Trine blev voldtaget: Jeg forstår SÅ godt, at mange kvinder ikke anmelder det
Foto: Marie Hyld
– Jeg forstår SÅ godt, at mange kvinder vælger ikke at anmelde en voldtægt. Og jeg må sige, at det ryster mig – både som jurist og som menneske – at jeg nogensinde skulle overveje at anbefale andre kvinder at lade være med at melde det.
Men det kræver en råstyrke af rang at møde retssystemet – og man kan let ende med at blive endnu mere traumatiseret, end man var i forvejen, siger Trine Bolette Svensson, der er chefkonsulent i Uddannelse- og Forskningsministeriet.
Hun var 47 år, da hun blev voldtaget og 50 år, da der faldt endelig dom i sagen. Hør historien om, hvordan hun efter flere nederlag blev ved med at kæmpe for retfærdighed.
Samtykkelov – hvad så nu?
Danmark får en samtykkelov. Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om en ny voldtægtslov, der skal sikre, at begge parter i et samleje fremover skal give samtykke – ellers er det voldtægt. femina.dk har henover sommeren sat fokus på de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Den nye lov bliver kaldt historisk, og den er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvordan sikrer vi os, at voldtægtsofre opnår retfærdighed og bliver grebet af systemet? Hvordan lærer vi den næste generation, hvordan man giver og spørger efter samtykke? Hvordan lærer vi det selv?
”Vi kvinder har brug for at være stærke”
Det er tidlig morgen i starten af 2019. Vi sidder i mødelokalet hos Amnesty International. Trine er gået på barrikaderne som en del af kampagnen "Let’s Talk About YES", der sætter fokus på beskyttelse af voldtægtsofre.
Skamfuldheden er vendt til kampgejst, og Trine har besluttet sig for at bruge sin egen personlige historie som løftestang for alle de kvinder, der ikke bliver mødt på retfærdig vis, når de anmelder en voldtægt.
– Vi kvinder har sindssygt meget brug for at være stærke. Men jeg kan stadig godt blive slået ud – især når jeg bliver mindet om, at det her jo ikke bare er en principiel historie. Det er også min historie, siger Trine. Hun bor i Købehavn og har en søn fra et tidligere forhold.
Vi drikker lidt morgenkaffe sammen, og Trine fortæller, at hun skal videre på arbejde efter interviewet. Efter et halvt års hel og delvis sygemelding er hun tilbage på arbejde.
– Men jeg får stadig en mild dosis beroligende medicin mod det, min læge kalder for en svær belastningsreaktion. Jeg er stadig sensibel over for pludselige lyde, og det er blevet fast rutine for mig at sætte et strygebræt foran hoveddøren, når jeg er alene hjemme. Så kan jeg nå at høre strygebrættet falde, hvis nogen bryder døren op – og låse mig inde på badeværelset.
Det var netop badeværelset, Trine flygtede ud på, da hun for halvandet år siden blev voldtaget af sin daværende kæreste hjemme i sin egen lejlighed.
– Jeg låste døren, for jeg var ikke sikker på, om min overfaldsmand stadig var i lejligheden. Og så ringede jeg til min søns far, der bor i nærheden. Jeg var i chok, og jeg blev ved med at sige til mig selv: Jeg forstår det ikke.
Trine fortæller, at hun og ekskæresten havde været sammen i knap tre år.
– Vi var stormende forelskede. Det var meget passioneret, og vi så hinanden rigtig tit, selv om vi ikke boede sammen. Min ekskæreste rejste meget, og vi havde planer om at sejle jorden rundt sammen.
Men hvornår mærker man, at der er noget galt med den person, man er sammen med?
Trine fortæller, at det hele startede med en lille fornemmelse.
– Han begyndte at få det, jeg kalder for udfald, hvor hans øjne ændrede sig, og han blev meget hidsig eller sindssygt jaloux. Hans humørsvingninger begyndte at påvirke mig mere og mere, og en dag, da vi var ude og kigge på hus sammen, sagde jeg til ham, at jeg følte mig utryg og ikke vidste, om jeg havde lyst til at bo sammen med ham.
Hun fortæller, at hendes ekskæreste er en mand, der er vant til at have indflydelse i sit professionelle virke.
– Og jeg kunne mærke, at det, at jeg sagde fra, triggede et eller andet i ham. For det gik op for ham, at han ikke kunne styre mig eller situationen.
Overfaldet af kæresten
Hjemme i Trines lejlighed havde hun og kæresten et stort skænderi.
– Vores diskussioner kørte i ring, og da det begyndte at blive sent, besluttede jeg til sidst at gå i seng, fordi jeg skulle op og på arbejde næste dag. Min kæreste blev siddende inde i stuen, og mens jeg prøvede at falde i søvn, åbnede han flere gange døren ind til soveværelset og råbte ad mig for så at smække døren i med et kæmpe brag. Jeg lå bare med ryggen til og reagerede ikke på det.
