Renée Toft Simonsen om sin barndom: ”Jeg føler mig elsket. Men dengang var jeg nok i tvivl, og det gjorde mig hidsig"

Sofa

Jeg er født på en sofa derhjemme.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske gik det stærkt, jeg ved bare, at jeg er født hjemme i et lille hus i Danmarksgade i Randers 12. maj 1965. Mit allerførste minde er også fra en sofa.

Jeg er under to år, og vi har været involveret i et biluheld. Fra mit psykologistudie ved jeg, at meget få har minder så langt tilbage, og de, der har, har ofte minder om noget traumatisk.

Det er mit minde også: Jeg sidder på en sofa og har fået sting i øret, mit øre er blevet revet af i biluheldet, jeg skal have fjernet de sting, og jeg skriger.

Lægen er kommet for at fjerne dem, men jeg vil ikke have, at han skal røre ved mig. Min fars søster, som er sygeplejeelev, får lov til det. Det husker jeg ikke, jeg har fået det fortalt, men jeg husker følelsen af angst ved, at nogen skal røre ved det, som gør allermest ondt – det øre, der har været revet af.

Selve biluheldet husker jeg ikke, men jeg har det med mig.

Min søster og jeg sidder på bagsædet af vores gamle, gule Saab. Min far kører, han ser en blaffer og vil ind til siden for at tage ham op.

En tysker kommer med 140 i timen lige bagved, han ser ikke, at min far blinker, og kører lige op i røven på ham.

Min søster og jeg ryger ud af bagruden, som splintres.

Min søster falder ned på asfalten og får kæmpe kraniebrud og er indlagt i månedsvis. Jeg får bare øret revet af og falder ned i grøften. Men vi er selvfølgelig begge dårlige.

Syg

Den største markør i min barndom er, at jeg kommer ned til min farmor og farfar lige efter ulykken, da jeg er lillebitte.

Min mor er begyndt at tage den uddannelse, hun aldrig har fået. Hun er 14 år, da hun kommer ud at tjene. Hun må ikke gå i realen for sine forældre, selv om hendes lærere har anbefalet det. Hun skal ud og tjene på en gård.

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehus om sin barndom: "Min mor gav mig plads til at være en vildbasse"

Derefter kommer hun på en fabrik, hvor hun syer knapper i. Da hun får Heidi og siden mig, går hun til sidst på Mødrehjælpen for at få hjælp. Min far er ikke altid så ansvarlig.

Han er bare umoden, tager ikke ordentligt ansvar, lad os bare sige det ærligt, som det er. Min mor har ikke en gang penge til mad, og han er rendt af sted med en eller anden dame.

På Mødrehjælpen får de hende til at indse, at hun skal have en uddannelse, så hun kan blive uafhængig.

Så da ulykken sker, går hun på sygeplejeskolen, og min far spiller dilettantteater. Han er ikke en, der tager sig af små børn, det gider han simpelt hen ikke.

Min søster bliver kørt ned til min mormor og bedstefar, og jeg bliver kørt ned til min farmor og farfar i Søndre Omme, hvor min farfar har et teglværk, og bor hos dem i et halvt år.

Min bedstefar har et vaskeri i Søndre Felding og kører med vasketøj, han kommer også til Søndre Omme og hører folk snakke om, at jeg er syg ude ved ”Toft Simonsens”, og doktoren siger, at jeg har ”flydende betændelse”. Jeg ved ikke, hvad dét er, men jeg tror, jeg er syg af savn efter min familie.

Jeg er et lillebitte barn, som lige har været kørt galt. Min bedstefar siger til min mor: ”Nu kører jeg over og henter hende. Pigerne skal være sammen!” Men det kan han ikke bare, han og min mormor har travlt, at få to små børn at passe er svært.

Min farmor og farfar har mig så med til en familiefest, jeg er syg, jeg ligger på bagsædet af deres bil og sover. Min mor henter mig ind, jeg sidder hos hende og får øje på min søster. Kort efter er jeg ude at lege med min søster og er faktisk ikke syg mere.

Farmor

Mit hjem er et hjem med en mor, der arbejder. Det betyder rigtig meget. For der er stress i det. Det tager mange kræfter, når man også skal vaske tøj og holde hjemmet rent og vande blomster og lige ordne og købe ind og lave mad og sy hullet i bukserne. Det er et stort arbejde.

Min mor har ikke meget tid, og tid er betydningsfuldt for mig.

Det er det, jeg oplever nede hos min farmor: Hun er der bare altid. I gang med at bage, lave mad, hygge sig eller gå en tur. Så kan man gå og sludre om alt muligt.

Jeg løber hjemmefra, da jeg er seks-syv år, og jeg løber ned til min farmor. Der er tre-fire kilometer, det er langt.

Min farmor spørger: ”Ved din far og mor det godt?” ”Ja!” siger jeg. ”Det var hyggeligt,” siger min farmor. Hun elsker mig overalt på jorden.

Jeg går i første klasse og er blevet sat på fritidshjem, men jeg vil ikke være der. Der er så mange børn, og det er uoverskueligt og meget ubehageligt for mig.

