Anna Falch har overlevet kræft og misbrug: "Jeg har ild i mit blod"

Anna har ikke siddet ret længe og talt – i lotusstilling – før man uvægerligt tænker: Hvor meget levet liv kan der presses ind på 33 år?

En alvorlig sygdom. To ægteskaber og ditto skilsmisser. Tre børn. Og som en rød tråd igennem livet: En erkendelse af at have arvet en misbrugstendens.

Det var hendes far, Michael Falch, der åbnede ballet, da han for år tilbage fortalte, hvordan alkohol havde været lige ved at ødelægge ham. For et par år siden fortalte hans anden datter og Annas søster, Mathilde Falch, så, at hun også havde haft sit at slås med.

Begge dele aftvang respekt. Hvis det beviser noget, er det, at man godt kan bevæge sig værdigt ud i offentligheden med svære livshistorier. Og derfor kan Anna godt fortælle, at det tydelige fysiske slægtskab, hun har med Michael og Mathilde, også strækker sig til det psykiske. De har samme akilleshæl.

– Det er også noget med at stå ved tingene. Altså … det er jo det, der gør os til dem, vi er. Jeg er ekstremt taknemmelig for det fællesskab, det også giver os. Det er bare dejligt at have fået lov til at være en del af den lille klan. Vi er simpelthen lavet af det samme materiale. Vores grundudfordringer er faktisk de samme, selv om vi har taget nogle virkelig forskellige ture rundt i livet.

Musiker og iværksætter

De er tre søstre på rad og række: Anna, Soffi og Mathilde kom til verden i løbet af kun fire et halvt år. Anna er ældst og arbejdsmæssigt blevet et multimenneske. Hun laver musik, spiller teater, etablerer virksomheder – hun har tre yogacentre. Og nu er hun aktuel med en ep, ”As Good As My Word”. Musikken er indieinspireret, æterisk, drømmende, hun synger virkelig godt, og det kommer som lidt af en overraskelse, at den faktisk er flere år gammel.

– Den har ligget i min skuffe og ventet. Jeg har tit hørt den, og venner har haft den og sagt: ”Kommer du ikke snart ud med den?” Men jeg har gået og gemt på den, fordi jeg ”kom til” at lave et yogacenter, lige efter at jeg havde indspillet den, og det tog mit fokus. Iværksætterliv kræver 24/7 indsats.

- Den anden del er, at jeg skulle nå frem til et sted i mit liv, hvor jeg kunne gøre det, uden at det skulle koste uro. For det gjorde det for fem år siden. I de fem år, der er gået, har jeg fundet ind til en ro med mig selv. Så det handler ikke så meget om, hvordan den vil blive modtaget, men mere om, hvad det er inden i mig.

Du sidder dér i lotusstilling. Er du fuldstændig i balance og ro med dig selv?

– Nej, det kan man ikke sige, ha ha. Det er godt nok en proces og noget, jeg er optaget af hver eneste dag. Jeg synes, det kræver sit. Med det blod, jeg har. Det, jeg består af. Jeg har en oplevelse af at være født ind i livet med rimeligt meget ild i mit blod.

Fra din far?

– Ja, og fra min mor. Og langt tilbage. Der er også ild i blodet. Der er ingen tvivl om, hvad det er, jeg kommer af. Det har også gjort, at der har været forholdsvis store kampe i at komme hertil, hvor jeg står i dag. Det bliver ved med at være rigtig udfordrende. Det føles, som om der er så meget energi inden i mig, og jeg har haft svært ved at styre den energi.

- Vi har i generationer tilbage fundet veje til at dulme den med alkohol, og det har jeg også gjort. Men … allerede som helt ung voksen har jeg været sindssygt optaget af at gå mere selvudviklende til værks. Jeg har været i virkelig meget terapi i hele mit voksenliv. Været virkelig undersøgende – for at forsøge at forstå, hvad det er, der foregår i mig.

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch: Det hedder jo psykisk sårbar - men jeg føler mig det modsatte af sårbar og svag

Slægt skal følge slægters gang

– Jeg tænker, at vi har den samme sygdom, alle sammen, jeg har en oplevelse af, at den bare ligger i vores slægt, og nogle af os har fået den mere udtalt end andre. Det er helt sikkert Mathilde og mig og vores far, der virkelig har den i fuldt flor. Lige meget hvad vi gør med os selv, er der enormt meget energi i det, vi gør. Så alkoholen kunne være en vej til lige at komme lidt ned i gear.