Men femte gang Trines ekskæreste åbnede døren, nøjedes han ikke med at råbe. Han overfaldt hende.
– Det var sindssygt voldsomt, og jeg mærkede en smerte, som jeg aldrig havde mærket før. Han er en stærk mand, og han holdt mig fast, mens han voldtog mig med sin knyttede hånd. Jeg skreg: ”Stop, stop – du skader mig”.
Men han stoppede ikke. Først da jeg råbte: ”Jeg bløder!” – sprang han op og løb ud af soveværelset.
Trines eksmand og hendes søn ankom til lejligheden kort tid efter overfaldet sammen med to mandlige betjente.
– De to betjente var meget omsorgsfulde, og de rådede mig til at køre ud på Center for Voldtægtsofre. Men jeg blokerede for alt fra navlen og ned, og jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at jeg skulle undersøges. Så jeg sad i sofaen i fire dage hjemme hos min søns far og drak vin og røg cigaretter. Jeg ville bedøve mig selv, men min bror hankede op i mig og sagde: ”Kom, nu skal du til lægen”. Da jeg kom ind på Riget, rystede jeg så meget, at jeg ikke kunne tage mine egne bukser af. Men sygeplejerskerne var fantastisk søde og hjalp mig med det.
Trine ventede 10 dage med at anmelde voldtægten.
– Jeg ville bare væk fra det, der var sket. Og når du foretager en anmeldelse, går du ind i det. Som jurist kendte jeg jo også alle historierne om, hvor få der bliver dømt, og hvor hårdt det er at gå igennem en retssag. Men en masse gode folk omkring mig blev ved med at sige: ”Du skal anmelde det”. Og til sidst besluttede jeg mig for, at det var det rigtige at gøre, fortæller hun.
Hun ringede til politiet og fik at vide, at hun skulle møde op på politistationen inde på Københavns Hovedbanegård.
– Og så stod jeg dér ved en skranke – ved siden af en turist, der havde fået stjålet sin kuffert og en fulderik, de lige skulle have dæmpet. Jeg fik at vide, at jeg skulle sætte mig på en bænk på politistationen og vente i tre timer. Men det kunne jeg simpelthen ikke. Så jeg fik en ny tid dagen efter – og dér foretog jeg så en anmeldelse.
Udspurgt om sit sexliv
”Du bør nok overveje at nedtone, at du godt kan lide sex”. Dette råd fik Trine af sin bistandsadvokat, efter at hun havde meldt sin kæreste for voldtægt.
– Jeg blev målløs, for hvad havde mit sexliv med sagen at gøre? Der var tale om et groft voldeligt overfald!
Trine fandt senere ud af, at hendes ekskæreste under afhøringen havde sagt, at overgrebet havde handlet om at tilfredsstille hende seksuelt.
– Punktum. Der stod ikke mere – så vidt jeg kunne se, var han slet ikke blevet udfordret på sin forklaring. Mens min egen oplevelse af afhøringen var, at jeg skulle forklare min opførsel: ”Hvad gjorde du? Gjorde du modstand? Råbte du?”. Oven i det sagde bistandsadvokaten til mig: ”Du skal vide, at for en mand i hans position kan det have meget store konsekvenser at blive sigtet for en voldtægt”. Og jeg tænkte bare: Det her er jo fuldstændig usagligt!
Efter afhøringen og det skuffende møde med bistandsadvokaten valgte politiet at henlægge Trines sag.
– Jeg fik et brev, hvori der stod, at de frafaldt sigtelsen. Der var ingen klar begrundelse, men der blev remset en masse ting op: Der var modstridende forklaringer, der var ingen vidner, jeg kendte gerningsmanden i forvejen, og jeg foretog først anmeldelsen, 10 dage efter at voldtægten havde fundet sted. Og jeg tænkte bare: Hvad er det her?
Trine brugte sin juridiske baggrund til at skrive en meget lang klage, og hendes sag endte med at blive genåbnet.
Grædende i byretten
”Sover du med eller uden trusser?”
”Hvor gennemsigtig er din natkjole?”
Trine mødte op i retten med følelsen af, at hun var godt forberedt. Men den følelse blev hurtigt knust, da forsvareren begyndte at stille hende spørgsmål, som for hende virkede fuldstændig irrelevante.
- Det rev virkelig tæppet væk under mig. En ting er, at forsvareren skal stille mig pågående spørgsmål, men jeg blev overrasket over, at dommeren slet ikke greb ind.
I stedet for blot at svare ”ja” eller ”nej”, følte Trine, at hun måtte forklare, hvorfor hun sov med eller uden trusser, mens tårerne løb ned ad hendes ansigt. Hun var blevet slået ud af kurs.
