Anna Mejlhede: At være perfekt uperfekt ... eller måske bare uperfekt?

Så kom vi flere uger ind i det nye år, og måske har du det lidt som jeg selv: At dér midt i overlevet julepynt og et vissent juletræ i gården, dér ligger også indtil flere nytårsforsæt og forventninger som vådt, uforløst krudt i dine indre gader ... alt det, vi så gerne ville gøre anderledes og bedre, men som alligevel ikke rigtig lykkedes? Forestillingen om det perfekte liv, den perfekte familie, den perfekte krop og den perfekte lykke – den trives desværre stadigvæk i bedste velgående. Og bestemt ikke mindre godt her i begyndelsen af et splinternyt år. Ganske vist har man længe kunnet læse artikler og interviews, der alle sammen kredser om, at NU er det endelig blevet legalt og i orden at indrømme, at man er uperfekt. Hurra! kunne man tænke. Hvilken befrielse, at der endelig bliver talt ærligt om det glansbillede af os selv og vores liv, som ingen alligevel kan leve op til. Og man dykker glad ned i den ene historie efter den anden i håb om at føle sig gennemskuet og alligevel holdt af, som det uperfekte menneske man er. Ofte dog kun for at lægge historierne fra sig igen med fornemmelsen af at være endnu mere forkert end før. For selv efter den nye uperfekte målestok sprænger man øjensynligt alle grænser for det tilladelige ... LÆS OGSÅ: Mens mor er til yoga, og far er til maraton Problemet med det nye uperfekte er nemlig det, at det til forveksling ligner et synonym for det nye perfekte. For sandheden er, at der bag ved udsagn som: Det nye perfekte er det uperfekte!, stadigvæk gemmer sig lige så hjerteskærende uopnåelige billeder af og forestillinger om, hvad vi skal kunne leve op til som mennesker. ”Jeg spiser da også chokolade en gang imellem,” siger en kendt ernærings- og træningsekspert, meeeen – det lille stykke 70-procents mørk chokolade, han sætter til livs, er vel dårligt at regne som usundt overhovedet eller hvad? Og træningen, der nogle gange springes over i uperfekthedens navn, den er så kontinuerlig og velstruktureret i øvrigt, at det dårligt kan kaldes for en imperfektion, om der så blev sprunget syv gange over i træk ... ”Ja, undskyld her roder,” sagde en bekendt til mig forleden, da jeg blev vist rundt i hendes hjem. Men jeg kunne med min bedste vilje ikke se, hvor det rod befandt sig?! Problemet er, at det eneste rod og de eneste uperfektheder, de fleste tør indrømme, stadigvæk er inden for grænserne af det polerede og politisk korrekte. Alt det virkelig uperfekte – det, som i sandhed er en uafrystelig del af både dit og mit liv – dét er der så begrædeligt få, der tør stå ved. Fordi vi er bange for at blive hængt ud som dårlige eksemplarer af menneskeheden, eller mere kønsspecifikt: Hængt ud som taberkvinder, der ikke forstår at jonglere med moderskab og krop, karriere, overgangsalder og kærlighedsliv uden at tabe en eneste bold. Emner, som stadigvæk, al form for ligestilling og modernitet til trods, fortsat ser ud til at være uafrysteligt kvindeligt at kunne mestre – uden at pive. Jeg bøjer mig i støvet for dem, der med åben pande tør vise virkeligheden lidt mere frem, som den er, når lyset ikke lige falder rigtigt. At flere af de perfekte uperfekte i virkeligheden også skændes latterligt og barnligt med deres teenagebørn og kærester. Nogle gange lyver for at overleve, spiser for at trøste sig, får rettet og løftet hist og pist, og at det lille stykke mørk chokolade ofte bliver til en hel plade lys Marabou – med nødder ... eller slet og ret spiser børnenes slik. Ville der ikke blive befriende mere plads til at være menneske og arbejde ud fra det, hvis vi bare en gang imellem turde ærligheden frem for den polerede uperfekthed? Måske ville det hjælpe os til at se på hinanden og på os selv med mildere øjne. Både når vi møder dét, vi synes er irriterende perfekt, og det, som irriterer os ved at være det modsatte. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk