Kærlighed og sex
15. juni 2018

Jakob Olrik: Sådan undgår du at tiltrække de forkerte typer, når du dater

Sommeren er over os, og det indbyder til sommerromancer og flirts. Men hvorfor er det, det aldrig bliver til mere end bare en flirt? Måske er det på tide at se lidt på, hvad du egentlig selv udsender af signaler.
Af: redaktionen
Jakob Olrik: Sådan undgår du at tiltrække de forkerte typer, når du dater

Foto: Panthermedia

Det kan være skønt at date, men det kan også være en kilde til stor frustration, hvis du gang på gang ramler ind i de forkerte typer. Sexolog og podcaster Jakob Olrik giver her sine bud på, hvad du skal gøre, for at tiltrække den rigtige type:

1. Er du overhovedet klar til at date?

Før du kaster dig ud i at date med henblik på at få en mand, så skal du lige huske at spørge dig selv, om du er klar. Er det noget, du i virkeligheden gerne vil have?

Man kan godt komme til at se singletilværelsen som en pausetilstand mellem forhold. Men måske pausen er meget fed og ikke en frustrerende holdeplads? Mærk efter, hvordan du har det.

Hvis du ikke er klar til et forhold, men fortæller dig selv, at du er det, så træd lige et skridt tilbage og spørg dig selv: Orker jeg at bruge så meget tid på et andet menneske lige nu? Er jeg klar på alt det, som et forhold indebærer, eller skal jeg nyde tiden alene lidt længere?

Du tiltrækker det, du selv sender ud.

2. Gør noget andet!

Er du træt af det, du får? Så gør noget andet. Ja, måske lidt simpelt, men det er så sandt og en af de fejl, vi ofte gør. Du kan ikke forvente et nyt resultat, hvis du gør det samme, som du plejer.

Så hvis du altid går på værtshus for at møde en kæreste, kan det være, at du skal tage på cafe, til vinsmagning, ud og rejse eller til koncert. Hvis du altid bruger en bestemt dating app, så kan det være, at du skal prøve en anden. Eller komme ud i det pulserende liv.

Hvis du altid er fuld, når du flirter, så prøv at være ædru. Vend det hele på hovedet og eksperimenter.

3. Del mænd op i to grupper

Hvis du altid tiltrækker dem, der ikke vil binde sig, så prøv at lave denne øvelse, hvor du deler mænd op i to grupper:

  • Familie og tosomheds-drømmerne. Dem, der søger efter en kæreste.
  • Tivoli turpas-typerne. Dem, der ser datinglivet som et Tivoli, hvor de bare gerne vil have turpas til alle forlystelserne.

Hvis du har tiltrukket de forkerte indtil nu, så er der en stor chance for, at du er faldet for Tivoli-turpas-typerne. De er også tiltrækkende og impulsive, men mest fordi der ikke er noget på spil for dem. Dem er der ingen grund til at spilde tid på længere. Du kan ikke ’redde’ dem. Fokuser i stedet for på dem, der gerne vil have en kæreste.

Og der er forskel på at sige det og mene det. Se på hans Facebook billeder. Er der billeder af ham og en masse kvinder? Taler han kun om sig selv og eventyr, eller ser han helt drømmende og glad ud, når han taler om familie og børn?

4. Se ikke dating som en alvorlig optagelsesprøve

Selvom du ikke skal involvere dig i dem, der ikke vil mere, så betyder det ikke, at du skal angribe dating som en alvorlig optagelsesprøve. Hvis du gerne vil have en kæreste, så kan du komme til at tage dating lidt for alvorligt. Undgå at opstille det som en slags optagelsesforløb med faldgrupper.

Hvis du hele tiden mentalt krydser af, hvad der ikke dur ved ham, så er du ikke rigtig til stede, og det får man ikke fede oplevelser ud af. Tænk dating som en leg I leger. En leg der kan føre til kærlighed.

Dating er en sjov leg, og hvis du tager det for alvorligt, kan du komme til at lukke af for overraskelserne.

5. Date en ad gangen!

Hvis du gerne vil have en kæreste, så vær ikke så utålmodig, at du dater flere ad gangen. Du bliver simpelthen for forvirret af det, og du ender selv med at være Turpas-typen.

Date den mand du møder færdig. Vær taknemmelig, åben og glad. Lær ham ordentligt at kende og sig pænt tak og farvel, hvis det ikke er noget. Lad være med at have flere åbne døre på en gang.

6. Omfavn frygten

Det kan være skræmmende at lære et andet menneske at kende. Hvis du forelsker dig, så er det helt naturligt at blive bange. Kærlighed åbner også for en afgrund, og nogle gange kommer gamle ar op til overfladen og spiller os et pus.

Når I skilles og til næste gang, I skal ses, kan få en masse frygt op i dig. Usikkerheden kan være svær, men det er noget, der kommer med pakken. Når man føler lidenskaben kan man også blive bange for at miste, for at træde forkert, for at tage fejl … Prøv at omfavne frygten. Du får så meget til gengæld, når du tør at åbne dit hjerte.

https://imgix.femina.dk/1821-sexologen1_0.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_5.png

Læs mere om:

Læs også