangler lidt godt at se på. Uh! Ja tak, frække. Kan du klemme lidt om dine kugler for mig?
– Og hejsa, FrækkeFyr123. Er du også kommet for at lege med?
Det er ikke mange sekunder siden, Birgitte Brogaards alias Dirty Darling trådte ind under bruseren, og der er allerede to mænd, der kigger med.
Computeren er placeret på en stol foran hende, så de har frit udsyn til ”godterne”. Hun rører ved sig selv, laver piruetter, så alle vinkler vises frem, spinder med sin sukkersøde, nærmest barnlige stemme.
Og mændene, godt gemt bag brugernavnene, kan lide det. Der går under et minut, før den ene har fået, hvad han kom for.
– Åh ja, lad den eksplodere for mig, frække.
Hun stønner ordene ud, hvorefter han logger af og er videre med dagen. Den anden bliver hængende et par minutter endnu. En tredje når også at kigge ind, før hun træder ud af badet med løftet om straks at vende tilbage.
– 125 kroner for at være i bad. Det er jo fint nok.
En nøgtern konstatering. Stemmen skifter fra kælen falset til tobakshæs tybomål i det samme, mændene er væk. I pausen mellem badet og næste cam-session er det ikke Dirty Darling, men 28-årige Birgitte Brogaard, der snakker.
– Det er selvfølgelig en rolle, jeg påtager mig. Jeg forsøger at have mig selv med i alt, jeg gør, men det er ikke mig. Det er bare mit arbejde.
Nogle gange tjener hun 400 kroner på en dag, ”og så falder kampgejsten”. Andre dage kan beløbet ganges med ti. Kunderne betaler per sekund, de ser med, og prisen afhænger af, om de hopper på fælleschatten eller ”tager hende i privaten”.
Selvom indtægten svinger, løber tilværelsen rundt.
– Men jeg lever lidt fra dag til dag. Og det kan godt føles usikkert.
Kassetænkning
Birgitte er oprindeligt fra Thy. Indbegrebet af vilde vidder, sandstorme og små sko. Det mener hun i hvert fald selv.
– Hvis ikke man passer ned i en meget firkantet kasse, er det svært at bo i Thy. Flere råbte ”luder” efter mig, når jeg gik på gaden, fordi janteloven er deres bibel, siger hun.
Hvad vil det sige at være sexarbejder?
Debatten om sexarbejde blusser op med jævne mellemrum i medierne og blandt politikere. Ofte får fortællingen om ”den lykkelige luder” lov at stå i ental, mens den undertrykte kvinde bliver billedet på en hel branche. Men hvor sort-hvidt er det egentlig?
Femina undersøger i en serie, hvordan sexarbejde i Danmark anno 2021 ser ud. Vi taler med eksperter og interesseorganisationer og forsøger gennem portrætter af kvinder og mænd i faget at tegne et billede af en branche, der er mere divers end som så.
Omvendt tilbeder Birgitte Brogaard naturen på vestkysten. Hun savner sin hjemstavn hver dag, men ser det ikke som en mulighed at vende tilbage, for da hun for seks år siden begyndte at arbejde som cam-model, trak familien sig helt fra deres i forvejen turbulente forhold.
Storebroren smed hende ud af det hus, hun lejede af ham, moren mente, hun bragte skam over familiens navn, og stille derefter gled venskaberne ud i det vestjyske sand ét efter ét.
Nu bor Birgitte Brogaard i et stort hus i en lille by i Sønderjylland. Men helt alene er hun ikke.
De otte hunde og katten gør hende selskab. Det er dem, hun arbejder for, dem, hun deler seng med, og de eneste, der rigtigt er til at regne med, fortæller hun.
To af hundene har hun hentet til Danmark fra Egypten. Den ene har posttraumatisk stress, og hver især mangler de et forben efter et hårdt liv på gaden. Det samme gør katten.
– Missen er den senest tilkomne til cirkusset. Jeg tog den med hjem fra Mexico, hvor jeg var nede for at redde gadedyr, lige inden verden lukkede ned på grund af corona.