Byretten endte med at frikende ekskæresten. Trine var skuffet, men ikke overrasket over afgørelsen, da hun vidste, at hun havde statistikken imod sig.
- Dommeren sagde til mig, at de ikke var i tvivl om, at det jeg beskrev, var sandt. Ekskæresten og jeg var også enige om det meste i hændelsesforløbet. Det centrale var, at han ikke forstod, at det var noget, jeg ikke ville, siger hun.
LÆS OGSÅ: Når kvinder "fryser" under en voldtægt, handler det om ren overlevelse
Var Trines ekskæreste klar over, at han havde gjort hende ondt?
Det centrale spørgsmål skulle nu stilles i landsretten. Anklagemyndigheden havde valgt at anke sagen, hvilket gav Trine en ny mulighed for at kæmpe videre.
- Jeg læste afgørelsen fra byretten og tænkte ”fandme nej”. Vi lever i en retsstat, men lige det her område af juraen føles som en bananrepublik. Sagen skulle køres helt til dørs, siger hun.
De ubehagelige spørgsmål i retssalen kom stadig, men hun følte sig bedre rustet denne gang. Hun svarede kort, og indimellem sagde hun, at hun ikke kunne se relevansen i det specifikke spørgsmål.
Det var en enig landsret, der omgjorde dommen. Trine var blevet voldtaget.
Ekskæresten blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel for fire gange at have tvunget sin hånd op i Trines underliv.
- Jeg blev utrolig lettet. Jeg havde fået rettens ord for, at det, der var sket, var forbudt og forkert. Det var en følelsesmæssig oprejsning for mig.
- Det var også en sejr for alle de mennesker, der har støttet mig, siger hun og henviser til familie, venner og ikke mindst sin arbejdsplads.
Vil du anbefale andre at anmelde en voldtægt?
- Jeg må siges at være et ressourcestærkt offer. Jeg er uddannet jurist. Jeg har en fantastisk arbejdsplads. Jeg har et godt netværk omkring mig. Jeg har fået opbakning fra Amnesty. Selv med al den støtte har det været hamrende hårdt.
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det vil gå for en kvinde med meget færre ressourcer end mig. Hun vil ikke have en jordisk chance. Hvis hun kom til mig og spurgte, om hun skulle anmelde det, ville jeg bede hende tænke sig rigtig godt om.
- Overgrebet er næsten det mindste. Det er alt det, der kommer bagefter, siger hun.
Voldtægtskultur i Danmark
I dag bliver kun et fåtal af voldtægter anmeldt til politiet. Tallene for, hvor mange kvinder der årligt bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, svinger fra omkring 6.700 (ifølge Justitsministeriet) til ca. 24.000 (ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2018).
Der bliver anmeldt cirka 1000 voldtægter til politiet om året, hvis man ser på perioden over de seneste ti år. Sidste år endte 79 med en dom.
Amnesty International sætter i sin rapport ”Give Us Respect and Justice” fra 2019 fokus på en udbredt voldtægtskultur i Danmark. Rapporten dokumenterer, at straffrihed, forældet lovgivning og kønsstereotyper og myter i retssystemet står i vejen for retfærdighed for voldtægtsofre i Danmark.
Istanbulkonventionen, som er Europarådets konvention, der skal beskytte piger og kvinder mod vold, kræver, at voldtægt skal defineres som sex uden samtykke. Danmark ratificerede konventionen i 2014 og er derfor forpligtet til at ændre sin lovgivning.
Kilde: Justitsministeriet, Syddansk Universitet, Amnesty International
Trine understreger, at det selvfølgelig er vigtigt, at seksuelle overgreb bliver meldt til politiet. Men som loven er skruet sammen, er det svært for ofrene at opnå retfærdighed.
Hun håber, at en samtykkelov, som regeringen og dens støttepartier præsenterede aftaleteksten til 1. september, en gang for alle kan slå fast, at sex skal være noget, begge parter har lyst til.
- Lovgivning er et vigtigt redskab til at signalere, at sex uden samtykke er voldtægt. Det er noget, der ikke tolereres i en retsstat, siger hun.
Ville en samtykkelov have ændret noget i din sag?
- Jeg ved ikke, om det ville haft konkret indflydelse i min sag. I min situation gjorde jeg modstand. Jeg sagde fra. Men jeg ville have haft en følelse af, at jeg har ret. Jeg har ikke givet samtykke til det her. Hvis ikke jeg havde gjort fysisk modstand, havde det også været en voldtægt.
- Nu er jeg spændt på at se, hvordan politi, efterforskere, bistandsadvokater og dommere fremover vil håndtere voldtægtssager, siger Trine.