- Som ung var jeg meget bange for alkohol, jeg har altid været sindssygt bange for både stoffer og alkohol og på mange måder holdt mig helt væk fra det. Det var mere som voksen, at jeg begyndte at bruge det.

– Det er, som om lysten til at igangsætte skaberkraften har den her meget brændende energi. Og hvis jeg ikke accepterer, at jeg ikke kan køre 24/7 i det leje, bliver alkoholen en hjælper, der gør, at man kan holde til at være der i længere tid. Det er sådan, jeg har brugt det. Når jeg kørte mig selv rigtig hårdt, brugte jeg det til lige at komme lidt ned.

- Hvis man er disponeret for de ting, er det, som om det hele er en vej, der hele tiden ligger foran en: Vil du gå den her vej og dulme dig selv? Eller vil du finde ud af at rumme det og mærke, hvad det er, der er i live i dig, og så tage ansvar for det? Vejen med at tage ansvar for det er krævende.

Har du sluppet det?

– Ja, jeg er helt ædru. Hele tiden. Jeg rører det ikke, fordi jeg ved, det bremser mig. Det kan skævvride tingene for mig. Jeg kan tydeligt mærke, at der er kommet en stabilitet ind, når alkoholen har været ude i mit liv. Den stabilitet bliver forstyrret, selv hvis jeg drikker alkohol bare nogle gange. Det fjerner mig fra at kunne mærke mig selv ordentligt. Jeg har også tidligere haft en årrække, hvor jeg holdt mig helt fra det, mens mit første hold børn var små.

Kræft i æggestokken

De er 10 og 13 nu. At hun fik både dem og lille Alvilda på halvandet er – heldigt. Anna var kun 17 år, da livet pludselig gik fra lyst til mørkt.

– Jeg fik kræft i min ene æggestok. Det blev opdaget ret tilfældigt. Jeg begyndte at have problemer med min blære, jeg skulle tisse hele tiden. Jeg lavede en teaterforestilling på det tidspunkt, og det var et kæmpe problem, at jeg hele tiden løb ud og tisse.

- Jeg tænkte: Hvad er det, der foregår? Lægerne fandt ud af, at min æggestok lå indkapslet i en cyste på størrelse med en håndbold. Det var en svulst, der lå derinde.

Det lykkedes lægerne at fjerne hele cysten, som indkapslede kræften, så hun slap for kemoterapi.

– Jeg var SÅ heldig. Jeg var igennem en stor operation, men jeg blev ikke i en lang periode efter frataget min energi. Det var mere den frygt, det skabte. Jeg havde fået ind i mit liv, at man lige pludselig kan blive syg. Og lægerne sagde til mig, at den her kræft er en form, der meget ofte vender tilbage. Jeg skulle skynde mig, hvis jeg gerne ville have nogle børn.

- Jeg var 17 år … Jeg kan tydeligt huske en læge, der sagde: ”Det kan komme igen i morgen, det kan ske om to år, eller om 40, det er sådan med den her sygdom, at man aldrig kan vide det. Man kan ikke sige: Risikoen daler med tiden, som man ellers siger med cancer.” Det var en læge, jeg mødte en enkelt gang i forløbet, men han talte med meget store og tydelige bogstaver til mig. Den samtale blev helt vildt afgørende for, hvordan livet var for mig de næste år.

Frygten for at dø

Sygdomsforløbet blev skelsættende.

– Det skabte en frygt for at dø og en frygt for, ”hvornår kommer det her igen?”. Det var, som om jeg blev jagtet. Og frygten var i forvejen i mit liv, for som barn har jeg også haft angsttilstande. Så … den frygt talte til noget, der allerede var i mig. Jeg blev rigtig bange for at blive syg og meget kontrolleret omkring alting.

Og hun blev skarpt konfronteret med noget, der plejer at melde sig flere år senere i kvinders liv: Børn eller ej?

– Det var den omvendte verden.

Anna havde godt nok en kæreste, som var med hende på hospitalet, og det satte rigtig mange samtaler i gang, men det var lige tidligt nok. Kort efter kom hun ind på teaterskolen i Odense. Kæresten flyttede med. Efter et halvt års tid mistænkte lægerne pludselig, at hun var blevet syg igen.

– Det var faktisk reelt først dér, at verden … brast. Først der blev jeg ægte bange. Jeg var så ikke syg igen, men jeg skulle igennem et hav af undersøgelser, som taler direkte ind i nervesystemets uro. Jeg er i forvejen helt sikkert født med et nervesystem, der kan stå og sitre, og det har jeg skullet arbejde med i mit liv.