Nogle af dem er dumme, jeg kan slet ikke magte det, jeg hader det, og så stikker jeg af og ned til min farmor.

Om aftenen bliver jeg hentet af min far, han siger: ”Du må ikke løbe væk.” ”Neiiih, var du løbet væk?” siger min farmor. Hun ved det udmærket godt. Derfra får jeg bare lov til at gøre det.

Karla

Jeg er nøglebarn og kommer nogle gange hjem til et tomt hus.

Jeg har en frygt for at være alene i huset. Jeg er et ængsteligt barn, måske på grund af ulykken. Sådan: Uuuh, hvad sker der? Jeg har et let bevægeligt nervesystem, det kommer til at følge mig hele livet, senere udvikler jeg angst.

Vi har ikke så skide meget økonomisk, så jeg leger meget fantasiting. Jeg bygger huler, der skal man bare bruge fire tæpper og en pose tøjklemmer. Jeg får en bamse, Katinka, som jeg laver havregrød til hver eneste morgen, og før jeg går i skole, klæder jeg hende på og sætter hende ud i sandkassen.

Men mit yndlingslegetøj er min tøjfrø, Karla. Jeg får hende, da jeg er 10 år af min farfar. Han arbejder i Kirkens Korshær med at sortere tøj, efter han er blevet pensioneret.

En dag er der tombola, og der sidder hun på en hylde, man kan vinde hende.

Min farmor sørger for, at jeg vinder hende. Eller … jeg tror faktisk, Karla vælger mig. Hun vil bare have mig. Jeg taler med hende. Hun er en meget brovtende, styrende og egoistisk frø. Hun vil kun det, hun selv vil. Hun gider ikke noget som helst, hvis hun ikke selv har fundet på det.

Hun er typen, der går til folkedans, og så danser hun oven på de døde ovre på kirkegården. Hun er også en fancy frø, hun elsker fine ting. Hun bor i ølkasser, jeg har seks ølkasser, så mange værelser har hun. Spisestue, køkken, soveværelse, arbejdsværelse, stue og badeværelse. Hun har alt.

I sløjd laver jeg en slæde og ski til hende, så hun står på ski om vinteren. Hun gør alt det, de fine også gør.

At stå på ski er ikke noget, jeg selv prøver som barn, det er der ikke penge til. Jeg har mine ølkasser, og jeg grabser det til Karla, jeg kan.

Karla er sådan en, jeg kan komme op at slås med, så nikker hun skaller. Når jeg har hende med i skole, laver hun rod i tasken og åbner madkassen, så der er mad i min taske, og det er Karla, der har gjort det. Hun er mit alter ego på en måde.

Hun er ikke bange for noget som helst. Måske er hun den, jeg gerne vil være.

LÆS OGSÅ: Mayas far tog lillebroren med sig i døden: ”Med årene er jeg blevet nysgerrig på, hvem min far egentlig var”

Skilt

Jeg er en køn unge, men jeg føler det ikke selv.

Jeg ser ikke mig selv som pæn eller ikke pæn, det tænker man ikke over på den tid. Jeg tænker bare ikke over mit udseende. Men min far siger, at jeg kan charmere alle.

Mine forældre bliver kommunister og hippier, så jeg bliver opdraget meget frit.

Men sådan er det ikke i begyndelsen. Jeg bliver for eksempel først opdraget til at skulle spise op. Min far har en idé om, at det skal man. Jeg har de største kampe med min far om mad. Det er traumatiserende for mig at skulle slås med et voksent menneske om, hvorvidt jeg skal putte noget i munden eller ikke putte noget i munden.

Hvis et voksent menneske på den måde træder over et barns grænser, er barnet nødt til at gå i kamp.

Hvis det kan. Jeg giver mig ikke.

Da jeg er 13 år, bliver mine forældre skilt.

Det betyder selvfølgelig en splittelse i vores familie, det er skidesvært, og min mor er enormt bitter på min far.

Hun snakker grimt om ham. Det gør hun i mange år, det synes jeg også er svært.

Det betyder så også, at jeg pludselig får et forhold til min far, for vi er der ikke bare mere, så hvis han vil se os, er han nødt til at strenge sig an.

Jeg er en meget rebelsk teenager, jeg er opdraget meget løst, vi har ikke komme hjem-tider eller spisetider, jeg er vant til at gøre, hvad der passer mig.

Hvis han vil forsøge at tvinge mig til noget eller bestemme noget som helst på det tidspunkt, vil det ikke lykkes ham. Det ved han. Det er en instinktiv ting, jeg har, det skal man ikke engang prøve på.

Det betyder, at jeg faktisk får et forhold til min far, fordi han er nødt til at strenge sig an.

Han laver en kortklub, ”Sneglefart”, hvor vi spiller whist om mandagen.

Det er verdens hyggeligste mandage, han er enormt large, vi må tage venner med, det er en god idé. Han siger ikke: ”Nu skal det kun være os, nu skal vi have kvalitetstid.” Derfor virker det.