LÆS OGSÅ: Emil Graae drømmer om at blive den største mandlige pornostjerne i verden
- Den har fået skåret benet af med en kniv og er blevet smidt på et bål. Men den overlevede og skulle bare have kærlighed. Og det får den i hvert fald hos mig.
På væggen i stuen hænger der julesokker med dyrenes navne på, i vindueskarmen står der pakkekalendre med godbidder. Der er hundekurve, bidelegetøj og transportbure overalt, og gennem hele underetagen er der anlagt en sti af tæpper, som hvalpene kan tisse på, hvis de bliver trængende, mens deres menneskemor arbejder.
Omsorgsgen
I Birgitte Brogaards tidlige ungdom var fester, cigaretter og sex hverdagskost. Derhjemme blev den thyborønske teenager kaldt familiens sorte får, hun havde daglige skænderier og slåskampe med sin tvillingebror og ”var svær at håndtere” for forældrene.
Løsningen blev, at hun flyttede hjemmefra som 14-årig, da moren mente, at hun var den mest modne af de to og derfor måtte kunne klare sig selv.
Så fik Birgitte Brogaard en lejlighed i Thisted, et par hunde og et job som barnepige. Måske for at give den omsorg videre, hun ikke selv mærkede som barn, ræsonnerer hun i dag. Hun blev siden pædagog, og med uddannelsen kom en ukendt følelse af succes.
Faren var stolt af sin datter, det var han uanset hvad, selvom han for det meste lod moren føre ordet. Hun kalder ham sin klippe, men han døde, da Birgitte Brogaard var 20 år, og derefter ramlede hendes verden.
– Jeg var dybt ulykkelig, for hvis jeg har været noget, har jeg været fars pige, fortæller hun.
Oven i sorgen var hun havnet i et voldeligt forhold, så succesen, hun tidligere havde følt, blev erstattet af en depression, der varede flere år.
Tanken om at vende tilbage til pædagogjobbet virkede uoverskuelig oven på farens død, så uoverskuelig, at Birgitte Brogaard en dag for seks år siden googlede "Hvordan tjener man nemme penge".
– Så blev jeg cam-model.
Leg med lushen
Proceduren er den samme næsten alle dage. Birgitte Brogaard står op og laver neskaffe, ryger et par smøger og nusser hvalpene bag ørene.
Når hun føler sig klar, ofte ved 10-tiden, hopper hun i bad og tænder for webcamet. Efterfølgende trisser hun ovenpå til arbejdsværelset med hundehæren i hælene.
Det er indrettet med seng, tøj og sko. På mange måder som et almindeligt soveværelse. Men det er ikke her, hun får sin nattesøvn, for ”arbejde og privatliv skal helst ikke flyde helt sammen”.
LÆS OGSÅ: Domina Dark: "Mit arbejde er både rummende, omfavnende og anerkendende"
På væggene hænger avisudklip med hende selv som side 9-pige side om side med gamle biografbilletter og hundefotos. Birgitte Brogaard sætter sig ved sminkebordet og logger igen på som Dirty Darling.
Mændene er vilde med at se hende gøre sig klar, fortæller hun. Det samme gælder madlavning og rengøring.
– Engang tjente jeg 700 kroner på at støvsuge i høje hæle. Det kan man jo ikke klage over.
I dag er en af stamkunderne klar til at se med, før Birgitte Brogaard er nået længere end til dagcremen.
– Jamen goddag, Store Dreng. Længe siden. Er du kommet for at lege lidt med lushen?
De fleste af Dirty Darlings faste kunder kender ”lushen” og er vilde med den. Det er en lille pink dildo tilkoblet en app, så mændene kan sidde hjemme bag skærmene og styre dens hastighed og styrke. Hver gang nogen får den til at vibrere, tjener hun penge.
– Kunderne er vilde med den, men det er begrænset, hvor meget virkning den har på mig. Nu har jeg arbejdet med det her i seks år, og så skal der altså meget vibrator til. Men så skruer jeg bare lidt op for skuespillet.
