Katrines chef ville i svømmehallen med hende, så han kunne se hendes tatoveringer

Fortalt til Maria Brus

Jeg har arbejdet et sted i min karriere som bibliotekar, hvor jeg havde en højtstående chef, som var sexistisk.

Første gang, han overtrådte en grænse hos mig, havde jeg ikke været der mere end et par måneder. Jeg kunne mærke, at hans tilgang til kvindelige ansatte ikke var, som den burde være.

Der gik ikke lang tid, fra jeg var blevet ansat, før andre kvindelige ansatte fortalte, hvordan de havde haft grænseoverskridende oplevelser med ham. Alle vidste, at det foregik.

Det skete ofte, at han rørte mig og mine kvindelige kollegaer på armene, eller at vi blev kælet på skuldrene.

Det var ting, der ikke ville have generet mig, hvis en tæt, mandlig kollega, som jeg havde en venskabelig relation til, havde gjort det. Men det her var en højtstående leder. Sådan burde det ikke være.

Sexisme på arbejdspladsen

De seneste uger har en række modige kvinder rejst en vigtig debat om sexisme og chikane i mediebranchen og på Christiansborg. Men det foregår i alle brancher. Tal fra 3F viser, at 20 procent af fagforeningens kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane fra enten chefer eller kollegaer. I hotel- og restaurationsbranchen er mere end halvdelen af de kvindelige elever blevet udsat for uønskede tilnærmelser eller krænkelser. Og i IT-branchen sker det for mere end fire ud af ti kvinder.

I femina bringer vi en række vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet, at deres arbejdsplads ikke var et trygt sted at være. Det her er deres historier.

Han var meget fascineret af, at jeg havde tatoveringer, og han kommenterede dem ofte. Engang stod jeg og havde en samtale med en kollega, efter at vi begge var kommet tilbage efter sommerferien.

De pågældende leder kom ud af sit kontor sammen med min nærmeste leder, og de stillede sig sammen med os. Så sagde han, at han gerne ville i svømmehal med mig en dag, så han kunne se mine tatoveringer.

Jeg tænkte: ”Fuck, hvor er det klamt.” Det var så grænseoverskridende. Der er noget meget intimt ved at sige til et andet menneske, at man gerne vil i svømmehal og se vedkommendes tatoveringer.

Jeg var også ret chokeret over det, for han sagde det foran to andre, og ingen reagerede.

Jeg have det virkelig dårligt i lang tid efter det. Når sådan noget sker, føler man sig reduceret til et seksuelt objekt og ikke en dygtig medarbejder på sin arbejdsplads.

På et tidspunkt sad vi i kantinen og spiste frokost. Jeg har sikkert haft en t-shirt eller en kortærmet kjole på, og han spurgte mig, hvor langt mine tatoveringer gik op. Igen kunne det have været et okay spørgsmål at stille, men det blev sagt på en lummer og slesk måde. Og det var en højtstående leder, der sagde det.

Jeg kan huske, at vi advarede nye, kvindelige ansatte mod ham. Vi gik og passede lidt på dem, og vi fortalte dem, at de skulle undgå ham.

Jeg har også selv direkte sagt til studentermedhjælpere, at de skulle passe på, fordi han kunne godt komme for tæt på de kvindelige ansatte. Jeg sagde, at de skulle forsøge at undgå ham til sociale arrangementer, hvor det tit var værst.

Engang sad vores han til bords med en af studentermedhjælperne til en konference, og der bad jeg en af mine mandlige kollegaer om at sætte sig hos dem, så der ikke skulle ske noget ubehageligt.

Jeg tænkte, det kunne afværge de upassende bemærkninger og berøringer, eller at han ville kunne hjælpe hende ud af en situation, hvis hun fik brug for det.

Vi var mange, der brugte rigtig meget tid på det her i løbet af en arbejdsdag.

BLÅ BOG

Katrine Bruun Dahl er 38 år gammel og kandidat i Biblioteks- og informationsvidenskab.

Kommer man til at lægge ansvaret over på kvinderne selv, når man har en arbejdsplads, hvor man advarer hinanden mod en specifik mand?

Ja, det gør man helt sikkert.

Men jeg tror, vi som kvinder også er opdraget til at tænke, at når mænd er grænseoverskridende over for os, så er det vores egen skyld.

Mange af os er blevet hevet i håret af drengene i skolen og har fået at vide af de voksne, at det jo bare er, fordi drengene godt kan lide os.

Det er de samme mekanismer, der er på spil, når kvinder får at vide, at de ikke skal have en kort nederdel på eller gå alene hjem fra byen.

I princippet er det totalt forkert, at man skal advare nye kvindelige ansatte om en chef, der er upassende. Men det er jo gjort i den bedste mening, og fordi ingen har turdet gøre noget ved problemet.

Jeg tror ikke, det havde hjulpet at gå til hverken tillidsrepræsentanten eller HR, for det var mit indtryk, at alle vidste, hvad der foregik. Det har aldrig været en hemmelighed, at det var sådan.

Jeg sagde aldrig selv fra. Han var en højtstående leder, og hvis jeg bad ham lade være, frygtede jeg, at jeg kunne jeg blive fyret eller forbigået næste gang, der var lønforhandlinger. Jeg frygtede for min karriere. Jeg tror også, det er grunden til, at ingen andre gjorde noget.

Havde det været en mandlig kollega, der var grænseoverskridende over for mig, så havde jeg sagt fra med det samme.

Men det er meget svært at sige fra, når der er et ulige magtforhold, for det kan have vidtrækkende konsekvenser for ens karriere.

Da jeg forlod det her job og startede et andet sted, kunne jeg pludselig mærke, at det var enormt rart at slippe for hele tiden at være på vagt.

Berøringerne og kommentarerne skete ikke på daglig basis, men det skete ofte. Jeg brugte meget tid på at placere mig strategisk i kantinen, så jeg ikke skulle have en samtale med ham, og når der var julefrokost, rykkede jeg mig væk fra ham.

Man ender med at bruge rigtig meget energi i løbet af en arbejdsdag på at undgå sådan en person, energi, man hellere vil bruge på at udføre sit arbejde.

Nogen vil måske sige, at sådan nogle oplevelser skal man kunne tage. Men de misser pointen.

Når sådan nogle ting sker på en arbejdsplads, skaber det et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og kommentarer om, at kvinder skal kunne tage det, er med til at skabe en konsensus om, at grænseoverskridende opførsel er okay. Det er det ikke.

Der er også dem, der siger, at hvis man ikke kan lide det, der foregår, så kan man jo bare sige op.

Men sige op til hvad? Arbejdsløshed? Det kan ikke være rimeligt, at man skal sige op, fordi man bliver udsat for noget grænseoverskridende.

Når man har bagatelliseret de små ting, så skaber man også grobund for de mere grelle tilfælde, der kan forekomme.

Det er en blåstempling af adfærd. Hvis man først kan slippe afsted med upassende bemærkninger, så kan man slippe afsted med berøringer, og så kan man måske slippe afsted med noget værre, fordi der aldrig har været nogen konsekvenser.