– Så det blev afgørende for, hvilke valg jeg tog. Derfor har det haft store konsekvenser, at den sygdom har ligget i hjørnet og luret lidt på mig, om den ville spise mig eller ej. Det gjorde den så ikke, og den har ikke gjort det endnu, så den fylder i mit liv på en anden måde i dag.

- Jeg har haft noget, der virkede som symptomer igen – og det tænder frygten, men ellers har jeg følelsen af, at jeg har fred med det nu. Men den historie, som jeg fik med den kræftsygdom, har stærke rødder for mig nu. Det er en del af min livshistorie og en vigtig del.

Girafsprog

En af konsekvenserne af, at lægerne dengang troede, hun var syg igen, var, at hun brød med teaterskolen. En anden, at hun brød med kæresten. En tredje, at hun tog hjem for at tage kurser i ikke-voldelig kommunikation.

– Girafsprog, ha ha. For jeg var i en undersøgende proces og havde vildt brug for at få et sprog for det hele. I nogle år dykkede jeg helt ekstremt ned i mig selv. Og jeg var meget optaget af det relationelle. Også at få afklaret mig selv i forhold til min relation til mine forældre og de historier, der lå der. Jeg gik helt ind i det.

- Og mødte så Nicholas, som var bror til en af dem, der gik på kurset. Han kom fra det mørke Jylland. Fra en indremissionsk opvækst. Han havde en tilgang til livet, som var meget mere – jeg har virkelig ikke lyst til at kalde det noget negativt – afgrænset altså. Hvor jeg kommer fra, maler vi med den helt store pensel, og der er MANGE følelser og mange behov, og vi taler om det HELE. Hvor han kom fra, talte man slet ikke om den slags ting og oplevede heller ikke det store behov for det. Jeg blev helt fascineret af det.

Hvad med børnechancer?

– Jamen jeg havde en velfungerende æggestok tilbage, så den tog bare over. Den voksede med opgaven! Men inden var jeg da bange for ikke at nå at få børn, jeg var bange for at blive syg igen. Jeg havde sådan en ”jeg SKAL nå det”-følelse. Det snakkede vi hurtigt om.

- Og så blev jeg gravid med Valdemar, det var meget ønsket, men han var ikke et overplanlagt barn, han kom bare der og meldte sin ankomst. Det skulle vi så finde ud af, men vi var begge to 21 år og meget ansvarsfulde på rigtig mange måder.

LÆS OGSÅ: Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky: Der ligger en stor befrielse i at tilgive

Opvæksten set i bakspejlet

Tre år senere kom barn nummer to, Halfdan. Spørgsmålet er, hvad moderskabet skabte af tanker om hendes egen opvækst.

– Altså, jeg havde virkelig brugt nogle år på at rode den opvækst igennem, så på rigtig mange måder var meget allerede på plads for mig i forhold til, ”hvordan har det været for mig at være mine forældres barn.” Og det har rigtig mange meget smukke og positive fortællinger. Og det har nogle rigtig svære fortællinger.

- Jeg har haft en far, som jeg har oplevet som meget nærværende. Men mine forældre har også haft deres at kæmpe med. Og det er klart, at det har givet en masse dynamikker i mit barndomshjem. Men ting er aldrig sort-hvide. Jeg husker min barndom som helt enormt smuk og dejlig. Og med to forældre, som er de mest vidunderlige mennesker.

Er I tre søstre enige om, hvordan det var?

– Det er i hvert fald noget, vi altid har talt meget om. Vi taler også med vores forældre om de her ting. Det er en meget åben fortælling blandt os. Så jeg oplever, at vi som familie på mange måder heler helt vildt op på generationers ulykke.

Det var smukt sagt…

– Jamen jeg er også dybt taknemmelig over det. Jeg har det, som om vi har fået en gave i, at vi har så meget fællesskab. De er stadig mine allernæreste mennesker. Og vi har hver især måttet tage altså … store terapeutiske forløb og har måttet rumme hinandens store processer. Det kan vi. Og det er … ret stort, at vi kan det.

Hvilke tanker har du om din opvækst i forhold til dine børn?

– Det er den, som kan være … svær. For man vil netop gerne være en forælder, der går uden om nogle af de ting, som man er blevet bevidst om, at det ikke lykkedes ens forældre at gå udenom. Og selv om jeg fra et meget tidligt tidspunkt i mit liv virkelig har forsøgt at tage ansvar for min egen heling og udvikling, har jeg også haft så mange flere udfordringer, end jeg troede, jeg skulle have. Ikke mindst: I en alder af 33 år har jeg været gift og er blevet skilt to gange. Og jeg har to mænd til mine tre børn.

Kærlighed står stadig fast

Anna og 1½-årige Alvildas far gik fra hinanden, da Alvilda var otte måneder.

Hvad har du lært om kærligheden?

– Jeg har lært, at kærligheden er ud over det hele og inden i det hele. Der er intet ved kærligheden, som er dødt for mig. Kærligheden er stadig det eneste, der står fuldstændig fast. Det gør den til begge de mænd, jeg har været gift med. På trods af alverdens svære historier i de relationer.

Er du ærgerlig over, at det ikke lykkedes?

– Jeg synes, det har været en meget stor sorg, at det har været så svært for Alvildas far og mig. Drengenes far – det var ikke meningen, at vi skulle mere, selv om de otte år, vi var sammen, var en vigtig rejse. Jeg kom fra det meget farverige, og jeg prøvede virkelig at tappe ind i det, han kom med, men jeg måtte også erkende, at jeg ikke kunne være der.

- Men Alvildas far blev jeg forelsket i som voksen kvinde, hvor jeg troede, jeg kendte mig selv, men jeg har alligevel været med til at gentage rigtig mange ukonstruktive historier, som jeg faktisk var bevidst om, men lod ske alligevel.

- Jeg blev så forelsket i ham, vi var så forelskede, det var som at være med i en Hollywood-film og flyve helt til Månen, det var, som om jeg blev frataget hele den læring, jeg ellers havde med mig som voksen og udviklet kvinde. Alle de yogaklasser, alle de terapitimer – de forsvandt fuldstændig. Jeg blev kun det intuitive og umiddelbare, og fra det sted er det ikke supernemt at navigere på helt fornuftig vis. Men det var meget smukt at opleve. Jeg er meget taknemmelig for at have oplevet det.

Jeg siger, at en skilsmisse er en sårbar ting. Og hvad så med alkoholen? Faldt hun i?

– Overhovedet ikke. Det er helt den omvendte verden. Det blev virkelig cementeret for mig, hvor vigtigt det er, at jeg gør mit arbejde på en måde, som tager højde for min indre sundhed og ikke laver mere rod. Jeg kunne ikke ligge dér og ralle i grøften, så havde der ikke været plads til Alvilda og mine drenge. Så jeg var bare mor. Det handlede om at finde så meget fokus som overhovedet muligt og netop ikke gå under på det.

LÆS OGSÅ: Ditte Ylva Olsen: Det er ude af mine hænder, om jeg SKAL NÅ at have et barn

Skammen over at fylde noget

Hvad vil du så nu?

– Jeg vil gerne være tro mod mig selv, kunne trække vejret hver dag i mit liv med mine børn. Jeg vil gerne kunne være en nærværende mor, og jeg har en tillid til, at det, som sker, skal ske. Lige nu er jeg ved at starte et nyt yogacenter op. At skabe virksomheder er en sindssygt sjov og kreativ proces. Indrette bygninger, involvere mennesker, der skal til, for at det spiller. Det er vildt sjovt.

Du er entreprenør i hjertet?

– Der er bare en energi, som føles enormt naturlig, når jeg giver den lov til at flyde. Jeg holdt det nede i mange år. Det er den der skam, jeg har haft som kvinde – over at fylde noget. Jeg har været pissehamrende bange for at fylde noget.

- Der er hele mit barndomsliv, og der er også noget med at være datter af en, der har været en, andre kendte. Det gjorde mig så bange for, at andre skulle synes, jeg var for meget, for de syntes allerede, jeg fyldte, bare fordi min far fyldte. Jeg tror, det er et syndrom hos børn af ”nogen”. Vi skal lige finde vores vej til at stole på, at vi godt må. At andre godt må tænke, hvad de vil om mig.

Når man hører ”As Good As My Word” giver det hele ret god mening. Man kan mærke Anna. Det levede liv. Roen.

– De sange har bare ligget derinde og ventet. Det musikalske rum kan på en særlig måde sætte hele min tankekraft på pause, så det er en tilstand af væren derinde. Det er helt vildt godt for mig at få en mundkurv på og mærke min krop, og det er, som om musikken kommer mere fra kroppen, end den kommer fra hovedet.

- Der lå en kamp i at blive klar til at føle, at det bare er min egen stemme, der kommer ud, uden at det bliver ”tænkt”. Nu strømmer sangene bare ud. Det er dejligt, rigtig fedt.