Og hun er god til det. Skuespillet. Med håndklædevådt hår og halvfærdig makeup vrider hun sig i stolen. Stønner, faker et par orgasmer og tjener 350 kroner på én enkelt kunde, der leger med lushen i fire minutter.
Det hele værd?
På mange måder lever jobbet op til google-søgningen. Der er nemme penge i at være cam-model, i hvert fald langt hen ad vejen, hvis man ser bort fra skæve arbejdstider og uforudsete sygedage uden indtjening.
Men omvendt koster det på en måde, der ikke kan gøres op i penge.
– Det er et ensomt arbejde, og det er ærligt talt ikke altid, jeg er sikker på, at det er det hele værd, på grund af vennerne og familien, som jeg har mistet, siger Birgitte Brogaard i en sjælden pause mellem kunderne.
Men samtidig har de mange pæne kommentarer fra mændene gjort hende mere selvsikker.
– Jeg føler mig tilpas i min krop, og det er en ny følelse for mig. Var jeg ikke startet som cam-model, havde jeg nok haft flere mennesker omkring mig. Men ville jeg så overhovedet have været her i dag?
- Alt gik skævt, da min far døde, og det her var min måde at forsørge mig selv og tage vare på mine dyr. Jeg har mistet alt på mit arbejde, men det har også gjort mig stærkere og hjulpet mig med at overleve.
Ordene får lov til at hænge lige så tykt i luften som cigaretrøgen. Birgitte Brogaard har åbnet dagens anden pakke. Straks efter gør en ny kunde sin entré, og glidecremen findes frem. Den professionelle mine ligeså.
Dirty Darling skifter stolen ud med sengen for at kunne komme ordentligt til. Kunden betaler for en privat-session og har våde drømme om at se en gigantisk dildo sprøjte kunstigt fremstillet sæd ud over hende.
Hun tænder ham helt vildt, og han har ventet på, at konen skulle forlade hjemmet, skriver han i chatten.
– Du ville blive overrasket over, hvor mange mænd i parforhold, der kigger forbi, siger hun, idet showet er slut.
– Jeg har trustissues med mænd på grund af mit arbejde. Jeg kommer aldrig til at få et normalt forhold til mænd igen. For jeg ønsker da også at være nok for en kæreste. Jeg ønsker da ikke, at han har behov for at gå ind på dk-webcam eller pornhub.
- Men man ved jo godt, at man som kvinde aldrig kan være nok. Og der findes fantasier og lyster, som er svære at snakke åbent med sin partner om.
Aftenarbejde
Halvdelen af det, de fleste vil betegne som en normal arbejdsdag, er ved at være gået. Der har ikke været mange pauser mellem kunderne, men ”legen” fortsætter formentligt det meste af aftenen.
For hvorfor ikke?
– I stedet for bare at sidde alene nedenunder, kan jeg lige så godt logge på. Om aftenen tager jeg tit lushen i og vender røven mod kameraet. Når kunderne kommer ind, har de min opmærksomhed, men mellem brugerne ser jeg serier og tv. Det er jo en fin måde at tjene nogle hundrede eller et par tusinde, siger hun.
Men Birgitte Brogaard har ikke planer om at fortsætte med de lange dage resten af sit arbejdsliv. Efterhånden har hun også set alt, hvad der er at se på Netflix og Disney+, fortæller hun.
– Selvom det er ensomt, er jeg glad for at være cam-model. Men jeg savner faste arbejdstider og kolleger, så nogle gange søger jeg en stilling som pædagog. De seneste år er jeg også begyndt at drømme om en dag at blive veterinærsygeplejerske.
Hendes erfaring viser dog, at det er svært at finde elevpladser, fordi klinikkerne er bange for, at der vil dukke porno op, når man søger på deres navn. Det er med samme begrundelse, hun får afslag, når hun søger pædagogjobs.
Det gør ondt ikke at blive anerkendt for den, man er, men i stedet blive dømt på sit arbejde, fortæller Birgitte Brogaard.