Selvudvikling
1. januar 2015

8 veje til at leve dit liv fra hjertet

Nyt år, ny start. For mange betyder det løfter om mere motion og færre kalorier, men faktisk kan en ny mental start gøre underværker. Hvis du lærer at mærke efter og lytte til din krop, kommer du langt med bare fem minutter! Selvudviklingscoach Stinemaria Mollie Jensen guider dig til hvordan
Af: Charlotte Kobberøe Fink
https://imgix.femina.dk/media/article/1501-lev-livet-fra-hjertet.jpg

Foto: Claus Boesen og Pantherstock

Vil du være lykkelig, så handler det om at leve dit liv fra hjertet – hver dag! Helt grundlæggende skal vi lytte til os selv og kroppens signaler. Alle de følelser og input, vi får, fortæller os, hvilke behov vi har – vi er bare blevet rigtig gode til at sætte dem til side. Vejene til hjertet er oftest dem, der går uden om hovedet, men tit overruler regler og normer og to do-lister de følelser, vi har. Man kan måske mærke, at man lige trænger til at sidde fem minutter, ”men det går ikke, for jeg skal vaske op og passe ungerne og til moster Annas fødselsdag ... jeg må sætte mig senere”, men senere bliver hurtigt til aldrig.... ”For at få balance, ro og glæde i dit liv, er det altafgørerende at du lærer at sige til og fra og dagligt stopper op og mærker efter,” siger Stinemaria Mollie Jensen, forfatter og kvinden bag behandlingen BodyBliss®. Her får du hendes miniguide til at leve dit liv fra hjertet.

Stå fem minutter før op

Kom tidligere ud af fjerene ved at ofre fem minutter af snooze-tiden. Sæt dig roligt med en kop kaffe eller te, træk vejret og mærk grundigt efter: Hvordan har jeg det i dag? Er jeg træt? Glad? Er der noget i dag, jeg skal gøre anderledes? Har jeg brug for at tage hensyn til noget bestemt i dag?

Træk vejret

Det kan lyde åndssvagt, men vi er faktisk dårlige til at trække vejret. De fleste trækker kun vejret lige til brystbenet, og så er det, vi ”skærer” hoved og krop fra hinanden. For når vi ikke trækker vejret ned i maven, så kan vi ikke mærke kroppen. Derfor handler det om at stoppe op og fokusere på din vejrtrækning. Træk vejret ind, mens du tæller til fire, hold vejret, mens du tæller til fire, og pust så vejret ud igen, mens du tæller til fire. Gentag så mange gange, du har tid og lyst. Når vi trækker vejret koncentreret, ilter vi kroppen, beroliger nervesystemet, og vi kan bedre mærke, hvordan vi egentlig har det i øjeblikket.

Vær taknemmelig

Vi er utrolig gode til at fokusere på alt det, vi ikke har og ikke vil have. Men når vi pludselig skal sætte ord på, hvad det er, vi egentlig allerede har, kan det hurtigt blive svært at være specifik. Brug fem minutter på at tænke på alt det, du er taknemmelig og glad for lige nu, og brug så tid og fokus på de ting. Dag for dag bliver vi bedre til at spotte og sætte pris på alle de positive ting, vi allerede har.

Se dig selv i øjnene

Kig dig selv i et spejl, og hold øjenkontakt med dig selv i 3-5 minutter. Det kan faktisk føles som virkelig lang tid. Du skaber en forbindelse til dig selv, og med tiden bliver du bedre til at se og mærke dig selv. Hvis du virkelig vil gå all-in, skal du fortælle dig selv alle de ting, du ønsker at høre fra andre: ”Du er smuk, jeg elsker dig” og så videre. Det kan føles virkelig fjollet, men det handler om at blive ved, for med tiden vil du se dig selv på en ny og mere positiv måde.

Ryst kroppen igennem

Gør som dyrene: Ryst kroppen igennem for at slippe uro, stress, tankemylder eller en dårlig oplevelse. De ubehagelige tanker og oplevelser har det med at forfølge os resten af dagen, så det er en måde at fortælle kroppen på, at ”nu må du gerne slippe det her” – og fokusér så på, hvilke positive tanker du vil fylde kroppen med i stedet.

Giv slip på arbejdsdagen

En anden god måde at få lagt tingene til side på er ved at afslutte arbejdsdagen med at ”rense hjernen”. Brug et par minutter, inden du kører fra arbejde, eller når du sidder i toget eller bilen på vej hjem, på at overveje, om der er tanker og følelser fra arbejdet, som du skal slippe, inden du kommer hjem til familien. Bagefter overvejer du, hvad du så gerne vil bruge resten af dagen på. Har du brug for at se ungerne i øjnene og hygge med dem? Gå en lang tur? Eller er det i dag, du skal nå til bunds i det ophobede vasketøj? Tag et bevidst valg om, hvad det er, resten af dagen skal bruges på, i stedet for at hamsterhjulet bare drøner derudad.

Lyt til din mavefornemmelse

Det kan være svært at vurdere, hvad den egentlig fortæller dig, den mavefornemmelse. Hvis der er en svær beslutning, du skal tage, så stil dig helt konkret op med armene strakt ligefrem med håndfladerne opad. Mærk så efter, og spørg dig selv: Føles det her helt konkret tungt eller let for mig og min krop at løfte? Så kender du oftest svaret, allerede inden du siger sætningen højt.

Tag et aktivt valg

En vigtig pointe er, at du skal tage et bevidst valg ud fra det, din krop fortæller dig. Man kan ikke altid leve fuldstændig anarkistisk efter kroppens signaler. Men hvis du vælger ikke at lytte til det, den fortæller dig lige nu, så skal du bare tage hensyn til det. Måske kan du mærke, at du har mest lyst til at droppe familiebrunchen. Men du ved, tante Gertrud bliver skuffet, hvis du ikke kommer, og det kan du heller ikke overskue. Så overvej at tage med en time i stedet for tre. Sov godt aftenen inden, og sæt tid af til at slappe af bagefter. Det handler om at mærke efter, hvad kroppen har brug for, og så tage et aktivt til- eller fravalg. Vil du arbejde mere intensivt med at lytte til dig selv og din krop?
https://imgix.femina.dk/1501-lev-livet-fra-hjertet-body.jpg

Køb FEMINA og Stinemarias onlinekursus ”Lev dit liv fra hjertet”, hvor du gennem 21 dage bliver guidet og trænet til et liv med mere nærvær, livsglæde, ro og balance!

Kurset er overskueligt bygget op med en manual udformet som en dagbog, der dag for dag guider dig gennem kurset og de tilhørende øvelser. De fem minutter, du investerer tre gange om dagen, gør, at du kan lytte til dig selv, sige til og fra og dermed skabe de følelser og oplevelser, som DU ønsker. Idéen er, at det skal være lettilgængeligt, og at du dermed træner VANEN med at lytte, tjekke ind og stoppe op, så du kan mærke dig selv. Rigtig god fornøjelse!

Læs mere om:

Læs også