Anna Mejlhede: Et liv er jo ikke kun det, der gik som planlagt

Det er på en måde så mærkeligt. Tiden glider af sted i små afdelinger, hver især med deres portion af opgaver, problemer, glæder og besværligheder. Men det, der begynder i usammenhængende glimt, ender alligevel med, når man ser sig tilbage, at stå frem som et samlet billede af et liv.

At bevare overblikket – det kæmper de fleste af os med. For livet er så svært at gennemskue, når man er henvist til at leve det igennem det smalle udsyn, en hverdag fordelt over 24 små timer giver. Først senere kan det nemlig vise sig, at alt det, man ikke troede på ville holde, holdt. Det, der lignede en stor bunke rod eller bare satte sig skævt på plads – og dermed ikke blev helt så godt, som man håbede – samlet set ser både sandt og smukt ud, når det betragtes i det perspektiv, tiden og erfaringerne har lagt ind over. Alt det rod, man syntes, man stod i til halsen som ung, alle de forkerte valg, man traf, ja selv fortrydelser og beklagelser kan se helt forståelige og menneskeligt formgivende ud, når man efter mange år vender sig om og ser sig tilbage. For et liv er jo ikke kun det, der gik som planlagt. Faktisk fylder det planlagte forsvindende lidt, når det kommer til stykket. For livet er alt det, der ruskede rundt med os, kørte baglæns, når vi ville fremad, eller snurrede os rundt i cirkler, så vi blev rundtossede. LÆS OGSÅ: Hvad siger dit nøglebundt om dig? Selv føler jeg ofte, at tilværelsen ligner en udholdenhedskamp fordelt mellem en lang række målstreger, man svedig og prustende og med skrammer på knæ og albuer når frem til uden at kunne se noget som helst, før man har fået pusten tilbage. For hvor er man egentlig? Nåede man frem til tiden, og holdt skoene? Tabte man noget ud af lommerne, og kan vablerne hele med plaster, eller må der skrappere midler i brug? I et hjørne i min stue hænger et hjemmelavet skilt, der fungerer som en udstrakt hånd, når jeg føler, jeg er ved at drukne: ”Husk: Alting begynder – i et hjørne”, står der. Det gælder både den oprydning, jeg de seneste mange år har forsøgt at komme i bund med, og alt muligt andet, jeg hele tiden synes, jeg forsømmer, fordi noget andet glider ind over og optager pladsen.

For hver gang jeg forsøger at overskue det hele på en gang og fange det samlede billede, i samme sekund mit øje lander på det, går det nemlig galt. Så ender det med, at jeg ikke får ordnet så meget som et lillebitte hjørne – og i stedet sætter mig over i selv samme hjørne med en stor kop trøstechokolade. Fordi det store overblik simpelthen er for uoverskueligt! Alle erkendelser. Al viden og erfaring er sat sammen af små bidder. Ja, livet er et kolossalt samlesæt af en hel masse, vi ikke kan se hvad er. Måske ikke før vi ser på det mange år efter og på det punkt muligvis indser, at livet – som et hele – ikke kun er et godt et af slagsen, hvis vi kan få samtlige små dele af det til at føles godt lige nu. For selv det, der ikke gik så godt, det, som gjorde os trætte eller kede af det for en tid – eller måske lagde en helt grundlæggende bund i os af smerte – det er en del af det liv, som er vores. Og trøsten ligger i, at det vilkår er fuldstændig ens for os alle, også selv om alle mennesker ikke har samme udgangspunkt og samme muligheder – ikke engang i et samfund så lige som vores. Så næste gang du glemmer, at du ikke nødvendigvis skal kunne gennemskue den dybere mening i det problem eller det rod, du lige nu føler dig begravet i, så får du hermed mit skilt til låns – lige så længe du vil. Fordi alting begynder – i et hjørne. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser