Psykologen fra "Gift ved første blik": "Forelskelsen er et privilegie, vi tager for givet"

Hvad har livet lært dig om kærlighed? – At der er mange veje til Rom. Og at vi er blevet indoktrineret i en meget romantisk måde at tænke kærlighed på, hvor vi starter med store følelser for en anden person. Vi har meget svært ved at forestille os, at der er andre veje til kærligheden end forelskelsens veje. Det lyder også håbløst kedeligt og uromantisk, men jeg tror både på, at forelskelsen og det rationelle kan lede os til den modne kærlighed. Jeg tror på, at vi generelt ville få nogle bedre forhold ud af at gå mere rationelt til kærligheden og overveje, om den partner, vi står over for, også er god for os på lang sigt, eller om vi er forblændede af forelskelsens sus. Forelskelsen er et privilegie, vi tager for givet.

Kunne du selv forestille dig at blive kærester med en, du ikke var forelsket i? – Hvis jeg ikke var i et forhold, og jeg skulle finde en kæreste, ville følelser og tiltrækning selvfølgelig stadig betyde noget. Det er bare svært at lægge forestillingen om, at forhold skal udspringe fra en forelskelse, helt på hylden. Jeg kan ikke forestille mig at gå fuldstændigt rationelt ind i et forhold, selv om forskning på området faktisk viser, at ”arrangerede ægteskaber”, ikke at forveksle med tvangsægteskaber, leder til en lige så stor grad af lykke som de ægteskaber, der er udsprunget af forelskelse. Det er jo også derfor, det giver mening at lave et eksperiment som ”Gift ved første blik”. Fordi det kan lykkes.

Blev du overrasket over noget i programmet? – Ja – forestillingen om den romantiske kærlighed, og hvor stærkt den står, til trods for at vi forbereder deltagerne på noget andet. Den fucker virkelig med nogle af forholdene, fordi deltagerne stadigvæk føler, at de skal have den her følelse af romantisk forelskelse, og hvor meget det egentlig er en hæmsko for at udvikle sig og gå ind i forholdet på de præmisser, programmet har haft. Så synes jeg også, at nogle af parrene giver meget, meget hurtigt op – det synes jeg er mærkeligt. Man kan virkelig lære noget om sig selv i de fem uger – om ikke andet. Så nytter det ikke noget at give op på forhånd, for ikke nok med, at man ikke giver det andet menneske en chance, så udvikler man sig heller ikke selv. Og så er man tilbage ved start.

Fortrydelser

Har du selv været tålmodig altid?

– Jeg har altid været god til at fortælle andre, hvad de burde gøre, men det er jo ikke altid, jeg selv har kunnet finde ud af at gøre det! Jeg tror, at jeg er ligesom mange andre. Jeg vil ikke sige, at jeg er klog af skade, men jeg har da begået fejl, som jeg har lært af. Heldigvis, tænker jeg. Jeg er sikker på, at jeg også har ekskærester, som tænker, at jeg har været en nar. Jeg er bare et almindeligt menneske – jeg er jo ikke alvidende. Men nu har jeg været i et forhold de sidste 13 år, så noget må jeg da have gjort rigtigt, griner Gert og tilføjer, at han da også er sikker på, hans kæreste synes, han er en kæmpe idiot nogle gange.

Har du en stor fortrydelse i dit kærlighedsliv? – Ja, jeg har mange. Og jeg håber da, at alle har fortrydelser i deres kærlighedsliv på en eller anden måde. Det viser, at man har levet, at man har turdet være menneske. Men det, jeg fortryder mest, er alt det, jeg aldrig har fået gjort. Både de store og små ting. Det er alt fra at stå som 14-årig og være forelsket i Heidi fra klassen og ikke turde sige det til hende, til ikke at være modig nok med kærligheden. Jeg har også gjort nogle ting, der har været idiotiske, men det kan jeg trods alt bedre leve med. Så har jeg levet. Det værste er det, man ikke får gjort, og som man gentagne gange vender tilbage til og tænker på.

Hvad er det mest fjollede, du har gjort, når du har været forelsket? – Jeg var engang forelsket i en pige i folkeskolen, og jeg havde skrevet et brev til hende. Problemet var, at hun boede bag et hegn og havde en far, jeg frygtede, og en satans stor hund. Postkassen var helt oppe ved huset, og døren stod næsten altid åben, så hund og far kunne vælte ud, før jeg nåede målet (postkassen). Jeg købte derfor en stor bøf til hunden og en pakke med øl til faren. Så tog jeg mine sko af, løb hele vejen op til huset, fik brevet i postkassen, mens jeg havde bøf og øl i den anden. Alt gik fint, til jeg skulle ud igennem haven igen. Der kom faren, hunden, storebroren og hende, jeg var forelsket i, IND ad havelågen. De gloede bare på mig, som om jeg var sindssyg (det var jeg). Jeg var 10.

HVEM: Gert Martin Hald, 43 år. Klinisk psykolog, ph.d., forsknings- og afdelingsleder ved Københavns Universitet. Ekspert i DR-programmet ”Gift ved første blik”. Kæreste med Åshild igennem 13 år, har to børn