Arbejde

Jeg er sent udviklet med bryster og du ved... Jeg har jo også Karla. Det er i virkeligheden skørt. Men jeg vil hellere være hjemme med mine biblioteksbøger.

Jeg er også meget genert, og når man er så genert og ikke lige synes, man er fuldt udviklet, går det lidt langsomt.

Jeg er 13-14 år, før jeg kysser en dreng.

Hver dag efter skole arbejder jeg i en bager. Og så om søndagen, hvor jeg møder klokken 7 og arbejder til klokken 16.

Jeg er 13 år, og jeg har fast arbejde. Jeg er begyndt at blive voksen.

Jeg flytter hjemmefra, da jeg er 16 år. Da jeg er 17, flytter jeg over til Eileen Ford i New York for at blive model. Min ungdom går op i arbejde.

Da jeg er færdig med at være model, har jeg en fornemmelse af, at jeg har mistet min ungdom. Der er taget en luns ud af mit liv. Jeg prøver at få den tilbage, men det kan ikke lade sig gøre.

Den tabte tid er tabt.

USA

Karla flytter med mig til USA.

Hun er med mig, hun er der bare, også når jeg er på arbejde på Jamaica og Hawaii.

Hun flytter også med mig tilbage til Danmark. Jeg kommer hjem med en ok bankbog til at klare mig et stykke tid, men min mor er sådan: Du skal bare have en uddannelse, det giver frihed og uafhængighed af en mand. Så det får jeg.

Karla skrider først, da jeg får børn. Hun går selv, og jeg ved ikke, hvor hun går hen. Det er mærkeligt. En dag forsvinder hun bare. Gone er hun. Hun er magisk. Hun er der, så længe jeg har brug for hende.

Sådan ser jeg på min barndom i dag

Jeg er blevet meget mildere i mit blik på mine forældre. Da jeg var ung, havde jeg meget stor kritik på min far og mor omkring deres valg og den måde, de havde været forældre på.

Jeg kan huske min mor sige sådan noget som: ”Så er det sådan, det er, Renée, og det er godt nok.” Jeg gik i clinch med den sætning: ”Hvordan kan du sige, at det er godt nok, det var ikke godt nok.”

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund opdagede sin utro eksmand: "Jeg blev ikke engang vred"

Jeg var meget hidsig og meget op i fjæset på dem for at sige, hvad de har lavet af fejl over for mig. Jeg tror, jeg har været heftig. Jeg tror måske også, jeg har været i tvivl om, om jeg var elsket … ja, det tror jeg måske, jeg har.

Noget af det, jeg også har slåsset med, er at føle mig worthy of love. Men når jeg kigger på det nu, ved jeg, at jeg har været elsket. Altid. Jeg føler mig elsket. Men dengang var jeg nok i tvivl, og det var noget af det, der gjorde mig hidsig.

I dag kigger jeg på det med et mildere blik. Nu har jeg også selv begået virkelig mange fejl undervejs, sådan som alle mennesker gør.

I dag kan jeg godt se, at ”så er det sådan det er, og det må være godt nok”. Det er vi nødt til at sige. Vi er nødt til at tilgive.

Vi er også nødt til at tilgive os selv for de valg, vi træffer, og de ting, vi gør. Det kan jeg se i den alder, jeg har nu. Bortset fra psykopaterne og sociopaterne gør de fleste af os det simpelthen, så godt vi kan. Når vi ikke gør det ”godt nok”, er det fordi vi ikke formåede det lige i den situation. Vi gør det, så godt vi kan.

For nylig skulle jeg prøve at sove i sommerhuset alene, jeg er mørkeræd, det har jeg altid været, det er en del af mit bevægelige nervesystem, og jeg ringer til min mor og siger: ”Jeg tror, det er i dag, jeg skal prøve at sove alene derude”, og hun har 1.000 løsninger, det er det, der sker, når man ringer til en mor.

Jeg siger: ”Moooar altså!” – som mine unger gør, når de ringer til mig. Jeg siger, at jeg har lånt Hugo og Maries hund, Rolf, ikke fordi han er noget bæst, men han er en hyggelig hund, og han kan i hvert fald sige vuf, hvis der kommer nogen.

Til sidst i samtalen siger min mor så: ”Husk Renée – hvis du ikke kan i dag, så kan du en anden dag.”

Et eller andet sted var der så meget håb i det, det var så fint sagt.

Jeg har tænkt på den sætning mange gange siden. Jeg kan give den videre til mine børn og alle mulige andre: Husk, at hvis du ikke kan i dag, så kan du en anden dag.

Sådan tror jeg, det er med forældrerollen, og sådan har det også været i min familie: Det, de ikke kunne i dag, kunne de en anden dag. Jeg elsker dem. Det gjorde jeg også dengang.

Men mere bevidst nu: Jeg elsker min far og mor, jeg har et virkelig godt forhold til dem, og jeg nyder at være sammen med dem. Men de har da ikke været perfekte på noget tidspunkt, det har de ikke. Jeg ved bare heller ikke, hvem der har.